Nationalromantikeren, der ikke fandtes

Jeg blev for for snart en del år siden bedt om at medvirke i et stort arrangement, som skulle hedde "Nationalromantikeren Grundtvig og kosmopolitten Brandes". Jørgen Knudsen havde Brandes. Jeg havde, nåja, Grundtvig.

Det forekom mig - med al respekt for Brandes - lidt tungt at sige ja, da stund helte- og skurkerollerne var ret oplagt fordelt, inden jeg overhovedet fik lejlighed til at åbne munden. Jeg havde den kedeligt forstenede nationalist, Knudsen den levende, fremtidsrettede kosmopolit ... suuuuk ....

Jeg gjorde nogen modstand til selve arrangementet og nægtede at klemme den gamle ind i den kasse, de havde sat op til ham. Han passede trods alt alle dage dårligt til kasser. Da jeg så efterfølgende blev bedt om en artikel, kom der et spørgsmålstegn på. Spørgsmålstegnet blev dybere og dybere, efterhånden som jeg arbejdede mig ind i det, og ved slutningen var jeg overbevist om, at Grundtvig ikke KUNNE være nationalromantiker, fordi nationalromantikken ikke fandtes.

Anyway, jeg har lige fået lagt artiklen ind på min forskerprofil, så hvis man gerne vil se et burn på  begrebet om nationalromantik og lære noget skævt om Grundtvig, så er chancen her.

Misforstået kritik af Grundtvig Centeret

Der har på det seneste været nogen polemik omkring Grundtvig Centerets udgivelse af Grundtvigs Værker – en enorm filologisk opgave, der nu kritiseres for, at den ikke fører til nok formidling. Allerede selvmodsigelsen i foregående sætning burde advare kritikerne om, at skoene nok er blevet taget omvendt på i dén tilgang. Men lad os alligevel tage spørgsmålet alvorligt og sige lidt om, hvad der er meningen med det arbejde, som udføres med Grundtvigs Værker, og hvornår formidlingen reelt bør komme ind i billedet.

 

Bevillingen til udgivelsen af Grundtvigs Værker er en stor, strategisk forskningsbevilling. En sådan bevilling har ét og kun ét hovedformål: Den skal afgørende forandre forskningen på det berørte område. Der skal på fundamental måde være et videnskabeligt ”før” og ”efter” det finansierede projekt. Det skal danne et vandskel – måske tilmed et paradigmeskifte. Hvis projektet formår dette, viser bevillingen sin berettigelse, hvis ikke, er bevillingen en fiasko.

Kan Grundtvigs Værker leve op til den fordring? Også i den grad! Hvor ved jeg det fra: erfaring. Jeg har levet mange år med fingrene dybt nede i det selvsamme materiale, som centreret nu organiserer. Grundtvigs skrifter (hans værker, papirer, breve etc) danner en fuldstændig uoverskuelig mængde af tekst. Der er en vis sød ironi i, at det menneske i landet, der har sagt mest negativt om det skrevne ord, også er det menneske, som har skrevet mest. Det betyder, at de tekstmængder, man står over for som forsker, er så omfattende, at alene det at etablere et vist begrænset overblik over dem er en livsopgave. Måske har Fleming Lundgreen-Nielsen læst mere end 50% af det grundtvigske korpus. Jeg har i den grad ikke – and not for lack of trying. Grundtvigs Værker sigter kun på de arbejder, Grundtvig selv udgav i sin levetid (se her), men er stadig et tigerspring fremad i forhold til mulighederne for at etablere overblik over forfatterskabet.

Og udgaven løfter også den præcision, hvormed forskningen kan arbejde: Hvis man vil undersøge forhold til et synspunkt, et motiv, en talefigur, en konkret person, et skrift eller lignende, kræver det for nærværende et herkulisk arbejde overhovedet at identificere det relevante materiale, og man vil altid være i fare for at der ligger lige så relevante tekster andre steder i korpusset, som man bare ikke lige har fået hænderne på. Dette er et konstant handicap og en konstant forsinkende faktor for forskningen.

Derfor er det arbejde, der udføres i forbindelse med Grundtvigs Værker, er ikke bare forskning på den måde, jeg og mine kolleger i den ”almindelige” Grundtvigforskning leverer den. Det er forskningsparadigmatisk: Det er et helt klart før og efter. Det overblik, der tilbyder sig med udgaven, har aldrig før kunnet etableres, og den forskning, der kommer til at udfolde sig efter udgaven, arbejder på væsentligt anderledes – og bedre! – vilkår, end vi andre har gjort. Den vil have muligheder, som vi kun kunne drømme om. Vi kan se konturerne af det nu på grundtvigsværker.dk, og det er forskningsmæssigt stærkt opløftende. Efterhånden som siden bliver udvidet, bruger jeg den mere og mere – og får mere og mere ud af det – Lidet overraskende egentlig.

Ja, mere endnu: Digital Humanites er af indlysende grunde et eksploderende forskningsfelt. Ingen, selv ikke eksperterne på området, kender endnu dets rækkevidde. Vi kan simpelthen ikke vide, hvad fremtidige forskere kan frembringe med de nye muligheder. Men for at mulighederne overhovedet skal være der, skal der være udført et kolossalt editionsfilologisk grundarbejde. Det er det, arbejde, der udføres på Grundtvig Centeret.

Derfor er jeg også ved at tabe både næse og mund, når jeg hører Grundtvig Centeret kritiseret for manglende formidling. Man har ansat knivskarpe editionsfilologiske specialister (nogle af landets bedste hoveder på dette område! – de er fx langt bedre end mig). Det har man gjort med henblik på at udvirke et egentligt fagvidenskabeligt paradigmeskifte. Nu mødes de så af en forventning om, at de skal bruge deres tid på noget helt andet end den editionsfilologi, som kan lave gennembruddet. You have got to be pulling my leg!!

Der er en rækkefølge i dette her, som er så banal, at den burde være indlysende. Grundtvig Centeret laver med deres gravende og organiserende arbejde et nyt grundlag for Grundtvigforskningen. Det bliver allerede udnyttet og vil i stigende grad blive udnyttet af forskerne, og på baggrund af forskningen vil det også ændre sig, hvad der formidles. Ingen ville forvente at en database over nyere landvindinger i kræftforskningen skulle læses af faglige lægfolk. At det overhovedet sker med grundtvigsværker.dk er vidunderligt, men det bliver aldrig hovedformålet.

 

Kritikken har én skarp kniv i skuffen af sløve bordknive: Brugergrænsefladen på sitet er sub-standard. Det begrænser brugbarheden. Men brugergrænsefladen er vel heller ikke færdig, og de indlysende begrænsninger (hvoraf den værste er, at man ikke kan klikke sig fra en søgning efter ord ind på det relevante sted i den berørte tekst) vil forbedre sig efterhånden.

Havde man brugt kræfterne på brugergrænsefladen og ikke på teksterne, ville de strenge kritikere straks have sat et gravkammeransigt op og talt om, hvordan det hele var overflade uden indhold. Der kan uddeles prygl, hvis Grundtvig Centeret gør det ene, og prygl, hvis centeret gør det andet. Det er tilvisse nogle gange let at være journalist. Man skal bare finde ud af, hvad folk har gjort, og kræve det modsatte.

Inden jeg slutter to bemærkninger:

Først habilitet: Jeg er ikke knyttet til Grundtvig Centeret med noget formelt bånd. Centeret kan blive lukket i morgen, og mit liv går videre som altid. Jeg har ansøgt og fået penge til en bogudgivelse fra centeret (se her), og jeg regner stærkt med at gøre det igen. Men det er ikke penge, jeg ikke kan finde andre steder, hvis der er behov for det. Jeg har finansieret bøger, før centeret kom, og jeg kan finansiere bøger uden centeret også herefterdags. Jeg er, oversat til almindelig dansk, ikke personligt afhængig af centerets fortsættelse. Min interesse er forskningsmæssig.

 

Derefter kompetence: Det er betimeligheden af en større forskningsbevilling på området der diskuteres. Det implicerer altså (som minimum) forskningstrategi, Grundtvigforskning, forskningspolitik, forskningsimpact og formidling. Jeg er vidende på alle disse områder. Jeg har holdt flere hundrede folkelige foredrag om Grundtvig. Det har jeg gjort på den baggrund, at jeg med rimelighed kan hævde at være blandt landets højest meriterede Grundtvigforskere (hvor ved jeg det fra? Jeg har en fuld doktorgrad i mandens forfatterskab – det er der ikke 10 nulevende mennesker, som har). Jeg har arbejdet omfattende med forskningspolitik, forskningsimpact og forskninstrategi både som debattør, som forsker og som forskningsadministrator. Det er der, så vidt vides, ingen andre i landskabet omkring Grundtvig, der har.

Henvendte Kristeligt Dagblad sig for at få en ekspertudtalelse? Næh. De risikerede jo også at få en. Kritikken er pustet op af avisens journalist, hvis evne til at (op)finde konflikter i det kirkelige landskab synes at overgå hans evne til at belyse dem fornuftigt.

Det er altid nemt for anmelderen at kritisere

Vil man gerne have demonstreret, hvor vanskeligt det kan være at skaffe sig en god anmeldelse, og hvor ubegribelig let, det er at kritisere, så udgør to anmeldelser i anden halvdel af 2012 her i Kristeligt Dagblad tilsammen et smukt eksempel. Tilmed to stærkt rosende eksemplarer af genren.

                      Den første anmeldelse er min egen af Ulrik Langens storartede Det sorteste hjerte. Jeg roser bogen, men har dog også et par syrlige bemærkninger. Den ene går på Ulrik Langens citeringspraksis: ”Desuden er det for fagfolk mildt irriterende ikke at få citater fra de samtidige dokumenter gengivet i originalform og med skarpere henvisningspraksis.” Ulrik Langen har moderniseret sine 1700-talscitater, og det synes den skrappe anmelder, at han skulle have ladet være med.

                      Den anden anmeldelse er Kristian Østergaards af Anders Holms tilsvarende storartede Grundtvig. Introduktion og tekster. Den er også fuld af ros, men der er dog en syrlig bemærkning om Holms citeringspraksis: ”forfatteren eller forlaget [burde] dog have bragt teksterne på nudansk. ”Siig mig, Blomst! Hvad vilst du her!” hedder i salmebogen ”Påskeblomst! Hvad vil du her?”, og hvorfor ikke bruge denne enklere version, når bogen nu er tiltænkt undervisningssammenhænge?”

                      Langen gengiver citater på nudansk, og for det kritiseres han, Holm gengiver citaterne i original, og for det kritiseres han så også. Skulle nogen så få den brillante idé at gengive citaterne både i originalform og på nudansk, ville Østergaard, jeg selv og nogle andre sikkert stå klar som små hunde med syrlige bemærkninger om den omstændelige og tungbenede citeringspraksis.

                      Damned if you do, damned if you don´t. Og damned en gang mere, hvis du prøver både at gøre det og ikke gøre det. Forklaringen er selvfølgelig den enkle, at der er en himmelvid forskel på at skulle frembringe noget selv og så at kritisere det frembragte. Det er derfor, det tager måneder og år at skrive en bog og nogle få dage at producere anmeldelsen af samme.

                      For faktisk at frembringe noget, er man nødt til at vælge noget andet fra, som man jo altså så ikke frembringer. Det efterlader enhver bog som en manifestation af nogle få promille af alt det, man kunne gøre med bøger. Og tager man udgangspunkt i alt det udeladte og ugjorte kræver det som oftest ikke mere end lidt fingerfærdighed at reducere andres bøger til halvanden meter højt byggesjusk.

                      Hvorved vi anmeldere selvsagt ikke demonstrerer så forfærdelig meget andet, end hvor meget lettere det er at kritisere end at frembringe. Eller som en god kollega fortsatte efter at have fremsat en kritisk bemærkning i en anmeldelse: ”Men det er jo let at fyre den slags kritik af.”

                      Den replik fik mindst en af bogens forfattere til at elske ham. Og det véd jeg, for det var mig, som var den forfatter.

 

 

 Først trykt i Kristeligt Dagblad den 3. januar 2013. Min anmeldelse af Ulrik Langens bog kan ses her.

Frydesang efter tårer. Litteraturhistorie i open access

Nu er Dansk litteraturs historie blevet lagt på nettet – open access. Hvordan Gyldendal tjener penge på det, er mig en gåde, men det er jo også deres egen hovedpine, og uanset hvad, er der al mulig grund til at være forlaget taknemmelig for indsatsen. Offentliggørelsen af et værk af dette omfang er ikke uden omkostninger (fx har de skulle betale royalties til forfatterne). Det betyder et kvantespring i den tilgængelige ldækning af dansk litteraturhistorie – og dansk litteratur i det hele taget – på nettet. Det er fabelagtigt, hvis man ikke er hjemme hos sine bøger. Det er fantastisk for alle de gymnasiaster, der skal forsøge at google sig noget viden til. Når de alligevel googler ethvert spørgsmål, kan man jo lige så godt sikre, at der faktisk er noget værdifuldt at finde. Og det er fantastisk for alle os medforfattere, som gerne vil have vores tekster læst og brugt.

Tak tak tak tak tak tak tak.

Mit eget bidrag til bind 2 udgør godt halvdelen af bindet og er muligvis det mest frustrerende stykke tekst, jeg nogensinde har skullet skrive. Litteraturhistorie er en af de sværeste genrer at skrive og en af de letteste at kritisere. Man slider som et bæst, men med meget lidt effekt. Læs en trebindsroman og skriv halvanden side. Læs 80 digte og skriv en enkelt. Samtidig kan man selv vælge, om man vil kaldes dødkedelig og traditionel, eller om man vil bebrejdes for sin alt for firkantede og teseførende tilgang, ”hvor helt vitale oplysninger til forståelse af litteraturen mærkværdigvis af forfatteren er blevet udeladt” (autoforfattet citat fra uskreven anmeldelse). Selv valgte jeg at være kedelig, skønt der faktisk er gemt en hel del knive rundt omkring i manus. Jeg sved og græd, og det kan overhovedet ikke ses noget sted i mit manuskript.

Men når det hele nu er kommet lidt på afstand, så er det uhyre tilfredsstillende at have været med på et så stort projekt, og det er fantastisk, hvor mange der reelt kommer til at læse i sådan en bog. Og det er helt utroligt, at den nu kommer til at ligge offentlig og søgbar. Hele ens faglige liv giver meget bedre mening, når sådan noget sker, og alle ordene, der blev sået med tår, bliver høstet med frydesang.

Og lad så gå med, at enhver snottet gymnasiast, der skal gøre sig klog på et eller andet, nu vil begynde med at fortælle, lige præcis hvor dumt det er, hvad jeg har skrevet. Det skal de såmænd have lov til. Gymnasiastsandheden har jo alle dage været højpandede unge menneskers privilegium.

Opmuntrende værk om trist skæbne

Ulrik Langen: Det sorteste hjerte. Historien om et dybt fald i enevældens København. 284 sider. 300 kr. Politikens Forlag.

Ulrik Langen, nyudnævnt historieprofessor på Københavns Universitet, har med Det sorteste hjerte skrevet en opmuntrende bog. Det skulle man egentlig ikke tro, når man læser den, for den historie, der fortælles,er gysende, skønt virkelig nok.

Den handler om to mænd, som kom på tværs af embedsværket i det sene syttenhundredetal og endte med uden dom at tilbringe årevis i fængsel under ydmygende og sundhedsskadelige forhold, mens en overdrevent nidkær og hadsk repræsentant for kammeradvokaten, forhørte hundredevis af vidner for at finde noget at bruge mod dem.

Den centrale af de to ofre – i det mindste i bogens fremstilling – er Michael Brabrand, en stridbar, selvhøjtidelig og lettere anløben købmand i den højere middelklasse. Han var ikke uden skyld, men fortjente ikke på nogen måde de ulykker, hans uforsigtighed og systemets modvilje drog ned over ham.

Han var en stræber, som fra en ret simpel baggrund ved talent og hårdt arbejde løftede sig ind i købmandsskabet, En god, solid borgerlig karriere. Retssager, svindel og stridigheder var dagens orden i handelsstandens København, og både retssagerne og stridighederne tog Brabrand hele vejen igennem mere end sin del af – både de personlige og de handelsmæssige.

Undervejs fik Brabrand grundigt provokeret mange – også de forkerte mennesker, herunder førnævnte sagfører hos kammeradvokaten, Peter Daniel Bradt. Han og andre begynder at arbejde systematisk imod Brabrand, som lader sig provokere og larmer mere og mere i København til gene for det enevældige forvaltningsapparat. Så da det først ramler for Brabrand, ramler det virkelig. Han arresteres under stor ballade, isoleres i fængsel på jammerlige vilkår og henslæber nu mere end fem år i fængsel, mens undersøgelsen af hans forhold bliver ved i en pinagtig uendelighed. Imens går hans forretning konkurs, hans hus sælges, og hans familie forfalder; hans allerede svagelige kone går fra forstanden og kommer sig aldrig.

Da Brabrand endelig dømmes, er det med enevældens monstrøse logik. Han frikendes for de anklager, der førte til hans arrestation, men dømmes til landsforvisning for sin opførsel ved arrestationen.

Det eneste opbyggelige ved historien er, at Brabrand kommer på fode igen i Lübeck trods et meget ringe udgangspunkt. Langen sammenfatter det med en vis tør humor: ”Brabrands gamle jeg er vendt tilbage. Han er involveret i en række forretninger – og ikke mindst en række stridigheder, sådan som han havde for vane. Brabrand holdt på sin ret. Også selvom han ikke havde ret.” (249).

På det tidspunkt i forløbet er nærværende læser helt parat til at tilgive Brabrand næsten hvad som helst. Det er direkte livgivende, at en person, der er blevet så ilde behandlet, stadig er intakt nok til at være på tværs.

 

Hvordan kan en bog om et så deprimerende emne være opmuntrende? Fordi Ulrik Langen gør noget meget svært, upåagtet og stærkt nødvendigt: forener forskning og formidling.

Det sorteste hjerte er baseret på et gedigent kildearbejde, forsynet med en klar og præcis bibliografi og med tilstrækkeligt med noter til, at Ulrik Langens arbejde vil kunne eftergås af andre fagfolk. Der står med fuldstændig sikkerhed ting i bogen, som ikke har været fremme i historieforskningen før. Og ved at fremdrage dette relativt ukendte materiale sætter bogen mere kendte retsstridigheder, især P.A. Heibergs og Malthe Conrad Bruuns landsforvisninger, i et nyt perspektiv.

Alligevel kan bogen læses med fornøjelse også af en bredere gruppe. Forløbet er farverigt nok til at gøre en god historie, og Ulrik Langen giver historien, hvad den kan trække. Man underholdes og oplyses på samme tid af sceneriet og miljøet, de mange hver for sig farverige personer og det dramatiske og tragiske forløb. Tilsammen danner de et fascinerende tidsbillede, som gør den megen viden i bogen lettilgængelig og levende.

Det er en uhyggeligt svær øvelse at skrive en bog som denne. På mange måder vanskeligere end at skrive alene for fagfolk, og Det sorteste hjerte har også sine svagheder, skønt de er langt færre end bogens dyder. Fravalget af et indledende overblik har dramatisk virkning, men gør det ofte vanskeligt at holde sammen på de mange detaljer og underforløb. Den folkelige skriveform bliver nogle gange for løs, så man irriteres over vagheder, og bestræbelsen på at få så mange læsere som muligt med fører sine steder til gentagelser, man gerne have været foruden.

Desuden er det for fagfolk mildt irriterende ikke at få citater fra de samtidige dokumenter gengivet i originalform og med skarpere henvisningspraksis. Men dette sidste punkt kunne have kostet bogen meget i offentlig appel, så det er et valg mellem to onder.

Tendensen i dansk universitetspolitik og -administration tilsiger, at rigtig forskning foregår i specialiserede, engelsksprogede fagtidsskrifter, hvor diskussionerne udspiller sig i en lukket kreds af fagfolk. Det er på mange fagområder den rigtige idé, men det har også sine omkostninger.

For det første, at de skatteborgere, der betaler regningen, aldrig ser resultaterne med egne øjne – kun i referat. For det andet at forskere, der faktisk kan arbejde fagvidenskabeligt i åbne og mere forståelige former, også tvinges over i lukkede fagmiljøer og sværttilgængelige publikationsformer. Det sidste punkt er særlig katastrofalt for de humanistiske videnskaber, som ofte vinder deres legitimitet ved at kunne skrive for en langt bredere læserkreds.

Derfor skal man huske at sætte pris på det, når en højt kvalificeret specialist som Ulrik Langen arbejder på en måde, som både bidrager til videnskaben og virker oplysende for andre. At den slags forskere stadig findes, og at de både kan opnå professoransættelser og udgive nye bøger som Det sorteste hjerte, er måske det allermest opmuntrende ved den i øvrigt triste i historie om den hårdt plagede Brabrand.

Oprindelig trykt i Kristeligt Dagblad den 29. september 2012 (her)

Af en fantasiløs konformists bekendelser

Anekdoten er nogle år gammel. Her i dramatisk præsens for at forhøje aktualitet og spænding.


Jeg er på vej over for at undervise i litteraturanalyse. På vejen fra kantinen på Københavns Universitet Amager til de pavilloner, hvor jeg underviser, har nogen hængt en række sedler op. Her gentages - med næsten afgrundsdyb indsigt - budskabet "Analyse er den fantasiløses måde at forstå kunst".

Jeg står som lammet.
Min verden styrter sammen.
Afsløret er tomheden i al min stræben!
Hvad nu?

Jeg reviderer straks mit kunstsyn, mit livssyn og min mission i tilværelsen. Mine arme studerende. Det skal de da ikke udsættes for. Tænk sig: uddannet til fantasiløshed. Jeg gribes af Pink Floyd-dybsindighed: Min undervisning er just another brick in the wall. Noget må gøres. Nu!

Så jeg går med faste skridt tværs over KUA-campus. Med resolut mine skrider jeg ind i undervisningslokalet, citerer plakaterne med min nyvundne visdom og iværksætter straks min fremtidige og mere og fantasifulde tilgang, idet jeg udbyder: "Lad os sætte os med digtet på gulvet, dyppe vore tæer i honning og popkorn, og når en af jer med ét føler en farve, så syng den!"
.....
Dyb tavshed.
.....
Tilsyneladende er mine studerende stadig lige så fantasiløse, som jeg selv var lige før. Den akademiske verdens svøbe har for længst pisket deres selvstændighed ud af dem. Min nyvundne indsigt siver sørgeligt fra mig og tager min kampberedte indstilling med sig.
Jeg gennemfører min undervisning som normalt.
På vej tilbage passerer jeg sedlerne igen. Et eller andet andet fantasiløst gemyt har på en af dem lavet påtegningen "påstande er den uintelligentes måde at argumentere". Det bæst!

Jeg forbliver konform og gentager aldrig eksperimentet. Atter er fantasien sørgeligt blevet undertrykt i det danske uddannelsessystem.

Grundtvigs Værker

Den 1. februar dukkede et nyt website op: http://www.grundtvigsvaerker.dk/. Formålet med det er at danne ramme om en tekstkritisk udgave af – ja, netop – Grundtvigs værker. Det var en ret sparsom mængde tekst, der blev lagt på nettet i første omgang, så i skrivende stund er Arkiv for Dansk Litteraturs Grundtvigsamling stadig et væsentligere arbejdsredskab, men det skal nok ændre sig. Medmindre et eller andet dramatisk sker, kommer tekstmængden til at vokse støt herfra.

Og i modsætning til ADL, er der her tale om nye tekstudgaver, ikke om elektroniske optryk af eksisterende tekster, så der bidrages med nyt materiale – det er ikke blot eksisterende tekster, som gøres elektronisk tilgængelige og - i et vist omfang – søgbare. Som enhver Grundtvigkender ved, er søgbarhed i forfatterskabet et af de øverste punkter på ønskelisten. Er man ikke overmenneskeligt klæbehjernet eller svineheldig, står man med ekspertmulen hængende, når man udsættes for forespørglser af typen, ”Hvor er det nu Grundtvig siger det der med, at man er Herrens medarbejder? Det er vist noget med at han rimer det på "spejder"?" … Og sådanne forespørgsler hører til blandt de lettere. … Oh, salige søgbarhed ….

Min Internet Explorer er ikke blevet helt gode venner med sitet. Der går i skrivende stund et bredt grønt banner hen over midten af brugergrænsefladen, men Google Chrome taler fint med det, og min sjæl lovsynger udgiverteamet.

Det er allerede en mindre revolution i mit begrænsede verdensbillede, at der nu er kommet en ny udgave af Grundtvigs ”Om Oehlenschlägers Baldur hiin Gode” - et topmøde i den danske romantik, der ikke har været tilgængeligt på andet end specialbiblioteker, siden det udkom i 1807. Og jeg har lavet min første rent forskningsfaglige søgning i teksterne og fået i hvert fald en enkelt lille oplysning ud, som jeg kan gå videre med i en fagartikel, jeg er ved at skrive.

Grundtvigs Værker
Man kan i en nys udkommet og meget lærd monografi med den for lægmand intimiderende titel Editionsfilologi læse, at en udgave af en forfatters ”skrifter” vil omfatte alt, hvad vedkommende skrev, enten dette blev trykt eller ikke, mens en udgave af forfatterens ”værker” omfatter de arbejder, forfatteren selv gav i trykken. (side 45)

Da forfatteren til den nævnte monografi er identisk med forskningslederen på tekstudgaven, nemlig min særdeles gode kollega Johnny Kondrup, er det lidet overraskende de arbejder, Grundtvig selv gav i trykken, der nu udgives. Det betyder, at det bliver en mindre komplet udgave, vi får af Grundtvig, end den, man finder i Søren Kierkegaards Skrifter. Men en udgave af Grundtvigs ”skrifter” ville også blive et monstrøst forehavende. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan dælen man skulle håndtere Grundtvigarkivet. Udgaven ville være strandet, endnu inden den kom i gang – om ikke af anden grund, så fordi den ville være blevet grusomt bekostelig. Den planlagte værkudgave bliver garanteret dyr nok i forvejen.

Sådan en afskæring kan man selvfølgelig diskutere. Mest markant er det nok, at Grundtvigs prædikener ikke kommer med (eller rettere: Kun den begrænsede mængde af – stærkt redigerede – prædikener, Grundtvig selv udgav, kommer med). Disse prædikener er en af forfatterskabets vigtigste tekstgrupper og selvfølgelig langt betydeligere end en række af de småskrifter, som nu kommer med i udgaven.

Skal man så være gnaven over det? Nej, selvfølgelig ikke. Dels mister det udgivne jo ikke sin værdi, bare fordi der var andet, man også kunne udgive, dels er det for billigt at brokke sig over, at man ikke får mere, når man får så meget, og dels er en vis grad af konsekvens i det lange løb en kæmpe fordel: Man kender mængden af det udgivne og véd, at hvad der falder inden for denne mængdes grænser, det kommer til at være der. Det er ikke en udgivers subjektive skøn, som skal afgøre om dette eller hint er med. Jeg personligt vil hellere have én samlet udgave af et bestemt, afgrænset korpus, end et ikke-distinkt udvalg af et bredere korpus. Så kan man jo altid fedte for mere på et senere tidspunkt.

Jeg kommer til at bruge det her værk igen og igen. Hver gang vil jeg tænke på Grundtvig-Centeret og på udgiverholdet med stor taknemmelighed. Tak er ikke et fattigere ord, end at man skal huske at sige det på relevante tidspunkter. Så:

TAK

PS: Jeg ved godt, hvor det med Herrens medarbejder står. Men pointen er god nok, og jeg har stadig ikke fundet det sted, hvor Grundtvig angiveligt taler om, at danskeren i det hele taget har sky for svært hovedbrud – eller noget i den dur. Oh, salige søgbarhed … du forskerens elektronisk lystbetonede, men dog sært ærbare fryd ...
PPS: Johnny Kondrups Editionsfilologi (København: Museum Tusculanums Forlag. 2011) er faktisk helt almindeligt læselig. Man skal ikke lade sig skræmme af bindets meget seriøse og let murstensagtige fremtræden. Værket rummer detaljeret viden på et højt niveau, det er godt formidlet, og det er stærkt oplysende. Kondrup mestrer den svære kunst ikke at gøre et svært emne sværere, end det er i forvejen.´Det er rent fag, ingen bullshit.

De akademiske genrer mellem forskning og formidling

Oplæg på seminar om interaktiv formidling på KUA 09/11/12


Nu handler dette her seminar om interaktiv forskningsformidling, og det er et felt, jeg ved absolut intet om. Derfor formoder jeg, at jeg er inviteret for at sige noget om det ene led, nemlig forskningsformidlingen og så overlade det til de mere vidende at sige noget om interaktiv forskningsformidling. Hvad jeg kan gøre her er helt banalt at kridte den bane op, som diskussionen foregår på.

Nu kan jeg se af deltagerlisten, at vi har folk både fra de våde og de tørre fag til stede i lokalet, og derfor er det værd at få aktiveret diskussionen om forholdet imellem forskning og formidling på de forskellige områder. Min erfaring med den store tværfaglige kommunikation på tværs af hovedområderne tilsiger mig, at vi kommer til både forskning og formidling med meget forskellige erfaringer, og det gør, at vi nogle gange har banalt vanskeligt ved at opfatte, hvad hinanden går og laver selv på ret banale niveauer.

Fx:

Jeg fører en samtale med en god ven, der er fysiker. Jeg spørger, hvordan det går med det projekt, han sidder med lige nu, og han siger: ”Jeg er rigtig langt fremme. Jeg mangler bare at skrive artiklerne”. Hvorefter jeg, der er vant til, at skriveprocessen og forskningsprocessen er en og den samme ting, sidder måbende tilbage og ikke fatter, hvad det overhovedet er, han har lavet hidtil.

Eller

Samme fysikerven stiller samme spørgsmål til mig, og jeg siger. Nåmen det går udmærket. Jeg har skrevet det første 250 sider, så nu er der kun 1½ års arbejde tilbage – ca – før jeg kan udgive bogen. Hvorefter han måbende spørger, om jeg går og skriver bøger i min forskningstid? For det er da sådan populærvidenskabelig formidling, man skriver i bøger.

Så er det måske en god idé at få talt sammen …

Går vi til dette her emne med udgangspunkt i den retoriske genreteori, som har spillet en dominerende rolle i de sidste 20-25 års genreforskning, så ville man sige, at definerende for en genre er, at den er blevet til på baggrund af en tilbagevendende retorisk situation, hvori den er svaret på et bestemt behov, en bestemt mangel – for øvrigt af genreteoretikere kaldet ”exigence”. I forbindelse med den videnskabelige verden kan denne exigence siges at være to forskellige ting. For det første har forskere behov for at kommunikere med hinanden, for det andet har offentligheden behov for, at forskerne kommunikerer udad, således at viden kan overføres fra videnskabens mere specialiserede kredse til det omkringliggende samfund.


Forskningskommunikation

Det første punkt har at gøre med forskningskommunikation, det andet med formidlingskommunikation. Eller sagt på en anden måde i forskningskommunikationen formidler forskeren sin forskning til andre forskere. I Formidlingskommunikationen formidler forskeren sin egen – eller andre forskeres – forskning til en bredere kreds. Det interessante spørgsmål her bliver, hvordan den genre, der anvendes til denne type af kommunikation, påvirker kommunikationen.

Særligt interessant i denne sammenhæng er spørgsmålet om den grad af særsprog, der knytter sig til de forskellige genrer. Særsproget i de største af de intraakademiske skriftlige genrer – den altdominerende forskningsartikel og den på de tørre fag fortsat stærke fagvidenskabelige monografi – er betinget af den vellykkede kommunikation forskerne imellem. Hvis alle på mit område rimelig ubesværet kan skelne imellem Gérard Genettes fem forskellige transtekstualiteter og heller ikke blegner, når en af de fem, parateksten, deles op i peritekst og epitekst, så har jeg som artikelforfatter i hvert fald to væsentlige grunde til at benytte mig af den genettske terminologi: Effektiv kommunikation og overbevisende kommunikation.

Effektiv kommunikation: Idet både jeg og læserne kan finde rundt i Genettes terminologi, så kan vi begynde der, og jeg behøver ikke at forklare, hvad de forskellige begreber dækker, før vi går videre. Der kan altså siges mere, og der kan lægges mere vægt på det fagligt set nye, fordi jeg som fagvidenskabelig forfatter benytter mig af den ret til særsprog, som genren ”videnskabelig afhandling” indebærer.

Overbevisende kommunikation: Dette her punkt fremtræder noget mindre ideelt end det foregående. I virkeligheden er der nok tale om en variant af et etosargument. Jeg viser som fagvidenskabelig forfatter, at mine synspunkter kan tages alvorligt af mine peers ved at vise, at jeg mestrer fagets termer og rammerne omkring en forskningsmæssig fremstilling. Der er selvsagt ikke megen faglighed i dette, men når erfaringen viser, at det giver en større faglig vægt at kunne tale som en rigtig forsker, og at ens forskningsresultater vinder en større overbevisningskraft på den måde, skal man jo være en fæpande for ikke at gøre det. Her er særsproget initierende: Ved at være i stand til at tale, sådan som en fagmand forventes at tale, viser man, at man er på niveau med en rigtig fagmand.


Formidlingskommunikation

Over for dette står så de mere formidlende genrer. Her forholder det sig lige omvendt med effektiv og overbevisende kommunikation.

Effektiv kommunikation: Idet modtageren ikke har forudsætningerne for at forstå fagets termer og øvrige faglige normer, kan disse kun bruges, hvis de forklares undervejs, og selve forklaringen af fx terminologi kan hurtigt blive så kompliceret, at det kommer til at stå i vejen for fremstillingen selv. Derfor vil det videnskabelige særsprog ofte erstattes af andre måder at tale på, der ”siger det samme” (eller i det mindste nogenlunde det samme) på en mere alment tilgængelig måde.

Overbevisende kommunikation: Hvis en forsker, der formidler, taler, som hun eller han ville tale til sine peers, er vedkommende på forhånd dømt til at tabe. Modtageren vil opfatte vedkommende enten som en nørd - der ikke kan forklare sig, så vi almindelige dødelige kan forstå, hvad der foregår, eller er uinteresseret i det, fordi vedkommende befinder sig i et elfenbenstårn -eller som en hoven satan, der mest af alt er interesseret i at fortælle, hvor klog han eller hun selv er. I særligt lykkelige tilfælde kan man få hele rollepakken på én gang. Så er man den arrogante nørd i elfenbenstårnet, der kun er interesseret i at vise frem, hvor klog man selv er.

Så vidt så godt. Det er imidlertid, hvis man er fra det tørre område, værd at lægge mærke til, at forholdet imellem forskning og formidling på vores område er påfaldende meget mindre entydigt end inden for naturvidenskaberne. Vi har i modsætning til i hvert fald de fleste af naturvidenskaberne den mulighed at formulere forskningsmæssigt nye synspunkter i formidlende tekster eller at udforme forskningsmæssige tekster på en sådan måde, at de er tilgængelige for en bredere læserskare. Hos os er det meget mindre givet, at forskning og formidling skal holdes i adskilte arbejder.

Det kan måske demonstreres allermest tydeligt i en af de udfordringer, moderne dansk humaniora står over for: Valget af sprog. I de fleste naturvidenskabelige sammenhænge er det slet ikke til debat, at man naturligvis udformer forskningsmæssige arbejder på engelsk, fordi alle ens peers selvfølgelig læser engelsk, og det i øvrigt sjældent er i de rent sproglige formuleringer, de faglige vanskeligheder forekommer. Skal en bredere dansk offentlighed have indsigt i ens arbejde, giver det sig selv, at man skal udforme sin viden på ny og ind i en formidlingsmæssig sammenhæng. For uanset sprogvalget vil udenforstående ikke kunne forstå ens forskningsartikel. Helt banalt: Hvis det engelske, der skal oversættes, er, at man imellem to hundekomplicerede formler i Broken English har skrevet "Hereof sees easily", nytter det ikke så meget for forståeligheden, at man tilbageoversætter til "Heraf ses let". Det er stadig sort tale for den udefrakommende: Det er indholdet af formlerne, der skal formidles, ikke den forbindende sætning.

I humanvidenskaberne er valget noget hårdere, fordi man med overgangen til engelsk nok vinder adgang til en større kreds af fagfolk – i det mindste i de fleste tilfælde - men til gengæld taber store dele af sit arbejdes formidlingsmæssige potentiale. Hvorfor? Fordi ens forskningsarbejde i vidt omfang lader sig forstå af journalister og andre interessenter. De kan i langt de fleste tilfælde reelt gå ind i ens primære forskningsarbejde og få et rimelig retvisende billede af ens forskning. Og her udgør valget af engelsk en barriere, som rigtignok lader sig overkomme med lidt energi, men formidlingen forudsætter netop, at modtageren ikke skal bruge alt for meget energi på at forstå. Så barrierer imellem forskningsarbejdet og omverdenen er netop det, der spærrer for formidlingen.

Pointen er, at muligheden for at få forskning og formidling til at gå op i en højere enhed, hvor det samme arbejde både har forskningsmæssig værdi og formidler viden til en bredere offentlighed, i vidt omfang er til stede i humanistiske og samfundsfaglige sammenhænge. Men det stiller særlige krav til forskeren, der skal placere sig i mellemrummet mellem forskning og formidling. Selvfølgelig kommer der nogle barske valg, hvor man skal vælge imellem den mest effektive kommunikation over for sine peers og den mest effektive kommunikation over for en bredere offentlighed, men oftest kan man med lidt fingerfærdighed godt få det til at gå op.

Vi har altså at gøre med en intrikat relation imellem forskning og formidling og imellem forskeren og hendes eller hans omverden. Det er jer, der skal fortælle mig, hvilken rolle interaktiv kommunikation kan spille i den sammenhæng.

Interaktiv forskning?

Nu jeg har jer: Jeg får lyst til at vende mig til spørgsmålet – ikke om interaktiv formidling som sådan, men om, hvad nye genrer kan i intrafaglige sammenhænge. Jeg kunne godt tænke mig, at i til resten af dagen tog et bestemt spørgsmål med og spurgte jer selv ikke bare, hvad de nye genrer kan i forskningsformidlingen, for det er helt givet, at de kan noget dér, men også hvad de kan i forskningen selv. Åbner interaktiviteten og andre former for nye formidlingsgreb adgang til erkendelser - ikke bare til bedre kommunikation? Har de et forskningspotentiale, der rækker ud over deres formidlingspotentiale. Jeg ved det ikke. You tell me.

Den gyldne harpe

Indlæg ved præsentationen af Svend Bjergs og Søren Holsts bog Den gyldne harpe. Vartov den 31. oktober 2011.


Der er så mange ting at sige i forbindelse med en bog som denne her, at det næsten ikke er til at finde ud af, hvor man skal begynde og hvor man skal slutte. Men da vi nu igennem mange år har lært, at vi universitetsfolk skal være samfundsnyttige, så lad os tage et perspektiv på, hvad nytte sådan en bog gør. Og vi kan jo ved samme lejlighed spørge, hvad dælen vi egentlig skal med et sådant fænomen som universitetsteologer.

Det spørgsmål, man ofte glemmer at stille, når man kigger på humanistisk og teologisk faglighed er, hvorvidt der er nogen, som kunne tænkes at ville bruge det arbejde, som er blevet udført, og hvad de måske kunne finde på at bruge det til. Et meget godt kriterium for, om noget er brugbart, er vel, om nogen kan bruge det.

Bogen er – lidet overraskende – skrevet på dansk, og det betyder, at eventuelle brugere skal findes iblandt mennesker, som kan læse dansk. Dens emne er dels de gammeltestamentlige salmer, dels Grundtvigs salmer, specifikt dem der har et gendigtende forhold til de gammeltestamentlige salmer, dels forholdet imellem de to. Kan nogen mon tænkes at interessere sig for det?

Svaret er grinagtigt åbenlyst ja. Grundtvigs salmer anvendes søndag efter søndag over det ganske land i forbindelse med gudstjenester i den danske folkekirke, og selvom de gammeltestamentlige salmer anvendes lidt sjældnere, er de alligevel meget brugte, de er internationale, og mange ville mene, at de var endnu vigtigere også for danske kristne end Grundtvig salmer.

Så bogen har mulighed for at være gavnlig, hvis den kan fortælle disse mennesker noget, de har interesse i at vide, og hvis den kan gøre det på en sådan måde, at de faktisk giver sig til at interessere sig for det. Det er sikkert derfor, at forlaget har fremhævet, at bogens forfattere er blandt Danmarks mest velskrivende teologer. Og det er formentlig også derfor, forfatterne har skruet lidt ned for litteraturorienteringen og i alt væsentlig holdt sig til dansksproget sekundærlitteratur. Det kan man selvfølgelig godt som fagmand ærgre sig lidt over, men man skal ikke være blind for, hvad det er, der er vundet i den proces, fordi det netop gør bogen læselig også for andre end fagfolk.

Faktisk må jeg jo selv bekende kun at være sådan ca 50% fagmand i det, som er bogens emne. I det mindste ved jeg ikke en pind om de gammeltestamentlige salmer. Eller rettere: Jeg vidste ikke en pind, for skønt one book doth not a fagmand make, så kan jeg bevidne, at man bliver meget meget klogere af at læse Sørens storartede kapitler om de gammeltestamentlige salmer. Det er en dejlig nøgtern teologi, der kommer ud af det, men blandt andet derfor skulle jeg mene, at der var masser af gode pointer at trække ud både til almindelig opbyggelse for sig selv, og hvis man er en prædikant, som har fået lyst til at inddrag, hvad der faktisk siges i en gammeltestamentlig læsning, når vedkommende skal prædike.

Jeg er ikke helt den rigtige til at bedømme den folkelige forståelighed i Svends kapitler om Grundtvig, men jeg véd på den anden side, at en række af de tekster, han behandler, er kendte og elskede salmer, og så vidt jeg kan se, er også behandlingen af dem opmuntrende læsning og vældig informativt for den læge læser. Så mon ikke jeg kan give forfatter og forlag ret i deres disposition.

Et tilsvarende så at sige folkeligt udvælgelseskriterium gør sig gældende i forhold til, hvilke tekster det er, som er taget med i bogen. For det er salmebogens udvalg af Grundtvigs gendigtninger af de gammeltestamentlige salmer, som har været udvælgelseskriteriet. Hvad mere er: Bogen bruger salmebogens redaktion af de samme salmer. På dette punkt synes jeg måske alligevel, at man har overspillet det folkelige kort, for min erfaring fra talrige foredrag er, at foredragsdanmark stort set synes, at det er sjov at få lov at kigge med bag facaden, når man viser dem Grundvig classic og ikke lader dem nøjes med den koffeinfrie udgave i salmebøgerne – heller ikke selvom Grundtvig godt kan være stærk kaffe alligevel.

Så altså: Svend Bjerg og Søren Holst har skrevet en yderst samfundsrelevant og brugbar bog, hvis man bedømmer den på, om den har relevans for nogen i samfundet og kan bruges af dem. Jeg tvivler på, at ret mange andre end forlaget Alfa får lejlighed til at udskrive fakturaer i den anledning, men det er vel også en slags erhvervslivssamarbejde, om man vil. Læg mærke til en gang mere, at det at skrive underholdende om alvorlige ting faktisk er et afgørende kriterium for nytteværdi, fordi underholdningsværdien er med til at gøre, at nogen faktisk vil bruge bogen. Skam få den, som tænker ilde herom. It don´t mean a thing if it ain´t got that swing.

Tilbage står så bogens indplacering i forskningen. Her sætter mit amatøragtige forhold til studiet af det gamle testamente sig igennem, og jeg kan kun udtale mig om dens placering i Grundtvigforskningen. Bortset fra, at jeg selvfølgelig kan bemærke, at bogen er med til at kortlægge et åndrigt hjørne af det gamle testamentes virkningshistorie, og at det da ikke så lidt. I forhold til Grundtvigforskningen kan man sagtens komme løbende med en masse indvendinger, hvoraf mange havde at gøre med præcis de samme træk, som gør bogen læselig for en bredere offentlighed, men det er ikke til at nægte, at bogen er med til at beskrive et vigtigt emne i Grundtvigs forfatterskab, idet den ikke alene har at gøre med flere af Grundtvigs centrale salmer, men også behandler hans forhold til én vigtig del af kildematerialet for hans salmedigtning.

Der er en hel masse tilbage at gøre inklusive i det mindste følgende:

• En samlet behandling af alle de salmer, hvor Grundtvig bruger de gammeltestamentlige salmer som fortekster.
• En behandling af forskelle og ligheder imellem salmegenren, som den foreligger i det gamle testamente, og som den bruges som kirkesang i den efterreformatoriske tradition.
• En samlet behandling af det kildemateriale, Grundtvig bruger i sin salmedigtning fra alle de forskellige tidligere menigheder.
• En afdækning af, hvordan Grundtvig rent teknisk indoptager og omformer det materiale, han benytter sig af i sin salmedigtning.
• En afdækning af hele det tekstfelt, der ligger bag Grundtvigs forfatterskab, og hvad han gør ved det.
• En overvejelse af, hvordan Grundtvigs behandling af sine inspirationskilder fremtræder, hvis man anskuer den i lyset af hele den store teoridannelse, der findes inden for studiet af intertertekstualitet, hvad enten man ser dette i et Kristevask, et Genettesk eller et måske mere hermeneutisk perspektiv.

Hvis jeg imidlertid skulle stille mig kritisk an og med lektoral stentorrøst forsøge at bebrejde Svend og Søren, at de ikke har har behandlet disse emner til bunds, ville jeg være lige så fjollet som de ph.d. og disputatsopponenter, man nogle gange hører, som forsøger at gøre gældende, at doktoranden i grunden burde have skrevet en helt anden bog. Dertil er svaret indlysende nok: "Eeeeh --- nu er det faktisk den her bog, jeg har skrevet. Måske skulle vi snakke om den". Så derfor: Hjertelig tillykke til Svend og Søren med, at de har skrevet den her bog.

Men én indvending har jeg dog. Når nu man endelig har chancen for at sætte Indiana Jones på sin bibliografi, hvorfor står der så i selvsamme bibliografi ikke noget imellem Holt, Else Kragelund og Jensen, Johan Fjord. Dét er for dårligt!

Antologinarrativet?

Der er sådan en særpræget orden i mange moderne videnskabelige antologier på mit område, som tilsiger, at man skal begynde med sådan noget prævidenskabeligt, åndfuldt noget. Derfra bevæge sig over den egentlige videnskabelighed i strukturalismen og videre derfra ind i nedbrydningen af samme videnskabelighed i poststrukturalismen for at ende i en eller anden form for postkolonialisme. Det giver sådan et godt narrativ om den vestlige maskuline linære videnskabeligheds rise and fall. Men det giver også sære problemer.

Her er fx artikelrækkefølgen i Jørgen Dines Johansen og Marie Lund Klujeffs i øvrigt udemærkede antologi Genre (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 2009):

Redaktørene: Introduktion
Alastair Fowler: Genrebegreber
Tzvetan Todorov: Genrernes oprindelse
Gérard Genette: Introduktion til arketeksten
Jean-Marie Schaeffer: Fra tekst til genre
Joseph Farrel: Klassisk genre i teori og praksis
Mikhail M. Bakhtin: Talegenrer
Jacques Derrida: Genren lov
Peter Hitchcock: Postkolonialiteet som genre

Det er sådan ca. den historie én gang mere. Vi har en ”prævidenskabelig” tekst, Fowler, tre forskellige strukturalismevarianter, Todorov, Genette og Schaeffer, en historist af en art, Farrel, og så får vi det spændende nye med Bakhtin for at komme til dekonstruktøren Derrida og endelig over i det postkoloniale. Men prøv nu at se, hvad der sker, hvis vi tager dem efter tilblivelsesår (idet vi tager trykkeåret for Bakhtin, der eller falder ud som den allerældste - by far - men den kom vist først for alvor til ære og værdighed i vesten fra 1986 og frem). Introduktionens flyttedag fra at være første til at blive sidste tekst giver sig selv og kræver ingen yderligere kommentarer):

Tzvetan Todorov: Genrernes oprindelse (1978)
Mikhail M. Bakhtin: Talegenrer (1979)
Gérard Genette: Introduktion til arketeksten (1979)
Jacques Derrida: Genren lov (1980)
Alastair Fowler: Genrebegreber (1982)
Jean-Marie Schaeffer: Fra tekst til genre (1983)
Peter Hitchcock: Postkolonialitet som genre (2003)
Joseph Farrel: Klassisk genre i teori og praksis (2003)
Redaktørene: Introduktion (2009)

Nuvel: Der er ikke noget galt i tekstudvalget. Det kan som alle andre tekstudvalg diskuteres, men det er et interessant udvalg, og oversættelsen af Schaeffers lille, knivskarpe opsats er lidt et clou: Jeg har ikke kunnet finde den oversat til engelsk, så den er vi vistnok ene med franskmændene om.
 
Men narrativet altså: Kronologisk opstillet står vi tilbage med en bunke tekster klumpet sammen omkring 1980 med Derrida som en tidlig tekst, og med Schaeffer som slutpunktet (fraregnet Bakhtins opdukken i midtfirserne). Både Derrida og Schaeffer reagerer hver for sig på Genette. Fowler eksisterer lidt for sig selv, men han er ikke mindre ”moderne” end Derrida, Genette eller Schaeffer, og hans værk udgør ikke en slags faglig forform. Efter 1983 har vi et kæmpe hul, som så først fyldes ud, idet vi får to artikler, som begge stammer fra et dobbet temanummer om genre, New Literary History lavede i 2003. Hvad der måtte være sket i mellemtiden, henstår lidt i det uvisse. Helt karakteristisk er, at der simpelthen ikke er noget narrativ i denne rækkefølge. Der er bare en serie artikler, som enhver kan læse og få det ud af dem, som der nu byder sig.
Jeg er taknemmelig for antologien, men hvorfor dog indskrive et narrativ i den, som ikke findes i virkeligheden?

En liden bibliografisk fælde

Undervejs i arbejdet med en artikel om "Genre and interpretation" finder jeg i en af mine egne fodnoter følgende om begrebet "structure of anticipation":

Also the concept is present, though subdued, in Hirsch (1967) described as a “system of expectiations” (Hirsch (1967), 78) shared by the speaker and interpreter of an utterance. The word “system” is used in a somewhat unsystematic meaning, and the concept as Hirsch uses is, is closer to Jauß (1982) than to structuralist notions. Obviously Gadamer (1990) might be the common source.

Læst isoleret ser det fuldstændig forbløffende ud. Et begreb er tilstede hos E.D. Hirsch i 1967. Han deler det med et værk fra 1982, og deres fælles kilde kunne være et værk fra 1990. Hvad dælen? Er der ikke sket nogetsomhelst i forskningen imellem 1967 og 1982? Og: Hvordan kan et værk fra 1990 inspirere arbejder fra hhv. 1967 og 1982?

Forklaringen er enkel - skønt uindlysende. Da man skal kunne finde de relevante værker, nytter det ikke noget, at korthenvisningen peger på arbejdets oprindelige udgivelsesår. Det må pege på det år, den benyttede udgave er fra. Kun Hirsch optræder med sit oprindelige udgivelsesår. Jauß' artikel er fra 1972, og den fælles kilde, Gadamers Wahrheit und Methode, selvfølgelig fra 1960.

Mysteriet løst: Hirsch og Jauß har begge arbejdet i slipstrømmen fra Gadamer, og derfor giver sammenføringen af dem mening, men når det er senere udgaver, der anvendes i artiklen, mudres kronologien til. En dejlig fælde er stillet op for en eller anden oversmart førsteårsstuderende, som mener at kunne lave den store afsløring ved at vise, at en bog fra 1990 da ikke kan påvirke en fra 1967.

... Kids: don´t try this at home ...

Nyt fondschok: Penkowa anvendte forskningspenge til forskning

”Vi glædede os for tidligt!” Fondsbestyrer Søren Birk Olesen fra Søndre Pølsinge Almene Sundhedsfond (SPAS), bror til den kendte kvindesagsforkramper Ole Birk Olesen, ryster tungt på hovedet. Efter den seneste tids skandaler omkring elitefuskeren Milena Penkowa håbede fonden på en rigtig stor, fed skandale at profilere sig på. Fonden bevilligede nemlig i 2007 16.500 kr. til ”Indkøb af et meget lille mikroskop” til brug for Penkowas rotteforsøg, og efter de seneste måneders vedblivende afsløringer af kreativ gik bestyrelsen i SPAS ud fra, at der også var fusket med deres midler. Og derfor iværksatte de en kontrol af, hvordan midlerne var blevet brugt. ”Vi regnede da med, at mindst 60-70 procent af pengene var blevet pøset i den lille røde korvette eller brændt af på champagne og rejser” fortæller Søren Birk Olesen ”og vi havde set frem til at komme på forsiden af BT”.

Derfor mødte Søren Birk Olesen og Københavns Universitet krammeadvokat op på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet for at kontrollere, om pengene var anvendt efter aftalen, og stor var deres skuffelse, da de på laboratoriet fandt det omtalte meget lille mikroskop. ”Det var tilmed en lille sølvplade på, hvor der stod ”Så du kan få øje på min lille ting. Din anonyme Helge”. Vi stod tilbage i chok: Forskningspengene var blevet anvendt til forskning”, fortæller en tydeligt rystet Søren Birk Olesen og slutter: ”Vi havde virkelig håbet at få noget godt ud af vores investering. Det er for dårligt, at man ikke engang længere kan stole på de uhæderlige.”

At få en ny bog i hånden

I går fik jeg for første gang Svend Skrivers og min nye bog om Søren Ulrik Thomsen i hånden. Så skrev jeg en lang og selvfed blogpost, som jeg måtte slette igen, da jeg fattede, hvor selvfed den egentlig var. Men: Det må indrømmes, at jeg blev lidt (for) glad for mig selv, da jeg pludselig stod med en bog i hånden, som jeg og Svend begyndte på i 1997. Andre må jo bedømme, om den så også er vellykket. Jeg ved kun, at vi har gjort os umage, og at den er blevet så god, som vi på nogen måde kunne gøre den. Der er og vil altid være forskellige stilarkæologiske lag i en bog med så lang en tilblivelsestid, og hvis vi begyndte at skrive den i dag, ville den sikkert falde anderledes ud – men den ville også først udkomme om 14 år.

Wie dem auch sei: Det mest befriende ved at stå med sådan en bog i hånden er, at den genvækker ubegribeligt mange døde timer i ens liv. Eller sagt på en anden måde: For overhovedet at skrive en bog som denne her, skal man på et meget tidligt tidspunkt begynde at pøse sine arbejdstimer ned i et projekt, som man ingen sikkerhed har for, bliver færdigt. Jeg ved ikke, hvor mange årsværks arbejde, der ligger i en bog af denne her karakter: aftener, weekender, tidlige morgener – alt muligt. Når man har været i gang i nogle år, står man uden noget, der bare ligner et færdigt resultat, men med uendelige mængder af timer investeret i projektet, og spørgsmålet er så, om man har spildt alle de timer, om man burde have lavet noget andet, og om man nogensinde får kræfterne til at indløse alle de timer, man allerede har lagt i arbejdet.

Men når bogen så alligevel er der, så ved man, at det ville den aldrig have været, hvis ikke man for 14 år siden var begyndt at hælde timer i projektet.

Da jeg skulle finde noget til omslaget, tog jeg ind til Dorte Dahlin, som også havde lagt billede til forsiden af min disputats. Da jeg fandt det rigtige billede i hendes kataloger, fik jeg et chok. Bogen hedder Dét, der forsvinder, tager jeg med. Det billede, som var helt rigtigt til omslaget, hed I Forgot to Remember to Forget - på baggrund af af alle ting i verden titlen på en Elvissang. Hvor Thomsensk kan det lige blive? Men: det var malet i 1988 - 10 år før vi gik i gang med bogen. Altså, hvis man ikke lige var religiøs i forvejen, så blev man det altså dér. Bogen er så smuk. Michael Kamp ude på Forlaget Spring har lavet et vidunderligt omslag ud af Dorte billede, og satsen er smuk og alt er blevet vidunderligt, fordi fondene nærmest stod i kø for at hælde penge i bogen (mirabile dictu!), så gode mennesker kunne lave deres arbejde godt.

Waouw!!!!

En af mine facebookvenner, Claus Askholm, hørte om min mislykkede selvfede blogpost og gav som reaktion følgende version af den:

"Undskyld mig lige mens jeg svælger mig i selvfedme, men.. Kære blog. Jeg ved godt at jeg normalt er rimelig selvfed, men i dag tog det virkelig overhånd. Jeg stod nemlig med min nye bog i hånden, og jeg blev seriøst våd i trussen. Først kikkede jeg på forfatterbilledet i flere timer, og jeg siger jer: Narcissus var det rene vand i forhold til migselv. Efter at have svælget i selvfedme i et par timer besluttede jeg mig ofr at få professionel hjælp - og ringede til min mor. Hun fandt straks mine babybilleder frem og fortalte mig at hun allerede da jeg sad på potten første gang vidste at jeg ville lave noget stort en dag. Jeg besluttede derefter at overraske min smukke ægtehustru. I ved, hende med den fantastiske gode smag i ægtemænd. Hun kastede et blik på mig og kaldte mig ved min rette titel, da hun sagde "Åh Gud, hvad har du nu lavet...?"

Jeg ville ønske, at dette var en overdrivelse. Men det er ca. sådan, det føles. En parodi er det dårligt nok.

Krigsministeriets historieforfalskning: Løj Mallebrok død i krigen i 1864

Formodet samtidigt maleri af "Mallebrok" Nu afsløret som et falsum

Den afgørende opdagelse var, at personen på billedet bærer briller af en

model, der først blev udformet i det sene 20. århundrede. Ved en efter-

følgende gennemlysning af billedet blev det afsløret, at der er tale om et

behændigt manipuleret fotografi - ikke et maleri.

I mange år har Krigsministeriets spinenhed arbejdet på at overbevise den danske befolkning om, at Mallebrok døde i krigen i 1864. Det er via skjulte budskaber i børnesange infamt blevet indsneget i alle yngre danske generationer, at Mallebrok er død i krigen i 1864.

Det passer imidlertid ikke. Mallebrok er for nylig blevet afsløret som militært kaldenavn (af samme art som mere kendte navn som ”Pingo”, ”Trident” eller ”Knalde Kalle”) for John Churchill, den første hertug af Marlborough, født 1650 og død 1722. og allerede ved årstallet burde alarmklokkerne have ringet, mener Kgl. Hofhystericus Yes Fabricius Møller, som i sin fritid er lektor i det 19. og 20. århundredes historie ved Glaxo Smith-Kline instituttet (tidligere Saxo Instituttet). ”Enhver kan da regne ud, at en person, som har været død siden syttenhundredeoghvidkål, ikke kan falde i en krig 140 år senere.” Tilføjer han.

Han modsiges dog af Royalsociolog og lyvsstilsekspert Emilia von Havelåge, der gør gældende, at ”dronningen i denne tale viser vejen for alle danske familier”, og af Krigsministeriets spinenhed, som oplyser, at ”fili-ong-gong-gong og tinge-linge-ling”. Konfronteret med disse udsagn replicerer Fabricius Møller skarpt:

Påstanden om Mallebroks død i krigen i 1864 er en poetisk-diskursiv
manifestation af de identitetsskabende mønstre, der knytter letgenkendelige narrative figurer til erindringspolitiske brændpunkter. Med hensyn til fili-ong-gong-gong og ikke mindst tinge-linge-ling ligger det uden for rammerne af min forskningskompetence med nogen troværdig præcision at identificere, hvorvidt der er overensstemmelse mellem disse udsagn og et historisk sagforhold.

Krigsministeriet afviser i stærke vendinger alle anklager under henvisning til samtidige vidnesbyrd fra fire hædersmænd, der hævdes at have Mallebrok til graven båret. ”Vi ligger stadig inde med hans Sabel, som den ene bar, mens hans Gevær, som den anden bar, blev afleveret til Tøjhusmuseet efter anden verdenskrig” hævder Generalmajor Hillemænd på vegne af ministeriet - dog uden at forevise selvsamme. På Tøjhusmuseet kan man ikke bekræfte modtagelsen; en anonym kilde forklarer dog at ”arkiverne for perioden 1944-1964 er oversendt til rigsarkivet og der anvendt til rigspapirlamper”.

Lækket KU notat!!!

Nedenstående notat lækkede her til eftermiddag fra Københavns Universitets Vicedirektorat for Intern Kritik. Ingen har dog hidtil fundet årsag til at kommentere på det, andre end Jesper Langballe-Skødehund, som siger at det er "ufolkeligt, udansk og noget klynk".

Notat

Fra
Vicedirektør for Intern Kritik Sune Auken

Til
Rektor Ralf Hemmingsen

Kære Ralf

Jeg skriver til dig for at bede dig tage stilling til en grov kompetenceoverskridelse i såvel som uden for universitetsorganisationen.

Det ligger helt klar i ”Regler Vedrørende Kompetencer for Vicedirektoratet for Intern Kritik” (sagsnr. A-235/568/BZ, side 67), at ”det er direktoratets prærogativ at formulere kritik af rektor, direktører og vicedirektører (alle 37½) såvel som af strategiplaner, udviklingskontrakter, pointeløse reklamer og særprægede økonomiske strukturer”. Formålet med dette er, som det turde være bekendt, ”at sikre, at ledelsens kritiske potentiale frigøres til at kunne rettes imod de ansatte og kun de ansatte, samt at hindre anden kritik i at nyde fremme internt i organisationen”. Du vil huske, at rektoratet selv gentagne gange krævede formuleringen skærpet med henblik på ”at holde situationen i ro” (brev af 1. april 2006).

Imidlertid har jeg på det seneste måttet konstatere, at såvel elektroniske som analoge medier er svømmet over af uautoriseret kritik i anledning af, at en eller anden let skeløjet russisk skrulette og elitefusker – eller også var det hjernefusker eller jernfusker, jeg er ikke helt sikkert; meget synes fortsat at være uklart i den sag - ikke har kunnet finde sine rotter, som hun ellers hævder er på loftet af alle andre - OG muligvis har pakket gaver ud for den forkerte. På det seneste har der også været noget med en person ved navn "Helge" og nogle forskningsråd, samt et eller flere overfladiske dødsfald og tilsvarende opstandelse. Jeg ved virkelig ikke, hvad det er med de rotter og skruletter, men jeg vil godt understrege situationens særligt skærpede uholdbarhed. Jeg ser med dyb alvor på det og vil have mindst ét fedt ekstra vederlag, en rød sportsvogn, en sjov køreibilhat samt en munkekutte med strategisk placerede åbninger, hvis jeg skal fortsætte på posten.

Jeg imødeser din respons og min lønforhøjelse snarest.

Med venlig hilsen

Sune

Viden eller nytteværdi

Det er svært nok at opfinde ting. Du kan ikke også forlange, at jeg skal vide, hvad mine opfindelser skal bruges til!

(Carlo Gentina (tekst) og Allessandro Gottardo (tegninger): "Sten-And. Stridens maling" In Den dæmoniske Hollænder. Jumbobog nr. 369. København: Egmont. 2010. P. 120)

Dette udsagn stammer fra Georg Gearløs´ stenalderforfader, Geo-Granit, som ifølge den ovenfor angivne kilde opfandt "maling".

Mærkeligt at en tegneseriefigur kan være så meget klogere end universitetspolitikerne. Det er to forskellige talenter at være god til at frembringe viden og at være god til at instrumentalisere den. Nogle gange forenes disse to talenter i samme person eller samme gruppe, men bestemt ikke altid.

Nogle gange ligger en viden og dens instrumentalisering mange år eller årtier/århundreder fra hinanden. Ofte - formentlig endda: oftest - vil de personer, som er gode til at frembringe viden, være komplette fagnørder, der ikke kan omsætte endsige kommercialisere nogetsomhelst. Giver man ikke dem gode vilkår, går man glip af al den viden, de kunne have frembragt. Denne indsigt er så banal, at den tilsyneladende er forblevet overset. Fordummelsen følger umiddelbart efter.

Dét, der forsvinder, tager jeg med

Søren Ulrik Thomsens forfatterskab er på en gang for den litterære elite og for enhver. Efter sit gennembrud med poetikken Mit lys brænder i 1985 har han været regnet for en af landets betydeligste digtere. Hans tilsyneladende smalle udgivelser trækker igen og igen store anmeldelser og opnår høje oplagstal. Hver ny udgivelse fra Thomsens hånd er en litterær begivenhed i Danmark. Og med god grund. Hans digte forener et højt litterært niveau med en umiddelbar appel, patos med humor og knivskarpe punchlines med lange, slyngede sætningskæder. Digtenes billeddannelse rækker fra det magert tilbageholdende til det drømmende og fabulerende, og i deres sprækker kigger en satirisk og utopisk bevidsthed frem. De lader sig gribe med det samme, men selv efter mange gennemlæsninger er man ikke sikker på, at man har fået det hele – eller blot det halve – med.

Dét, der forsvinder, tager jeg med er en vejviser for både den nysgerrige læser og den litterære fagmand. Bogen rummer udfoldede analyser af en række digte, som følger digtene fra de mindste sætningsdele til deres samlede meningshelhed. Disse analyser ledsages af og indsættes i en samlet og nuanceret fortolkning af udviklinger, sammenhænge og spændingsforhold fra værk til værk i Søren Ulrik Thomsens poesi og poetik fra City Slang (1981) til Det værste og det bedste (2002).

Dette er verdens allerførste annonce for min og Svend Skrivers bog Dét, der forsvinder, tager jeg med. Forlaget Spring. 2011. Ca 405 sider. 349 kr. Kan bestilles for dette beløb+porto ved henvendelse til forlaget på michael@forlagetspring.dk

Lille genreteori

At arbejde med genrer består i at begynde med en omtrentlighed, udvide den med nogle vagheder, bringe den i spil i forhold til en uklarhed eller to, indsætte den i et tåget landskab, afveje dens forskellige dele på en defekt køkkenvægt og på den baggrund præstere en præcis analyse.

Forskningens ulogiske arbejdsformer

Så skete det en gang til. Jeg havde rigtignok haft den fagartikel, jeg arbejder på lige nu, åben, men jeg havde siddet hele dagen på Facebook og afleveret åndsvage – eller om man vil: åndfulde – bemærkninger til Gud og hvermand. Jeg havde ganske vist besvaret lidt mails osv og skrevet et læserbrev eller noget lignende klar, men det kan jeg efterhånden gøre i søvne, så det tæller nærmest ikke, og forskning var det på ingen måde.

Jeg havde, kort sagt, spildt en hel arbejdsdag med at glo på Facebook.

Men og men og atter men. Jeg gik i seng, nussede PB på maven, ringede godnat til Sarah, som var i Århus - og kunne ikke sove. Slet, slet, slet ikke sove. Rasende stod jeg op, åbnede computeren, tilbragte et kvarter på Facebook en gang mere, klikkede over på min artikel og lavede på tre kvarter og halvt bevidstløs af træthed en fuld dags arbejde. Og det ér en fuld dags arbejde. Jeg behøver ikke engang tjekke det efter her til morgen. Jeg ved det.

Hvor ved jeg det fra? Fordi jeg i bogstaveligste forstand har prøvet det 1000 gange før – eller mere. Således skrev jeg ikke disputats, jeg spillede skak imod min computer. Den var tilmed indstillet til at spille elendigt, for jeg kunne af bare frustration dårligt koncentrere mig om det i mere end 5 minutter af gangen, og jeg HADER at tabe. Mine omgivelser måtte ikke kommentere på, at jeg hele tiden så på noget andet end min tekstfil, og jeg følte mig permanent utilstrækkelig. Men det virkede. Jeg aner ikke, hvornår den tekst blev til, men det er svært at benægte fakta: Den har en tendens til at eksistere

Nuvel: Konklusionen er, at hvad der virker, det virker. Det interessant er ikke overspringshandlingerne, men om man kommer fremad. Der er nogen mennesker, som arbejder i klare, tydelige blokke. Godt for dem, jeg kan ikke. Hvis jeg bare sad på min kontorstol det reglementerede antal timer med en velgørende følelse af at udfylde min plads i samfundet, ville min forskning blive at ligne ved en beskeden smørrebrødsfrokost, den friske morgenberlinger og et par ovntørrede sokker. Und nichts weiter. Når jeg ikke er MEGET optaget af noget (og det kan jeg kun være i perioder af op til ca 2 uger, også er jeg bevidstløs et tilsvarende antal uger bagefter), arbejder jeg i overspringshandlinger og pludselige, halvt ubeviste ryk.


I øvrigt er denne blogpost skrevet, imens jeg spiller Zombie Slayer på en fiktiv konto på Facebook og helt sikkert ikke forsker (tror jeg). Den er således direkte arbejde på min forskning.

Genredefinition: Prædiken

Nedenstående uskarphed er pt. det bedste jeg har til en Grundtvigartikel, hvor jeg skal sige noget om hans prædikener. Må gerne kritiseres.

Prædikenen lader sig lidt husmandsagtigt definere som ”et led i den gudstjenestelige liturgi, hvor præsten gennem dagens evangelium forkynder evangeliet ind i nutiden”1 . På grund af den institutionelle binding bliver det i det hele taget en relativt stabil genre. Den er meget tydeligt defineret af sin exigence, nemlig behovet (dvs. kirkens og de kristnes behov) for at få evangeliet forkyndt ind i nutiden. At vi har at gøre med et ”liturgisk led” betyder, at det er en rituelt bundet ytring, hvor det er præsupponeret, hvem det påhviler at fremføre prædikenen, og hvilken rolle den skal spille i den gudstjenestelige sammenhæng. Det betyder også, at der er klare grænser for længden af den enkelte prædiken: Den skal kunne fungere i den gudstjenestelige sammenhæng, og skønt også prædikenlængde er et historisk og kulturelt variabelt fænomen, er der stadigvæk ret skarpe grænser for, hvor lang en prædiken kan være.

Definitionen indebærer også, at en prædiken er bunden tale. Præsten taler ikke, fordi han lige har fået lyst til at fremsætte en ytring, men fordi han med præstegerningen har påtaget sig forpligtelsen til at prædike. Det betyder også, at den talende taler qua præst, ikke qua person. Dermed opstår der institutionelt en distinktion i præsten imellem præsten som person og præsten som præst. Præsten qua præst taler i prædikenen, mens præsten qua menneske er mål og tilhører for prædikenen på lige fod med alle andre i kirken, nl.a. deraf kommer det hyppigt anvendte ”vi” i prædikengenren.

Omtalen af både ”evangeliet” og ”dagens evangelium” hviler på en distinktion imellem, hvad der skal forkyndes, og hvad der er udtrykt i ”dagens evangelium”. Ordet ”distinktion” er vigtigt, al den stund der nødig skulle være kontrast. Men det er vigtigt at fastholde distinktionen. ”Evangeliet” er at forstå som ”summen af det glædelige budskab, kristendommen har at give nutidsmennesket” mens ”dagens evangelium” er det tekstsykke, som de kirkelige forordninger tildeler den gudstjeneste, hvori prædikenen holdes. Det er dermed præstens opgave at få ”evangeliet” i bekendt form til at træde frem i dagens evangelietekst.

Endelig er der en central hermeneutisk grundproblematik præsent i udtrykket, at prædikenen skal forkynde evangeliet ind i nutiden, nemlig aktualiseringen af det historiske stof i en nutid sammenhæng eller. Det betyder, at det, som i den firfoldige tekstforståelse hedder det moralske led eller ”applikationen” har en helt central og definerende rolle at spille. Udlægningen af teksten skal sigte imod at besvare et bestemt spørgsmål: ”Hvad betyder dette for os idag?”. Der er dermed en aktualiserende bevægelse i enhver prædiken, som kan være mere eller mindre dominant, men som er et af de mest stabile træk i genren.