Hjemmearrestation

BT kan i dag fortælle historien om en fynsk familiefar, som er blevet genstand for en hårdhændet og noget unødvendig konfrontation med politiet, idet en betjent tog fejl af to adresser og derfor tog ham for indbrudstyv - i sit eget hjem.

Til sagens oplysning kan jeg fortælle, at han ikke er alene om oplevelsen, da jeg selv har prøvet det den 18. november 2010. Her den evaluering, jeg dengang sendte til Københavns Vestegns Politi: 

Til Københavns Vestegns Politi

Der udspillede sig en episode på min adresse om formiddagen den 18. november 2010. Den havde et mindre end optimalt forløb, og derfor er der grund til at evaluere det med henblik på, om der kan uddrages noget, som kan forbedre håndteringen en anden gang. Jeg havde ondt i arm og nakke nogle timer efter, men jeg mener ikke, at der er rimeligt grundlag for at tale om, at den konkrete situation blev håndteret på en måde, der bør klages over. Alligevel endte situationen med at jeg, der tilbragte en formiddag i mit eget hus, pludselig stod i en absurd konfrontation, hvor jeg blev taget for indbrudstyv og forsøgt fysisk pacificeret. Det ville jo være rart at undgå en anden gang. Derfor følgende evaluering. Således ser forløbet ud set herfra:

Mit hus er meget langt. Jeg sidder i den ene ende og arbejder ved min computer, da jeg hører nogen råbe i den anden end. Jeg kan ikke høre, hvad der råbes. Da jeg kommer ud i min gang ser jeg en fremmed mand stå med en lille sort dims i hånden (det viser sig senere at være en peberspray, som heldigvis ikke kommer i brug). Han er tydeligvis kommet ind af min bagdør. Jeg er overbevist om, at jeg er genstand for et røveri. Han råber, at han er fra politiet. Jeg beder ham identificere sig. Han holder kort et plasticidentitetskort, han har om halsen, lidt frem, men jeg kan ikke se det fra den afstand og beder om at få det udleveret, så jeg kan se det ordentligt. Et stykke plastic viftet på 3 meters afstand af en civilklædt person, som råber af en, at han er politibetjent, er ikke specielt overbevisende. Særligt når han ikke vil give en adgang til at kigge på det. Ca samme effekt kunne laves på ½ time med en lamineringsmaskine.

Han nægter mig imidlertid adgang til at besigtige identitetskortet nærmere. I situationen forstår jeg det som, at en røver forsøger at bluffe mig til at overgive mig uden modstand. Da jeg ikke umiddelbart giver mig, begynder han fysisk at pacificere mig. Men vi kommer dog Gudskelov fra hinanden igen. Så ankommer der et par folk mere – stadig i civil – og det giver efter lidt tid så megen ro, at det efterhånden går op for alle parter, hvori misforståelsen består. Det tager dog urimelig lang tid, før jeg får lov at identificere mig, ligesom det er vanskeligt for mig at gøre gældende, at jeg faktisk bor i huset, og det er stadigvæk vanskeligt for mig at få lov til at se et politiskilt.

Endelig bliver problemet dog opklaret. Der er blevet meldt om, at et indbrud finder sted i Grambyvej 62. Mit hus ligger på Damhus Boulevard 62, men på hjørnet af boulevarden og Grambyvej. Derfor burde situationen aldrig være opstået. Der er ca 333 meter imellem Grambyvej 62 og Damhus Boulevard 62, og mit hus følger i sagens natur nummereringen på boulevarden og ikke på Grambyvej. Der skulle altså være gode muligheder for at tjekke, om huset var det rigtige, inden man gik ind.

To af tre betjente løber videre til Grambyvej 62 – hvad der sker der, ved I bedre end jeg – og jeg taler en smule med den tredje betjent, som bliver tilbage, og beder ham om at få sin kollega til at komme tilbage, så jeg lige kan trykke ham i hånden som en slags lukning. Det bliver imidlertid en skuffelse, al den stund jeg havde håbet på en undskyldning. Han var trods alt gået ind i det forkerte hus og havde været i lag med at pacificere ejeren, men det var tilsyneladende mere, end han kunne magte i situationen. I hvert fald begyndte han at irettesætte mig, og jeg valgte derfor bare at trykke hans hånd og sende ham videre. Jeg er temmelig rystet over invasionen, øm i kroppen og har smerter i armen.

Jeg har stor forståelse for politiets vanskelige arbejdsvilkår, og der skal være rum til fejltagelser under de omstændigheder. Men når fejltagelsen er så graverende, som det her er tilfældet, bør man overveje en undskyldning, og man bør overveje, hvordan man undgår gentagelser. Jeg håber, at ovenstående kan bidrage til dette.

Med venlig hilsen

Sune Auken

Jeg blev sidenhen ringet op af en venlig, reflekteret og imødekommende herre fra København Vestegns Politi og fik en fornuftig snak med ham og en undskyldning. Så jeg har intet udestående med politietaten i den anledning. Men det er trist nu at se en gentagelse, når det netop var, hvad jeg søgte at modvirke med mit brev. Særligt når forløbet i Årslev på Fyn havde betydeligt voldsommere konsekvenser for den skadelidte.

At tænke sit

Jeg tænker nogle gange, at det at tænke sit ikke er helt nemt, hvis man samtidig gerne vil tænke noget nogenlunde forstandigt. De mest forstandige ting, jeg har tænkt, har - tænker jeg - kun meget delvis været noget, jeg selv har tænkt. Som hovedregel er det nogle andres tanker, det nogenlunde er lykkedes mig at fatte. På toppen bidrager jeg med en lille mursten eller så i et imponerende tankeslot, som stod der i forvejen - og måske (i rigtig gode år) en enkelt planke i en spinkel hængebro, som med tiden vil forbinde to sådanne slotte.

Ting, jeg sådan selv har tænkt, aaarh ved I nu hvad ...

Om det er noget med kæmper og dværge, ved jeg ikke med sikkerhed. Men hvis det er, så kan jeg ikke med rimelighed hævde faktisk at være nået op på skuldrene af nogen kæmpe - overhovedet whatsoever - men fra tid til anden får jeg lov at sidde lidt oppe hos dem og se vidunderligt meget længere, end jeg ellers ville have kunnet, inden de sætter mig ned i min almindelige, forvirrede hverdag igen.

Det er derfor, det er så umådelig interessant at hive kæmper i kjolesømme eller frakkeskøder og råbe og tigge for, at de skal tage en op. Sikke en lufttur, vi gulvdværge indimellem kan få. Litteraturvidenskabsmanden i mig er ikke, som den kulturelle kliché tilsiger, en mislykket forfatter, der fornæret tager større ånder i skole, men en læser og lytter, som er uopløseligt betaget af, at der findes kæmper, man kan omgås et helt liv og stadig ikke nå op på skuldrene af.

Meget hellere forstå noget fantastisk klogt eller interessant, andre har tænkt, end komme løbende med en eller anden middelmådighed, der er helt ens egen. Og er den nu overhovedet det? Ligegyldigheder er stort set lettere at tænke end genialiteter, og de er derfor formentlig tænkt oftere. Genreteoretikeren i mig har en fæl mistanke om, at selv mine banaliteter har andre tænkt før mig. De er bare sunket ned i glemslen, fordi de var banale, og så har jeg arvet dem som kulturelle kategorier, der sidder fast i knoppen på mig.

Så jeg tænker mig, at jeg meget hellere vil tænke noget andet end mit - så at sige - og det er vel også en slags personlig stillingtagen.

Min mulige medskyld i en dum detalje i salmebogen. Et forsøgsvis mea culpa

Hver gang jeg præsenteres for den ærger jeg mig. Måske ér det min skyld. Kalamiteten er ét ord i den tekst, som i dagens salmebog hedder ”Det hellige kors, vor Herre selv bar” (DDS 201). Hvorfor Jo, da salmebogskommisionen tilbage i 1997 barslede med en statusrapport, skrev jeg en lille opsats om kommisoriet og den praksis i forvaltningen af, det, der viste sig i statusrapporten (”Gummiparagraf på uriaspost”. Om kommissoriet til den nye salmebogskommision. In Omkring gudstjenesten 2. 1997. 10-13). Om kommisionens foreslåede tekstedaktion på ovennævnte salme skrev jeg følgende:

Det afgørende i forbindelse med den nye salmebog, er derfor ikke kommissoriet, men hvordan kommissionen vælger at udmønte det i praksis. Det mest interessante ved den nu udsendte statusrapport er derfor de konkrete eksempler på kommissionens gennemarbejdninger, statusrapporten giver.

Lad os derfor ganske kort undersøge en enkelt ændring. Den allerførste salme, statusrapporten fremlægger er Det hellige kors, vor Herre selv bar. Den er i sin “oprindelige” form netop en omskrivning i luthersk ånd af en gammel Mariavise. Denne omskrivning har Grundtvig derefter bearbejdet, og endelig har den så også været i hænderne på den foregående salmebogsredaktion, således at kommissionen til sit nuværende arbejde har tre tidligere udgaver at forholde sig til. Af dette har kommissionen så sammentømret sit eget forslag, som sådan set ikke tilføjer noget selv, men alligevel, ved at kombinere elementerne fra de tidligere udgaver, ikke er identisk med nogen af dem.

I forhold til den tidligere udgave har man på to punkter tilbageført salmen til Hegelunds udgave. Hegelunds oprindelige indledning lyder (Citeret efter Anders Malling: Dansk Salmehistorie I, 206):

DEt hellige Kaars vor Herre selff bar/
Met blodige vnder oc dødelige saar/
For oss han plict oc bod fuldgiorde/
At wi skulde oss der til forlade/
Wi worde ey salige i andre maade.
Hvor sidste verselinje så er salmens omkvæd.

Blandt andet på grund af den uregelmæssige middelalderlige versbygning er salmens originaludgave usyngelig i dag, og derfor skriver Grundtvig da også (Sang-Værk 1, nr 269):


Det hellige Kors, vor Herre, Han bar
Hans blodige Saar og Pine svar
Hans bittre Død uden Lak og Lyde
Deraf allene vi Godt skal nyde!

Grundtvigs udgave er en indiskutabel forbedring. Han opsuger omkvædet i strofen, hvor det tankemæssigt hører hjemme (det virker lidt påklistret i de følgende strofer), og udfører Hegelunds forsøg på at fortælle hele lidelseshistorien (kors - sår - død) på en stærkere måde, bl.a. fordi beskrivelsen af korset, pinen og døden får bedre plads hos Grundtvig. Hvad han har udeladt - Hegelunds tungt dogmatiske prædiken af de ny lutherske sandheder - kan med sindsro undværes. Luthers lære om frelsen ved tro alene står med al ønskelig tydelighed i denne og den næste strofe.

Og det er så stort set den form, salmen har fået i Den danske salmebog fra 1953. Men den nye salmebogskommission kombinerer frit de to udgaver til:

Det hellige kors, vor Herre selv bar
hans blodige sår og pine svar
hans bitre død uden lak og lyde
deraf alene vi godt skal nyde.
Vi vorder ej salig på anden måde.

Hvad tilbageførslen i første verselinje angår, så kan den diskuteres. Man kunne hævde, at der var et stykke reel teologi i betoningen af, at det var Jesus selv, der bar korset (og altså ikke nogen anden), men dels var det ikke kun vor Herre selv, som bar korset (Simon af Kyrene skal jo også have båret det), dels giver “selv” en dårligere rytme, og det dræber Grundtvigs eminente bogstavrim (hellige - Herre - han). Jeg personligt ville foretrække Grundtvigs version på dette punkt, men vil ikke anse det for en større bommert, hvis salmebogskommisionen i den endelige version foretrak Hegelunds.


Genindførslen af omkvædet er jeg derimod ikke i tvivl om er en fejl. Den tilfører ikke salmen noget godt, for omkvædet virker stadig lidt klodset efter de tre sidste strofer, og den forårsager en direkte forværring netop i første strofe. Grundtvigs sikre indarbejdelse af Hegelunds omkvæd i strofen har ikke bare gjort det overflødigt, den har umuliggjort det. Som den står i statusrapporten kommer strofen - helt unødvendigt og ganske kluntet - til at sige den samme ting to gange. Og Grundtvigs formulering er så langt den bedste af de to.


En helt anden ting er så, at jeg godt kan se, at det melodimæssigt set er den forbedring i forbindelse med genindførslen af omkvædet, at vi får hele den melodi, Thomissøn har tilskrevet den i sin salmebog fra 1569, og ikke bare den amputerede melodi, Grundtvigs udgave nødvendiggør, men jeg synes, det er en for hård pris at betale.


Det ville altså - efter mit bedste skøn - være en god idé, hvis salmebogskomissionen her accepterede Grundtvigs “moderne” version frem for selv at forsøge en syntese, der her ikke er blevet rigtig vellykket.


Jeg forstår godt lysten til at tilbageføre især nogle af Grundtvigs meget selvstændige gendigtninger, for han kan nu og da slå nogle ordentlige herresving i originalmaterialet, men man skal være overmåde sikker på hånden, når man retter baglæns, ellers går det galt.

 
TIlgiv mig. Thi jeg vidste ikke, hvad jeg (måske) gjorde. Jeg semilegitimerede den første rettelse, men skød den anden ned. I hvert fald ser redaktionen i den ny salmebog sådan her ud:

Det hellige kors, vor Herre selv bar,
hans blodige sår og pine svar,
hans bitre død uden lak og lyde,
deraf alene vi godt skal nyde.

Det betyder, at salmebogskommissionen på siger og skriver ét punkt har ført salmen tilbage fra Grundtvig til Hegelund. Ordet "han" er blevet til "selv". Slutresultatet af redaktionen er derfor, at det, vi har nu, er Grundtvigs salme (nogenlunde skånsomt moderniseret i interpunktion og retskrivning) tilført ét ord fra Hegelund. Dermed er versionen selvsagt ikke mere, men mindre autentisk, end den version, der var i den gamle salmebog - og så savner jeg bogstavrimet mere idag, end jeg gjorde dengang. Jeg indrømmer, at jeg sniger et lille "han" ind, hver gang jeg får salmen stukket ud i kirken. Min barnagtighed, javel.

Så : Mea (måske) culpa. Jeg er muligvis skyld i en dum, lille filologisk inautencitet og irriterende detalje i dagens salmebog. Måtte min syndebyrde blive vasket af i næste udgave. også selvom det ikke gør mig ren i religiøs forstand, thi heller ikke jeg vorder salig på anden måde end via Det hellige kors, vor Herre HAN bar.

En liden bibliografisk fælde

Undervejs i arbejdet med en artikel om "Genre and interpretation" finder jeg i en af mine egne fodnoter følgende om begrebet "structure of anticipation":

Also the concept is present, though subdued, in Hirsch (1967) described as a “system of expectiations” (Hirsch (1967), 78) shared by the speaker and interpreter of an utterance. The word “system” is used in a somewhat unsystematic meaning, and the concept as Hirsch uses is, is closer to Jauß (1982) than to structuralist notions. Obviously Gadamer (1990) might be the common source.

Læst isoleret ser det fuldstændig forbløffende ud. Et begreb er tilstede hos E.D. Hirsch i 1967. Han deler det med et værk fra 1982, og deres fælles kilde kunne være et værk fra 1990. Hvad dælen? Er der ikke sket nogetsomhelst i forskningen imellem 1967 og 1982? Og: Hvordan kan et værk fra 1990 inspirere arbejder fra hhv. 1967 og 1982?

Forklaringen er enkel - skønt uindlysende. Da man skal kunne finde de relevante værker, nytter det ikke noget, at korthenvisningen peger på arbejdets oprindelige udgivelsesår. Det må pege på det år, den benyttede udgave er fra. Kun Hirsch optræder med sit oprindelige udgivelsesår. Jauß' artikel er fra 1972, og den fælles kilde, Gadamers Wahrheit und Methode, selvfølgelig fra 1960.

Mysteriet løst: Hirsch og Jauß har begge arbejdet i slipstrømmen fra Gadamer, og derfor giver sammenføringen af dem mening, men når det er senere udgaver, der anvendes i artiklen, mudres kronologien til. En dejlig fælde er stillet op for en eller anden oversmart førsteårsstuderende, som mener at kunne lave den store afsløring ved at vise, at en bog fra 1990 da ikke kan påvirke en fra 1967.

... Kids: don´t try this at home ...

Hjernedød. Errata

Tja vi kan jo lige så godt komme i gang, selvom bogen ikke er udkommet endnu. Videnskabens konstante kritik og selvkritik bør ikke stoppes af genregrænsen mellem den fagvidenskabelig afhandling og en debatbog. En fejl i en debatbog er fortsat en fejl. Det primitive faktum, at bogen ikke er udkommet endnu, er også ganske irrelevant. So: Here goes. Listen opdateres, efterhånden som jeg finder flere fejl. ALT noteres.

35, 13-14: systemet præsterede alligevel > systemet alligevel præsterede

43Ø: Andet afsnit er en del af det foregående citat, hvorfor note 9, angivet ved dets slutning, da også er henvisningen til citatet i dets helhed.

44, 1FN: degenererede > degenererende

54M: Her er en fejl i gengivelsen af den bibliometriske forskningsindikator. Den giver faktisk 1 point for et niveau 1 tidsskrift og 3 (ikke 2) point for et niveau 3 tidsskrift. Det gør spøjst nok situationen endnu mere fjollet.