Alt er forandret, alt er det samme

Nu vil drengene "gå til rollespil" sammen med venner og bekendte. Tænk, så omskiftelig verden er. Da jeg var barn, var rollespil betragtet som en slag satanisme, og folk så på en, som var man i store problemer. Ikke engang min status som præstesøn hjalp helt. Nu er det good, clean entertainment - og sundt tilmed. Bring the wife and family - bring the whole kids ... som min gamle ven Merlin Mann vist engang bemærkede: "It´s hip to be sær!".

Heldigvis lader de ægte typer sig stadig genkende på lange læderjakker, sært trimmede skæg og fedtet hår. Ellers stod verden da heller ikke mere. Det var ellers lige før, jeg kom i tvivl forleden i metroen. Jeg sad og læste, da to ægte rollespilstyper entrede og slog sig ned, ivrigt snakkende, men jeg blev lettere forbløffet, da det pludselig væltede ud af deres uskyldigt udseende munde med buzzwords fra en helt anden verden: "Businessplanlægning", "virksomhedsstrategi", "forrretningsmodel", "handelspartnere" osv ... Jeg troede, at der var sket en mindre revolution på CBS, og at den lange frakke var Det Nye Sort blandt forretningsfolk. Dvs indtil en af dem om en rivaliserende "enterprise" sagde: "Men deres forretningsmodel er ikke god nok, og uanset hvor heldige de er med den, får de aldrig råd til at hyre en High Wizard" ... og - KLIK: Verden var tilbage i sin gamle gænge.

Tilsyneladende har businesskommunikationen bredt sig helt ind i rollespilsverdenen, men den er uovervindelig i sin grundstruktur: Ivrige ungersvende med fedtet hår energisk og engageret optaget af at diskutere på måder, som andre ikke fatter en klap af - lige så søde og nørdede og lige så kedelige for alle andre som altid. Muren er faldet, og tårnene styrtede, siden jeg begyndte at spille for snart en menneskealder siden. Og ungersvendene i toget var ikke engang født endnu. Men skønt alt er forandret: Rollespillere er og forbliver sig selv.  Man blir såmænd helt taknemmelig.

Min mulige medskyld i en dum detalje i salmebogen. Et forsøgsvis mea culpa

Hver gang jeg præsenteres for den ærger jeg mig. Måske ér det min skyld. Kalamiteten er ét ord i den tekst, som i dagens salmebog hedder ”Det hellige kors, vor Herre selv bar” (DDS 201). Hvorfor Jo, da salmebogskommisionen tilbage i 1997 barslede med en statusrapport, skrev jeg en lille opsats om kommisoriet og den praksis i forvaltningen af, det, der viste sig i statusrapporten (”Gummiparagraf på uriaspost”. Om kommissoriet til den nye salmebogskommision. In Omkring gudstjenesten 2. 1997. 10-13). Om kommisionens foreslåede tekstedaktion på ovennævnte salme skrev jeg følgende:

Det afgørende i forbindelse med den nye salmebog, er derfor ikke kommissoriet, men hvordan kommissionen vælger at udmønte det i praksis. Det mest interessante ved den nu udsendte statusrapport er derfor de konkrete eksempler på kommissionens gennemarbejdninger, statusrapporten giver.

Lad os derfor ganske kort undersøge en enkelt ændring. Den allerførste salme, statusrapporten fremlægger er Det hellige kors, vor Herre selv bar. Den er i sin “oprindelige” form netop en omskrivning i luthersk ånd af en gammel Mariavise. Denne omskrivning har Grundtvig derefter bearbejdet, og endelig har den så også været i hænderne på den foregående salmebogsredaktion, således at kommissionen til sit nuværende arbejde har tre tidligere udgaver at forholde sig til. Af dette har kommissionen så sammentømret sit eget forslag, som sådan set ikke tilføjer noget selv, men alligevel, ved at kombinere elementerne fra de tidligere udgaver, ikke er identisk med nogen af dem.

I forhold til den tidligere udgave har man på to punkter tilbageført salmen til Hegelunds udgave. Hegelunds oprindelige indledning lyder (Citeret efter Anders Malling: Dansk Salmehistorie I, 206):

DEt hellige Kaars vor Herre selff bar/
Met blodige vnder oc dødelige saar/
For oss han plict oc bod fuldgiorde/
At wi skulde oss der til forlade/
Wi worde ey salige i andre maade.
Hvor sidste verselinje så er salmens omkvæd.

Blandt andet på grund af den uregelmæssige middelalderlige versbygning er salmens originaludgave usyngelig i dag, og derfor skriver Grundtvig da også (Sang-Værk 1, nr 269):


Det hellige Kors, vor Herre, Han bar
Hans blodige Saar og Pine svar
Hans bittre Død uden Lak og Lyde
Deraf allene vi Godt skal nyde!

Grundtvigs udgave er en indiskutabel forbedring. Han opsuger omkvædet i strofen, hvor det tankemæssigt hører hjemme (det virker lidt påklistret i de følgende strofer), og udfører Hegelunds forsøg på at fortælle hele lidelseshistorien (kors - sår - død) på en stærkere måde, bl.a. fordi beskrivelsen af korset, pinen og døden får bedre plads hos Grundtvig. Hvad han har udeladt - Hegelunds tungt dogmatiske prædiken af de ny lutherske sandheder - kan med sindsro undværes. Luthers lære om frelsen ved tro alene står med al ønskelig tydelighed i denne og den næste strofe.

Og det er så stort set den form, salmen har fået i Den danske salmebog fra 1953. Men den nye salmebogskommission kombinerer frit de to udgaver til:

Det hellige kors, vor Herre selv bar
hans blodige sår og pine svar
hans bitre død uden lak og lyde
deraf alene vi godt skal nyde.
Vi vorder ej salig på anden måde.

Hvad tilbageførslen i første verselinje angår, så kan den diskuteres. Man kunne hævde, at der var et stykke reel teologi i betoningen af, at det var Jesus selv, der bar korset (og altså ikke nogen anden), men dels var det ikke kun vor Herre selv, som bar korset (Simon af Kyrene skal jo også have båret det), dels giver “selv” en dårligere rytme, og det dræber Grundtvigs eminente bogstavrim (hellige - Herre - han). Jeg personligt ville foretrække Grundtvigs version på dette punkt, men vil ikke anse det for en større bommert, hvis salmebogskommisionen i den endelige version foretrak Hegelunds.


Genindførslen af omkvædet er jeg derimod ikke i tvivl om er en fejl. Den tilfører ikke salmen noget godt, for omkvædet virker stadig lidt klodset efter de tre sidste strofer, og den forårsager en direkte forværring netop i første strofe. Grundtvigs sikre indarbejdelse af Hegelunds omkvæd i strofen har ikke bare gjort det overflødigt, den har umuliggjort det. Som den står i statusrapporten kommer strofen - helt unødvendigt og ganske kluntet - til at sige den samme ting to gange. Og Grundtvigs formulering er så langt den bedste af de to.


En helt anden ting er så, at jeg godt kan se, at det melodimæssigt set er den forbedring i forbindelse med genindførslen af omkvædet, at vi får hele den melodi, Thomissøn har tilskrevet den i sin salmebog fra 1569, og ikke bare den amputerede melodi, Grundtvigs udgave nødvendiggør, men jeg synes, det er en for hård pris at betale.


Det ville altså - efter mit bedste skøn - være en god idé, hvis salmebogskomissionen her accepterede Grundtvigs “moderne” version frem for selv at forsøge en syntese, der her ikke er blevet rigtig vellykket.


Jeg forstår godt lysten til at tilbageføre især nogle af Grundtvigs meget selvstændige gendigtninger, for han kan nu og da slå nogle ordentlige herresving i originalmaterialet, men man skal være overmåde sikker på hånden, når man retter baglæns, ellers går det galt.

 
TIlgiv mig. Thi jeg vidste ikke, hvad jeg (måske) gjorde. Jeg semilegitimerede den første rettelse, men skød den anden ned. I hvert fald ser redaktionen i den ny salmebog sådan her ud:

Det hellige kors, vor Herre selv bar,
hans blodige sår og pine svar,
hans bitre død uden lak og lyde,
deraf alene vi godt skal nyde.

Det betyder, at salmebogskommissionen på siger og skriver ét punkt har ført salmen tilbage fra Grundtvig til Hegelund. Ordet "han" er blevet til "selv". Slutresultatet af redaktionen er derfor, at det, vi har nu, er Grundtvigs salme (nogenlunde skånsomt moderniseret i interpunktion og retskrivning) tilført ét ord fra Hegelund. Dermed er versionen selvsagt ikke mere, men mindre autentisk, end den version, der var i den gamle salmebog - og så savner jeg bogstavrimet mere idag, end jeg gjorde dengang. Jeg indrømmer, at jeg sniger et lille "han" ind, hver gang jeg får salmen stukket ud i kirken. Min barnagtighed, javel.

Så : Mea (måske) culpa. Jeg er muligvis skyld i en dum, lille filologisk inautencitet og irriterende detalje i dagens salmebog. Måtte min syndebyrde blive vasket af i næste udgave. også selvom det ikke gør mig ren i religiøs forstand, thi heller ikke jeg vorder salig på anden måde end via Det hellige kors, vor Herre HAN bar.

Spiritistisk hyldest til min far

Den 20. maj fyldte min far 70 år. Jeg optrådte ved den lejlighed som medium. Resultatet kan ses nedenfor:



Kristeligt-retoriske Himmelbreve




Til professor emeritus, dr. phil. Erik A. Nielsen i anledning af Halvfjerdsaarsdagen



Fra

Thomas Kingo
Hans Adolph Brorson
og
Nic.Fred.Sev. Grundtvig



Ved Sjæls-Thelepathi og i sønlig Ærbødighed ydmygeligst opnoteret af Sune



Første Brev: Om Glæde ved Bog

Til Vellærde og Velbyrdige Doctor Nielsen Kingobarn i Anledning af det syvende Decennium
Af Thomas Kingo, fordum Superintendent over de fattige udi Odense Hospital og omkringliggende Sogne
Mel.: Far verden, farvel.


Godt ikke kun Poe
Og ikke kun Holberg fik af dig en bog.
Jeg nedrige Tjener for Herren min Gud,
Før Brorsons blev færdig, fik min Bog sendt ud.
Jeg løftes med Nielsenstor autoritet.
Du lærde Profet,
Du lærde Profet

Med Billed-Skønt Sprog
Du skriver om mig i den vældige Bog!
Om Hjerte-Dyb Længsel, om snigende Lyst,
Om hver en Madamme, jeg nogentid Kyst
Hvad er der tilbage, som ej du har set?
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.

Ak, Erik af A.
Jeg læser i Bogen hver eneste Dag,
Som Herren mig skænker i Abrahams Skød,
Hvor Hvilen er liflig, og Læsen er sød,
Selv Evigheds-Glæden forhøjes sgu ve´et!
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.

Min Søe-Gang, mit Mod
Mit Brand-Flam´ed Hjerte, min Strenghed, mit Blod,
Min Ivren, min Taare min mødige Sveed
Og alt hvad jeg kæmped, og alt hvad jeg led,
Det har du beskrevet, helt som det er sket,
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.

Du Magtrige Mand
Du Soel-Konge-Hersker i Aandernes Land,
Hvor andre de snubled´ paa faldende Fod
og dybt gled i Afmagt, med Sejr du stod.
Jeg hilser fra Himmerigs Vaaning og Vraa!
Kh Thomas K,
Kh Thomas K.




Andet Brev: Om Bien paa Bog

Til den fromt honningsøde Hjerte- og Emblemtolker Professor Nielsen i Valby
Fra H.A. Brorson, tidligere følsom Troskunstner og Biskop i Omegnen af Tondern med et lidet Strejf af Misundelse
Mel: Den yndigste rose er funden


Mit Hjerte nu lyster at vanke
I Eriks bedaarende Tanke
Den Bog, han har groet af Rode,
Den summer konstant i mit Ho´de.

Se, Kingo fik plads blandt de Store,
Da Bogen kom hertil fra Jorde,
Jeg selv maa paa nedrige Steder
Blot nøjes med Smaaros til Hæder.

Du yndede Honningprofessor
For lange er Skriveprocesser!
Thi jeg har i aarevis biet,
Imens du saa stædigt har tiet.

Jeg lever i Suk og i Trængsel,
Af Iver har Hjertet mon Længsel
Snart, Erik, vil Værket jo være,
Min Rose, mit Smykke, min Ære.

Ak, bring Bogen til Gyldendalen,
Send Anmelderstanden paa Halen!
Da vil Englechoret sig fryde
Med Jubel mangfoldig udbryde.

Da skal med min JEsum jeg tale
Om mig her i Himmerigs Sale!
”Min BRorson” vil mildt han mig kalde
og rose mig foran dem alle.





Tredje Brev: Om Mangel paa Bog. En Avindssyge-Sang!

Til Pofessor Nielsen, som burde have et guddommeligt L.. i R....!
Fra Nic.Fred.Sev. Grundtvig, tidligere samt nuværende kirkeligt Næse-Horn og paa en vis Maade og over over al Maade ogsaa Biskop for Herrens Aasyn
Mel: I al sin Glands

(red. note: spatieringerne kan med fordel ignoreres)

Og hvem maa nøjes med Pamfletter,
Naar Danne-Markens Aande-Gætter,
Hin Mester Erik Danne-Skjald,
Oplyser Chistendommens Hald
Med Visdom dyb om hver en Krog
Af Christendommens Billed-Bog?

Det maa den arme Billed-Mager,
Der Livet gav paa Danne-Ager
At skrive Danne-Mænd og Møer
En Billed-Bog som aldrig før,
Der trak det store Danne-Læs,
Ja, kortelig: Jeg, N. F. S!

Jeg, som med Flid skrev Kirke-Salmer
om Liv og Lys og Fugle-Palmer,
Som Menighedens Fugle-Chor
Istemmer over Herrens Bord.
Hvorfor alene snydes jeg?
Hvad har jeg Arme gjort mod dig?

Vist kan jeg see, at dine Skrifter
er store Aandedræts-Bedrifter;
Den milde Dag er lys og lang,
Og fuld af Soel og Fugle-Sang,
Og alt var saamænd ganske godt,
Naar blot, naar blot, naar blot, naar blot ...

Se, Billed-Drømme i mit Rige,
Gaar op fra Jord pa Himmel-Stige,
Som Sommer-Lærkens er min Sang,
Og hver min Sti en Kirke-Gang
Der er da nok at Tolke paa,
Det kan dog selv din Søn forstaa!

Saa, Mester Erik uden Lige,
En Penne-Fjer fra Himmerige
Jeg sender til dit Skrive-Bord
Samt Hellig-Aand med Livsens Ord,
Og Herren gør sit Blod til Blæk,
Der skribler alle Skrupler væk!

Præstekone

Når man både har et rimelig aktivt religiøst liv og en ansættelse på et universitet og ikke på Det teologiske fakultet, kan man nogle gange godt føle sig som en spøjs fugl. Berøringsangsten over for religiøse emner er udpræget, og forestillingen om, at den man diskuterer med, måske kunne tænkes at være troende, kan udløse de mest forbløffende reaktioner.

Et af de mere overraskende øjeblikke af denne art indtraf for nogle år siden. Efter at have undervist medforstående i Gud ved hvilke tekster, Ewald, Christian Winther, Højholt, Johannes V. Jensen, nåede min semesterplan frem til en Grundtvigtekst, som jeg – mine metodiske vaner tro – også underviste medforstående i. Pludselig, midt i det hele, en af mine studerende med vantro og nedladende tonefald: ”Jamen, er du kristen?”, som havde hun spurgt ”blotter du dig for ældre damer i din fritid?”

Så står man der og flabrer med mundvigende. Hvad Satan havde det med noget at gøre. Jeg havde haft dem rundt i seksuelle perversioner, syrede formeksperimenter og alt muligt andet. Første gang der dukker en religiøs tekst op, skal man redegøre for sin tro … suk … Da jeg underviste i ”Elses Bryllup” spurgte de ikke, om jeg var en perverteret sadomasochist med hang til at gennembore unge piger med høtyve. Da jeg underviste i ”Interferens” blev jeg ikke spurgt, om jeg var nihilist. Hvad dælen har mine private overbevisninger med tekstvalget at gøre. Er det, fordi jeg ikke står og er fuld af ironi og nedladenhed over for den kristne tekst.

Nuvel: ”Ja det er jeg” – og videre, som var ingenting hændt.

Men trykket er lettet på det herligste, efter at jeg er begyndt som ”præstekone” – nej, ikke ”præstemand”, det er noget helt andet. Det begyndte allerede, da Sarah første gang fik kjole på, og det er blevet ved. Og nu hun er blevet permapræst, så ser jeg intenst frem til at være permapræstekone. Nu er jeg certificeret vanvittig. Overtroen ligger jo ligesom i jobbeskrivelsen, og dermed bliver mit trosforhold mindre et personligt end et professionelt anliggende. Det er ikke længere en overraskelse, og det er ikke længere pinligt. Alle ved, at jeg er forpligtet på at være kristen, og så er det jo ikke min egen skyld.

Det betyder så mindre, at jeg som person vel hverken er blevet mere eller mindre kristen – jeg tvivler i det hele taget på, at kristendom er en graduerbar størrelse, ”jeg føler mig sådan lidt småkristen her til morgen”, og ganske vist får jeg da i min nye profession en del mere kirkegang op under neglene, men det forandrer ikke mit trosforhold på nogen grundlæggende måde. Højst gør det mit trosliv lidt mere aktivt.

Men nu er det på en måde helt i sin orden. Jeg har konstitutionelt knald i låget, og derfor opstår der ikke nogle pinagtige situationer. Så næste gang en studerende pludselig spørger til min tro midt under en time, svarer jeg bare ”Jeg er præstekone”. Så nikker hele holdet tungt, let medlidende, men også med en vis accept, og så er spørgsmålet ude af verden.

Det er skønt at være præstekone.

Og småkagerne? Ja, dem kan man vel klare sådan her:



Så er det også ligesom lidt maskulint.