Paul Walkers transfiguration

Et af de mest fascinerende træk ved den menneskelige kommunikation er alt det, vi kan fortælle hinanden uden at sige det. Det er også et af de værste problemer, man har, når man underviser eller forsker inden for de æstetiske fag: Hvordan viser og begrunder man det, man mener at kunne opfatte hinsides  enhver tvivl, når det ikke er ekspliciteret i de værker, man arbejder med.

Denne type problemer gennemarbejder man selvsagt i store, lærde værker. Store dele af fx Genettes transtekstualitetsteori retter sig imod den viden, som muliggør og nødvendiggør, at man skal læse litteratur ikke bare som et tekstinternt fænomen, men som litteratur af anden grad, hvor forståelsen af hypotekster, arketekster, paratekster og andet godt oplyser og kontekstualiserer teksten selv. 

Men det skal også kommunikeres i undervisningen til studerende. Her er en - hjemmelavet - scene,  jeg dels genfortæller, dels opfører for mine egne studerende, når jeg skal forklare problemstillingen:

Vi befinder os i en amerikansk krigsfilm om anden verdenskrig. En gruppe soldater er kommet under beskydning fra en maskingeværrede. De ligger trykket bag en lav mur, og situationen er desperat. Da samler sergeant major Paul Walker gruppens sprængstof på sig, trækker splitten, kaster sig over den lave mur og løber frem imod maskingeværreden. Kuglerne flyver ham om ørerne. En kugle strejfer ham i siden, han løber videre. Kugler rammer hans hænder og fødder. Han fortsætter. Med sine sidste kræfter kaster han sprængstoffet ind i maskingeværreden, og mens den eksploderer, falder han selv bagover på ryggen, hans arme falder ud til siden i et kors, og hans venstre knæ kommer til at ligge hen over det højre. Hans hoved falder og lander i en tornebusk.

(Her falder læreren - fortsat talede - for effektens skyld selv om på gulvet og lander i den beskrevne positur)

Hans kammerater løber frem imod ham, frelste. De når frem til ham. Han kigger på dem med døende blik, siger "det er fuldbragt" - og dør.

På dette punkt spørger læreren så sine elever, hvem det er, Paul Walker, forvandles - transfigureres - til i processen. Selv meget tunge elever identificerer ham selvfølgelig umiddelbart som Jesus.

Det interessante er, at skønt alle kan se det, er det ikke på noget tidspunkt blevet sagt, at Paul Walker er en Jesusfigur. Og hvis man forestiller sig en kultur, der havde tabt alle andre referencer til Jesus end netop denne film, ville det være uigenkendeligt, at der finder en sådan transfiguration sted. Det står ikke på linjerne, men det står heller ikke mellem dem. Derimod forudsættes det, at den, der ser filmen, af sig selv vil kunne forbinde - ja, næsten ikke vil være i stand til at undgå at forbinde - Walker og Jesus. Det bliver ikke sagt, men kommunikationen fungerer ubesværet.

Nej, studerende er ikke fattige

I anledning af denne kommentar.

Det helt afgørende ved uddannelse i Danmark er, at det er gratis, og at der tilmed er afsat et relativt stort beløb på finansloven til at give de studerende et underhold. Det betyder, at det er muligt - skønt ikke specielt luksuriøst - at gennemføre sine studier uden meget arbejde ved siden af. Det betyder også, at det er muligt at gennemføre sine studier uafhængigt af ens forældres økonomiske situation. Folk, der ikke støttes hjemmefra kan fortsat få en uddannelse. Det er en rigtig god idé af mange grunde, men at skrue op for SU´en i noget videre omfang er en absurd økonomisk disposition i en krisetid.


At studere på SU er ikke fattigdom men noget så forkætret som behovsudsættelse. En uddannelse giver et menneske et mere begrænset livsgrundlag i en periode, men en langt højere livstidsindkomst. Det er altså også for individet en meget god forretning. Studerende er ikke fattige: De er på vej imod favorable odds på arbejdsmarkedet.

Kampen i Danmark de næste 10-15 år kommer ikke til at handle om, hvorvidt vi kan få forbedret de studerendes SU. Det ville være rart, hvis vi kunne. Den kommer til at stå om, hvorvidt vi kan holde adgangen til uddannelse fri og lige: Hvor vidt vi kan holde det danske uddannelsessystem gratis og helst også sikre, at der er SU til kommende generationer. Jeg er ret sikker på, at denne type klagesange kun er til skade i den sammenhæng.

En liden bibliografisk fælde

Undervejs i arbejdet med en artikel om "Genre and interpretation" finder jeg i en af mine egne fodnoter følgende om begrebet "structure of anticipation":

Also the concept is present, though subdued, in Hirsch (1967) described as a “system of expectiations” (Hirsch (1967), 78) shared by the speaker and interpreter of an utterance. The word “system” is used in a somewhat unsystematic meaning, and the concept as Hirsch uses is, is closer to Jauß (1982) than to structuralist notions. Obviously Gadamer (1990) might be the common source.

Læst isoleret ser det fuldstændig forbløffende ud. Et begreb er tilstede hos E.D. Hirsch i 1967. Han deler det med et værk fra 1982, og deres fælles kilde kunne være et værk fra 1990. Hvad dælen? Er der ikke sket nogetsomhelst i forskningen imellem 1967 og 1982? Og: Hvordan kan et værk fra 1990 inspirere arbejder fra hhv. 1967 og 1982?

Forklaringen er enkel - skønt uindlysende. Da man skal kunne finde de relevante værker, nytter det ikke noget, at korthenvisningen peger på arbejdets oprindelige udgivelsesår. Det må pege på det år, den benyttede udgave er fra. Kun Hirsch optræder med sit oprindelige udgivelsesår. Jauß' artikel er fra 1972, og den fælles kilde, Gadamers Wahrheit und Methode, selvfølgelig fra 1960.

Mysteriet løst: Hirsch og Jauß har begge arbejdet i slipstrømmen fra Gadamer, og derfor giver sammenføringen af dem mening, men når det er senere udgaver, der anvendes i artiklen, mudres kronologien til. En dejlig fælde er stillet op for en eller anden oversmart førsteårsstuderende, som mener at kunne lave den store afsløring ved at vise, at en bog fra 1990 da ikke kan påvirke en fra 1967.

... Kids: don´t try this at home ...

De gamle damer og livets mening

Nedenstående lille artikel er første gang tryk i Berlingske Tidende engang i 2005 eller 2006. Den er efterfølgende trykt i Midten under dine fodsåler. En hilsen til Johannes Møllehave. Forlaget Bindslev. 2006. Den hører dog også til her på bloggen, så her er den. Artiklen genpubliceres med kærlig hilsen til Jes Fabricius Møller - med hvem jeg deler erfaringen.


Det må være Danmarks mest oversete publikumssucces: Hver eneste uge fra søndag til torsdag – og nogle gange fredag og lørdag med – møder tusindvis af mennesker over hele landet op i foredragssale, i menighedshuse og på højskoler for at sidde på umagelige stole og høre foredrag. Det foregår helt uden for mediernes søgelys. Det er ikke erhvervsfremmende, ja, det er nærmest erhvervsfremmed. Det giver ingen særlige kompetencer, særligt ikke nogen man kan få papir på. Det forbedrer ikke konkurrenceevnen: Der er ganske vist tanker, men der er ingen fakturaer. Og det har overhovedet ikke nogen indflydelse på krigen mod terror.

Foredragene handler heller ikke om noget relevant. Her er kun sjældent foredrag om satspuljemidlernes rette anvendelse, næsten ingen om nanoteknologi, knapt nok et enkelt om fremtidens arbejdsmarked og overhovedet slet ingen om iværksætteri og innovation. I stedet handler de om emner, hvis samfundsmæssige ubrugelighed er vedtaget og alment accepteret: For længst afdøde og uinteressante forfatteres liv og tanker, ikoner i den ortodokse kirke, klassicistisk arkitektur, rejser i sydhavet, helligåndens gerninger osv. Arrangementerne foregår gerne på ufornuftige tidspunkter, hvor voksne, rimelige mennesker burde befinde sig på deres arbejde. Kaffen, der serveres, er ofte noget tyndt sprøjt, og teen komplet udrikkelig (som regel har de puttet mango eller noget andet forfærdeligt i den). Wienerbrødet til kaffen er en klæg, sukkerholdig masse, som kun kan bidrage til ens almene opfedning med dertil hørende belastning af hospitalsvæsenet og andre samfundsmæssige udgifter. Og hvem skal måske betale for det? Ja, jeg spørger bare!

Men jo oftere man kommer i det miljø, des grundigere bliver man overbevist om, at det må give mening. Og det, som først overbeviser, er publikum. Det er egentlig ikke særlig blandet. Det består i alt overvejende grad af kvinder, og deres gennemsnitsalder ligger højere – nogle gange meget højere – end pensionsgrænsen. Gamle damer altså; og hvad laver de så der? Kaffen kan de brygge bedre og stærkere selv, teen drikker de alligevel ikke, og så snart foredragsholderen holder mund, knævrer de Fanden indtil flere ører af. De er med andre ord fuldt ud i stand til at underholde sig selv. Til gengæld sidder de musestille under foredraget, og de følger intenst med i spørgerunden. Hvad laver de dog?

Jeg har luret dem, har jeg, mig snyder de ikke. De ser så pæne ud, men deres formål er heltigennem undergravende: De vil vide, hvad meningen er. Ikke bare meningen med dette eller hint lille hjørne. Nej, meningen med det hele. Nu! Konjunkturerne på arbejdsmarkedet rager dem en fjer, de skal alligevel ikke på arbejde. Nanoteknologien og gensplejsningen, ja, det er da spændende nok, men dem angår det ikke. Og fremtidens globaliserede økonomi kan jo godt give grund til panderynker eller entusiasme for børnebørnenes vedkommende, men ærlig talt: Om 20 år er de døde, så det er jo en slags science fiction for dem. Og science fiction har aldrig været den genre, der interesserede gamle damer mest.

Der er tale om alt andet end ligegyldighed. Når de gamle damer sidder i foredragssalen, er det netop fordi de snart skal herfra. Manden er som regel død (det bekymrer mig som mand lidt, hvor ofte kvinder blomstrer op, hvis de bliver skilt eller bliver enker), og døden er mere håndgribelig, når man ved, at nu er der ikke så længe igen. Vi andre kan jo stadig lade, som om det nok går. Men netop på den baggrund vil de høre om livet og accepterer intet mindre end det. Det er det, der er hemmeligheden. De vil kende meningen, inden de skal herfra. De ved udmærket, at det kan foredragsholderen selvfølgelig ikke fortælle dem, men måske var der en brik til Det Store Puslespil her, et bud til Livets Store Stentavle dér. I hvert fald gælder det om at holde ørerne på stilke. Derfor forlanger de hver gang alt af en, men derfor er de også yderst venlige og imødekommende, selvom det åbenlyst heller ikke lykkedes at løse livsgåden denne gang. For de har bedre end andre forstået, at det måske netop er i selve jagten på meningen med det hele, der er mest mening at finde. Og de siger på det allerhøfligste pænt tak, når man gider jage med dem.

De er en farlig gruppe; en subversivt undergravende gruppe. De burde formentlig overvåges, måske er det en opgave for Frank Grevil, nu han har bedre tid. For tænk, hvis det spredte sig: at folk forlangte at få lov at tænke over, hvad meningen var med det hele. Hvad kunne der ikke komme ud af det? I værste fald kunne nogen gå hen og opdage, at kunsten, teologien og humanioraen ikke var så irrelevante igen.

For mit vedkommende er sagen klar: hvis det er disse mennesker, det er ældrebyrden, så ser jeg frem til at få noget mere af den.

Præstekone

Når man både har et rimelig aktivt religiøst liv og en ansættelse på et universitet og ikke på Det teologiske fakultet, kan man nogle gange godt føle sig som en spøjs fugl. Berøringsangsten over for religiøse emner er udpræget, og forestillingen om, at den man diskuterer med, måske kunne tænkes at være troende, kan udløse de mest forbløffende reaktioner.

Et af de mere overraskende øjeblikke af denne art indtraf for nogle år siden. Efter at have undervist medforstående i Gud ved hvilke tekster, Ewald, Christian Winther, Højholt, Johannes V. Jensen, nåede min semesterplan frem til en Grundtvigtekst, som jeg – mine metodiske vaner tro – også underviste medforstående i. Pludselig, midt i det hele, en af mine studerende med vantro og nedladende tonefald: ”Jamen, er du kristen?”, som havde hun spurgt ”blotter du dig for ældre damer i din fritid?”

Så står man der og flabrer med mundvigende. Hvad Satan havde det med noget at gøre. Jeg havde haft dem rundt i seksuelle perversioner, syrede formeksperimenter og alt muligt andet. Første gang der dukker en religiøs tekst op, skal man redegøre for sin tro … suk … Da jeg underviste i ”Elses Bryllup” spurgte de ikke, om jeg var en perverteret sadomasochist med hang til at gennembore unge piger med høtyve. Da jeg underviste i ”Interferens” blev jeg ikke spurgt, om jeg var nihilist. Hvad dælen har mine private overbevisninger med tekstvalget at gøre. Er det, fordi jeg ikke står og er fuld af ironi og nedladenhed over for den kristne tekst.

Nuvel: ”Ja det er jeg” – og videre, som var ingenting hændt.

Men trykket er lettet på det herligste, efter at jeg er begyndt som ”præstekone” – nej, ikke ”præstemand”, det er noget helt andet. Det begyndte allerede, da Sarah første gang fik kjole på, og det er blevet ved. Og nu hun er blevet permapræst, så ser jeg intenst frem til at være permapræstekone. Nu er jeg certificeret vanvittig. Overtroen ligger jo ligesom i jobbeskrivelsen, og dermed bliver mit trosforhold mindre et personligt end et professionelt anliggende. Det er ikke længere en overraskelse, og det er ikke længere pinligt. Alle ved, at jeg er forpligtet på at være kristen, og så er det jo ikke min egen skyld.

Det betyder så mindre, at jeg som person vel hverken er blevet mere eller mindre kristen – jeg tvivler i det hele taget på, at kristendom er en graduerbar størrelse, ”jeg føler mig sådan lidt småkristen her til morgen”, og ganske vist får jeg da i min nye profession en del mere kirkegang op under neglene, men det forandrer ikke mit trosforhold på nogen grundlæggende måde. Højst gør det mit trosliv lidt mere aktivt.

Men nu er det på en måde helt i sin orden. Jeg har konstitutionelt knald i låget, og derfor opstår der ikke nogle pinagtige situationer. Så næste gang en studerende pludselig spørger til min tro midt under en time, svarer jeg bare ”Jeg er præstekone”. Så nikker hele holdet tungt, let medlidende, men også med en vis accept, og så er spørgsmålet ude af verden.

Det er skønt at være præstekone.

Og småkagerne? Ja, dem kan man vel klare sådan her:



Så er det også ligesom lidt maskulint.

Svigt eller gratis arbejde

Så opstod situationen for Gud ved hvilken gang. En studerende passer mig op på instituttets kaffebar og spørger, om jeg har tid til at komme med en efterkritik på hendes eksamensopgave. Der er intet urimeligt eller påtrængende ved den forespørgsel, alligevel bliver jeg dybt ubehageligt berørt. Hvorfor? Fordi der er to indlysende hensyn i min tilværelse som universitetsansat, der støder sammen. På den ene side det, at det hører med til en rimelig behandling af studerende at de kan få feedback på deres opgaver. På den anden side det, at institutionen ikke kunne drømme om at lønne mig for den aktivitet. Uanset hvor mange timer jeg måtte bruge på at give feedback på opgaver eller løse lignende opgaver, vil mit institut tælle det for 0 timer og fortsat kræve det fulde timetal til undervisning og adminstration af mig.

Så står man der.

Skal man være det dumme svin over for en helt uskyldig studerende og meddele, at man da aldrig kunne drømme om at give feedback, eller skal man arbejde gratis?

En væsentlig og helt central funktion i universiteternes virke, det at give studerende feedback på deres opgaver, så de ikke blot skriver ind i et tomrum, er blevet henlagt til det private initiativ. Hvis ikke læreren vil svigte sin funktion i forhold til den studerende, må han eller hun vælge at bruge sin fritid på sit arbejde.

Tilsvarende situationer opstår, hvis man lader sig passe op, fordi en studerende gerne vil have et fagligt spørgsmål besvaret, vil have ens holdning til et bestemt opgaveprojekt, sidder lidt fast i en specialeproces eller er ved at dø af nervøsitet over en eksamen. Hvis man bevæger sig på de samme gangarealer som sine studerende, kan man komme til at bruge rigtig mange timer på at yde gratis hjælp til studerende, der ikke kan få denne hjælp andre steder.


Måske skulle man oprette en feedback-tjeneste, hvor man mod betaling fra studerende gennemlæste deres opgaver og mente noget om dem. 500 kr for en tisiders opgave eller sådan noget. Så ville man ganske vist være på vej imod privatuniversiteter, men de offentlige universiteter løser deres opgave så dårligt efterhånden, at det næsten kan være lige meget.

Universitetspolitiske gåder I: De værdiløse uddannelser.

To scener:
1)Det meddeles på Rødovre Gymnasium, at man på grund af manglende ressourcer desværre ikke kan undervise eleverne i marts og halvdelen af april. De må blive hjemme og læse. Reaktion: Medierne eksploderer. Offentligheden raser. Ledere og læserbreve om Danmarks fremtid, og hvad vi skylder fremtidens unge, fylder avisernes spalter. Rødovre kommune tvinges til at gribe ind og finde ressourcerne, for vi skal jo kunne klare os på fremtidens arbejdsmarked.
2)Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab meddeler, at man på grund af manglende ressourcer beskærer semestret fra 14 til 12 uger. En nedskæring på danskfaget på lidt over 14%. De studerende må så blive hjemme og læse. Reaktion: ingen.

Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den første af de to scener, der er fiktion? Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den anden af de to scener, der er den alvorligste? Danskfaget er ansvarlig for over 1000 studerendes fremtid – og uddanner dem i øvrigt slet ikke til arbejdsløshed, men til en bred vifte af vigtige funktioner i det danske samfund. Det udgør toppen af fødekæden i forhold til dansk i gymnasiet og i folkeskolen, hvor der lægges uhyre vægt på det. Det står for at varetage vores forhold til dansk litteratur, der fylder selvstændige sektioner i aviserne, og det står for at varetage dansk sprog, der som altid er i rasende udvikling … osv osv osv ...

Gåde: Hvorfor er unge menneskers uddannelse pludselig uinteressant, når de ikke længere går i gymnasiet, men på universitetet?