Nedenstående lille artikel er første gang tryk i Berlingske Tidende engang i 2005 eller 2006. Den er efterfølgende trykt i Midten under dine fodsåler. En hilsen til Johannes Møllehave
. Forlaget Bindslev. 2006. Den hører dog også til her på bloggen, så her er den. Artiklen genpubliceres med kærlig hilsen til Jes Fabricius Møller - med hvem jeg deler erfaringen.
Det må være Danmarks mest oversete publikumssucces: Hver eneste uge fra søndag til torsdag – og nogle gange fredag og lørdag med – møder tusindvis af mennesker over hele landet op i foredragssale, i menighedshuse og på højskoler for at sidde på umagelige stole og høre foredrag. Det foregår helt uden for mediernes søgelys. Det er ikke erhvervsfremmende, ja, det er nærmest erhvervsfremmed. Det giver ingen særlige kompetencer, særligt ikke nogen man kan få papir på. Det forbedrer ikke konkurrenceevnen: Der er ganske vist tanker, men der er ingen fakturaer. Og det har overhovedet ikke nogen indflydelse på krigen mod terror.
Foredragene handler heller ikke om noget relevant. Her er kun sjældent foredrag om satspuljemidlernes rette anvendelse, næsten ingen om nanoteknologi, knapt nok et enkelt om fremtidens arbejdsmarked og overhovedet slet ingen om iværksætteri og innovation. I stedet handler de om emner, hvis samfundsmæssige ubrugelighed er vedtaget og alment accepteret: For længst afdøde og uinteressante forfatteres liv og tanker, ikoner i den ortodokse kirke, klassicistisk arkitektur, rejser i sydhavet, helligåndens gerninger osv. Arrangementerne foregår gerne på ufornuftige tidspunkter, hvor voksne, rimelige mennesker burde befinde sig på deres arbejde. Kaffen, der serveres, er ofte noget tyndt sprøjt, og teen komplet udrikkelig (som regel har de puttet mango eller noget andet forfærdeligt i den). Wienerbrødet til kaffen er en klæg, sukkerholdig masse, som kun kan bidrage til ens almene opfedning med dertil hørende belastning af hospitalsvæsenet og andre samfundsmæssige udgifter. Og hvem skal måske betale for det? Ja, jeg spørger bare!
Men jo oftere man kommer i det miljø, des grundigere bliver man overbevist om, at det må give mening. Og det, som først overbeviser, er publikum. Det er egentlig ikke særlig blandet. Det består i alt overvejende grad af kvinder, og deres gennemsnitsalder ligger højere – nogle gange meget højere – end pensionsgrænsen. Gamle damer altså; og hvad laver de så der? Kaffen kan de brygge bedre og stærkere selv, teen drikker de alligevel ikke, og så snart foredragsholderen holder mund, knævrer de Fanden indtil flere ører af. De er med andre ord fuldt ud i stand til at underholde sig selv. Til gengæld sidder de musestille under foredraget, og de følger intenst med i spørgerunden. Hvad laver de dog?
Jeg har luret dem, har jeg, mig snyder de ikke. De ser så pæne ud, men deres formål er heltigennem undergravende: De vil vide, hvad meningen er. Ikke bare meningen med dette eller hint lille hjørne. Nej, meningen med det hele. Nu! Konjunkturerne på arbejdsmarkedet rager dem en fjer, de skal alligevel ikke på arbejde. Nanoteknologien og gensplejsningen, ja, det er da spændende nok, men dem angår det ikke. Og fremtidens globaliserede økonomi kan jo godt give grund til panderynker eller entusiasme for børnebørnenes vedkommende, men ærlig talt: Om 20 år er de døde, så det er jo en slags science fiction for dem. Og science fiction har aldrig været den genre, der interesserede gamle damer mest.
Der er tale om alt andet end ligegyldighed. Når de gamle damer sidder i foredragssalen, er det netop fordi de snart skal herfra. Manden er som regel død (det bekymrer mig som mand lidt, hvor ofte kvinder blomstrer op, hvis de bliver skilt eller bliver enker), og døden er mere håndgribelig, når man ved, at nu er der ikke så længe igen. Vi andre kan jo stadig lade, som om det nok går. Men netop på den baggrund vil de høre om livet og accepterer intet mindre end det. Det er det, der er hemmeligheden. De vil kende meningen, inden de skal herfra. De ved udmærket, at det kan foredragsholderen selvfølgelig ikke fortælle dem, men måske var der en brik til Det Store Puslespil her, et bud til Livets Store Stentavle dér. I hvert fald gælder det om at holde ørerne på stilke. Derfor forlanger de hver gang alt af en, men derfor er de også yderst venlige og imødekommende, selvom det åbenlyst heller ikke lykkedes at løse livsgåden denne gang. For de har bedre end andre forstået, at det måske netop er i selve jagten på meningen med det hele, der er mest mening at finde. Og de siger på det allerhøfligste pænt tak, når man gider jage med dem.
De er en farlig gruppe; en subversivt undergravende gruppe. De burde formentlig overvåges, måske er det en opgave for Frank Grevil, nu han har bedre tid. For tænk, hvis det spredte sig: at folk forlangte at få lov at tænke over, hvad meningen var med det hele. Hvad kunne der ikke komme ud af det? I værste fald kunne nogen gå hen og opdage, at kunsten, teologien og humanioraen ikke var så irrelevante igen.
For mit vedkommende er sagen klar: hvis det er disse mennesker, det er ældrebyrden, så ser jeg frem til at få noget mere af den.
