Grundlovstale

Tale holdt ved Søborg Kirkes Grundlovsfejring den 5. juni, 2019

Da menighedsrådet bad mig om at holde dagens grundlovstale, gjorde jeg noget, jeg med skam at melde aldrig har gjort før. Jeg læste grundloven. Skulle der være nogen blandt jer, som er skyldige i den samme udeladelsessynd, så har jeg den glæde at kunne meddele, at grundloven er et fortræffeligt fornuftigt dokument, og at det bestemt er en fejring værd, at netop dette dokument er grundaget for vores samliv. Den er i øvrigt kun en 10-15 sider lang og forholdsvis let at læse sammenlignet med andre love.

Vi har gjort fejringen af vores grundlov til vores nationaldag, og det er vi ikke alene om. En nationaldag er, fortæller en af vores store eksperter i nationale symboler, Inge Adriansen,

”en stats fælles årlige mærke- og festdag, der afholdes til minde om en historisk begivenhed, der tillægges stor betydning. Ofte er det forfatningsdagen, som vælges, men det kan også være datoen for uafhængighed, en revolution eller grundlæggelsen af et nyt dynasti.”

Nu har vi i Danmark meget lidt i retning af uafhængighedsdage; og vi har så godt som ingen revolutioner i nyere tid – og de få vi har haft har ikke haft megen medgang. Det nærmeste vi kommer, er vel Grevens Fejde. Den kostede ganske vist os her i byen et slot og en magtstilling i det Nordsjællandske. Et tab, som jo skammeligt betyder, at vi bor i ”Gribskov Kommune”, når nu enhver med lidt historisk sans ved, at den retteligen burde hedde ”Søborg Kommune”.  Men Grevens Fejde var dårligt nok en revolution, snarere en slags borgerkrig, og den grundlagde ikke noget som helst. Heller ikke det der med grundlæggelsen af et nyt dynasti er vi ret stærke til. Vi har ikke Kinas imponerende mere end 2.000-årige række af dynastier, og det nærmeste vi har på et dynastiskifte er den Glücksborgske slægts plads som dansk kongefamilie fra 1863, men dels var det sådan set bare et skift til en sidegren af den allerede regerende Oldenborgske familie, dels er omslaget ikke noget for alvor at bygge på, og så ligger 1863 i øvrigt lige et hak for tæt på det nationale katastrofeår 1864, og det er jo slet ikke noget at fejre.

Så vi har vores nationaldag på dagen for Kong Frederik den syvendes underskrift på grundlovens den 5. juni 1849. At kongen underskrev den ”med modvilje og tungt hjerte” (det er Inge Adriansen, jeg citerer igen), og at beslutningen om at give grundloven på uheldig måde er sammenviklet med udbruddet af borgerkrigen imellem Kongeriget Danmark og de sønderjyske hertugdømmer, er naturligvis generende bi-omstændigheder. Men vi fejrer dagen alligevel, for vi opfatter den som grundlæggelsen af det Danmark, vi kender. Selvom der gik nogen tid før den oprindelige Junigrundlovs bestemmelse af Danmarks styre som ”indskrænket monarkisk” helt blev forstået på den måde, vi gør det i dag, så er vi i dag og har i mange år været helt tilfredse med at være indskrænket monarkiske, så længe ”indskrænket monarkisk” betyder, at kongen ikke forsøger at agere politiker eller at tromle folketinget; altså så længe ”indskrænket monarkisk” betyder ”helt demokratisk”. Vi vil gerne have en monark som landets symbolske – og måske moralske – overhoved; vi vil slet ikke have en hersker, vi ikke selv har valgt.

Forbindelsen imellem den første og den nuværende grundlov markeres tydeligt ikke bare af grundbestemmelsen af landet som indskrænket monarkisk, men også af at både grundloven af 1915 – det var den, hvor kvinderne fik stemmeret – og grundloven af 1853, som er den nuværende, er underskrevet i 5. juni. Dagen kom til at spille en betydning i forsvaret for grundloven i årtierne efter dens vedtagelse, og grundlovsfesterne spillede også en vis rolle, da nye vælgergrupper skulle ind i det politiske kredsløb. Derfor er den danske grundlovsfejring også blevet gjort ganske partipolitisk. Man fejrer den gerne ved partifejringer bruger den gerne til nye politiske udmeldinger og selvprofileringer.

Når der ikke lige er en vigtig fodboldlandskamp; den 5. juni 1985 var der fodboldlandskamp, og ved grundlovsmødet på Skamlingsbanken mødtes alt i alt tre personer op for at høre en minister holde grundlovstale (det er stadigvæk Inge Adriansen, jeg citerer). At en fodboldkamp kom først kunne alle blive enige om, Og det er der for mig noget meget dansk over. At vi – dvs. de af Sepp Piontek udvalgte landsholdsspillere, men symbolsk naturligvis hele landet – ved samme lejlighed gjorde noget så ubegribelig udansk som at banke Sovjetunionen 4-2, kan man stadig fra tid til anden få lyst til at fejre.

Nu er der den særligt demokratiske finte ved dagens grundlovsdag, at den også er blevet valgdag, så i dag er der endnu mere tale om, at vi opfordres til at dele os efter anskuelser. Jeg elsker symbolikken i, at vi stemmer netop på grundlovsdag, fordi det markerer et fællesskab i vores politiske historie; i dag fortsætter vi det, der blev begyndt med grundloven af 1849. Men netop derfor er det i særlig grad vigtigt, at vi understreger, at det, vi fejrer grundlovsdag netop er et fællesskab. Fejringen kan ikke være apolitisk. Det er en politisk vedtaget og støttet lov, vi fejrer. Men den kan sagtens være – om jeg så må sige fællespolitisk. Grundloven sætter de fælles rammer for hverdagspolitikkens stridigheder.

Men grundloven gør mere end det, og det er sådan set derfor, den er værd at fejre og værd at bygge samfund på. Den etablerer et retssamfund, en orden, som udtrykker vores fælles forståelse af, hvad vi mener er et menneskeværdigt samfund. Man skal selvfølgelig handle i overensstemmelse med loven, men man skal først og fremmest indrette sig sådan, at lovene og varetagelsen af dem danner rammen om et menneskeværdigt – og i grunden lige – samfund; et samfund hvor vores ideal er at individet har umistelige rettigheder, men hvor disse rettigheder ikke berettiger det til at mase andre. Dette skal vi værne om, ikke fordi det overvinder alle uenigheder imellem os, men fordi det giver os en ramme at være uenige inden for. Og jo heldigvis også en ramme, hvor vi tilmed fra tid til anden kan bevæge os hen imod hinanden og finde enighed. Det betyder mindre, hvor vidt denne lovgivning er eksklusivt dansk – bl.a. for det er den helt sikkert ikke; der er masser af i hvert fald europæisk fællesgods i den – det som betyder noget er, at det siger noget om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være.

Derfor kan det godt være, at danske grundlovsfejringer aldrig helt har nået de højder, man ser i mange landes nationaldage, men opbakningen til den danske samfundsmodel, ser ikke ud til at vige. Vi ved, at vores fællesskab – som alle menneskelige fællesskaber, er uperfekt, endda mangelfuldt, men vi er enige om at det er vigtigt, at rammerne og spillereglerne sikrer, at vores samfund, for så vidt vi har magt over det, fortsat udvikler sig roligt og nogenlunde samtalende.

Det synes jeg er dansk, og det synes jeg er værd at fejre. Uanset om man så lige har fået læst Danmarks Riges Grundlov eller ej. Glædelig grundlovsdag.

Anekdotale erindringsglimt fra Kirkeligt Samfunds 100-års jubilæum

I 1998 fyldte Kirkeligt Samfund 100 år, og jeg var med. 

Nu ved du måske ikke, hvad Kirkeligt Samfund er. Men nu om dage hedder de "Grundtvigsk Forum", og de har siden grundlæggelsen været så at sige den kirkelige side af Grundtvigianismen.

Du kan finde deres hjemmeside her, og som du kan se, hvis du trisser lidt rundt på hjemmesiden, så er det kirkelige lidt nedtonet. De udgiver dog stadig det hæderkronede magasin "Dansk Kirketidende", som er en på mange måde udmærket publikation med mangfoldige kirkelige og almenkulturelle emner. Du finder linket til magasinet her. Det redigeres these days af Grundtvigakademiets leder, den fortræffelige Ingrid Ank. Mine anbefalinger. Derudover går Grundtvigsk Forum rundt og gør Grundtvig-agtige ting. Det er i sig selv fortræffeligt. Atter mine anbefalinger. 

Anyway, 1988. Kirkeligt Samfunds 100-års jubilæum. Jeg var 27 år (jeg er født sent på året) og absolut en minor player i dén sammenhæng. Jeg var mest gemt i et hjørne og hørte kun meget delvis til fejringen. Kirkeligt Samfund havde mange kvaliteter, og selvbevidsthed var ikke den mindste. Kirkeligt Samfund var "Den Kirkelige Frihedslinje". Det blev udtalt med glad stolthed og tryk på alle stavelser.

Tilstede ved jubilæumsfejringen var derfor et helt grundtvigiansk landskab af Højskolens og Kirkens ledende skikkelser. De var vant til at synge for, og at Løfte og Bære og at være dem, der fik ting til at ske i Den Grundtviske Friheds-Tankes Frie Ånd I Skole og Kirke. Det hele foregik i Vartov - naturligvis. Det Grundtvigske Helligsted over alle. Jeg elsker Vartov. Her er statuen af Grundtvig i gården.

Der var arrangeret en festforelæsning. Naturligvis. Forelæseren skulle være den samtidige danske kirkehistories store mand Leif Grane. Et indlysende valg. En mand af forbløffende fagligt format og en stor formidler. Du finder hans wikipedia-omtale her. Den er alt for kort og burde udvides. Bare udvid den; du véd, at du har lyst, og Grane har fortjent meget mere. Arrangørerne havde givet ham emnet "De kirkelige bevægelsers rolle i de sidste 100 års danske kirkehistorie". Det var jo ret oplagt, al den stund Kirkeligt Samfund var en kirkelig bevægelse, og bevægelsen fyldte 100. Men det var unægtelig også lidt af en binding at lægge ned over Grane. Måske havde man lidt for meget bestilt en hyldesttale og lidt for lidt en forelæsning. Forelæsningen foregik inde i selve Vartov Kirke. Smukt sted. Fyldt af historie.

Leif Grane gik til opgaven med vanligt overblik. Han inddelte de sidste 100 års kirkehistorie i 4-5 perioder og gik sagligt til opgaven med en gennemgang af Kirkeligt Samfunds og andre især missionske strømningers sam- og modspil. Altsammen strålende og meget interessant gjort. Grane nåede frem til sidste periode, som - indlysende nok - var nutiden.  Den nutid som vi sad med der i Vartovs ÆldTraditionsBelastede Kirke med hele Den Kirkelige Frihedslinje og Alle Menighedens og De Frie Skolers Bærere og Forsangere til stede.

Den periode indledte han med ordene:

"I dag, hvor de kirkelige retninger er døde ..."

- Grane kikkede op fra sit manuskript og ud over sine briller; med en klar tilkendegivelse af, at han morede sig storartet og i øvrigt havde tænkt sig at æde, hvem der kunne finde på at modsige ham, om han så skulle sluge hele Den Kirkelige Frihedslinje med hud og hår  -

"... eller har mistet enhver betydning ... forholder det sig sådan at ...."

Og så gik han i øvrigt videre med sin klare, overblikskabende og ualmindeligt kompetente fremstilling. Præcis som man kunnne ønske det.

Man kunne formelig have skåret i luften i Vartov Kirke med en kniv, hvis man havde haft en. Der sad Den Kirkelige Frihedslinje og havde fået deres fortræffelige fejring sat skakmat af en sidebemærkning og et blik over et par briller. Jeg kunne næppe bare mig for latter. Men fulde point til Kirkeligt Samfunds formand. Han havde a 10 minutter til at finde sine ben, og det gjorde han. Da Grane var færdig, rejste formanden sig, og for at afslutte forelæsningen. Han sagde: 

"Så vil vi gerne takke professor Grane for denne - afbrydelse," 

og gik roligt videre i programmet. En meget præcis genreangivelse for det, vi netop havde overværet, og en smuk, upolemisk angivelse af, at Kirkeligt Samfund nok havde tænkt sig fortsat at eksistere. At de efterfølgende har skiftet navn og måske lagt lidt af deres kirkelige identitet om, skyldes formentlig ikke Granes afbrydelse, men det skyldes muligvis, at det han sagde ikke var helt uden baggrund i virkeligheden.

Efter foredraget gik Den Kirkelige Frihedslinje over i Vartovs ret store store sal. Jeg har ikke rigtig tal på, hvor mange der var med, men Frihedslinjen var bestemt stor nok til at fylde salen grundigt op. Ligesom den havde været stor nok til at fylde kirken. 

Som sig hør og bør til arrangementer i det Grundtvigske, skulle vi synge fællessang. Og det synes jeg godt man kan sige, at vi gjorde. Se det for dig: Hele Den Kirkelige Frihedslinje, alle Menighedens og De Frie Skolers Bærere og Forsangere samlet i én stor sal, og du kan næsten selv regne ud, hvad der skete. Flyglet slog sangen an. Og det var det absolut sidste nogen hørte til det flygel. Alle menighedernes og De Frie Skolers Forsangere satte i, og de sang alle sammen for. 

Alle, der har sunget for, véd, at forsang handler lidet om klang og skønhed og meget om Kraft, Selvtillid og Tonestyrke. Man skal bære hele rummet. Det gjorde de. Allesammen.

Der lød et Hjortebrøl, som jeg aldrig har hørt magen til. Og mens jeg rullede rundt af grin i et hjørne, var lydtrykket stort set ved at trykke vinduerne ud af Vartovs den store sal. Presset i baggrunden var nu Granes afbrydelse, og Den Kirkelige Frihedslinje fik endelig luft til at udtrykke sin Velforståede Egenværdi på en til tidens krav og tarv værdig måde. Og på ægte Grundtvigsk manér.

Og jeg for min del kunne nogenlunde ubemærket komme af med det lattersammenbrud, der havde været trykket sammen i mig, siden Granes ubegribelig præcist placerede sidebemærkning.