Grundlovstale

Tale holdt ved Søborg Kirkes Grundlovsfejring den 5. juni, 2019

Da menighedsrådet bad mig om at holde dagens grundlovstale, gjorde jeg noget, jeg med skam at melde aldrig har gjort før. Jeg læste grundloven. Skulle der være nogen blandt jer, som er skyldige i den samme udeladelsessynd, så har jeg den glæde at kunne meddele, at grundloven er et fortræffeligt fornuftigt dokument, og at det bestemt er en fejring værd, at netop dette dokument er grundaget for vores samliv. Den er i øvrigt kun en 10-15 sider lang og forholdsvis let at læse sammenlignet med andre love.

Vi har gjort fejringen af vores grundlov til vores nationaldag, og det er vi ikke alene om. En nationaldag er, fortæller en af vores store eksperter i nationale symboler, Inge Adriansen,

”en stats fælles årlige mærke- og festdag, der afholdes til minde om en historisk begivenhed, der tillægges stor betydning. Ofte er det forfatningsdagen, som vælges, men det kan også være datoen for uafhængighed, en revolution eller grundlæggelsen af et nyt dynasti.”

Nu har vi i Danmark meget lidt i retning af uafhængighedsdage; og vi har så godt som ingen revolutioner i nyere tid – og de få vi har haft har ikke haft megen medgang. Det nærmeste vi kommer, er vel Grevens Fejde. Den kostede ganske vist os her i byen et slot og en magtstilling i det Nordsjællandske. Et tab, som jo skammeligt betyder, at vi bor i ”Gribskov Kommune”, når nu enhver med lidt historisk sans ved, at den retteligen burde hedde ”Søborg Kommune”.  Men Grevens Fejde var dårligt nok en revolution, snarere en slags borgerkrig, og den grundlagde ikke noget som helst. Heller ikke det der med grundlæggelsen af et nyt dynasti er vi ret stærke til. Vi har ikke Kinas imponerende mere end 2.000-årige række af dynastier, og det nærmeste vi har på et dynastiskifte er den Glücksborgske slægts plads som dansk kongefamilie fra 1863, men dels var det sådan set bare et skift til en sidegren af den allerede regerende Oldenborgske familie, dels er omslaget ikke noget for alvor at bygge på, og så ligger 1863 i øvrigt lige et hak for tæt på det nationale katastrofeår 1864, og det er jo slet ikke noget at fejre.

Så vi har vores nationaldag på dagen for Kong Frederik den syvendes underskrift på grundlovens den 5. juni 1849. At kongen underskrev den ”med modvilje og tungt hjerte” (det er Inge Adriansen, jeg citerer igen), og at beslutningen om at give grundloven på uheldig måde er sammenviklet med udbruddet af borgerkrigen imellem Kongeriget Danmark og de sønderjyske hertugdømmer, er naturligvis generende bi-omstændigheder. Men vi fejrer dagen alligevel, for vi opfatter den som grundlæggelsen af det Danmark, vi kender. Selvom der gik nogen tid før den oprindelige Junigrundlovs bestemmelse af Danmarks styre som ”indskrænket monarkisk” helt blev forstået på den måde, vi gør det i dag, så er vi i dag og har i mange år været helt tilfredse med at være indskrænket monarkiske, så længe ”indskrænket monarkisk” betyder, at kongen ikke forsøger at agere politiker eller at tromle folketinget; altså så længe ”indskrænket monarkisk” betyder ”helt demokratisk”. Vi vil gerne have en monark som landets symbolske – og måske moralske – overhoved; vi vil slet ikke have en hersker, vi ikke selv har valgt.

Forbindelsen imellem den første og den nuværende grundlov markeres tydeligt ikke bare af grundbestemmelsen af landet som indskrænket monarkisk, men også af at både grundloven af 1915 – det var den, hvor kvinderne fik stemmeret – og grundloven af 1853, som er den nuværende, er underskrevet i 5. juni. Dagen kom til at spille en betydning i forsvaret for grundloven i årtierne efter dens vedtagelse, og grundlovsfesterne spillede også en vis rolle, da nye vælgergrupper skulle ind i det politiske kredsløb. Derfor er den danske grundlovsfejring også blevet gjort ganske partipolitisk. Man fejrer den gerne ved partifejringer bruger den gerne til nye politiske udmeldinger og selvprofileringer.

Når der ikke lige er en vigtig fodboldlandskamp; den 5. juni 1985 var der fodboldlandskamp, og ved grundlovsmødet på Skamlingsbanken mødtes alt i alt tre personer op for at høre en minister holde grundlovstale (det er stadigvæk Inge Adriansen, jeg citerer). At en fodboldkamp kom først kunne alle blive enige om, Og det er der for mig noget meget dansk over. At vi – dvs. de af Sepp Piontek udvalgte landsholdsspillere, men symbolsk naturligvis hele landet – ved samme lejlighed gjorde noget så ubegribelig udansk som at banke Sovjetunionen 4-2, kan man stadig fra tid til anden få lyst til at fejre.

Nu er der den særligt demokratiske finte ved dagens grundlovsdag, at den også er blevet valgdag, så i dag er der endnu mere tale om, at vi opfordres til at dele os efter anskuelser. Jeg elsker symbolikken i, at vi stemmer netop på grundlovsdag, fordi det markerer et fællesskab i vores politiske historie; i dag fortsætter vi det, der blev begyndt med grundloven af 1849. Men netop derfor er det i særlig grad vigtigt, at vi understreger, at det, vi fejrer grundlovsdag netop er et fællesskab. Fejringen kan ikke være apolitisk. Det er en politisk vedtaget og støttet lov, vi fejrer. Men den kan sagtens være – om jeg så må sige fællespolitisk. Grundloven sætter de fælles rammer for hverdagspolitikkens stridigheder.

Men grundloven gør mere end det, og det er sådan set derfor, den er værd at fejre og værd at bygge samfund på. Den etablerer et retssamfund, en orden, som udtrykker vores fælles forståelse af, hvad vi mener er et menneskeværdigt samfund. Man skal selvfølgelig handle i overensstemmelse med loven, men man skal først og fremmest indrette sig sådan, at lovene og varetagelsen af dem danner rammen om et menneskeværdigt – og i grunden lige – samfund; et samfund hvor vores ideal er at individet har umistelige rettigheder, men hvor disse rettigheder ikke berettiger det til at mase andre. Dette skal vi værne om, ikke fordi det overvinder alle uenigheder imellem os, men fordi det giver os en ramme at være uenige inden for. Og jo heldigvis også en ramme, hvor vi tilmed fra tid til anden kan bevæge os hen imod hinanden og finde enighed. Det betyder mindre, hvor vidt denne lovgivning er eksklusivt dansk – bl.a. for det er den helt sikkert ikke; der er masser af i hvert fald europæisk fællesgods i den – det som betyder noget er, at det siger noget om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være.

Derfor kan det godt være, at danske grundlovsfejringer aldrig helt har nået de højder, man ser i mange landes nationaldage, men opbakningen til den danske samfundsmodel, ser ikke ud til at vige. Vi ved, at vores fællesskab – som alle menneskelige fællesskaber, er uperfekt, endda mangelfuldt, men vi er enige om at det er vigtigt, at rammerne og spillereglerne sikrer, at vores samfund, for så vidt vi har magt over det, fortsat udvikler sig roligt og nogenlunde samtalende.

Det synes jeg er dansk, og det synes jeg er værd at fejre. Uanset om man så lige har fået læst Danmarks Riges Grundlov eller ej. Glædelig grundlovsdag.

Politik som levebrød

Det er lidt svært det der med "levebrødspolitikere". Nu er vi ude i moradset igen. I Politiken er professor Niels Kærgård citeret for, at det er et problem at "et flertal af politikerne [lever] af politik stort set hele livet". Kærgård bemærker:

Hovedproblemet er, at hvis politik er dit levebrød, så bliver det svært – selv når det er nødvendigt – at træffe upopulære beslutninger, der udfordrer vælgerne. En 45-årig politiker med en halvfærdig samfundsvidenskabelig uddannelse, som har været i politik hele sit liv, tør sjældent indtage et standpunkt, som afviger fra det, der afspejler sig i fokusgrupperne. For hvad nu, hvis han ikke bliver genvalgt?

Derfor er det et problem, at politikerne vælges unge og uden den store erhvervserfaring. Problemet med dem er så også, at "De ligner ikke os selv". Det var bedre i 1966, hvor vi havde "et Folketing bestående af modne, fremtrædende borgere".

Synspunktet er ikke på nogen måde så dumt som nogle af de antidemokratiske udsagn, hvor det skulle være rigets bedste mænd, der styrede, vi også har hørt for nylig. Alligevel kan jeg ikke frigøre mig fra, at der stadig er en værre misforståelse i spil. Allerede det, at synspunktets indlysende konsekvens er, at det havde været bedre, at jeg og ikke min søster skulle være politikeren, gør mig tvivlende. Jeg kender os begge godt nok til at vide, hvem af os der er politisk begavet, og hvem der ikke er.

Hvis nu man ikke var så moden og fremtrædende en borger, som en professor er, så kunne det måske også være, at man gerne så lidt andre typer på tinge - hvem ved. De fleste af os ligner ikke modne, fremtrædende borgere, selvom Niels Kærgård bedre kan genkende sig i dem end i en nybagt kandiat uden 15 års erhvervserfaring. Når vi én gang vælger, at politik skal være en professionel beskæftigelse, så må vi indse, at nogle kommer til at leve af politik. De får politik som levevej, som levebrød, og kun fåtallet af dem kan have en uafhængig indkomst at falde tilbage på. Imidlertid er alternativet lidet attraktivt, thi det betyder, at kun den, som i forvejen har en uafhængig formue, kan bedrive politik professionelt - eller rettere kan bedrive politk, som hermed er blevet en amatørbeskæftigelse for de bemidlede. Det er ikke at foretrække. Som Max Weber bemærker i et af sine klassiske sidehug, så er det en misforståelse

at uformuende politikere udelukkende eller blot fortrinsvis skulle have for øje, at de gennem politkken kan blive forsørget privatøkonomisk, eller at de ikke eller i hvert fald ikke fortrinsvis, tænker "på sagen". Intet ville være mere urigtigt. For den formuende mand er bekymringen for, om hans tilværelse er økonomisk "sikret", nemlig erfaringsmæssigt - bevidst eller ubevidst - et kardinalpunkt i hele hans livsorientering. (Max Weber: "Politik som levevej" (1919). In Udvalgte tekster 1. København: Hans Reitzels Forlag. 2003. Side 224)

Man kan ikke sige, at historien siden Weber har dementeret standpunktet.

Så: Jeg går stærkt ind for lønnede politikere. De skal helst have det som levebrød. Vi betaler dem faktisk lige præcis for at holde dem nogenlunde fri af andre interesser. Hvis erfaring er til gavn, er det svært at se, hvorfor de ikke må gøre deres erfaringer ved at være politikere.

Og i øvrigt: den politiker, der synker hen i anonymitet og får rygte af at være en kujon på sig, har ikke derfor lettere ved at blive genvalgt.

Forslag om HHME-måling af kommende folketingsformænd

Folketingets formand skal selvsagt være en ærværdig person, der kan holde balancen i svære situationer. Derfor går det ikke, at vi får sådan nogle hidsigmåse ind og sidde i stolen. Tænk, Mogens Lykketoft har sagt noget negativt om en journalist - en journalist! This will not do; det er helt uhørt. Han beskyldte ham tilmed for at være højreorienteret. Havde han så bare kaldt ham en rød lejesvend (eller var det "legesvend" - jeg bliver usikker her). For det er jo objektivt.

Må jeg derfor fremsætte det ydmyge forslag, at vi herefterdags inden udpegningen måler potentielle folketingsformænd på en HHME(Hvor Hidsig Man Er)-skala. Man bruger et såkaldt Flipudometer, der måler upassende temperament i måleenheden ENH. Hvis det viser sig, at man har mere temperament end ca 1,2 ENH, er man ikke brugbar og i stedet bør et besindigere og mere flegmatisk gemyt vælges. Man kunne for eksempel forestille sig en række ældre børnehavepædagoger, som ville være passende til posten, fordi de har mange års erfaring med at håndtere pludselige og ikke altid lige velbegrundede emotionelle udbrud.

Til etablering af måleskalaen: 1 ENH = lige så temperamentsfuld som Erik Ninn-Hansen.

Problemet med målingen er, at selv 0,8 ENH giver middelstærke udslag på Richterskalaen, så selve det at foretage målingen kan vise sig vanskeligt eller farligt.

Følg pengene

Jeg fandt i dag følgende to artikler. Først overenskomsforhandlingerne:

"Nu begynder forhandlingerne: Hjort ønsker 48 timers arbejdsuge" (her)

Dernæst bankpakken

"Staten får intet igen for sin milliardhjælp" (her)

Det er godt at se en regering med orden i prioriteterne, og den slags kontante prioriteringer er også en god hjælp, hvis man skal vurdere, hvis interesser der vægtes i den førte politik. Handlinger vejer tungere end flovser. Husk det!

Viden eller nytteværdi

Det er svært nok at opfinde ting. Du kan ikke også forlange, at jeg skal vide, hvad mine opfindelser skal bruges til!

(Carlo Gentina (tekst) og Allessandro Gottardo (tegninger): "Sten-And. Stridens maling" In Den dæmoniske Hollænder. Jumbobog nr. 369. København: Egmont. 2010. P. 120)

Dette udsagn stammer fra Georg Gearløs´ stenalderforfader, Geo-Granit, som ifølge den ovenfor angivne kilde opfandt "maling".

Mærkeligt at en tegneseriefigur kan være så meget klogere end universitetspolitikerne. Det er to forskellige talenter at være god til at frembringe viden og at være god til at instrumentalisere den. Nogle gange forenes disse to talenter i samme person eller samme gruppe, men bestemt ikke altid.

Nogle gange ligger en viden og dens instrumentalisering mange år eller årtier/århundreder fra hinanden. Ofte - formentlig endda: oftest - vil de personer, som er gode til at frembringe viden, være komplette fagnørder, der ikke kan omsætte endsige kommercialisere nogetsomhelst. Giver man ikke dem gode vilkår, går man glip af al den viden, de kunne have frembragt. Denne indsigt er så banal, at den tilsyneladende er forblevet overset. Fordummelsen følger umiddelbart efter.

Fra socialstat til ? - En chokerende afsløring

Det viser sig, at næsten alt, hvad Ghandi eller Sitting Bull ikke har sagt, har Roy Zimmerman sagt. Her fra sangen ”Socialist” (Sangen er her):

How many socialists does it take to screw in a light bulb?
Too many
4 to requisition the light bulb
4 more to process the requisition in triplicate
8 to manufacture the light bulb
3 to subsidize the manufacturing
3 to procure the light bulb
2 to supervise the manufacturing and procurement process
7 to warehouse the light bulb for an indeterminate length of time
4 to deliver the light bulb to the wrong address
4 more to redeliver the light bulb
6 to receive the light bulb
and 1 to screw it up
47

Man bemærke sig ordspillet i sidste linje, hvor ”screw in” bliver til ”screw up”.


Lyder det bekendt? Ja, ikke. Konspirationen er hermed afsløret. Siden indførelsen af New Public Management og med særlig fart under det nuværende kommunistregime er vi gået fra Socialstat til Socialiststat. Men de snedige sataner gemmer det bag andre ord. Det hedder således ”strategi” og ikke ”fireårsplan”. Men der er ingen tvivl: If it walks like a duck. Det ér dem, og de har tilmed udviklet konceptet: Nu om dage skal vi til slut bruge 6 socialister til at evaluere pæren og 1 til at holde MU-Samtale med den.

Hvad kalder man Peter Christensens omgang med vurderingsnormer

Nogen gange kan man bare ikke få tingene til at gå op. Man læser i dag på Jyllandspostens hjemmeside, at Venstres ordfører mener, at der ikke er noget at komme efter i den mere og mere nedsmeltede sag om Lene Espersens særprægede omgang med sin forpligtelse til at tale sandt over for folketinget. Peter Christensen er den samme mand, som mente, at man stadig måtte tage afstand fra Helle Thorning-Schmidt selvom, der ikke var fugls føde på skattesagen. Altså: Helle Thorning lyver ikke for skattevæsnet, og for det skal hun kritiseres skarpt, Lene Espersen lyver for folketinget, og for det skal hun ... nå ja ingenting og nu er det på tide, at vi holder kæft ... Må jeg lige få den én gang til langsomt?

Mit problem er begrebsmæssigt. Hvad kalder man den type optræden? Jeg kan IKKE for min død få dette her til at gå op. Den klassiske retspositivistiske definition af retfærdighed tilsiger, at man "behandler det lige lige og det ulige ulige". Det er faktisk hvad Peter Christensen gør, men han gør det direkte omvendt af hensigten i den retspositivistiske definition. Helle Thorning var bevisligt uskyldig, men bliver fortsat angrebet. Lene Espersen er bevisligt skyldig, men bliver forsvaret. Omvendt retspositivisme?

Man kunne forsøge med "dobbeltmoral", men det giver også underlige resultater. Dobbeltmoral indtræder, når en person vurderer to ens situationer forskelligt, således at der altså gøres én målestok gældende på den ene situation og en anden gældende på den anden situation, skønt de er ens. Men, det er heller ikke tilfældet her, for Helle Thornings situation og Lene Espersens er faktisk forskellige, og de vurderes forskelligt. Den ene har ikke brudt loven og kritiseres trods det, den anden har brudt loven og forsvares alligevel.

Måske kunne man forsøge med neologismen "personmoral". Det ville så betyde, at handlingen vurderes ikke efter, hvad der er blevet gjort, men efter hvem, der har gjort det. Det ville måske give mening. Ikke-skatteunddragelsen er "begået" af Helle Thorning og er derfor forkastelig, mens lovovertrædelsen er begået af Lene Espersen og derfor er hævet over kritik.

Uanset hvad: Det siger lidt om situationen, at man må ud i neologismer for at beskrive den. Det giver unægtelig en lyst til bare at tale om Bullshit i Frankfurtsk forstand.

Øhm .. og hvad så ... ?

Rygtet om statsministerens utroskab har været i omløb i nogen tid. Nu dukkede den først op i Politiken, der dog klogeligt slettede som lyn og torden, og spadserede derover i sladderbladene.

Newsflash: Hvis man placerer mennesker i nærheden af hinanden, ender det ganske ofte med sex. Hvorfor? Fordi vi er udstyret med en seksualitet. Duh!!! Jeg gider ikke engang udregne sansynlighederne. Men der er givetvis følgende blandt oppositionspolitikerne:

1) Kvinder, der går i seng med mænd, de ikke skulle.
2) Mænd, der går i seng med kvinder, de ikke skulle.
3) Mænd, der går i seng med mænd, de ikke skulle.
4) Kvinder der går i seng med kvinder, de ikke skulle.
5) Dårlige forældre.
6) Alkoholikere.
7) Selvoptagne, dumme svin.
8) Personer, der har begået en eller anden form for småkriminalitet.
9) Alkoholikerbørn (ACOA), der har deres helt egen type problemer.
10) Deprimerede, næsten uarbejdsdygtige personer.
11) Personer, der har mere end én seksualpartner - muligvis samtidig.
12) Personer, der har et lettere foruroligende forhold til deres gummilegetøj.
13) Personer, som har en svaghed, jeg ikke lige har fået med i ovenstående liste.

Jeg stemmer på dem alligevel, so what do I care, hvis statsministeren har et eller andet kørende med en sognepræst og "prominent/markant borgerlig debattør".

(hvorfor er borgerlige debattører altid prominente/markante? Jeg vil også være borgerlig debattør!)

Jeg stemmer ikke ikke på Lars Løkke Rasmussen, fordi han muligvis ikke kan holde bukserne på. Selv ikke, hvis de kommer med billeddokumentation - faktisk især ikke, hvis de kommer med billeddokumentation: Jeg vil have for travlt med at flygte til at stoppe op og ikke stemme på statsministeren. Jeg stemmer ikke på Lars Løkke Rasmussen, fordi jeg mener, at hans politik er dum og skadelig. Hvad han laver i sin fritid – med eller uden bukser på – er inderligt ligegyldigt.

Vil jeg have min nyfigenhed pirret, skal jeg bare køre en tur i bussen og høre teenagetøsernes ”og så lavede vi en trekant, og så slikkede han mig, og så gik vi ud og hentede champagne, og så sagde Larry også, at … og bla bla bla ...”. Landets statsminister? Medmindre kvinden/manden/hunden/swingerklubben/gummilegetøjsapparatet er agent for en fremmed og hemmelig magt, så spar mig venligst.