Politik som levebrød

Det er lidt svært det der med "levebrødspolitikere". Nu er vi ude i moradset igen. I Politiken er professor Niels Kærgård citeret for, at det er et problem at "et flertal af politikerne [lever] af politik stort set hele livet". Kærgård bemærker:

Hovedproblemet er, at hvis politik er dit levebrød, så bliver det svært – selv når det er nødvendigt – at træffe upopulære beslutninger, der udfordrer vælgerne. En 45-årig politiker med en halvfærdig samfundsvidenskabelig uddannelse, som har været i politik hele sit liv, tør sjældent indtage et standpunkt, som afviger fra det, der afspejler sig i fokusgrupperne. For hvad nu, hvis han ikke bliver genvalgt?

Derfor er det et problem, at politikerne vælges unge og uden den store erhvervserfaring. Problemet med dem er så også, at "De ligner ikke os selv". Det var bedre i 1966, hvor vi havde "et Folketing bestående af modne, fremtrædende borgere".

Synspunktet er ikke på nogen måde så dumt som nogle af de antidemokratiske udsagn, hvor det skulle være rigets bedste mænd, der styrede, vi også har hørt for nylig. Alligevel kan jeg ikke frigøre mig fra, at der stadig er en værre misforståelse i spil. Allerede det, at synspunktets indlysende konsekvens er, at det havde været bedre, at jeg og ikke min søster skulle være politikeren, gør mig tvivlende. Jeg kender os begge godt nok til at vide, hvem af os der er politisk begavet, og hvem der ikke er.

Hvis nu man ikke var så moden og fremtrædende en borger, som en professor er, så kunne det måske også være, at man gerne så lidt andre typer på tinge - hvem ved. De fleste af os ligner ikke modne, fremtrædende borgere, selvom Niels Kærgård bedre kan genkende sig i dem end i en nybagt kandiat uden 15 års erhvervserfaring. Når vi én gang vælger, at politik skal være en professionel beskæftigelse, så må vi indse, at nogle kommer til at leve af politik. De får politik som levevej, som levebrød, og kun fåtallet af dem kan have en uafhængig indkomst at falde tilbage på. Imidlertid er alternativet lidet attraktivt, thi det betyder, at kun den, som i forvejen har en uafhængig formue, kan bedrive politik professionelt - eller rettere kan bedrive politk, som hermed er blevet en amatørbeskæftigelse for de bemidlede. Det er ikke at foretrække. Som Max Weber bemærker i et af sine klassiske sidehug, så er det en misforståelse

at uformuende politikere udelukkende eller blot fortrinsvis skulle have for øje, at de gennem politkken kan blive forsørget privatøkonomisk, eller at de ikke eller i hvert fald ikke fortrinsvis, tænker "på sagen". Intet ville være mere urigtigt. For den formuende mand er bekymringen for, om hans tilværelse er økonomisk "sikret", nemlig erfaringsmæssigt - bevidst eller ubevidst - et kardinalpunkt i hele hans livsorientering. (Max Weber: "Politik som levevej" (1919). In Udvalgte tekster 1. København: Hans Reitzels Forlag. 2003. Side 224)

Man kan ikke sige, at historien siden Weber har dementeret standpunktet.

Så: Jeg går stærkt ind for lønnede politikere. De skal helst have det som levebrød. Vi betaler dem faktisk lige præcis for at holde dem nogenlunde fri af andre interesser. Hvis erfaring er til gavn, er det svært at se, hvorfor de ikke må gøre deres erfaringer ved at være politikere.

Og i øvrigt: den politiker, der synker hen i anonymitet og får rygte af at være en kujon på sig, har ikke derfor lettere ved at blive genvalgt.