Grundtvigs Værker

Den 1. februar dukkede et nyt website op: http://www.grundtvigsvaerker.dk/. Formålet med det er at danne ramme om en tekstkritisk udgave af – ja, netop – Grundtvigs værker. Det var en ret sparsom mængde tekst, der blev lagt på nettet i første omgang, så i skrivende stund er Arkiv for Dansk Litteraturs Grundtvigsamling stadig et væsentligere arbejdsredskab, men det skal nok ændre sig. Medmindre et eller andet dramatisk sker, kommer tekstmængden til at vokse støt herfra.

Og i modsætning til ADL, er der her tale om nye tekstudgaver, ikke om elektroniske optryk af eksisterende tekster, så der bidrages med nyt materiale – det er ikke blot eksisterende tekster, som gøres elektronisk tilgængelige og - i et vist omfang – søgbare. Som enhver Grundtvigkender ved, er søgbarhed i forfatterskabet et af de øverste punkter på ønskelisten. Er man ikke overmenneskeligt klæbehjernet eller svineheldig, står man med ekspertmulen hængende, når man udsættes for forespørglser af typen, ”Hvor er det nu Grundtvig siger det der med, at man er Herrens medarbejder? Det er vist noget med at han rimer det på "spejder"?" … Og sådanne forespørgsler hører til blandt de lettere. … Oh, salige søgbarhed ….

Min Internet Explorer er ikke blevet helt gode venner med sitet. Der går i skrivende stund et bredt grønt banner hen over midten af brugergrænsefladen, men Google Chrome taler fint med det, og min sjæl lovsynger udgiverteamet.

Det er allerede en mindre revolution i mit begrænsede verdensbillede, at der nu er kommet en ny udgave af Grundtvigs ”Om Oehlenschlägers Baldur hiin Gode” - et topmøde i den danske romantik, der ikke har været tilgængeligt på andet end specialbiblioteker, siden det udkom i 1807. Og jeg har lavet min første rent forskningsfaglige søgning i teksterne og fået i hvert fald en enkelt lille oplysning ud, som jeg kan gå videre med i en fagartikel, jeg er ved at skrive.

Grundtvigs Værker
Man kan i en nys udkommet og meget lærd monografi med den for lægmand intimiderende titel Editionsfilologi læse, at en udgave af en forfatters ”skrifter” vil omfatte alt, hvad vedkommende skrev, enten dette blev trykt eller ikke, mens en udgave af forfatterens ”værker” omfatter de arbejder, forfatteren selv gav i trykken. (side 45)

Da forfatteren til den nævnte monografi er identisk med forskningslederen på tekstudgaven, nemlig min særdeles gode kollega Johnny Kondrup, er det lidet overraskende de arbejder, Grundtvig selv gav i trykken, der nu udgives. Det betyder, at det bliver en mindre komplet udgave, vi får af Grundtvig, end den, man finder i Søren Kierkegaards Skrifter. Men en udgave af Grundtvigs ”skrifter” ville også blive et monstrøst forehavende. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan dælen man skulle håndtere Grundtvigarkivet. Udgaven ville være strandet, endnu inden den kom i gang – om ikke af anden grund, så fordi den ville være blevet grusomt bekostelig. Den planlagte værkudgave bliver garanteret dyr nok i forvejen.

Sådan en afskæring kan man selvfølgelig diskutere. Mest markant er det nok, at Grundtvigs prædikener ikke kommer med (eller rettere: Kun den begrænsede mængde af – stærkt redigerede – prædikener, Grundtvig selv udgav, kommer med). Disse prædikener er en af forfatterskabets vigtigste tekstgrupper og selvfølgelig langt betydeligere end en række af de småskrifter, som nu kommer med i udgaven.

Skal man så være gnaven over det? Nej, selvfølgelig ikke. Dels mister det udgivne jo ikke sin værdi, bare fordi der var andet, man også kunne udgive, dels er det for billigt at brokke sig over, at man ikke får mere, når man får så meget, og dels er en vis grad af konsekvens i det lange løb en kæmpe fordel: Man kender mængden af det udgivne og véd, at hvad der falder inden for denne mængdes grænser, det kommer til at være der. Det er ikke en udgivers subjektive skøn, som skal afgøre om dette eller hint er med. Jeg personligt vil hellere have én samlet udgave af et bestemt, afgrænset korpus, end et ikke-distinkt udvalg af et bredere korpus. Så kan man jo altid fedte for mere på et senere tidspunkt.

Jeg kommer til at bruge det her værk igen og igen. Hver gang vil jeg tænke på Grundtvig-Centeret og på udgiverholdet med stor taknemmelighed. Tak er ikke et fattigere ord, end at man skal huske at sige det på relevante tidspunkter. Så:

TAK

PS: Jeg ved godt, hvor det med Herrens medarbejder står. Men pointen er god nok, og jeg har stadig ikke fundet det sted, hvor Grundtvig angiveligt taler om, at danskeren i det hele taget har sky for svært hovedbrud – eller noget i den dur. Oh, salige søgbarhed … du forskerens elektronisk lystbetonede, men dog sært ærbare fryd ...
PPS: Johnny Kondrups Editionsfilologi (København: Museum Tusculanums Forlag. 2011) er faktisk helt almindeligt læselig. Man skal ikke lade sig skræmme af bindets meget seriøse og let murstensagtige fremtræden. Værket rummer detaljeret viden på et højt niveau, det er godt formidlet, og det er stærkt oplysende. Kondrup mestrer den svære kunst ikke at gøre et svært emne sværere, end det er i forvejen.´Det er rent fag, ingen bullshit.

Hvad kalder man Peter Christensens omgang med vurderingsnormer

Nogen gange kan man bare ikke få tingene til at gå op. Man læser i dag på Jyllandspostens hjemmeside, at Venstres ordfører mener, at der ikke er noget at komme efter i den mere og mere nedsmeltede sag om Lene Espersens særprægede omgang med sin forpligtelse til at tale sandt over for folketinget. Peter Christensen er den samme mand, som mente, at man stadig måtte tage afstand fra Helle Thorning-Schmidt selvom, der ikke var fugls føde på skattesagen. Altså: Helle Thorning lyver ikke for skattevæsnet, og for det skal hun kritiseres skarpt, Lene Espersen lyver for folketinget, og for det skal hun ... nå ja ingenting og nu er det på tide, at vi holder kæft ... Må jeg lige få den én gang til langsomt?

Mit problem er begrebsmæssigt. Hvad kalder man den type optræden? Jeg kan IKKE for min død få dette her til at gå op. Den klassiske retspositivistiske definition af retfærdighed tilsiger, at man "behandler det lige lige og det ulige ulige". Det er faktisk hvad Peter Christensen gør, men han gør det direkte omvendt af hensigten i den retspositivistiske definition. Helle Thorning var bevisligt uskyldig, men bliver fortsat angrebet. Lene Espersen er bevisligt skyldig, men bliver forsvaret. Omvendt retspositivisme?

Man kunne forsøge med "dobbeltmoral", men det giver også underlige resultater. Dobbeltmoral indtræder, når en person vurderer to ens situationer forskelligt, således at der altså gøres én målestok gældende på den ene situation og en anden gældende på den anden situation, skønt de er ens. Men, det er heller ikke tilfældet her, for Helle Thornings situation og Lene Espersens er faktisk forskellige, og de vurderes forskelligt. Den ene har ikke brudt loven og kritiseres trods det, den anden har brudt loven og forsvares alligevel.

Måske kunne man forsøge med neologismen "personmoral". Det ville så betyde, at handlingen vurderes ikke efter, hvad der er blevet gjort, men efter hvem, der har gjort det. Det ville måske give mening. Ikke-skatteunddragelsen er "begået" af Helle Thorning og er derfor forkastelig, mens lovovertrædelsen er begået af Lene Espersen og derfor er hævet over kritik.

Uanset hvad: Det siger lidt om situationen, at man må ud i neologismer for at beskrive den. Det giver unægtelig en lyst til bare at tale om Bullshit i Frankfurtsk forstand.