Grundtvigs Værker

Den 1. februar dukkede et nyt website op: http://www.grundtvigsvaerker.dk/. Formålet med det er at danne ramme om en tekstkritisk udgave af – ja, netop – Grundtvigs værker. Det var en ret sparsom mængde tekst, der blev lagt på nettet i første omgang, så i skrivende stund er Arkiv for Dansk Litteraturs Grundtvigsamling stadig et væsentligere arbejdsredskab, men det skal nok ændre sig. Medmindre et eller andet dramatisk sker, kommer tekstmængden til at vokse støt herfra.

Og i modsætning til ADL, er der her tale om nye tekstudgaver, ikke om elektroniske optryk af eksisterende tekster, så der bidrages med nyt materiale – det er ikke blot eksisterende tekster, som gøres elektronisk tilgængelige og - i et vist omfang – søgbare. Som enhver Grundtvigkender ved, er søgbarhed i forfatterskabet et af de øverste punkter på ønskelisten. Er man ikke overmenneskeligt klæbehjernet eller svineheldig, står man med ekspertmulen hængende, når man udsættes for forespørglser af typen, ”Hvor er det nu Grundtvig siger det der med, at man er Herrens medarbejder? Det er vist noget med at han rimer det på "spejder"?" … Og sådanne forespørgsler hører til blandt de lettere. … Oh, salige søgbarhed ….

Min Internet Explorer er ikke blevet helt gode venner med sitet. Der går i skrivende stund et bredt grønt banner hen over midten af brugergrænsefladen, men Google Chrome taler fint med det, og min sjæl lovsynger udgiverteamet.

Det er allerede en mindre revolution i mit begrænsede verdensbillede, at der nu er kommet en ny udgave af Grundtvigs ”Om Oehlenschlägers Baldur hiin Gode” - et topmøde i den danske romantik, der ikke har været tilgængeligt på andet end specialbiblioteker, siden det udkom i 1807. Og jeg har lavet min første rent forskningsfaglige søgning i teksterne og fået i hvert fald en enkelt lille oplysning ud, som jeg kan gå videre med i en fagartikel, jeg er ved at skrive.

Grundtvigs Værker
Man kan i en nys udkommet og meget lærd monografi med den for lægmand intimiderende titel Editionsfilologi læse, at en udgave af en forfatters ”skrifter” vil omfatte alt, hvad vedkommende skrev, enten dette blev trykt eller ikke, mens en udgave af forfatterens ”værker” omfatter de arbejder, forfatteren selv gav i trykken. (side 45)

Da forfatteren til den nævnte monografi er identisk med forskningslederen på tekstudgaven, nemlig min særdeles gode kollega Johnny Kondrup, er det lidet overraskende de arbejder, Grundtvig selv gav i trykken, der nu udgives. Det betyder, at det bliver en mindre komplet udgave, vi får af Grundtvig, end den, man finder i Søren Kierkegaards Skrifter. Men en udgave af Grundtvigs ”skrifter” ville også blive et monstrøst forehavende. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan dælen man skulle håndtere Grundtvigarkivet. Udgaven ville være strandet, endnu inden den kom i gang – om ikke af anden grund, så fordi den ville være blevet grusomt bekostelig. Den planlagte værkudgave bliver garanteret dyr nok i forvejen.

Sådan en afskæring kan man selvfølgelig diskutere. Mest markant er det nok, at Grundtvigs prædikener ikke kommer med (eller rettere: Kun den begrænsede mængde af – stærkt redigerede – prædikener, Grundtvig selv udgav, kommer med). Disse prædikener er en af forfatterskabets vigtigste tekstgrupper og selvfølgelig langt betydeligere end en række af de småskrifter, som nu kommer med i udgaven.

Skal man så være gnaven over det? Nej, selvfølgelig ikke. Dels mister det udgivne jo ikke sin værdi, bare fordi der var andet, man også kunne udgive, dels er det for billigt at brokke sig over, at man ikke får mere, når man får så meget, og dels er en vis grad af konsekvens i det lange løb en kæmpe fordel: Man kender mængden af det udgivne og véd, at hvad der falder inden for denne mængdes grænser, det kommer til at være der. Det er ikke en udgivers subjektive skøn, som skal afgøre om dette eller hint er med. Jeg personligt vil hellere have én samlet udgave af et bestemt, afgrænset korpus, end et ikke-distinkt udvalg af et bredere korpus. Så kan man jo altid fedte for mere på et senere tidspunkt.

Jeg kommer til at bruge det her værk igen og igen. Hver gang vil jeg tænke på Grundtvig-Centeret og på udgiverholdet med stor taknemmelighed. Tak er ikke et fattigere ord, end at man skal huske at sige det på relevante tidspunkter. Så:

TAK

PS: Jeg ved godt, hvor det med Herrens medarbejder står. Men pointen er god nok, og jeg har stadig ikke fundet det sted, hvor Grundtvig angiveligt taler om, at danskeren i det hele taget har sky for svært hovedbrud – eller noget i den dur. Oh, salige søgbarhed … du forskerens elektronisk lystbetonede, men dog sært ærbare fryd ...
PPS: Johnny Kondrups Editionsfilologi (København: Museum Tusculanums Forlag. 2011) er faktisk helt almindeligt læselig. Man skal ikke lade sig skræmme af bindets meget seriøse og let murstensagtige fremtræden. Værket rummer detaljeret viden på et højt niveau, det er godt formidlet, og det er stærkt oplysende. Kondrup mestrer den svære kunst ikke at gøre et svært emne sværere, end det er i forvejen.´Det er rent fag, ingen bullshit.