Anekdotale erindringsglimt fra Kirkeligt Samfunds 100-års jubilæum

I 1998 fyldte Kirkeligt Samfund 100 år, og jeg var med. 

Nu ved du måske ikke, hvad Kirkeligt Samfund er. Men nu om dage hedder de "Grundtvigsk Forum", og de har siden grundlæggelsen været så at sige den kirkelige side af Grundtvigianismen.

Du kan finde deres hjemmeside her, og som du kan se, hvis du trisser lidt rundt på hjemmesiden, så er det kirkelige lidt nedtonet. De udgiver dog stadig det hæderkronede magasin "Dansk Kirketidende", som er en på mange måde udmærket publikation med mangfoldige kirkelige og almenkulturelle emner. Du finder linket til magasinet her. Det redigeres these days af Grundtvigakademiets leder, den fortræffelige Ingrid Ank. Mine anbefalinger. Derudover går Grundtvigsk Forum rundt og gør Grundtvig-agtige ting. Det er i sig selv fortræffeligt. Atter mine anbefalinger. 

Anyway, 1988. Kirkeligt Samfunds 100-års jubilæum. Jeg var 27 år (jeg er født sent på året) og absolut en minor player i dén sammenhæng. Jeg var mest gemt i et hjørne og hørte kun meget delvis til fejringen. Kirkeligt Samfund havde mange kvaliteter, og selvbevidsthed var ikke den mindste. Kirkeligt Samfund var "Den Kirkelige Frihedslinje". Det blev udtalt med glad stolthed og tryk på alle stavelser.

Tilstede ved jubilæumsfejringen var derfor et helt grundtvigiansk landskab af Højskolens og Kirkens ledende skikkelser. De var vant til at synge for, og at Løfte og Bære og at være dem, der fik ting til at ske i Den Grundtviske Friheds-Tankes Frie Ånd I Skole og Kirke. Det hele foregik i Vartov - naturligvis. Det Grundtvigske Helligsted over alle. Jeg elsker Vartov. Her er statuen af Grundtvig i gården.

Der var arrangeret en festforelæsning. Naturligvis. Forelæseren skulle være den samtidige danske kirkehistories store mand Leif Grane. Et indlysende valg. En mand af forbløffende fagligt format og en stor formidler. Du finder hans wikipedia-omtale her. Den er alt for kort og burde udvides. Bare udvid den; du véd, at du har lyst, og Grane har fortjent meget mere. Arrangørerne havde givet ham emnet "De kirkelige bevægelsers rolle i de sidste 100 års danske kirkehistorie". Det var jo ret oplagt, al den stund Kirkeligt Samfund var en kirkelig bevægelse, og bevægelsen fyldte 100. Men det var unægtelig også lidt af en binding at lægge ned over Grane. Måske havde man lidt for meget bestilt en hyldesttale og lidt for lidt en forelæsning. Forelæsningen foregik inde i selve Vartov Kirke. Smukt sted. Fyldt af historie.

Leif Grane gik til opgaven med vanligt overblik. Han inddelte de sidste 100 års kirkehistorie i 4-5 perioder og gik sagligt til opgaven med en gennemgang af Kirkeligt Samfunds og andre især missionske strømningers sam- og modspil. Altsammen strålende og meget interessant gjort. Grane nåede frem til sidste periode, som - indlysende nok - var nutiden.  Den nutid som vi sad med der i Vartovs ÆldTraditionsBelastede Kirke med hele Den Kirkelige Frihedslinje og Alle Menighedens og De Frie Skolers Bærere og Forsangere til stede.

Den periode indledte han med ordene:

"I dag, hvor de kirkelige retninger er døde ..."

- Grane kikkede op fra sit manuskript og ud over sine briller; med en klar tilkendegivelse af, at han morede sig storartet og i øvrigt havde tænkt sig at æde, hvem der kunne finde på at modsige ham, om han så skulle sluge hele Den Kirkelige Frihedslinje med hud og hår  -

"... eller har mistet enhver betydning ... forholder det sig sådan at ...."

Og så gik han i øvrigt videre med sin klare, overblikskabende og ualmindeligt kompetente fremstilling. Præcis som man kunnne ønske det.

Man kunne formelig have skåret i luften i Vartov Kirke med en kniv, hvis man havde haft en. Der sad Den Kirkelige Frihedslinje og havde fået deres fortræffelige fejring sat skakmat af en sidebemærkning og et blik over et par briller. Jeg kunne næppe bare mig for latter. Men fulde point til Kirkeligt Samfunds formand. Han havde a 10 minutter til at finde sine ben, og det gjorde han. Da Grane var færdig, rejste formanden sig, og for at afslutte forelæsningen. Han sagde: 

"Så vil vi gerne takke professor Grane for denne - afbrydelse," 

og gik roligt videre i programmet. En meget præcis genreangivelse for det, vi netop havde overværet, og en smuk, upolemisk angivelse af, at Kirkeligt Samfund nok havde tænkt sig fortsat at eksistere. At de efterfølgende har skiftet navn og måske lagt lidt af deres kirkelige identitet om, skyldes formentlig ikke Granes afbrydelse, men det skyldes muligvis, at det han sagde ikke var helt uden baggrund i virkeligheden.

Efter foredraget gik Den Kirkelige Frihedslinje over i Vartovs ret store store sal. Jeg har ikke rigtig tal på, hvor mange der var med, men Frihedslinjen var bestemt stor nok til at fylde salen grundigt op. Ligesom den havde været stor nok til at fylde kirken. 

Som sig hør og bør til arrangementer i det Grundtvigske, skulle vi synge fællessang. Og det synes jeg godt man kan sige, at vi gjorde. Se det for dig: Hele Den Kirkelige Frihedslinje, alle Menighedens og De Frie Skolers Bærere og Forsangere samlet i én stor sal, og du kan næsten selv regne ud, hvad der skete. Flyglet slog sangen an. Og det var det absolut sidste nogen hørte til det flygel. Alle menighedernes og De Frie Skolers Forsangere satte i, og de sang alle sammen for. 

Alle, der har sunget for, véd, at forsang handler lidet om klang og skønhed og meget om Kraft, Selvtillid og Tonestyrke. Man skal bære hele rummet. Det gjorde de. Allesammen.

Der lød et Hjortebrøl, som jeg aldrig har hørt magen til. Og mens jeg rullede rundt af grin i et hjørne, var lydtrykket stort set ved at trykke vinduerne ud af Vartovs den store sal. Presset i baggrunden var nu Granes afbrydelse, og Den Kirkelige Frihedslinje fik endelig luft til at udtrykke sin Velforståede Egenværdi på en til tidens krav og tarv værdig måde. Og på ægte Grundtvigsk manér.

Og jeg for min del kunne nogenlunde ubemærket komme af med det lattersammenbrud, der havde været trykket sammen i mig, siden Granes ubegribelig præcist placerede sidebemærkning.

Frydesang efter tårer. Litteraturhistorie i open access

Nu er Dansk litteraturs historie blevet lagt på nettet – open access. Hvordan Gyldendal tjener penge på det, er mig en gåde, men det er jo også deres egen hovedpine, og uanset hvad, er der al mulig grund til at være forlaget taknemmelig for indsatsen. Offentliggørelsen af et værk af dette omfang er ikke uden omkostninger (fx har de skulle betale royalties til forfatterne). Det betyder et kvantespring i den tilgængelige ldækning af dansk litteraturhistorie – og dansk litteratur i det hele taget – på nettet. Det er fabelagtigt, hvis man ikke er hjemme hos sine bøger. Det er fantastisk for alle de gymnasiaster, der skal forsøge at google sig noget viden til. Når de alligevel googler ethvert spørgsmål, kan man jo lige så godt sikre, at der faktisk er noget værdifuldt at finde. Og det er fantastisk for alle os medforfattere, som gerne vil have vores tekster læst og brugt.

Tak tak tak tak tak tak tak.

Mit eget bidrag til bind 2 udgør godt halvdelen af bindet og er muligvis det mest frustrerende stykke tekst, jeg nogensinde har skullet skrive. Litteraturhistorie er en af de sværeste genrer at skrive og en af de letteste at kritisere. Man slider som et bæst, men med meget lidt effekt. Læs en trebindsroman og skriv halvanden side. Læs 80 digte og skriv en enkelt. Samtidig kan man selv vælge, om man vil kaldes dødkedelig og traditionel, eller om man vil bebrejdes for sin alt for firkantede og teseførende tilgang, ”hvor helt vitale oplysninger til forståelse af litteraturen mærkværdigvis af forfatteren er blevet udeladt” (autoforfattet citat fra uskreven anmeldelse). Selv valgte jeg at være kedelig, skønt der faktisk er gemt en hel del knive rundt omkring i manus. Jeg sved og græd, og det kan overhovedet ikke ses noget sted i mit manuskript.

Men når det hele nu er kommet lidt på afstand, så er det uhyre tilfredsstillende at have været med på et så stort projekt, og det er fantastisk, hvor mange der reelt kommer til at læse i sådan en bog. Og det er helt utroligt, at den nu kommer til at ligge offentlig og søgbar. Hele ens faglige liv giver meget bedre mening, når sådan noget sker, og alle ordene, der blev sået med tår, bliver høstet med frydesang.

Og lad så gå med, at enhver snottet gymnasiast, der skal gøre sig klog på et eller andet, nu vil begynde med at fortælle, lige præcis hvor dumt det er, hvad jeg har skrevet. Det skal de såmænd have lov til. Gymnasiastsandheden har jo alle dage været højpandede unge menneskers privilegium.

Grundtvigs Værker

Den 1. februar dukkede et nyt website op: http://www.grundtvigsvaerker.dk/. Formålet med det er at danne ramme om en tekstkritisk udgave af – ja, netop – Grundtvigs værker. Det var en ret sparsom mængde tekst, der blev lagt på nettet i første omgang, så i skrivende stund er Arkiv for Dansk Litteraturs Grundtvigsamling stadig et væsentligere arbejdsredskab, men det skal nok ændre sig. Medmindre et eller andet dramatisk sker, kommer tekstmængden til at vokse støt herfra.

Og i modsætning til ADL, er der her tale om nye tekstudgaver, ikke om elektroniske optryk af eksisterende tekster, så der bidrages med nyt materiale – det er ikke blot eksisterende tekster, som gøres elektronisk tilgængelige og - i et vist omfang – søgbare. Som enhver Grundtvigkender ved, er søgbarhed i forfatterskabet et af de øverste punkter på ønskelisten. Er man ikke overmenneskeligt klæbehjernet eller svineheldig, står man med ekspertmulen hængende, når man udsættes for forespørglser af typen, ”Hvor er det nu Grundtvig siger det der med, at man er Herrens medarbejder? Det er vist noget med at han rimer det på "spejder"?" … Og sådanne forespørgsler hører til blandt de lettere. … Oh, salige søgbarhed ….

Min Internet Explorer er ikke blevet helt gode venner med sitet. Der går i skrivende stund et bredt grønt banner hen over midten af brugergrænsefladen, men Google Chrome taler fint med det, og min sjæl lovsynger udgiverteamet.

Det er allerede en mindre revolution i mit begrænsede verdensbillede, at der nu er kommet en ny udgave af Grundtvigs ”Om Oehlenschlägers Baldur hiin Gode” - et topmøde i den danske romantik, der ikke har været tilgængeligt på andet end specialbiblioteker, siden det udkom i 1807. Og jeg har lavet min første rent forskningsfaglige søgning i teksterne og fået i hvert fald en enkelt lille oplysning ud, som jeg kan gå videre med i en fagartikel, jeg er ved at skrive.

Grundtvigs Værker
Man kan i en nys udkommet og meget lærd monografi med den for lægmand intimiderende titel Editionsfilologi læse, at en udgave af en forfatters ”skrifter” vil omfatte alt, hvad vedkommende skrev, enten dette blev trykt eller ikke, mens en udgave af forfatterens ”værker” omfatter de arbejder, forfatteren selv gav i trykken. (side 45)

Da forfatteren til den nævnte monografi er identisk med forskningslederen på tekstudgaven, nemlig min særdeles gode kollega Johnny Kondrup, er det lidet overraskende de arbejder, Grundtvig selv gav i trykken, der nu udgives. Det betyder, at det bliver en mindre komplet udgave, vi får af Grundtvig, end den, man finder i Søren Kierkegaards Skrifter. Men en udgave af Grundtvigs ”skrifter” ville også blive et monstrøst forehavende. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan dælen man skulle håndtere Grundtvigarkivet. Udgaven ville være strandet, endnu inden den kom i gang – om ikke af anden grund, så fordi den ville være blevet grusomt bekostelig. Den planlagte værkudgave bliver garanteret dyr nok i forvejen.

Sådan en afskæring kan man selvfølgelig diskutere. Mest markant er det nok, at Grundtvigs prædikener ikke kommer med (eller rettere: Kun den begrænsede mængde af – stærkt redigerede – prædikener, Grundtvig selv udgav, kommer med). Disse prædikener er en af forfatterskabets vigtigste tekstgrupper og selvfølgelig langt betydeligere end en række af de småskrifter, som nu kommer med i udgaven.

Skal man så være gnaven over det? Nej, selvfølgelig ikke. Dels mister det udgivne jo ikke sin værdi, bare fordi der var andet, man også kunne udgive, dels er det for billigt at brokke sig over, at man ikke får mere, når man får så meget, og dels er en vis grad af konsekvens i det lange løb en kæmpe fordel: Man kender mængden af det udgivne og véd, at hvad der falder inden for denne mængdes grænser, det kommer til at være der. Det er ikke en udgivers subjektive skøn, som skal afgøre om dette eller hint er med. Jeg personligt vil hellere have én samlet udgave af et bestemt, afgrænset korpus, end et ikke-distinkt udvalg af et bredere korpus. Så kan man jo altid fedte for mere på et senere tidspunkt.

Jeg kommer til at bruge det her værk igen og igen. Hver gang vil jeg tænke på Grundtvig-Centeret og på udgiverholdet med stor taknemmelighed. Tak er ikke et fattigere ord, end at man skal huske at sige det på relevante tidspunkter. Så:

TAK

PS: Jeg ved godt, hvor det med Herrens medarbejder står. Men pointen er god nok, og jeg har stadig ikke fundet det sted, hvor Grundtvig angiveligt taler om, at danskeren i det hele taget har sky for svært hovedbrud – eller noget i den dur. Oh, salige søgbarhed … du forskerens elektronisk lystbetonede, men dog sært ærbare fryd ...
PPS: Johnny Kondrups Editionsfilologi (København: Museum Tusculanums Forlag. 2011) er faktisk helt almindeligt læselig. Man skal ikke lade sig skræmme af bindets meget seriøse og let murstensagtige fremtræden. Værket rummer detaljeret viden på et højt niveau, det er godt formidlet, og det er stærkt oplysende. Kondrup mestrer den svære kunst ikke at gøre et svært emne sværere, end det er i forvejen.´Det er rent fag, ingen bullshit.

De akademiske genrer mellem forskning og formidling

Oplæg på seminar om interaktiv formidling på KUA 09/11/12


Nu handler dette her seminar om interaktiv forskningsformidling, og det er et felt, jeg ved absolut intet om. Derfor formoder jeg, at jeg er inviteret for at sige noget om det ene led, nemlig forskningsformidlingen og så overlade det til de mere vidende at sige noget om interaktiv forskningsformidling. Hvad jeg kan gøre her er helt banalt at kridte den bane op, som diskussionen foregår på.

Nu kan jeg se af deltagerlisten, at vi har folk både fra de våde og de tørre fag til stede i lokalet, og derfor er det værd at få aktiveret diskussionen om forholdet imellem forskning og formidling på de forskellige områder. Min erfaring med den store tværfaglige kommunikation på tværs af hovedområderne tilsiger mig, at vi kommer til både forskning og formidling med meget forskellige erfaringer, og det gør, at vi nogle gange har banalt vanskeligt ved at opfatte, hvad hinanden går og laver selv på ret banale niveauer.

Fx:

Jeg fører en samtale med en god ven, der er fysiker. Jeg spørger, hvordan det går med det projekt, han sidder med lige nu, og han siger: ”Jeg er rigtig langt fremme. Jeg mangler bare at skrive artiklerne”. Hvorefter jeg, der er vant til, at skriveprocessen og forskningsprocessen er en og den samme ting, sidder måbende tilbage og ikke fatter, hvad det overhovedet er, han har lavet hidtil.

Eller

Samme fysikerven stiller samme spørgsmål til mig, og jeg siger. Nåmen det går udmærket. Jeg har skrevet det første 250 sider, så nu er der kun 1½ års arbejde tilbage – ca – før jeg kan udgive bogen. Hvorefter han måbende spørger, om jeg går og skriver bøger i min forskningstid? For det er da sådan populærvidenskabelig formidling, man skriver i bøger.

Så er det måske en god idé at få talt sammen …

Går vi til dette her emne med udgangspunkt i den retoriske genreteori, som har spillet en dominerende rolle i de sidste 20-25 års genreforskning, så ville man sige, at definerende for en genre er, at den er blevet til på baggrund af en tilbagevendende retorisk situation, hvori den er svaret på et bestemt behov, en bestemt mangel – for øvrigt af genreteoretikere kaldet ”exigence”. I forbindelse med den videnskabelige verden kan denne exigence siges at være to forskellige ting. For det første har forskere behov for at kommunikere med hinanden, for det andet har offentligheden behov for, at forskerne kommunikerer udad, således at viden kan overføres fra videnskabens mere specialiserede kredse til det omkringliggende samfund.


Forskningskommunikation

Det første punkt har at gøre med forskningskommunikation, det andet med formidlingskommunikation. Eller sagt på en anden måde i forskningskommunikationen formidler forskeren sin forskning til andre forskere. I Formidlingskommunikationen formidler forskeren sin egen – eller andre forskeres – forskning til en bredere kreds. Det interessante spørgsmål her bliver, hvordan den genre, der anvendes til denne type af kommunikation, påvirker kommunikationen.

Særligt interessant i denne sammenhæng er spørgsmålet om den grad af særsprog, der knytter sig til de forskellige genrer. Særsproget i de største af de intraakademiske skriftlige genrer – den altdominerende forskningsartikel og den på de tørre fag fortsat stærke fagvidenskabelige monografi – er betinget af den vellykkede kommunikation forskerne imellem. Hvis alle på mit område rimelig ubesværet kan skelne imellem Gérard Genettes fem forskellige transtekstualiteter og heller ikke blegner, når en af de fem, parateksten, deles op i peritekst og epitekst, så har jeg som artikelforfatter i hvert fald to væsentlige grunde til at benytte mig af den genettske terminologi: Effektiv kommunikation og overbevisende kommunikation.

Effektiv kommunikation: Idet både jeg og læserne kan finde rundt i Genettes terminologi, så kan vi begynde der, og jeg behøver ikke at forklare, hvad de forskellige begreber dækker, før vi går videre. Der kan altså siges mere, og der kan lægges mere vægt på det fagligt set nye, fordi jeg som fagvidenskabelig forfatter benytter mig af den ret til særsprog, som genren ”videnskabelig afhandling” indebærer.

Overbevisende kommunikation: Dette her punkt fremtræder noget mindre ideelt end det foregående. I virkeligheden er der nok tale om en variant af et etosargument. Jeg viser som fagvidenskabelig forfatter, at mine synspunkter kan tages alvorligt af mine peers ved at vise, at jeg mestrer fagets termer og rammerne omkring en forskningsmæssig fremstilling. Der er selvsagt ikke megen faglighed i dette, men når erfaringen viser, at det giver en større faglig vægt at kunne tale som en rigtig forsker, og at ens forskningsresultater vinder en større overbevisningskraft på den måde, skal man jo være en fæpande for ikke at gøre det. Her er særsproget initierende: Ved at være i stand til at tale, sådan som en fagmand forventes at tale, viser man, at man er på niveau med en rigtig fagmand.


Formidlingskommunikation

Over for dette står så de mere formidlende genrer. Her forholder det sig lige omvendt med effektiv og overbevisende kommunikation.

Effektiv kommunikation: Idet modtageren ikke har forudsætningerne for at forstå fagets termer og øvrige faglige normer, kan disse kun bruges, hvis de forklares undervejs, og selve forklaringen af fx terminologi kan hurtigt blive så kompliceret, at det kommer til at stå i vejen for fremstillingen selv. Derfor vil det videnskabelige særsprog ofte erstattes af andre måder at tale på, der ”siger det samme” (eller i det mindste nogenlunde det samme) på en mere alment tilgængelig måde.

Overbevisende kommunikation: Hvis en forsker, der formidler, taler, som hun eller han ville tale til sine peers, er vedkommende på forhånd dømt til at tabe. Modtageren vil opfatte vedkommende enten som en nørd - der ikke kan forklare sig, så vi almindelige dødelige kan forstå, hvad der foregår, eller er uinteresseret i det, fordi vedkommende befinder sig i et elfenbenstårn -eller som en hoven satan, der mest af alt er interesseret i at fortælle, hvor klog han eller hun selv er. I særligt lykkelige tilfælde kan man få hele rollepakken på én gang. Så er man den arrogante nørd i elfenbenstårnet, der kun er interesseret i at vise frem, hvor klog man selv er.

Så vidt så godt. Det er imidlertid, hvis man er fra det tørre område, værd at lægge mærke til, at forholdet imellem forskning og formidling på vores område er påfaldende meget mindre entydigt end inden for naturvidenskaberne. Vi har i modsætning til i hvert fald de fleste af naturvidenskaberne den mulighed at formulere forskningsmæssigt nye synspunkter i formidlende tekster eller at udforme forskningsmæssige tekster på en sådan måde, at de er tilgængelige for en bredere læserskare. Hos os er det meget mindre givet, at forskning og formidling skal holdes i adskilte arbejder.

Det kan måske demonstreres allermest tydeligt i en af de udfordringer, moderne dansk humaniora står over for: Valget af sprog. I de fleste naturvidenskabelige sammenhænge er det slet ikke til debat, at man naturligvis udformer forskningsmæssige arbejder på engelsk, fordi alle ens peers selvfølgelig læser engelsk, og det i øvrigt sjældent er i de rent sproglige formuleringer, de faglige vanskeligheder forekommer. Skal en bredere dansk offentlighed have indsigt i ens arbejde, giver det sig selv, at man skal udforme sin viden på ny og ind i en formidlingsmæssig sammenhæng. For uanset sprogvalget vil udenforstående ikke kunne forstå ens forskningsartikel. Helt banalt: Hvis det engelske, der skal oversættes, er, at man imellem to hundekomplicerede formler i Broken English har skrevet "Hereof sees easily", nytter det ikke så meget for forståeligheden, at man tilbageoversætter til "Heraf ses let". Det er stadig sort tale for den udefrakommende: Det er indholdet af formlerne, der skal formidles, ikke den forbindende sætning.

I humanvidenskaberne er valget noget hårdere, fordi man med overgangen til engelsk nok vinder adgang til en større kreds af fagfolk – i det mindste i de fleste tilfælde - men til gengæld taber store dele af sit arbejdes formidlingsmæssige potentiale. Hvorfor? Fordi ens forskningsarbejde i vidt omfang lader sig forstå af journalister og andre interessenter. De kan i langt de fleste tilfælde reelt gå ind i ens primære forskningsarbejde og få et rimelig retvisende billede af ens forskning. Og her udgør valget af engelsk en barriere, som rigtignok lader sig overkomme med lidt energi, men formidlingen forudsætter netop, at modtageren ikke skal bruge alt for meget energi på at forstå. Så barrierer imellem forskningsarbejdet og omverdenen er netop det, der spærrer for formidlingen.

Pointen er, at muligheden for at få forskning og formidling til at gå op i en højere enhed, hvor det samme arbejde både har forskningsmæssig værdi og formidler viden til en bredere offentlighed, i vidt omfang er til stede i humanistiske og samfundsfaglige sammenhænge. Men det stiller særlige krav til forskeren, der skal placere sig i mellemrummet mellem forskning og formidling. Selvfølgelig kommer der nogle barske valg, hvor man skal vælge imellem den mest effektive kommunikation over for sine peers og den mest effektive kommunikation over for en bredere offentlighed, men oftest kan man med lidt fingerfærdighed godt få det til at gå op.

Vi har altså at gøre med en intrikat relation imellem forskning og formidling og imellem forskeren og hendes eller hans omverden. Det er jer, der skal fortælle mig, hvilken rolle interaktiv kommunikation kan spille i den sammenhæng.

Interaktiv forskning?

Nu jeg har jer: Jeg får lyst til at vende mig til spørgsmålet – ikke om interaktiv formidling som sådan, men om, hvad nye genrer kan i intrafaglige sammenhænge. Jeg kunne godt tænke mig, at i til resten af dagen tog et bestemt spørgsmål med og spurgte jer selv ikke bare, hvad de nye genrer kan i forskningsformidlingen, for det er helt givet, at de kan noget dér, men også hvad de kan i forskningen selv. Åbner interaktiviteten og andre former for nye formidlingsgreb adgang til erkendelser - ikke bare til bedre kommunikation? Har de et forskningspotentiale, der rækker ud over deres formidlingspotentiale. Jeg ved det ikke. You tell me.

Den gyldne harpe

Indlæg ved præsentationen af Svend Bjergs og Søren Holsts bog Den gyldne harpe. Vartov den 31. oktober 2011.


Der er så mange ting at sige i forbindelse med en bog som denne her, at det næsten ikke er til at finde ud af, hvor man skal begynde og hvor man skal slutte. Men da vi nu igennem mange år har lært, at vi universitetsfolk skal være samfundsnyttige, så lad os tage et perspektiv på, hvad nytte sådan en bog gør. Og vi kan jo ved samme lejlighed spørge, hvad dælen vi egentlig skal med et sådant fænomen som universitetsteologer.

Det spørgsmål, man ofte glemmer at stille, når man kigger på humanistisk og teologisk faglighed er, hvorvidt der er nogen, som kunne tænkes at ville bruge det arbejde, som er blevet udført, og hvad de måske kunne finde på at bruge det til. Et meget godt kriterium for, om noget er brugbart, er vel, om nogen kan bruge det.

Bogen er – lidet overraskende – skrevet på dansk, og det betyder, at eventuelle brugere skal findes iblandt mennesker, som kan læse dansk. Dens emne er dels de gammeltestamentlige salmer, dels Grundtvigs salmer, specifikt dem der har et gendigtende forhold til de gammeltestamentlige salmer, dels forholdet imellem de to. Kan nogen mon tænkes at interessere sig for det?

Svaret er grinagtigt åbenlyst ja. Grundtvigs salmer anvendes søndag efter søndag over det ganske land i forbindelse med gudstjenester i den danske folkekirke, og selvom de gammeltestamentlige salmer anvendes lidt sjældnere, er de alligevel meget brugte, de er internationale, og mange ville mene, at de var endnu vigtigere også for danske kristne end Grundtvig salmer.

Så bogen har mulighed for at være gavnlig, hvis den kan fortælle disse mennesker noget, de har interesse i at vide, og hvis den kan gøre det på en sådan måde, at de faktisk giver sig til at interessere sig for det. Det er sikkert derfor, at forlaget har fremhævet, at bogens forfattere er blandt Danmarks mest velskrivende teologer. Og det er formentlig også derfor, forfatterne har skruet lidt ned for litteraturorienteringen og i alt væsentlig holdt sig til dansksproget sekundærlitteratur. Det kan man selvfølgelig godt som fagmand ærgre sig lidt over, men man skal ikke være blind for, hvad det er, der er vundet i den proces, fordi det netop gør bogen læselig også for andre end fagfolk.

Faktisk må jeg jo selv bekende kun at være sådan ca 50% fagmand i det, som er bogens emne. I det mindste ved jeg ikke en pind om de gammeltestamentlige salmer. Eller rettere: Jeg vidste ikke en pind, for skønt one book doth not a fagmand make, så kan jeg bevidne, at man bliver meget meget klogere af at læse Sørens storartede kapitler om de gammeltestamentlige salmer. Det er en dejlig nøgtern teologi, der kommer ud af det, men blandt andet derfor skulle jeg mene, at der var masser af gode pointer at trække ud både til almindelig opbyggelse for sig selv, og hvis man er en prædikant, som har fået lyst til at inddrag, hvad der faktisk siges i en gammeltestamentlig læsning, når vedkommende skal prædike.

Jeg er ikke helt den rigtige til at bedømme den folkelige forståelighed i Svends kapitler om Grundtvig, men jeg véd på den anden side, at en række af de tekster, han behandler, er kendte og elskede salmer, og så vidt jeg kan se, er også behandlingen af dem opmuntrende læsning og vældig informativt for den læge læser. Så mon ikke jeg kan give forfatter og forlag ret i deres disposition.

Et tilsvarende så at sige folkeligt udvælgelseskriterium gør sig gældende i forhold til, hvilke tekster det er, som er taget med i bogen. For det er salmebogens udvalg af Grundtvigs gendigtninger af de gammeltestamentlige salmer, som har været udvælgelseskriteriet. Hvad mere er: Bogen bruger salmebogens redaktion af de samme salmer. På dette punkt synes jeg måske alligevel, at man har overspillet det folkelige kort, for min erfaring fra talrige foredrag er, at foredragsdanmark stort set synes, at det er sjov at få lov at kigge med bag facaden, når man viser dem Grundvig classic og ikke lader dem nøjes med den koffeinfrie udgave i salmebøgerne – heller ikke selvom Grundtvig godt kan være stærk kaffe alligevel.

Så altså: Svend Bjerg og Søren Holst har skrevet en yderst samfundsrelevant og brugbar bog, hvis man bedømmer den på, om den har relevans for nogen i samfundet og kan bruges af dem. Jeg tvivler på, at ret mange andre end forlaget Alfa får lejlighed til at udskrive fakturaer i den anledning, men det er vel også en slags erhvervslivssamarbejde, om man vil. Læg mærke til en gang mere, at det at skrive underholdende om alvorlige ting faktisk er et afgørende kriterium for nytteværdi, fordi underholdningsværdien er med til at gøre, at nogen faktisk vil bruge bogen. Skam få den, som tænker ilde herom. It don´t mean a thing if it ain´t got that swing.

Tilbage står så bogens indplacering i forskningen. Her sætter mit amatøragtige forhold til studiet af det gamle testamente sig igennem, og jeg kan kun udtale mig om dens placering i Grundtvigforskningen. Bortset fra, at jeg selvfølgelig kan bemærke, at bogen er med til at kortlægge et åndrigt hjørne af det gamle testamentes virkningshistorie, og at det da ikke så lidt. I forhold til Grundtvigforskningen kan man sagtens komme løbende med en masse indvendinger, hvoraf mange havde at gøre med præcis de samme træk, som gør bogen læselig for en bredere offentlighed, men det er ikke til at nægte, at bogen er med til at beskrive et vigtigt emne i Grundtvigs forfatterskab, idet den ikke alene har at gøre med flere af Grundtvigs centrale salmer, men også behandler hans forhold til én vigtig del af kildematerialet for hans salmedigtning.

Der er en hel masse tilbage at gøre inklusive i det mindste følgende:

• En samlet behandling af alle de salmer, hvor Grundtvig bruger de gammeltestamentlige salmer som fortekster.
• En behandling af forskelle og ligheder imellem salmegenren, som den foreligger i det gamle testamente, og som den bruges som kirkesang i den efterreformatoriske tradition.
• En samlet behandling af det kildemateriale, Grundtvig bruger i sin salmedigtning fra alle de forskellige tidligere menigheder.
• En afdækning af, hvordan Grundtvig rent teknisk indoptager og omformer det materiale, han benytter sig af i sin salmedigtning.
• En afdækning af hele det tekstfelt, der ligger bag Grundtvigs forfatterskab, og hvad han gør ved det.
• En overvejelse af, hvordan Grundtvigs behandling af sine inspirationskilder fremtræder, hvis man anskuer den i lyset af hele den store teoridannelse, der findes inden for studiet af intertertekstualitet, hvad enten man ser dette i et Kristevask, et Genettesk eller et måske mere hermeneutisk perspektiv.

Hvis jeg imidlertid skulle stille mig kritisk an og med lektoral stentorrøst forsøge at bebrejde Svend og Søren, at de ikke har har behandlet disse emner til bunds, ville jeg være lige så fjollet som de ph.d. og disputatsopponenter, man nogle gange hører, som forsøger at gøre gældende, at doktoranden i grunden burde have skrevet en helt anden bog. Dertil er svaret indlysende nok: "Eeeeh --- nu er det faktisk den her bog, jeg har skrevet. Måske skulle vi snakke om den". Så derfor: Hjertelig tillykke til Svend og Søren med, at de har skrevet den her bog.

Men én indvending har jeg dog. Når nu man endelig har chancen for at sætte Indiana Jones på sin bibliografi, hvorfor står der så i selvsamme bibliografi ikke noget imellem Holt, Else Kragelund og Jensen, Johan Fjord. Dét er for dårligt!

Antologinarrativet?

Der er sådan en særpræget orden i mange moderne videnskabelige antologier på mit område, som tilsiger, at man skal begynde med sådan noget prævidenskabeligt, åndfuldt noget. Derfra bevæge sig over den egentlige videnskabelighed i strukturalismen og videre derfra ind i nedbrydningen af samme videnskabelighed i poststrukturalismen for at ende i en eller anden form for postkolonialisme. Det giver sådan et godt narrativ om den vestlige maskuline linære videnskabeligheds rise and fall. Men det giver også sære problemer.

Her er fx artikelrækkefølgen i Jørgen Dines Johansen og Marie Lund Klujeffs i øvrigt udemærkede antologi Genre (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 2009):

Redaktørene: Introduktion
Alastair Fowler: Genrebegreber
Tzvetan Todorov: Genrernes oprindelse
Gérard Genette: Introduktion til arketeksten
Jean-Marie Schaeffer: Fra tekst til genre
Joseph Farrel: Klassisk genre i teori og praksis
Mikhail M. Bakhtin: Talegenrer
Jacques Derrida: Genren lov
Peter Hitchcock: Postkolonialiteet som genre

Det er sådan ca. den historie én gang mere. Vi har en ”prævidenskabelig” tekst, Fowler, tre forskellige strukturalismevarianter, Todorov, Genette og Schaeffer, en historist af en art, Farrel, og så får vi det spændende nye med Bakhtin for at komme til dekonstruktøren Derrida og endelig over i det postkoloniale. Men prøv nu at se, hvad der sker, hvis vi tager dem efter tilblivelsesår (idet vi tager trykkeåret for Bakhtin, der eller falder ud som den allerældste - by far - men den kom vist først for alvor til ære og værdighed i vesten fra 1986 og frem). Introduktionens flyttedag fra at være første til at blive sidste tekst giver sig selv og kræver ingen yderligere kommentarer):

Tzvetan Todorov: Genrernes oprindelse (1978)
Mikhail M. Bakhtin: Talegenrer (1979)
Gérard Genette: Introduktion til arketeksten (1979)
Jacques Derrida: Genren lov (1980)
Alastair Fowler: Genrebegreber (1982)
Jean-Marie Schaeffer: Fra tekst til genre (1983)
Peter Hitchcock: Postkolonialitet som genre (2003)
Joseph Farrel: Klassisk genre i teori og praksis (2003)
Redaktørene: Introduktion (2009)

Nuvel: Der er ikke noget galt i tekstudvalget. Det kan som alle andre tekstudvalg diskuteres, men det er et interessant udvalg, og oversættelsen af Schaeffers lille, knivskarpe opsats er lidt et clou: Jeg har ikke kunnet finde den oversat til engelsk, så den er vi vistnok ene med franskmændene om.
 
Men narrativet altså: Kronologisk opstillet står vi tilbage med en bunke tekster klumpet sammen omkring 1980 med Derrida som en tidlig tekst, og med Schaeffer som slutpunktet (fraregnet Bakhtins opdukken i midtfirserne). Både Derrida og Schaeffer reagerer hver for sig på Genette. Fowler eksisterer lidt for sig selv, men han er ikke mindre ”moderne” end Derrida, Genette eller Schaeffer, og hans værk udgør ikke en slags faglig forform. Efter 1983 har vi et kæmpe hul, som så først fyldes ud, idet vi får to artikler, som begge stammer fra et dobbet temanummer om genre, New Literary History lavede i 2003. Hvad der måtte være sket i mellemtiden, henstår lidt i det uvisse. Helt karakteristisk er, at der simpelthen ikke er noget narrativ i denne rækkefølge. Der er bare en serie artikler, som enhver kan læse og få det ud af dem, som der nu byder sig.
Jeg er taknemmelig for antologien, men hvorfor dog indskrive et narrativ i den, som ikke findes i virkeligheden?

Brugsanvisninger: Hvordan man snyder en pingvin

Ovenstående illustration er hentet fra kursusmaterialet "Camouflage for Polar Bears 101". Se flere brugsanvisninger hos genrens mester Jes Fabricius Møller (her)

Hvem skrev teksten til Dichterliebe?

Hendriksholms Kirke, som jeg bor lige ved siden af, er vel ikke nogen stor arkitektonisk åbenbaring, men den har et forbløffende musikliv takket være en aktiv organist og et velvilligt menighedsråd. Således fik jeg her sidst på eftermiddagen lejlighed til at høre Schumanns sangcyklus Dichterliebe, som jeg vist derudover kun har dyrket på cd. Tak til Rasmus Kure Thomsen (baryton) og Neel Teilmann (piano) for en strålende opførsel. Jeg er ikke nogen stor musikkender, men jeg kan godt høre, når noget er godt. Og det var det.

Opførelsen og en kort efterfølgende samtale med musikerne mindede mig om et gammelt spørgsmål: Hvem skrev teksten til Dichterliebe? Det skulle man tro var nemt nok, ford der står på alle versioner af sangcyklusen, at den er med tekst af Heinrich Heine. Og det er for så vidt også sandt nok. For Heine har skrevet hvert eneste ord. Men og men og atter men: Hvem skrev teksten til Dichterliebe? Følger man nemlig teksten baglæns fra Schumann til Heines Buch der Lieder, vil man ganske vist finde alle digtene i sangcyklusen, og man finder dem tilmed samlet i ”Lyrisches Intermezzo”, men de optræder der i en helt anderledes orden end i Schumanns værk – det nærmeste, man kommer, er at de første digte er hentet tidligt i intermezzoet, mens de sene digte er hentet sent i det. De allerførste digte kommer således i Heines rækkefølge, og slutdigtet er også sidste digt i ”Lyrisches Intermezzo”. Men intermezzoet har 65 digte – alt for meget til en sangcyklus (selv Winterreise har kun 24) – og de fortæller ikke nogen fortløbende historie, men organiseres for en dels vedkommende lokalt i mindre sammenhænge. Der er kort sagt ikke nogen digtcyklus hos Heine.

Det betyder, at Schumann gør mere end at sætte en digtcyklus i musik, han skaber et værk i en ny genre, en digtcyklus, idet han sætter digtene sammen og sætter dem i musik i Dichterliebe. Der er ikke en narrativ sammenhæng imellem digtene, før Schumann griber ind. Men etableringen af et narrativ er ikke uskyldig. Som mange forskellige narratologer fra Aristoteles og frem har tydeliggjort, så består en handling af en række begivenheder og en årsagsforbindelse imellem dem. Årsagsforbindelsen mangler hos Heine, og dermed bliver det også spørgsmålet, om de enkelte sange kan siges at være begivenheder i narrativ forstand. Denne forskel betyder, at teksterne betyder noget andet, når de står i Dichterliebe, end da de stod hos Heine. De tidlige tekster peger frem mod de sene. De er begyndelsen på et handlingsforløb og som sådan ufuldendte. De sene genkalder og afrunder de tidlige. Det betyder fx, at digte, der hos Heine er ret uskyldige kærlighedsdigte, hos Schumann bliver første trin i et narrativt forløb, som ender i vrede og sorg. Ordene bringes til at pege fremad. Schumann understreger denne helhed (det var Neel Teilmann, som påpegede dette for mig) ved afslutningsvis at lade musikken gribe tilbage til sangcyklusens indledning. Også andre steder i Dichterliebe fortolker musikken teksten i overensstemmelse med det narrative forløb og tilføjer dermed teksterne en helhedskarakter, de ikke har hos Heine.

Så skønt Heine har skrevet hvert ord, er forfatteren og ikke alene komponisten til den helhed, der hedder Dichterliebe, Schumann selv. Han har i en generisk omformning af Heines tekster skabt en ny narrativ helhed, der ganske vist ikke er gnidningsfri, som tekstgrundlag for sit værk. Han har skabt den digtcyklus, som sangcyklusen er lavet over. Men slutresultatet er selvsagt en sangcyklus, og hvis man førte digtcyklusen ud igen og prøvede at læse den isoleret, ville den, skønt teksterne individuelt betragtet er langt bedre, blive betydeligt mere vaklende end digtcykluserne bagved Schuberts Die schöne Müllerin og Winterreise.

Lille genreteori

At arbejde med genrer består i at begynde med en omtrentlighed, udvide den med nogle vagheder, bringe den i spil i forhold til en uklarhed eller to, indsætte den i et tåget landskab, afveje dens forskellige dele på en defekt køkkenvægt og på den baggrund præstere en præcis analyse.