Antologinarrativet?

Der er sådan en særpræget orden i mange moderne videnskabelige antologier på mit område, som tilsiger, at man skal begynde med sådan noget prævidenskabeligt, åndfuldt noget. Derfra bevæge sig over den egentlige videnskabelighed i strukturalismen og videre derfra ind i nedbrydningen af samme videnskabelighed i poststrukturalismen for at ende i en eller anden form for postkolonialisme. Det giver sådan et godt narrativ om den vestlige maskuline linære videnskabeligheds rise and fall. Men det giver også sære problemer.

Her er fx artikelrækkefølgen i Jørgen Dines Johansen og Marie Lund Klujeffs i øvrigt udemærkede antologi Genre (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 2009):

Redaktørene: Introduktion
Alastair Fowler: Genrebegreber
Tzvetan Todorov: Genrernes oprindelse
Gérard Genette: Introduktion til arketeksten
Jean-Marie Schaeffer: Fra tekst til genre
Joseph Farrel: Klassisk genre i teori og praksis
Mikhail M. Bakhtin: Talegenrer
Jacques Derrida: Genren lov
Peter Hitchcock: Postkolonialiteet som genre

Det er sådan ca. den historie én gang mere. Vi har en ”prævidenskabelig” tekst, Fowler, tre forskellige strukturalismevarianter, Todorov, Genette og Schaeffer, en historist af en art, Farrel, og så får vi det spændende nye med Bakhtin for at komme til dekonstruktøren Derrida og endelig over i det postkoloniale. Men prøv nu at se, hvad der sker, hvis vi tager dem efter tilblivelsesår (idet vi tager trykkeåret for Bakhtin, der eller falder ud som den allerældste - by far - men den kom vist først for alvor til ære og værdighed i vesten fra 1986 og frem). Introduktionens flyttedag fra at være første til at blive sidste tekst giver sig selv og kræver ingen yderligere kommentarer):

Tzvetan Todorov: Genrernes oprindelse (1978)
Mikhail M. Bakhtin: Talegenrer (1979)
Gérard Genette: Introduktion til arketeksten (1979)
Jacques Derrida: Genren lov (1980)
Alastair Fowler: Genrebegreber (1982)
Jean-Marie Schaeffer: Fra tekst til genre (1983)
Peter Hitchcock: Postkolonialitet som genre (2003)
Joseph Farrel: Klassisk genre i teori og praksis (2003)
Redaktørene: Introduktion (2009)

Nuvel: Der er ikke noget galt i tekstudvalget. Det kan som alle andre tekstudvalg diskuteres, men det er et interessant udvalg, og oversættelsen af Schaeffers lille, knivskarpe opsats er lidt et clou: Jeg har ikke kunnet finde den oversat til engelsk, så den er vi vistnok ene med franskmændene om.
 
Men narrativet altså: Kronologisk opstillet står vi tilbage med en bunke tekster klumpet sammen omkring 1980 med Derrida som en tidlig tekst, og med Schaeffer som slutpunktet (fraregnet Bakhtins opdukken i midtfirserne). Både Derrida og Schaeffer reagerer hver for sig på Genette. Fowler eksisterer lidt for sig selv, men han er ikke mindre ”moderne” end Derrida, Genette eller Schaeffer, og hans værk udgør ikke en slags faglig forform. Efter 1983 har vi et kæmpe hul, som så først fyldes ud, idet vi får to artikler, som begge stammer fra et dobbet temanummer om genre, New Literary History lavede i 2003. Hvad der måtte være sket i mellemtiden, henstår lidt i det uvisse. Helt karakteristisk er, at der simpelthen ikke er noget narrativ i denne rækkefølge. Der er bare en serie artikler, som enhver kan læse og få det ud af dem, som der nu byder sig.
Jeg er taknemmelig for antologien, men hvorfor dog indskrive et narrativ i den, som ikke findes i virkeligheden?