Nu er Dansk litteraturs historie blevet lagt på nettet – open access. Hvordan Gyldendal tjener penge på det, er mig en gåde, men det er jo også deres egen hovedpine, og uanset hvad, er der al mulig grund til at være forlaget taknemmelig for indsatsen. Offentliggørelsen af et værk af dette omfang er ikke uden omkostninger (fx har de skulle betale royalties til forfatterne). Det betyder et kvantespring i den tilgængelige ldækning af dansk litteraturhistorie – og dansk litteratur i det hele taget – på nettet. Det er fabelagtigt, hvis man ikke er hjemme hos sine bøger. Det er fantastisk for alle de gymnasiaster, der skal forsøge at google sig noget viden til. Når de alligevel googler ethvert spørgsmål, kan man jo lige så godt sikre, at der faktisk er noget værdifuldt at finde. Og det er fantastisk for alle os medforfattere, som gerne vil have vores tekster læst og brugt.
Tak tak tak tak tak tak tak.
Mit eget bidrag til bind 2 udgør godt halvdelen af bindet og er muligvis det mest frustrerende stykke tekst, jeg nogensinde har skullet skrive. Litteraturhistorie er en af de sværeste genrer at skrive og en af de letteste at kritisere. Man slider som et bæst, men med meget lidt effekt. Læs en trebindsroman og skriv halvanden side. Læs 80 digte og skriv en enkelt. Samtidig kan man selv vælge, om man vil kaldes dødkedelig og traditionel, eller om man vil bebrejdes for sin alt for firkantede og teseførende tilgang, ”hvor helt vitale oplysninger til forståelse af litteraturen mærkværdigvis af forfatteren er blevet udeladt” (autoforfattet citat fra uskreven anmeldelse). Selv valgte jeg at være kedelig, skønt der faktisk er gemt en hel del knive rundt omkring i manus. Jeg sved og græd, og det kan overhovedet ikke ses noget sted i mit manuskript.
Men når det hele nu er kommet lidt på afstand, så er det uhyre tilfredsstillende at have været med på et så stort projekt, og det er fantastisk, hvor mange der reelt kommer til at læse i sådan en bog. Og det er helt utroligt, at den nu kommer til at ligge offentlig og søgbar. Hele ens faglige liv giver meget bedre mening, når sådan noget sker, og alle ordene, der blev sået med tår, bliver høstet med frydesang.
Og lad så gå med, at enhver snottet gymnasiast, der skal gøre sig klog på et eller andet, nu vil begynde med at fortælle, lige præcis hvor dumt det er, hvad jeg har skrevet. Det skal de såmænd have lov til. Gymnasiastsandheden har jo alle dage været højpandede unge menneskers privilegium.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar