Kirken og medierne i dag

Der findes tilsyneladende journalistiske ”fakta”, som er uafhængige af kendsgerninger.

                      Uanset hvor mange mennesker, der kommer i kirke søndag efter søndag og i ugedagene med, er kirkerne altid tomme. At man i virkelighedens verden skal vide nøjagtig, hvor man skal gå hen (og helst befinde sig på Lolland-Falster), hvis man gerne vil opleve en øde kirke, har ingen indflydelse på dette. Kirker er og forbliver tomme – når medierne taler om dem.
                      Og var det så bare blevet ved det. Præster er per definition modstandere af Darwins udviklingslære, de er seksualforskrækkede og modstandere af homoseksuelle vielser, og kirken er notorisk i tilbagegang, så lukningen af et relativt lille antal kirker i København aldrig bliver sat i perspektiv af den voldsomme stigning af antallet af kirker i Danmark igennem hele det 20. århundrede. Det er den samme historie, der fortælles hver gang: Kirken er en forstenet og forskrækket institution på vej ned.
.                     Kirken er ikke ene om at have denne type problem. Som underviser på et humanistisk fakultet, erfarer jeg det hele tiden: Uanset hvor mange humanistiske kandidater, der kommer i arbejde, og uanset hvor lav arbejdsløshedsprocenten reelt er, fremstilles humanistiske studier altid som brødløse. Det har de været, mindst siden jeg selv begyndte at studere for over 20 år siden. Det journalistiske ”fakta” forbliver uanfægtet af, at hvis humanister skulle have været uden evne til at få job på deres uddannelse, skulle ikke bare alle Nettoer, men samtlige danske supermarkedskæder og motorvejscafeer være bemandet fuldt op med vores kandidater.
                      Det er dog en ringe trøst: Et problem bliver jo ikke mindre generende af, at andre også har det.

Men når kirken er bedre end sit rygte, hvordan opstår rygtet så? Der findes flere forklaringer på miseren, men lad mig fokusere på et bestemt punkt, som i hvert fald har betydning: pressens håndtering af kirkestoffet, og kirkefolkets (manglende) håndtering af pressen.

                      Journalister er under et konstant pres for at levere nye historier, og derfor er de tilbøjelige til at være papegøjer for sig selv og for hinanden. At grave sig frem til en ny vinkel på sin historie er for arbejdskrævende, når deadline er klokken 15 i dag – og igen i morgen. Når en vinkel derfor én gang er lagt fast, er det uhyre svært for kilderne og for dem, historien handler om, at få den ændret igen. Det gælder for den enkelte historie, og det gælder for langvarige vinklinger af stoffet, hvor det igen og igen er den samme historie, der fortælles, blot med en let forskydning i, hvilket stof der bruges til at fortælle den.

Vi bør  ikke stille os tilfredse med denne karikatur af vores tro og vores kirke, og vi bør gøre noget ved det, for tingenes miserable tilstand skader alle uanset kirkelig overbevisning og besværliggør evangeliets udbredelse.

                      Vi har selv et stort ansvar for miseren, for problemet forstærkes af, at mange kirkefolk enten er helt uforberedte på, hvad det vil sige at få et budskab igennem i medierne, eller føler, at den type diskussion er nedværdigende og banaliserende, og derfor undviger den. Men man behøver ikke nødvendigvis poppede logoer og dyre kommunikationsstrategier for at spille en positiv rolle – ofte er den slags bare i vejen. Men man behøver en vis beslutsomhed og en vis evne til at orientere sig i, hvordan man bedst kommunikerer med medier. Tre simple råd: 1) Man skal Elske og Ære sine lokalmedier. De kender området, kender de relevante kirker som andet end et begreb og holder af det stof, man kommer med. Chancen for at få en rimelig dækning stiger stejlt, når det er lokale medier, man kommunikerer med. 2) KISS (Keep It Simple Sister). Medier lever af hurtige, klare historier; hvis man forsøger at give dem en for kompliceret historie, vil de selv skære den til. Det er bedre, at man selv fører kniven på forhånd. Ser det forsimplet ud? Trøst dig: Det er givetvis en rigtigere forsimpling end den, de selv ville have lavet. 3) Reager hver gang. Man kan føle sig fjollet ved at gentage sig selv, men da forvåsede fortolkninger bliver ved med at dukke op, må svarene også være der hver gang. Fortæl historierne om de fyldte kirke, om det flertal af kirkegængere og præster, der glæder sig over menneskelig mangfoldighed og om alle de mennesker, der har brug for og glæde af kirken.
                      Men vigtigst af alt: Kom ind i kampen. Man kan godt være for fin til at håndtere pressen, men så har man også selv bestilt musikken, når journalister konsekvent vinkler deres historier til skade for en.

Først trykt i Ribe domkirkes kirkeblad september-november 2012.