I anledning af, at Per Stig Møller har lagt skylden for en stribe udmeldelser af folkekirken på folketingets tilladelse til, at kirken viede homoseksuelle, følgende:
Hvis noget har fået folk til at melde sig ud af kirken i forbindelse med homovielserne, så er det det indtryk, det lykkedes for et højtråbende mindretal på den kirkelige højrefløj at skabe, af, at kirkens flertal var modstandere af homovielser. Det var smældrende forkert, men larmen fra Per Stig Møllers ligesindede samt pressedækningens sædvanligt fordomsfulde vinkling af kirkestoffet gjorde, at der skulle rigtig meget til, før nogen opdagede, at kirkefolket om noget var mere positive over for homoseksuelle vielser end flertallet i befolkningen.
Helt banalt: Folk melder sig ud, fordi de tror, kirken er imod homovielser, ikke omvendt. Spøjst nok på trods af, at det kirkelige flertal er tydeligt for vielserne. Det er banalt nok – hvad Møllers egen replik tydeligt demonstrerer – lovgiverne, der har været fodslæbende, ikke kirken: Vielsesritualet var klar, så snart loven blev vedtaget. Og et halvt vielsesritual, som det Møller foreslår, er jo bare at cementere adskillelsen og helt ubrugeligt for kirken såvel som for de homoseksuelle.
Det gælder her som i andre kirkelige spørgsmål: Den kirkelige højrefløj kan sagtens bruge tid på at råbe og larme om kirkesplittelse, men melder de sig ud, bliver de bare en perifer lille gruppe religiøse fanatikere, der ikke taler på vegne af nogen. Uden folkekirken har de ikke en platform. Så de larmer, men de bliver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar