Klassiker under jorden

Ludvig Holberg: Niels Klims underjordiske rejse. Oversat af Peter Zeeberg. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. 451 sider. 249,95 kr.

 

Der er ikke mange danske romaner fra syttenhundredetallet, som har overlevet til i dag. Og den mest berømte af dem er ikke på dansk. Holbergs Niels Klims underjordiske rejse udkom første gang på latin i 1741 (dengang hed den så Nicolai Klimii Iter subterraneum), og først længe efter, i 1789, kom den første oversættelse – lavet af ingen ringere end Jens Baggesen. Værket vandt en ret betydelig international berømmelse, og vi kan stadig se tegn på, at det er kendt i Europa i midten af 1800-tallet. Holberg var Nordens Molière, og skønt det jo ikke er så fint som at være Frankrigs, er det dog stadig ikke så lidt.
                      Romanen er fortalt af Niels Klim selv og beretter om hans oplevelser i en underjordisk verden. Efter at være styrtet igennem et hul i et bjerg i nærheden af Bergen, opdager han, at jordens indre rummer en hel verden. I dens centrum er lille planet, hvis vigtigste folk er en race af intelligente træer, der minder mere om sindige oplysningsfolk end om Tolkien-enter. På den underjordiske verdens firmament findes en række andre, mindre civiliserede folkeslag.
                      Klim lander først i træernes samfund. Potu, som landet hedder (læs ordet baglæns og tilføj et ”i”), er konservativt, fornuftsstyret og tolerant. Religionsformen er rummelig, og statsformen strengt monarkisk, kønsmæssigt ligestillet og meritokratisk: Man får embede efter evner, ikke efter køn eller slægt – altså bortset fra monarken. Dog er der dødstrusler for  projektmagere. Holbergs inkarnerede had til disse geskæftige personer fornægter sig ikke: Hvis man foreslår en ny lov, skal man være sikker nok på dens gavnlige virkning til at lægge hovedet i løkken: Thi man bliver hængt, hvis forslaget ikke bliver vedtaget.
                      Klim selv får ikke noget værdigt embede – han vurderes til sin egen forargelse som for dum og for forhastet. Og for at stige op i det potuanske samfund forfatter han et forslag om, at kvinderne skal fratages retten til offentlige embeder. Det afvises naturligvis, men Klims uhyre dumhed regnes ham til gode, og han straffes kun med forvisning til firmamentet. Her opsvinger han sig ved hjælp af europæisk krigsteknologi, rytteri og skydevåben, til kejser, men viser sig selvfølgelig uduelig til posten. Han udvikler sig til tyran og fordrives ved et oprør, hvorefter han igen falder igennem jorden, denne gang den modsatte vej. Tilbage i Bergen får han et ydmygt embede som klokker og lever i stilhed til sine dages ende – uden egentlig at have lært noget videre af sine oplevelser.
                      Undervejs sender bogen Niels Klim ud på rejse såvel på potuanernes planet som på firmamentet, og det giver – i traditionen fra Gullivers rejse – Holberg lejlighed til at fremstille en række nationer med lattervækkende træk, der kan bruges til at udfolde en satirisk kritik af forskellige træk i hans samtids kultur- og samfundsliv.
                      Niels Klim selv er ikke en sammenhængende figur i moderne forstand. Overordnet set er han en klassisk holbergsk nar, der ikke lærer noget af de mangfoldige lejligheder, han har til at forbedre sig, og udvikler sig til undertrykker snarere end til vismand af sit møde med de fremmede kulturer. Men Holberg er for meget af en oplysningsmand til at kunne klare sig uden at have adgang til at give sin mening klart til kende, så Klim kommer igen og igen til at optræde ikke som nar, men som fornuftens stemme, der med rette både dadler og roser de hhv dårlige og gode ting, han møder i underverdenen.
                      I dag har Niels Klim underjordiske rejse genvundet en del af sin internationale berømmelse, men på en skæv måde, som jeg tror, ville have passet Holberg selv godt: Bogen er blevet kendt som en art tidlig Science Fiction, skønt det er svært at finde en genremærkat, der passer bare nogenlunde (internationalt bruges nogle gange ”speculative fiction” som betegnelse, og det er måske mere præcist). Men den er formentlig det første eksempel, vi har på en roman, der arbejder ud fra teorien om, at jorden er hul og rummer en hel verden på sin inderside. Det skulle sidenhen blive et tema, der blev taget op igen og igen af andre spekulativt orienterede forfattere – med eller uden kendskab til Holbergs fremstilling.

Man kan altid genkende en klassiker på, at det er pinligt at indrømme, at man ikke bryder sig meget om den. Det er lidt som at se ned på folk nedefra: Det er sådan en vanskelig øvelse, og man kommer let til selv at tage sig klejn ud i processen. Sådan har jeg det med Niels Klims underjordiske rejse. Jeg kvier mig ved at afsløre det, men selv gengivet i Peter Zeebergs letfremskridende prosa falder bogen mig svær at komme igennem. Dens moraler er mig rigeligt tungbenede, og dens fantasier lidt trætte. Holbergs støtte til kvinderettigheder fx er rigtignok imponerende, historisk betragtet, men meget sprængfarlige er de jo ikke i dag. Hans forestillinger om en anden verden er måske for bundne til deres tid og kan virke lidt blege sammenlignet med de imposante verdensbyggerier i nutidens spekulative fiktion. Men sandsynligvis siger disse gnavne bemærkninger mere om anmelderen end om Holberg.

                      Uanset nærværende anmelders forbehold skal oversættelsen virkelig have ros. Oversætteren, Peter Zeeberg, har tidligere bl.a. lavet en strålende oversættelse af Saxos Danmarkshistorie: den første egentligt læselige oversættelse siden Grundtvigs fordanskning. Oversættelsen her er ikke et retorisk pragtstykke som Saxooversættelsen, men det skyldes nok mere Holberg end hans oversætter. Der er formentlig færre sproglige raffinementer at fange og formidle i originalen, end der var hos Saxo. I Zeebergs pen glider historien let fremad, og man kan få det indtryk, som gode oversættelser gerne giver, at sådan her ville Holberg nok have skrevet det, hvis han havde levet i dag og valgt at skrive sin bog på dansk. Det er jo svært at klage over.


Trykt i Kristeligt Dagblad den 21. december 2012.