Viser opslag med etiketten lykke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lykke. Vis alle opslag

onsdag den 12. december 2012

Frydesang efter tårer. Litteraturhistorie i open access

Dansk litteraturs historie - Bind 2.

Nu er Dansk litteraturs historie blevet lagt på nettet – open access. Hvordan Gyldendal tjener penge på det, er mig en gåde, men det er jo også deres egen hovedpine, og uanset hvad, er der al mulig grund til at være forlaget taknemmelig for indsatsen. Offentliggørelsen af et værk af dette omfang er ikke uden omkostninger (fx har de skulle betale royalties til forfatterne). Det betyder et kvantespring i den tilgængelige ldækning af dansk litteraturhistorie – og dansk litteratur i det hele taget – på nettet. Det er fabelagtigt, hvis man ikke er hjemme hos sine bøger. Det er fantastisk for alle de gymnasiaster, der skal forsøge at google sig noget viden til. Når de alligevel googler ethvert spørgsmål, kan man jo lige så godt sikre, at der faktisk er noget værdifuldt at finde. Og det er fantastisk for alle os medforfattere, som gerne vil have vores tekster læst og brugt.

Tak tak tak tak tak tak tak.

Mit eget bidrag til bind 2 udgør godt halvdelen af bindet og er muligvis det mest frustrerende stykke tekst, jeg nogensinde har skullet skrive. Litteraturhistorie er en af de sværeste genrer at skrive og en af de letteste at kritisere. Man slider som et bæst, men med meget lidt effekt. Læs en trebindsroman og skriv halvanden side. Læs 80 digte og skriv en enkelt. Samtidig kan man selv vælge, om man vil kaldes dødkedelig og traditionel, eller om man vil bebrejdes for sin alt for firkantede og teseførende tilgang, ”hvor helt vitale oplysninger til forståelse af litteraturen mærkværdigvis af forfatteren er blevet udeladt” (autoforfattet citat fra uskreven anmeldelse). Selv valgte jeg at være kedelig, skønt der faktisk er gemt en hel del knive rundt omkring i manus. Jeg sved og græd, og det kan overhovedet ikke ses noget sted i mit manuskript.

Men når det hele nu er kommet lidt på afstand, så er det uhyre tilfredsstillende at have været med på et så stort projekt, og det er fantastisk, hvor mange der reelt kommer til at læse i sådan en bog. Og det er helt utroligt, at den nu kommer til at ligge offentlig og søgbar. Hele ens faglige liv giver meget bedre mening, når sådan noget sker, og alle ordene, der blev sået med tår, bliver høstet med frydesang.

Og lad så gå med, at enhver snottet gymnasiast, der skal gøre sig klog på et eller andet, nu vil begynde med at fortælle, lige præcis hvor dumt det er, hvad jeg har skrevet. Det skal de såmænd have lov til. Gymnasiastsandheden har jo alle dage været højpandede unge menneskers privilegium.

søndag den 3. oktober 2010

Livets Hjerte-Brød

Til fejring af den vidunderlige forening af Hannah Svinth-Værge og Jonathan Carlsen havde jeg begået et par sange. En af dem var baseret på, at bruden var ivrig amatørbager og præst i Kildevældskirken. Den postes her som en ekstra hyldest til brudeparret og for at drille enkelte moderne psalmedigtere.

Til bagepsalmen var knyttet følgende bibliografiske note:

En fortsættelse af den foregående undersøgelse, der nu retter sig imod hverdagen, imod tilblivelsen af det daglige brød til Vorherres eget Mund-Vand. Som det gør sig gældende for andre af nutidens psalmer er denne gennemført uden videre interesse for sammenhæng i billeddannelse, sprogføring og tankegang. Nødrim og ordvendt omstilling kan forekomme.

§3: Livets Hjerte-Brød
En Moderne bagePsalme over 1. Kor 5, 6-8.
Mel. Livet er en morgenbolle

Gud, du sjælens nye surdej,
rens min gamle surdej ud,
thi min egen surdej dur ej
som et revnet brudeskrud,
dejen rørt af Herrens finger,
giver brødet form og krop,
der hvor englevinger klinger,
og talentet hører op.

Du er mel fra Skærtoft Mølle,
du er livets spelt og salt,
og din kraft er ikke sølle,
du og dej betyder alt.
Du er sindets store møller
maler livets mel til mig,
mens de andre drikker øller,
får jeg hævekraft af dig.

Uden dig forbliver brødet
tørt og trægt og uden kraft,
uden dig er dejen grødet,
og min krumme mangler saft.
Uden disse livs-ftalater
fra Vorherres egen ovn,
bliver brødet til oblater
selv i Kildevældets sogn.

Når jeg bider til din bolle,
og du koldhæver min tro,
kan jeg fromt og lydigt folde
mine bagerhænder to.
Skab af mig udsyret bagværk,
gør min brødes kerne blød,
giv mig et patetisk dagværk
og en hvilen i dit skød.

Du er livets huskekage,
du er kernen i mit korn,
du er Åndens mannaflage,
du er pølsen i mit horn.
Når jeg stikker bageplader,
så min skorpe brænder på,
vær min ovnrens, milde fader,
så jeg kan frimodig gå.

Da er Herrens ord i kroppen
som en surdej i mit sind,
og med en Gustavask hoppen
og en Holger Lissnersk vind
vil jeg ælte frit og håbe,
du gi´r dig til mig som dej,
rund og fyldig som en dråbe,
jeg kan bage som leg.

Overalt, hvor man kan bage,
tænder du min hjerteglød,
her kan jegets flamme smage
på din glædes sukkerbrød.
Herren er min gode hyrde
bager snobrød på mit bål,
Poesien er min byrde,
jeg har mel til overmål.

(ophavsmanden til ovenstående bagværk/makværk blev siden arresteret og sat i åndelig forvaring for forbrødelser imod såvel helligånden som det danske sprog)