Hvad ved Jes Stein Pedersen om Christian Winther?

Man må jo som Christian Winther-forsker græmmes ved læsning af litteraturredaktør Jes Stein Pedersens klumme ”Hvad ved Christian Winther om vandlåse?”.

Lad gå, at han ikke har styr på, hvor mange humanister, der ansættes i det private. Han skriver, at ”8 ud af 10” ansættes i det offentlige (det rigtige tal er, at ca 40% af vores kandidater går til det private erhvervsliv – og tallet er stigende!).

Lad gå, at det i sig selv er både arrogant og forkert at antage, at der skulle være noget i vejen med at uddanne velkvalificeret arbejdskraft til det offentlige.

Lad gå, at han tydeligvis ikke aner, hvordan arbejdsløshedstallene ser ud, når han tror, at humanisterne udgør et særligt problem. På trods af konstant stigende optag (som vi ikke har bedt om!), er vores arbejdsløshed faldende og har været det længe. Af samme grund er vores beskæftigelsestal ikke bekymrende. DJØF'erne og ingeniørerne har noget nær nøjagtig samme beskæftigelsesmønster, som vi har, og deres arbejdsløshedtal ligger jævnligt højere end vores, men de får aldrig deres ubrugelighed udskreget.

 

Lad gå, at hans billede af, hvordan vi uddanner folk på humaniora, at der er tale om uddannelser, ”hvis indhold er varm luft”, er grotesk sammenlignet med, hvordan vi faktisk uddanner. Føler du dig ikke udfordret? Her: snup lidt tysk grammatik, studer Israel-Palæstinakonflikten eller forsøg at forstå de historisk-politiske forhold i Rusland. Jeg lover dig, at der løber blod ud af ørerne på dig, længe inden du er færdig.

Lad tilmed gå, at der intet forhold er imellem det reelle problem, han påpeger, og den løsning, han foreslår. At mange unge ”ville trives meget bedre i det tekniske gymnasium htx eller på en erhvervsuddannelse” i stedet for på det ”almindelige” gymnasium, står i et non-forhold til, hvor mange humanister der uddannes. De humanistiske fakulteter uddanner maksimalt 5-6% af en ungdomsårgang, og det er meget få af vores studerende, der reelt "hører til" på en håndværksmæsssig uddannelse og derfor burde have valgt anderledes på det gymnasiale niveau. Det store flertal trives, vokser og får job på baggrund af deres uddannelsesvalg. Problemet med manglende søgning til erhvervsuddannelserne må løses for sig ved at give de uddannelser status og gøre dem bedre endnu (jeg tror egentlig, de er ret gode allerede nu).

Alt det må man tilgive et i øvrigt sympatisk og begavet menneske.

Men at han bagtaler Christian Winther!!! Det tilgiver jeg ham f..... ikke.

 

At han af alle forfattere i den danske litteratur skal udhænges for ”selvfedmen i Chr. Winthers elitære kvad” på baggrund af en studentersang, det er altså for dumt. Vi taler om Christian Winther. Indbegrebet af en folkelig digter på sin tid. Det er Winther, hvis debutsamling, Digte (1828) ud over studentersangen også rummer træsnittene, hvis eksplicitte pointe er, at kærlighedsdramaerne, som romantikkens digtere har forskudt til overklassen, lige så vel kan udspille sig blandt landmænd – og håndværkere:

Nei, han (Eros) som vækker stor Allarm

Bag Oberstens Vattering,
Han taaler ingen rolig Barm
Bag en gemeen (almindelig) Mondering.
Han rammer hjertet nok saa vist,
Hvor Pels og Vadmel værne,
Som Brystet under fiin Battist
Hvor Skjoldet er en Stjerne; -
Og ligegodt den fulde Barm
Fordulgt i uldne Trøier,
som den, der svulmer hvid og varm
Bag Tyll og Silketrøier.

Det er ikke realisme i moderne forstand, og slet ikke socialrealisme. men det er minsjæl ikke hovent og elitært taget i sin samtids kontekst. Hvad der foregår uden for de "ophøjede" cirker er brændende, relevant og værd at skrive om.

Dette træk er ikke enkeltstående hos Christian Winther. Det er konstituerende. Winthers persongalleri er et mylder af forskellige mennesker fra forskellige klasser og med forskellige interesser, og han tager sine ”lavere” figurer fuldt så alvorligt som sine ”højere”. Det er i den sammenhæng ikke spor tilfældigt, at det er hans sene hovedværk Hjortens Flugt, som igennem mange år var landets standardkonfirmationsgave. For rigtignok er bogen ikke så opbyggelig, som giverne oftest har troet, men den bevæger sig  rundt i folkelige miljøer, som den behandler med fuld alvor. Også ikke-akademiske læsere har kunnet genkende sig i den og følt sig taget alvorligt.

 

Ja, hvis nu Pedersen bare havde kigget sin studentersang ordentligt efter, så ville han have fundet en strofe, der lyder sådan her:

 

Bonde og Sømand og Kriger med Sværdet,

Roret og Plougen, de staae uforfærdet,

Bygge paa Dannemarks Gjærde og Vold;

Høiskolens Sønner staae ikke tilbage,

Dristig vi Bogen og Pennen vil tage,

Det er de Mærker, vi føre i Skjold.

 

Her er idealet ligeværd mellem stænderne. Sangen hævder, at studenterne er lige så gode som (ikke bedre end!) de andre stænder. Det er kun overraskende, hvis man på forhånd har besluttet, hvad man vil se, og ikke kender Christian Winther. Sangen gælder i øvrigt alle fag. Og i det omfang, den synges, er det ikke kun humanister, som synger den; den bruges som studentersang omfattende alle vores fag - inklusive farmaceuter og dyrlæger.

 

Så hvis nu Jes Stein Pedersen var begyndt med at læse Christian Winthers tekst ordentligt, så ville han have fået et langt bedre udgangspunkt for sin drøftelse.

 

Anerkendelse er ikke et nulsumsspil. Jeg sætter stor pris på de håndværkere, der ordner mit hjem, de bygningsarbejdere, der bygger vores fantastiske nye campus, de rengøringsfolk, som holder det pænt, de pædagoger, som passer mine og andres børn. Og jeg sætter stor pris på alle mulige andre praktikere, som jeg ikke har så meget kontakt med: de socialrådgivere, som får hjulpet mennesker med vanskeligheder ind på arbejdsmarkedet, renovationsarbejdere og flyttefolk, de portører, der fragter folk omkring på hospitalerne, ... de ... de ... you name it. Og jeg er overbevist om, at vi skal have fundet en fornuftig balance, så tekniske skoler og erhvervsskoler kan blive en attraktiv uddannelsesvej for flere.

 

Men skal jeg ligefrem kravle langs panelerne og sige undskyld for, at jeg kan se, at mit fakultet uddanner dygtige kandidater (der får job!) og udfører vigtig forskning (don´t even get me started ...!!!), for at få lov at sætte pris på andre fags indsats? (se fx her vedr. vores ph.d.-er)

 

Det er faktisk lige præcis den gensidige anerkendelse, som må være udgangspunktet, når vi får de såkaldte mønsterbrydere ind på universiteterne. Dem, der ikke kommer fra en akademisk baggrund. Hvis vi fortæller dem, at alt, hvad de kommer fra, er værdiløst, så sætter vi dem i en umulig situation, men det gør vi så heller ikke. Men vi belærer dem altså heller ikke om, hvor ubrugelige de er.

 

Men det er der andre, der gør: Når man taler med dem fortæller de næsten med én mund, at de mange gange i selskaber siddet ved siden af en eller anden galsindet onkel Otto, der i anledning af deres studievalg har følt sig kaldet til at belære dem om deres uddannelses ubrugelighed uden at vide det ringeste om det faktiske studie - eller dets beskæftigelsesprofil. Det gør ikke vores studerende mindre ivrige eller besluttede i deres studievalg, men det gør dem kede af det og sætter skel imellem dem og deres familie og bekendte. Det er skel, der, hvis man ikke håndterer dem fornuftigt, siden kan udvikles til traumer og til hovenhed - på begge sider.

 

Men altså: Hvis nu litteraturredaktøren begynder med faktisk at læse Christian Winther, så kunne det jo være, at vi med udgangspunkt i ligeværdet mellem mennesker i forskellige fag kunne få en diskussion om, hvordan vi får en fornuftig balance i ungdomsuddannelsessystemet.

Frydesang efter tårer. Litteraturhistorie i open access

Nu er Dansk litteraturs historie blevet lagt på nettet – open access. Hvordan Gyldendal tjener penge på det, er mig en gåde, men det er jo også deres egen hovedpine, og uanset hvad, er der al mulig grund til at være forlaget taknemmelig for indsatsen. Offentliggørelsen af et værk af dette omfang er ikke uden omkostninger (fx har de skulle betale royalties til forfatterne). Det betyder et kvantespring i den tilgængelige ldækning af dansk litteraturhistorie – og dansk litteratur i det hele taget – på nettet. Det er fabelagtigt, hvis man ikke er hjemme hos sine bøger. Det er fantastisk for alle de gymnasiaster, der skal forsøge at google sig noget viden til. Når de alligevel googler ethvert spørgsmål, kan man jo lige så godt sikre, at der faktisk er noget værdifuldt at finde. Og det er fantastisk for alle os medforfattere, som gerne vil have vores tekster læst og brugt.

Tak tak tak tak tak tak tak.

Mit eget bidrag til bind 2 udgør godt halvdelen af bindet og er muligvis det mest frustrerende stykke tekst, jeg nogensinde har skullet skrive. Litteraturhistorie er en af de sværeste genrer at skrive og en af de letteste at kritisere. Man slider som et bæst, men med meget lidt effekt. Læs en trebindsroman og skriv halvanden side. Læs 80 digte og skriv en enkelt. Samtidig kan man selv vælge, om man vil kaldes dødkedelig og traditionel, eller om man vil bebrejdes for sin alt for firkantede og teseførende tilgang, ”hvor helt vitale oplysninger til forståelse af litteraturen mærkværdigvis af forfatteren er blevet udeladt” (autoforfattet citat fra uskreven anmeldelse). Selv valgte jeg at være kedelig, skønt der faktisk er gemt en hel del knive rundt omkring i manus. Jeg sved og græd, og det kan overhovedet ikke ses noget sted i mit manuskript.

Men når det hele nu er kommet lidt på afstand, så er det uhyre tilfredsstillende at have været med på et så stort projekt, og det er fantastisk, hvor mange der reelt kommer til at læse i sådan en bog. Og det er helt utroligt, at den nu kommer til at ligge offentlig og søgbar. Hele ens faglige liv giver meget bedre mening, når sådan noget sker, og alle ordene, der blev sået med tår, bliver høstet med frydesang.

Og lad så gå med, at enhver snottet gymnasiast, der skal gøre sig klog på et eller andet, nu vil begynde med at fortælle, lige præcis hvor dumt det er, hvad jeg har skrevet. Det skal de såmænd have lov til. Gymnasiastsandheden har jo alle dage været højpandede unge menneskers privilegium.

Svigt eller gratis arbejde

Så opstod situationen for Gud ved hvilken gang. En studerende passer mig op på instituttets kaffebar og spørger, om jeg har tid til at komme med en efterkritik på hendes eksamensopgave. Der er intet urimeligt eller påtrængende ved den forespørgsel, alligevel bliver jeg dybt ubehageligt berørt. Hvorfor? Fordi der er to indlysende hensyn i min tilværelse som universitetsansat, der støder sammen. På den ene side det, at det hører med til en rimelig behandling af studerende at de kan få feedback på deres opgaver. På den anden side det, at institutionen ikke kunne drømme om at lønne mig for den aktivitet. Uanset hvor mange timer jeg måtte bruge på at give feedback på opgaver eller løse lignende opgaver, vil mit institut tælle det for 0 timer og fortsat kræve det fulde timetal til undervisning og adminstration af mig.

Så står man der.

Skal man være det dumme svin over for en helt uskyldig studerende og meddele, at man da aldrig kunne drømme om at give feedback, eller skal man arbejde gratis?

En væsentlig og helt central funktion i universiteternes virke, det at give studerende feedback på deres opgaver, så de ikke blot skriver ind i et tomrum, er blevet henlagt til det private initiativ. Hvis ikke læreren vil svigte sin funktion i forhold til den studerende, må han eller hun vælge at bruge sin fritid på sit arbejde.

Tilsvarende situationer opstår, hvis man lader sig passe op, fordi en studerende gerne vil have et fagligt spørgsmål besvaret, vil have ens holdning til et bestemt opgaveprojekt, sidder lidt fast i en specialeproces eller er ved at dø af nervøsitet over en eksamen. Hvis man bevæger sig på de samme gangarealer som sine studerende, kan man komme til at bruge rigtig mange timer på at yde gratis hjælp til studerende, der ikke kan få denne hjælp andre steder.


Måske skulle man oprette en feedback-tjeneste, hvor man mod betaling fra studerende gennemlæste deres opgaver og mente noget om dem. 500 kr for en tisiders opgave eller sådan noget. Så ville man ganske vist være på vej imod privatuniversiteter, men de offentlige universiteter løser deres opgave så dårligt efterhånden, at det næsten kan være lige meget.

Teacher Blues!

Jeg kommer for tiden igen og igen til at tænke på en gammel ”fagforeningsblues” (find den her), fra tiden efter Wall Street krakket i 1929, hvis funktion det vist har været at få amerikanske lærere til at organisere sig. En af stroferne lyder:

Unions are for workers but a teacher has prestige,
Unions are for workers but a teacher has prestige,
He can feed his kids on that old noblesse oblige.

Lærerne lærte det. Skønt de stadig bliver skubbet meget omkring, har de stærk og tydelig repræsentation. Vi universitetslærere er sgu det underligste folkefærd i verden. Vi organiserer os rigtignok i magisterforeningen and all that, men vi gør ganske lidt for at få foreningen til at kæmpe for vores sag, så foreningen står næsten alene med sagen. AC trækker stort set i den modsatte retning af vores interesser, men vi mukker bare lidt.

Mærkelig nok føler mange af os isolerede. How come? Vi er sgu et sært folkefærd.

Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg har 1000 timers overarbejde, opbygget på 50% af min stilling over 5 år. Det er sket på trods af, at meget store dele af mit reelle arbejde simpelthen ikke tælles. Vi har ikke noget overhead i vores stilling til ”udefinerede ekstraopgaver”, men vi har masser af ”udefinerede ekstraopgaver”. Alligevel føler jeg mig forpligtet (thi åndsadel forpligter så meget som blodsadel) til at trække videre, og når mit institut er i vanskeligheder (og dét er det), så er det selvsagt mit personlige problem og ansvar at arbejde videre på overtid og glemme de for mange timer, jeg allerede har lagt. Åndsadel forpligter, og vi kan da ikke have …

Men selv nu hvis (eller når, for jeg er blevet en hård mand på mine gamle dage) jeg tager mig sammen til at kræve mine timer udbetalt. Hvad forestiller jeg mig så, at jeg skal bruge min nyvundne og højst bittert betalte frihed til? At drikke øl i Nyhavn?

Næh, jeg vil såmænd bruge den til at gå på arbejde. Jeg vil udføre noget af al den forskning, jeg må efterlade bag mig i hverdagen. Der skal virkelig tryk på, for 1000 timer går hurtigt, når man forsker. Og så vil jeg formidle, skrive populære artikler, deltage i debatarrangementer, holde foredrag. Og jeg vil undervise de studerende, der er begaevde og energiske nok til opsøge mig og vinde min interesse.

Teacher teacher why are you so poor?
Teacher teacher why are you so poor?
When it comes to unions you´re an amateur!

Jeg er virkelig en fagforeningsamatør. Jeg overarbejder af mig selv. Det er kristi himmelfartsdag, mens jeg skriver dette, og jeg har fri. Jeg er træt som en junkie, træt som Methusalem. Alligevel sidder jeg foran computeren og håber på at føre en artikel bare lige ét skridt videre …

Nu kommer så den store gåde: Med sådanne medarbejdere ...Sindsyge amatører, der ikke kræver, at deres arbejdsindsats afspejles i deres timehonorering, der trods den lave timehonorering når frem til at overarbejder af sig selv, som ikke kræver deres overarbejde udbetalt, og som – hvis de endelig gør det – bare arbejder videre i deres fritid på en ny måde … med sådanne medarbejdere, hvordan kan man overhovedet få en institution til at fungere dårligt? Svaret blæser i vinden.

Forskningsfriheden ER død

Lad os konstatere, at det nu officielt er slået fast, at forskningsfriheden er død på de danske universiteter. I forbindelse med fyringen af Jørgen Huggler, Henrik Vase Frandsen og Asger Sørensen fra DPU, kritiserer Ingrid Stage det indgreb, det er i forskningsfriheden, at et område kan sønderbombes med et pennestrøg og kalder det et alvorligt indgreb i forskningsfriheden. Hertil svarer Jørgen Jørgensen, direktør for Aarhus Universitet:

Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere. (her)

Den hellige almindelige ledelsesret går til hver en tid forud for forskningsfriheden. Dermed er den død, for lederen kan altid vælge at fjerne ressourcerne fra den forsker, som ikke retter ind. Forskeren er nu 100% afhængig af sin leders velvilje.

Spørgsmålet står tilbage: Hvad er mest nødvendigt for samfundet: Stærke ledere på universiteterne med hånd- og halsret over deres forskeres arbejde eller adgangen til uafhængig, kvalificeret viden fremsat uden hensyntagen til andet end sagforholdet?

Hvornår slipper vi dog af med den ledelsesfetichisme. Når ”stærk” og ”handlekraftig” ledelse volder langt mere skade end gavn på samfundets vitale og legitime vidensinteresser, burde selv Socialdemokraterne fatte, at universitetssystemet må reformeres grundlæggende, så ledelsensformen kommer i overensstemmelse med samfundets – ikke ledernes – interesser.

Charlotte Sahl-Madsen. Et sekunds håb.

Ingen ved, hvad der sker, men jeg vil godt have følgende registreret:

Jeg har netop været i studiet med den nye forskningsminister, og jeg kunne helt banalt godt lide hende. Jeg synes, hun virkede dialogsøgende, lyttende og åben for nye ideer. Jeg har kort sagt håb om, at noget kan blive bedre. Jeg tror, at hun har fanget, at jeg ikke her taler som venstrefløjsmand, men som bekymret og frustreret forsker. Jeg tror hun er klar til at tænke området igennem, og jeg tror hon forstår, at jeg ikke bare er en højtråbende problemskaber, men faktisk taler på vegne af mange, mange mennesker i universitetsverdenen.

Det kan være, jeg bliver frygtelig skuffet, men for første gang i lang, lang tid har jeg et håb om, at noget vil gå fremad. Man er SÅ vant til at forvente det værste, men bare dette ene, lillebitte øjeblik: Måske kan det endnu gå godt.

Formidl (i) din forskning(stid)

Jeg har netop afrapporteret min arbejdsbyrde for efteråret 2009, og det har givet mig svar på et spørgsmål, jeg for længe siden begyndte at spekulere over, nemlig: Hvornår formidler forskeren? Kernen i spørgsmålet er, at der for nylig (hvornår? Jeg ved det ikke) er blevet føjet en ekstra forpligtelse til universiteteternes opgaveportefølje: Hvor vi tidligere skulle forske og undervise, skal vi nu forske, undervise og formidle. Mit spørgsmål i det oprindelige blogindlæg var, hvor den tid egentlig skulle komme fra, al den stund vi som forskere i forvejen var fuldtidsansatte.

Jeg har nu fået svaret. Jeg angav et begrænset tal (50 timer) på min selvangivelse som "formidling". Den søde og dygtige sekretær, der håndterer vores selvangivelser, svarede tilbage "De ting du har angivet under formidling, er kun noget, der godskrives, hvis vi (læs: Instituttet) får penge for det. Ellers er det noget, der tages fra de 45 % af den lønnede arbejdstid, der er sat af til forskning." Det er jo ikke hendes skyld - don´t shoot the messenger - men budskabet er ret chokerende.

Så: forskeren formidler i sin forskningstid, og formidlingsindsatsen tages time for time fra forskningen. Det er da en oplysning værd: Universiteternes formidlingsindsats finansieres direkte fra de ansattes forskningstid, og den ansatte, der bruger tid på formidling, spænder dermed ben for sin egen forskning. Da ens forskningstimer er umålte, kan man formidle herfra og til evigheden og stadig ikke opleve nogen arbejdsreduktion på andre fronter. For sjovt nok er der ingen, der forventer, at universitetets ansatte forsker mindre af den grund.

Konklusionen er, som man kunne frygte: Formidling er ubetalt merarbejde, som forventes af den ansatte, men som blot lægges oven i den øvrige arbejdsbyrde uden kompensation. Så blev vi da dét klogere.

Docx i Open Office

Det er vel en verdenshistorisk detalje, men jeg opdagede idag, at Open Office nu faktisk kan åbne docx-filer. Det gjorde mig usandstyrligt glad.

Måske er det min venstrefløjsbaggrund, men jeg har altid følt mig klaustrofobisk ved på centrale punkter i mit liv (og ja: Min computer er et ualmindelig centralt punkt i mit liv) at være overladt til ét og kun ét firma uden egentlige alternativer. Jeg har forsøgt mig i Linux for et par år siden, og det gik hæderligt, men alligevel ikke rigtig godt. Det var ikke brugervenligt nok endnu. Måske er det blevet bedre. Jeg prøver sikkert igen næste år. Men jeg er ikke nogen computer whiz, og jeg bliver det heller aldrig.

Men det bragte mig i kontakt med Open Office, og det var til gengæld kærlighed ved første blik. Jeg kunne gå lige til det, jeg vidste altid, hvad der foregik, det var nemt at bruge, jeg kunne give det til hvem som helst, og jeg kunne lave overblik over mine store, indviklede manuskripter med ganske lidt arbejde. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde var sluppet igennem mit bidrag til Dansk litteraturs historie, hvis ikke det havde været for Open Office og f5.

Der var også et vist ikke uvæsentligt element af håneret involveret. Open Office åbnede doc dokumenter uden problemer, mens word gik i sort, hvis det skulle åbne Open Office. En trist måde at beskytte en dominerende markedsandel at gøre sit eget program bovlamt, men det virker.

Set fra et Open Office synspunkt, var docx blot endnu et forsøg på at spærre adgangen til markedet, og det var SÅ irriterende i mit daglige arbejde, fordi man jo kun har et skriveprogram i fingrene af gangen, så når jeg hele tiden måtte over og rode i word følte jeg mig som en bovlam tastaturkrikke. Det var krigsdans hele vejen rundt, da jeg her til morgen opdagede, at Open Office nu åbnede docx uden problemer. Principielt, fordi jeg hader monopolstillinger, der altid misbruges, og personligt, fordi jeg kunne komme helt tilbage til mit yndlingsprogram igen.