Kirsten Refsing og omstruktureringen på DetHumanistiske Fakultet

Nu hagler kritikken igen ned over min dekan Kirsten Refsing, som vist har den tvivlsomme ære, at være den mest udskældte leder i dansk universitetsliv. Som en af dem, der har haft riven langt ude efter hende ved tidligere lejligheder, må det være mig tilladt at sige, at jeg ikke finder denne status rimelig. Jeg kender efterhånden mange historier om mange ledere i den danske universitetsverden, men ingen af dem, jeg kender om Refsing, handler om en leder, der optræder truende og totalitært. Det er selvfølgelig en begrænset ros, at man som leder ikke har undertrykt sine kritikere. Men taget i betragtning, hvilket pres Refsing har været under, hvilke magtmuligheder der står til hendes rådighed, og handlingsmønstrene hos en række andre universitetsledere, viser det alligevel et overbevist demokratisk sindelag hos Refsing og en bred ryg, som man godt kunne ønske at finde hos andre ledere i universitetsverdenen.

Derfor er det også urimeligt, når det bliver sagt, at Refsings planer for en omstrukturering af Det Humanistiske Fakultet er blevet ”lækket”. Papiret var så vidt udbredt, og det var omgivet af så lidt hemmelighedskræmmeri, at ingen kan have forventet, at papiret ikke nåede frem til pressen. Man får den frygtelig mistanke, at Refsing faktisk ikke har forsøgt at holde sine planer hemmeligt – skræmmende for os konspirationsteoretikere.

Betragter man dokumentet og planerne selv, er man nøgternt betragtet også nødt til at indrømme, at der set fra en bestemt synsvinkel er ualmindelig god mening i, hvad Refsing forsøger at gøre. Denne vinkel er en intern betragtning af fakultetet som arbejdsplads og virksomhed. Vi har på set bloddryppende fyringer på andre af KUs fakulteter, og der er noget, som tyder på, at dårlig planlægning har været en væsentlig årsag til fyringerne flere steder. Denne situation forsøger Refsing – for en intern betragtning fornuftigt nok – at undgå ved at udvide der, hvor fakultetet tjener penge og skære ned, hvor det ikke gør. Man kan mene (det har jeg ikke forstand på), at hun økonomisk set skærer de forkerte steder, men logikken i handlingsmønsteret er ubestrideligt. Enhver virksomhedsleder vil genkende mønsteret. Som ansvarlig leder er Refsing nødt til at forsøge at sikre institutionens økonomi. Der er ikke så meget at diskutere der.

Fokus bør derfor rettes imod to andre ting, hvoraf Refsing kun kan siges at være ansvarlig for den ene. For det første er det dybt problematisk, at økonomiske strukturer på universitetsområdet gør det rationelt, måske endda nødvendigt for Det Humanistiske Fakultet at reducere småfag, som er bærere af viden, som er vigtig for samfundet. Nej, finsk er ikke noget stort fag, men Finland er et vigtigt land set fra dansk perspektiv, og set i et samfundsmæssigt perspektiv er der ingen tvivl om, at det er rationelt at opretholde en universitetsuddannelse i finsk, også selvom den ikke er økonomisk sekvbærende. Udgiften er forsvindende lille set i forhold til samfundets samlede budget. Noget helt tilsvarende kan siges om de andre småfag. Den samlede viden, de repræsenterer er af langt større betydning, end den smule underskud de generer. Det er komplet irrationelt ikke at opretholde dem.

Når Refsing derfor sidder på Det Humanistiske Fakultet som samfundets repræsentant, påhviler det hende ikke alene at administrere institutionen efter bedste evne, men også at holde offentligheden informeret om relevante problemstillinger. Derfor mangler vi en tydelig tilkendegivelse fra Refsing om, at reformen nødvendiggøres af den interne økonomiske situation, men at den i et bredere samfundsmæssigt perspektiv har katastrofale konsekvenser, og at hun derfor handler med ført hånd, når hun foretager sin omprioritering, og at ansvaret for konsekvenserne bør afleveres dér, hvor magten til at forandre fakultetets vilkår reelt ligger, i den øverste universitetsledelse og hos politikerne. Ved ikke blot at administrere et vidensmæssigt sammenbrud bedst mulgt, men lede kampen imod det, kunne Refsing ikke bare genvinde sin tabte interne legitimitet, men også tjene samfundet bedst muligt. Det er her, der skal skydes.

Teacher Blues!

Jeg kommer for tiden igen og igen til at tænke på en gammel ”fagforeningsblues” (find den her), fra tiden efter Wall Street krakket i 1929, hvis funktion det vist har været at få amerikanske lærere til at organisere sig. En af stroferne lyder:

Unions are for workers but a teacher has prestige,
Unions are for workers but a teacher has prestige,
He can feed his kids on that old noblesse oblige.

Lærerne lærte det. Skønt de stadig bliver skubbet meget omkring, har de stærk og tydelig repræsentation. Vi universitetslærere er sgu det underligste folkefærd i verden. Vi organiserer os rigtignok i magisterforeningen and all that, men vi gør ganske lidt for at få foreningen til at kæmpe for vores sag, så foreningen står næsten alene med sagen. AC trækker stort set i den modsatte retning af vores interesser, men vi mukker bare lidt.

Mærkelig nok føler mange af os isolerede. How come? Vi er sgu et sært folkefærd.

Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg har 1000 timers overarbejde, opbygget på 50% af min stilling over 5 år. Det er sket på trods af, at meget store dele af mit reelle arbejde simpelthen ikke tælles. Vi har ikke noget overhead i vores stilling til ”udefinerede ekstraopgaver”, men vi har masser af ”udefinerede ekstraopgaver”. Alligevel føler jeg mig forpligtet (thi åndsadel forpligter så meget som blodsadel) til at trække videre, og når mit institut er i vanskeligheder (og dét er det), så er det selvsagt mit personlige problem og ansvar at arbejde videre på overtid og glemme de for mange timer, jeg allerede har lagt. Åndsadel forpligter, og vi kan da ikke have …

Men selv nu hvis (eller når, for jeg er blevet en hård mand på mine gamle dage) jeg tager mig sammen til at kræve mine timer udbetalt. Hvad forestiller jeg mig så, at jeg skal bruge min nyvundne og højst bittert betalte frihed til? At drikke øl i Nyhavn?

Næh, jeg vil såmænd bruge den til at gå på arbejde. Jeg vil udføre noget af al den forskning, jeg må efterlade bag mig i hverdagen. Der skal virkelig tryk på, for 1000 timer går hurtigt, når man forsker. Og så vil jeg formidle, skrive populære artikler, deltage i debatarrangementer, holde foredrag. Og jeg vil undervise de studerende, der er begaevde og energiske nok til opsøge mig og vinde min interesse.

Teacher teacher why are you so poor?
Teacher teacher why are you so poor?
When it comes to unions you´re an amateur!

Jeg er virkelig en fagforeningsamatør. Jeg overarbejder af mig selv. Det er kristi himmelfartsdag, mens jeg skriver dette, og jeg har fri. Jeg er træt som en junkie, træt som Methusalem. Alligevel sidder jeg foran computeren og håber på at føre en artikel bare lige ét skridt videre …

Nu kommer så den store gåde: Med sådanne medarbejdere ...Sindsyge amatører, der ikke kræver, at deres arbejdsindsats afspejles i deres timehonorering, der trods den lave timehonorering når frem til at overarbejder af sig selv, som ikke kræver deres overarbejde udbetalt, og som – hvis de endelig gør det – bare arbejder videre i deres fritid på en ny måde … med sådanne medarbejdere, hvordan kan man overhovedet få en institution til at fungere dårligt? Svaret blæser i vinden.

Forskningsfriheden ER død

Lad os konstatere, at det nu officielt er slået fast, at forskningsfriheden er død på de danske universiteter. I forbindelse med fyringen af Jørgen Huggler, Henrik Vase Frandsen og Asger Sørensen fra DPU, kritiserer Ingrid Stage det indgreb, det er i forskningsfriheden, at et område kan sønderbombes med et pennestrøg og kalder det et alvorligt indgreb i forskningsfriheden. Hertil svarer Jørgen Jørgensen, direktør for Aarhus Universitet:

Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere. (her)

Den hellige almindelige ledelsesret går til hver en tid forud for forskningsfriheden. Dermed er den død, for lederen kan altid vælge at fjerne ressourcerne fra den forsker, som ikke retter ind. Forskeren er nu 100% afhængig af sin leders velvilje.

Spørgsmålet står tilbage: Hvad er mest nødvendigt for samfundet: Stærke ledere på universiteterne med hånd- og halsret over deres forskeres arbejde eller adgangen til uafhængig, kvalificeret viden fremsat uden hensyntagen til andet end sagforholdet?

Hvornår slipper vi dog af med den ledelsesfetichisme. Når ”stærk” og ”handlekraftig” ledelse volder langt mere skade end gavn på samfundets vitale og legitime vidensinteresser, burde selv Socialdemokraterne fatte, at universitetssystemet må reformeres grundlæggende, så ledelsensformen kommer i overensstemmelse med samfundets – ikke ledernes – interesser.

Magt og afmagt i universitetsledelsen

På min fanside på Facebook (thi sådan en har jeg, endskønt fanskaren er relativt begrænset) skrev min medadministrator Sofie følgende lange indlæg:

Kære Sune, jeg har et spørgsmål. Jeg bliver nødt til at dele det op. Du skriver "Som det er nu, har ledelsen alt for meget MAGT." (Auken, 2010, p. 64, mine fremhævelser - store bogstaver) "(...) Der gøres for tiden meget ud af, at lederen skal KUNNE træffe "upopulære beslutninger", og det kan være rigtig nok, men det åbner også en pandoraæske af muligheder for, at ledere træffer dårlige, upopulære beslutninger, egenrådige beslutninger, underinformerede beslutninger, beslutninger styret af egoistiske motiver osv."(Auken, 2010, p. 65, mine fremhævelser - store bogstaver) For et par uger siden var jeg til seminar under NSU, hvor Mette Thunø, prodecan for forsking, det humanistiske fakultet, Københavns Universitet holdt et oplæg. Seminarets tema var "Soft Knowledge in Hard Times" om humaniora i samfundet … Mette Thunø havde valgt at bruge hendes tid på at gennemgå det bibliometriske system til fordeling af midler. Hun fortalte, at det drejer sig om 10 % af forskningsmidlerne, der fordeles efter denne regnskabsmetode, og at humaniora efter metoden for ca. samme procentdel af disse 10 procent, nemlig 14%. Mette Thunø var langt fra begejstret for metoden med argumenterede for, at den bliver brugt i andre lande og at den sikkert kommer til at fylde meget mere herhjemme hvorfor det er vigtigt at gå med på den med det samme. Vi talte om, at metoden først og fremmest har en symbolsk værdi, som ændrer forskningens indhold, da vi indretter os efter den.

Så er det jeg ikke kan lade være med at tænke, om ledelsen overhovedet har noget magt. Hvis den symbolske værdi ved det biblioemtriske fordelingssystem ændrer forskningen på en sådan måde, at ledelsen mener det er skidt, kunne ledelsen så ikke benytte sin magt til at tage en drejning, der undertrykker denne indflydelse? Mit spørgsmål er: Har ledelserne magt til at agere pro-aktivt for den danske forsknings styrker, så vi kan sætte dagsordenen, også i udlandet, med den viden vi får fra udlandets erfaringer i en kombination af det, som de danske universiteter i flere hundrede år har oparbejdet og som er meget attraktivt for udlandet?

Sofie har fortjent et ordentligt svar, så det følger herunder:


Kære Sofie

Der ligger en kæmpemæssig strid på humaniora bag deres system til forskningsmåling. Det var faktisk det, som overhovedet satte mig i gang med at diskutere forskningspolitik. Da de gik i gang med bibliometrien var vi mange, som lynhurtigt opfangede, at det ville have skadelig indflydelse på vores publikationsmønstre. Du kan se en meget stor del af debatten gengivet her. Jeg tror grundlæggende, du har ret i, at vores ledere er tæt på at være magtesløse. Det fremgår ret tydeligt af dette lille indlæg, der rammer sagen på et hår. Det er faktisk stort set også, hvad Jørgen Honoré siger i det dobbeltinterview, der lige er blevet publiceret i Universitetsavisen.

Det lyder lidt pænere, men grundlæggende beskriver Honoré ledelsens rolle som dem, der søger at lave damage control på alle politikernes sindssvage ideer. Mettes tanke var og er vistnok (rettelser modtages), at da vi ikke kan slippe for systemet, så kan vi lige så godt se at få indrettet os efter det. Jeg er på dette punkt fundamentalt uenig med både Honoré og Mette, al den stund jeg mener, at lederne skal vise sig som vores ledere ved at forsvare os offentligt og sådan så politikerne hører det, når de handler tåbeligt. Hvorfor det skal være JP, som fortæller politikerne, at taxametersystemet er tåbeligt, er mig en gåde. Det skulle Danske Universiteter stå og råbe ind i hovedet på dem hver mandag, onsdag og fredag.

Så jeg tror, at vore ledere gør sig magtesløse ved ikke konsekvent at sparke opad i systemet. Denne magtesløshed går sørgeligt nok fint i spænd med de alt for udstrakte magtmidler, de har internt i systemet. Vi får ledere, der opadtil i systemet optræder som nulledere: De repræsenterer ikke meningsfuldt og slagkraftigt deres institutioners legitime interesser. Samtidig er de alt for stærke nedadtil, således at forskere, undervisere og studerende hele tiden ikke har andet alternativ end at bøje sig.

Når dertil lægges, at vi har gruopvækkende eksempler på, at magten også misbruges internt i systemet, så har vi det, min gamle kollega Flemming Lundgreen-Nielsen engang kaldte ”et sært belyst psykisk landskab”, der konkretiserer sig i skikkelse af den almægtige, magtesløse leder. Der er et kæmpe ledelsesanalysearbejde et eller andet sted her... Jeg tænker videre.

Hjernedød. Errata

Tja vi kan jo lige så godt komme i gang, selvom bogen ikke er udkommet endnu. Videnskabens konstante kritik og selvkritik bør ikke stoppes af genregrænsen mellem den fagvidenskabelig afhandling og en debatbog. En fejl i en debatbog er fortsat en fejl. Det primitive faktum, at bogen ikke er udkommet endnu, er også ganske irrelevant. So: Here goes. Listen opdateres, efterhånden som jeg finder flere fejl. ALT noteres.

35, 13-14: systemet præsterede alligevel > systemet alligevel præsterede

43Ø: Andet afsnit er en del af det foregående citat, hvorfor note 9, angivet ved dets slutning, da også er henvisningen til citatet i dets helhed.

44, 1FN: degenererede > degenererende

54M: Her er en fejl i gengivelsen af den bibliometriske forskningsindikator. Den giver faktisk 1 point for et niveau 1 tidsskrift og 3 (ikke 2) point for et niveau 3 tidsskrift. Det gør spøjst nok situationen endnu mere fjollet.

Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet - En samfundsthriller

I et misforstået forsøg på at fremme de danske universiteters erhvervsnytte og styre deres præstationer har politikerne forvandlet dem til bureaukratiske skrumler. En absurd topstyring, et tonedøvt ministerium og dynger af rapporter, regler og kontrakter forhindrer universiteterne i at yde deres bedste til gavn for samfundet.

Det borgerlige samfund har ikke kun brug for tanker, der kan omsættes i fakturaer, men er afhængigt af en mangfoldig og dynamisk viden om en bred vifte af emner. Detb orgerlige universitets formål er – til gavn for samfundet og dets borgere – at tilvejebringe, analysere, kritisere og bevare denne viden. Det sker i forskningen,
og det sker i undervisningen.

Derfor må nogen for det borgerlige samfunds skyld træde op til forsvar for det borgerlige universitet.

Udkommer 24. februar. Bogen kan bestilles her.