Hvad ved Jes Stein Pedersen om Christian Winther?

Man må jo som Christian Winther-forsker græmmes ved læsning af litteraturredaktør Jes Stein Pedersens klumme ”Hvad ved Christian Winther om vandlåse?”.

Lad gå, at han ikke har styr på, hvor mange humanister, der ansættes i det private. Han skriver, at ”8 ud af 10” ansættes i det offentlige (det rigtige tal er, at ca 40% af vores kandidater går til det private erhvervsliv – og tallet er stigende!).

Lad gå, at det i sig selv er både arrogant og forkert at antage, at der skulle være noget i vejen med at uddanne velkvalificeret arbejdskraft til det offentlige.

Lad gå, at han tydeligvis ikke aner, hvordan arbejdsløshedstallene ser ud, når han tror, at humanisterne udgør et særligt problem. På trods af konstant stigende optag (som vi ikke har bedt om!), er vores arbejdsløshed faldende og har været det længe. Af samme grund er vores beskæftigelsestal ikke bekymrende. DJØF'erne og ingeniørerne har noget nær nøjagtig samme beskæftigelsesmønster, som vi har, og deres arbejdsløshedtal ligger jævnligt højere end vores, men de får aldrig deres ubrugelighed udskreget.

 

Lad gå, at hans billede af, hvordan vi uddanner folk på humaniora, at der er tale om uddannelser, ”hvis indhold er varm luft”, er grotesk sammenlignet med, hvordan vi faktisk uddanner. Føler du dig ikke udfordret? Her: snup lidt tysk grammatik, studer Israel-Palæstinakonflikten eller forsøg at forstå de historisk-politiske forhold i Rusland. Jeg lover dig, at der løber blod ud af ørerne på dig, længe inden du er færdig.

Lad tilmed gå, at der intet forhold er imellem det reelle problem, han påpeger, og den løsning, han foreslår. At mange unge ”ville trives meget bedre i det tekniske gymnasium htx eller på en erhvervsuddannelse” i stedet for på det ”almindelige” gymnasium, står i et non-forhold til, hvor mange humanister der uddannes. De humanistiske fakulteter uddanner maksimalt 5-6% af en ungdomsårgang, og det er meget få af vores studerende, der reelt "hører til" på en håndværksmæsssig uddannelse og derfor burde have valgt anderledes på det gymnasiale niveau. Det store flertal trives, vokser og får job på baggrund af deres uddannelsesvalg. Problemet med manglende søgning til erhvervsuddannelserne må løses for sig ved at give de uddannelser status og gøre dem bedre endnu (jeg tror egentlig, de er ret gode allerede nu).

Alt det må man tilgive et i øvrigt sympatisk og begavet menneske.

Men at han bagtaler Christian Winther!!! Det tilgiver jeg ham f..... ikke.

 

At han af alle forfattere i den danske litteratur skal udhænges for ”selvfedmen i Chr. Winthers elitære kvad” på baggrund af en studentersang, det er altså for dumt. Vi taler om Christian Winther. Indbegrebet af en folkelig digter på sin tid. Det er Winther, hvis debutsamling, Digte (1828) ud over studentersangen også rummer træsnittene, hvis eksplicitte pointe er, at kærlighedsdramaerne, som romantikkens digtere har forskudt til overklassen, lige så vel kan udspille sig blandt landmænd – og håndværkere:

Nei, han (Eros) som vækker stor Allarm

Bag Oberstens Vattering,
Han taaler ingen rolig Barm
Bag en gemeen (almindelig) Mondering.
Han rammer hjertet nok saa vist,
Hvor Pels og Vadmel værne,
Som Brystet under fiin Battist
Hvor Skjoldet er en Stjerne; -
Og ligegodt den fulde Barm
Fordulgt i uldne Trøier,
som den, der svulmer hvid og varm
Bag Tyll og Silketrøier.

Det er ikke realisme i moderne forstand, og slet ikke socialrealisme. men det er minsjæl ikke hovent og elitært taget i sin samtids kontekst. Hvad der foregår uden for de "ophøjede" cirker er brændende, relevant og værd at skrive om.

Dette træk er ikke enkeltstående hos Christian Winther. Det er konstituerende. Winthers persongalleri er et mylder af forskellige mennesker fra forskellige klasser og med forskellige interesser, og han tager sine ”lavere” figurer fuldt så alvorligt som sine ”højere”. Det er i den sammenhæng ikke spor tilfældigt, at det er hans sene hovedværk Hjortens Flugt, som igennem mange år var landets standardkonfirmationsgave. For rigtignok er bogen ikke så opbyggelig, som giverne oftest har troet, men den bevæger sig  rundt i folkelige miljøer, som den behandler med fuld alvor. Også ikke-akademiske læsere har kunnet genkende sig i den og følt sig taget alvorligt.

 

Ja, hvis nu Pedersen bare havde kigget sin studentersang ordentligt efter, så ville han have fundet en strofe, der lyder sådan her:

 

Bonde og Sømand og Kriger med Sværdet,

Roret og Plougen, de staae uforfærdet,

Bygge paa Dannemarks Gjærde og Vold;

Høiskolens Sønner staae ikke tilbage,

Dristig vi Bogen og Pennen vil tage,

Det er de Mærker, vi føre i Skjold.

 

Her er idealet ligeværd mellem stænderne. Sangen hævder, at studenterne er lige så gode som (ikke bedre end!) de andre stænder. Det er kun overraskende, hvis man på forhånd har besluttet, hvad man vil se, og ikke kender Christian Winther. Sangen gælder i øvrigt alle fag. Og i det omfang, den synges, er det ikke kun humanister, som synger den; den bruges som studentersang omfattende alle vores fag - inklusive farmaceuter og dyrlæger.

 

Så hvis nu Jes Stein Pedersen var begyndt med at læse Christian Winthers tekst ordentligt, så ville han have fået et langt bedre udgangspunkt for sin drøftelse.

 

Anerkendelse er ikke et nulsumsspil. Jeg sætter stor pris på de håndværkere, der ordner mit hjem, de bygningsarbejdere, der bygger vores fantastiske nye campus, de rengøringsfolk, som holder det pænt, de pædagoger, som passer mine og andres børn. Og jeg sætter stor pris på alle mulige andre praktikere, som jeg ikke har så meget kontakt med: de socialrådgivere, som får hjulpet mennesker med vanskeligheder ind på arbejdsmarkedet, renovationsarbejdere og flyttefolk, de portører, der fragter folk omkring på hospitalerne, ... de ... de ... you name it. Og jeg er overbevist om, at vi skal have fundet en fornuftig balance, så tekniske skoler og erhvervsskoler kan blive en attraktiv uddannelsesvej for flere.

 

Men skal jeg ligefrem kravle langs panelerne og sige undskyld for, at jeg kan se, at mit fakultet uddanner dygtige kandidater (der får job!) og udfører vigtig forskning (don´t even get me started ...!!!), for at få lov at sætte pris på andre fags indsats? (se fx her vedr. vores ph.d.-er)

 

Det er faktisk lige præcis den gensidige anerkendelse, som må være udgangspunktet, når vi får de såkaldte mønsterbrydere ind på universiteterne. Dem, der ikke kommer fra en akademisk baggrund. Hvis vi fortæller dem, at alt, hvad de kommer fra, er værdiløst, så sætter vi dem i en umulig situation, men det gør vi så heller ikke. Men vi belærer dem altså heller ikke om, hvor ubrugelige de er.

 

Men det er der andre, der gør: Når man taler med dem fortæller de næsten med én mund, at de mange gange i selskaber siddet ved siden af en eller anden galsindet onkel Otto, der i anledning af deres studievalg har følt sig kaldet til at belære dem om deres uddannelses ubrugelighed uden at vide det ringeste om det faktiske studie - eller dets beskæftigelsesprofil. Det gør ikke vores studerende mindre ivrige eller besluttede i deres studievalg, men det gør dem kede af det og sætter skel imellem dem og deres familie og bekendte. Det er skel, der, hvis man ikke håndterer dem fornuftigt, siden kan udvikles til traumer og til hovenhed - på begge sider.

 

Men altså: Hvis nu litteraturredaktøren begynder med faktisk at læse Christian Winther, så kunne det jo være, at vi med udgangspunkt i ligeværdet mellem mennesker i forskellige fag kunne få en diskussion om, hvordan vi får en fornuftig balance i ungdomsuddannelsessystemet.

Opmuntrende værk om trist skæbne

Ulrik Langen: Det sorteste hjerte. Historien om et dybt fald i enevældens København. 284 sider. 300 kr. Politikens Forlag.

Ulrik Langen, nyudnævnt historieprofessor på Københavns Universitet, har med Det sorteste hjerte skrevet en opmuntrende bog. Det skulle man egentlig ikke tro, når man læser den, for den historie, der fortælles,er gysende, skønt virkelig nok.

Den handler om to mænd, som kom på tværs af embedsværket i det sene syttenhundredetal og endte med uden dom at tilbringe årevis i fængsel under ydmygende og sundhedsskadelige forhold, mens en overdrevent nidkær og hadsk repræsentant for kammeradvokaten, forhørte hundredevis af vidner for at finde noget at bruge mod dem.

Den centrale af de to ofre – i det mindste i bogens fremstilling – er Michael Brabrand, en stridbar, selvhøjtidelig og lettere anløben købmand i den højere middelklasse. Han var ikke uden skyld, men fortjente ikke på nogen måde de ulykker, hans uforsigtighed og systemets modvilje drog ned over ham.

Han var en stræber, som fra en ret simpel baggrund ved talent og hårdt arbejde løftede sig ind i købmandsskabet, En god, solid borgerlig karriere. Retssager, svindel og stridigheder var dagens orden i handelsstandens København, og både retssagerne og stridighederne tog Brabrand hele vejen igennem mere end sin del af – både de personlige og de handelsmæssige.

Undervejs fik Brabrand grundigt provokeret mange – også de forkerte mennesker, herunder førnævnte sagfører hos kammeradvokaten, Peter Daniel Bradt. Han og andre begynder at arbejde systematisk imod Brabrand, som lader sig provokere og larmer mere og mere i København til gene for det enevældige forvaltningsapparat. Så da det først ramler for Brabrand, ramler det virkelig. Han arresteres under stor ballade, isoleres i fængsel på jammerlige vilkår og henslæber nu mere end fem år i fængsel, mens undersøgelsen af hans forhold bliver ved i en pinagtig uendelighed. Imens går hans forretning konkurs, hans hus sælges, og hans familie forfalder; hans allerede svagelige kone går fra forstanden og kommer sig aldrig.

Da Brabrand endelig dømmes, er det med enevældens monstrøse logik. Han frikendes for de anklager, der førte til hans arrestation, men dømmes til landsforvisning for sin opførsel ved arrestationen.

Det eneste opbyggelige ved historien er, at Brabrand kommer på fode igen i Lübeck trods et meget ringe udgangspunkt. Langen sammenfatter det med en vis tør humor: ”Brabrands gamle jeg er vendt tilbage. Han er involveret i en række forretninger – og ikke mindst en række stridigheder, sådan som han havde for vane. Brabrand holdt på sin ret. Også selvom han ikke havde ret.” (249).

På det tidspunkt i forløbet er nærværende læser helt parat til at tilgive Brabrand næsten hvad som helst. Det er direkte livgivende, at en person, der er blevet så ilde behandlet, stadig er intakt nok til at være på tværs.

 

Hvordan kan en bog om et så deprimerende emne være opmuntrende? Fordi Ulrik Langen gør noget meget svært, upåagtet og stærkt nødvendigt: forener forskning og formidling.

Det sorteste hjerte er baseret på et gedigent kildearbejde, forsynet med en klar og præcis bibliografi og med tilstrækkeligt med noter til, at Ulrik Langens arbejde vil kunne eftergås af andre fagfolk. Der står med fuldstændig sikkerhed ting i bogen, som ikke har været fremme i historieforskningen før. Og ved at fremdrage dette relativt ukendte materiale sætter bogen mere kendte retsstridigheder, især P.A. Heibergs og Malthe Conrad Bruuns landsforvisninger, i et nyt perspektiv.

Alligevel kan bogen læses med fornøjelse også af en bredere gruppe. Forløbet er farverigt nok til at gøre en god historie, og Ulrik Langen giver historien, hvad den kan trække. Man underholdes og oplyses på samme tid af sceneriet og miljøet, de mange hver for sig farverige personer og det dramatiske og tragiske forløb. Tilsammen danner de et fascinerende tidsbillede, som gør den megen viden i bogen lettilgængelig og levende.

Det er en uhyggeligt svær øvelse at skrive en bog som denne. På mange måder vanskeligere end at skrive alene for fagfolk, og Det sorteste hjerte har også sine svagheder, skønt de er langt færre end bogens dyder. Fravalget af et indledende overblik har dramatisk virkning, men gør det ofte vanskeligt at holde sammen på de mange detaljer og underforløb. Den folkelige skriveform bliver nogle gange for løs, så man irriteres over vagheder, og bestræbelsen på at få så mange læsere som muligt med fører sine steder til gentagelser, man gerne have været foruden.

Desuden er det for fagfolk mildt irriterende ikke at få citater fra de samtidige dokumenter gengivet i originalform og med skarpere henvisningspraksis. Men dette sidste punkt kunne have kostet bogen meget i offentlig appel, så det er et valg mellem to onder.

Tendensen i dansk universitetspolitik og -administration tilsiger, at rigtig forskning foregår i specialiserede, engelsksprogede fagtidsskrifter, hvor diskussionerne udspiller sig i en lukket kreds af fagfolk. Det er på mange fagområder den rigtige idé, men det har også sine omkostninger.

For det første, at de skatteborgere, der betaler regningen, aldrig ser resultaterne med egne øjne – kun i referat. For det andet at forskere, der faktisk kan arbejde fagvidenskabeligt i åbne og mere forståelige former, også tvinges over i lukkede fagmiljøer og sværttilgængelige publikationsformer. Det sidste punkt er særlig katastrofalt for de humanistiske videnskaber, som ofte vinder deres legitimitet ved at kunne skrive for en langt bredere læserkreds.

Derfor skal man huske at sætte pris på det, når en højt kvalificeret specialist som Ulrik Langen arbejder på en måde, som både bidrager til videnskaben og virker oplysende for andre. At den slags forskere stadig findes, og at de både kan opnå professoransættelser og udgive nye bøger som Det sorteste hjerte, er måske det allermest opmuntrende ved den i øvrigt triste i historie om den hårdt plagede Brabrand.

Oprindelig trykt i Kristeligt Dagblad den 29. september 2012 (her)

Nej, studerende er ikke fattige

I anledning af denne kommentar.

Det helt afgørende ved uddannelse i Danmark er, at det er gratis, og at der tilmed er afsat et relativt stort beløb på finansloven til at give de studerende et underhold. Det betyder, at det er muligt - skønt ikke specielt luksuriøst - at gennemføre sine studier uden meget arbejde ved siden af. Det betyder også, at det er muligt at gennemføre sine studier uafhængigt af ens forældres økonomiske situation. Folk, der ikke støttes hjemmefra kan fortsat få en uddannelse. Det er en rigtig god idé af mange grunde, men at skrue op for SU´en i noget videre omfang er en absurd økonomisk disposition i en krisetid.


At studere på SU er ikke fattigdom men noget så forkætret som behovsudsættelse. En uddannelse giver et menneske et mere begrænset livsgrundlag i en periode, men en langt højere livstidsindkomst. Det er altså også for individet en meget god forretning. Studerende er ikke fattige: De er på vej imod favorable odds på arbejdsmarkedet.

Kampen i Danmark de næste 10-15 år kommer ikke til at handle om, hvorvidt vi kan få forbedret de studerendes SU. Det ville være rart, hvis vi kunne. Den kommer til at stå om, hvorvidt vi kan holde adgangen til uddannelse fri og lige: Hvor vidt vi kan holde det danske uddannelsessystem gratis og helst også sikre, at der er SU til kommende generationer. Jeg er ret sikker på, at denne type klagesange kun er til skade i den sammenhæng.

Den gyldne harpe

Indlæg ved præsentationen af Svend Bjergs og Søren Holsts bog Den gyldne harpe. Vartov den 31. oktober 2011.


Der er så mange ting at sige i forbindelse med en bog som denne her, at det næsten ikke er til at finde ud af, hvor man skal begynde og hvor man skal slutte. Men da vi nu igennem mange år har lært, at vi universitetsfolk skal være samfundsnyttige, så lad os tage et perspektiv på, hvad nytte sådan en bog gør. Og vi kan jo ved samme lejlighed spørge, hvad dælen vi egentlig skal med et sådant fænomen som universitetsteologer.

Det spørgsmål, man ofte glemmer at stille, når man kigger på humanistisk og teologisk faglighed er, hvorvidt der er nogen, som kunne tænkes at ville bruge det arbejde, som er blevet udført, og hvad de måske kunne finde på at bruge det til. Et meget godt kriterium for, om noget er brugbart, er vel, om nogen kan bruge det.

Bogen er – lidet overraskende – skrevet på dansk, og det betyder, at eventuelle brugere skal findes iblandt mennesker, som kan læse dansk. Dens emne er dels de gammeltestamentlige salmer, dels Grundtvigs salmer, specifikt dem der har et gendigtende forhold til de gammeltestamentlige salmer, dels forholdet imellem de to. Kan nogen mon tænkes at interessere sig for det?

Svaret er grinagtigt åbenlyst ja. Grundtvigs salmer anvendes søndag efter søndag over det ganske land i forbindelse med gudstjenester i den danske folkekirke, og selvom de gammeltestamentlige salmer anvendes lidt sjældnere, er de alligevel meget brugte, de er internationale, og mange ville mene, at de var endnu vigtigere også for danske kristne end Grundtvig salmer.

Så bogen har mulighed for at være gavnlig, hvis den kan fortælle disse mennesker noget, de har interesse i at vide, og hvis den kan gøre det på en sådan måde, at de faktisk giver sig til at interessere sig for det. Det er sikkert derfor, at forlaget har fremhævet, at bogens forfattere er blandt Danmarks mest velskrivende teologer. Og det er formentlig også derfor, forfatterne har skruet lidt ned for litteraturorienteringen og i alt væsentlig holdt sig til dansksproget sekundærlitteratur. Det kan man selvfølgelig godt som fagmand ærgre sig lidt over, men man skal ikke være blind for, hvad det er, der er vundet i den proces, fordi det netop gør bogen læselig også for andre end fagfolk.

Faktisk må jeg jo selv bekende kun at være sådan ca 50% fagmand i det, som er bogens emne. I det mindste ved jeg ikke en pind om de gammeltestamentlige salmer. Eller rettere: Jeg vidste ikke en pind, for skønt one book doth not a fagmand make, så kan jeg bevidne, at man bliver meget meget klogere af at læse Sørens storartede kapitler om de gammeltestamentlige salmer. Det er en dejlig nøgtern teologi, der kommer ud af det, men blandt andet derfor skulle jeg mene, at der var masser af gode pointer at trække ud både til almindelig opbyggelse for sig selv, og hvis man er en prædikant, som har fået lyst til at inddrag, hvad der faktisk siges i en gammeltestamentlig læsning, når vedkommende skal prædike.

Jeg er ikke helt den rigtige til at bedømme den folkelige forståelighed i Svends kapitler om Grundtvig, men jeg véd på den anden side, at en række af de tekster, han behandler, er kendte og elskede salmer, og så vidt jeg kan se, er også behandlingen af dem opmuntrende læsning og vældig informativt for den læge læser. Så mon ikke jeg kan give forfatter og forlag ret i deres disposition.

Et tilsvarende så at sige folkeligt udvælgelseskriterium gør sig gældende i forhold til, hvilke tekster det er, som er taget med i bogen. For det er salmebogens udvalg af Grundtvigs gendigtninger af de gammeltestamentlige salmer, som har været udvælgelseskriteriet. Hvad mere er: Bogen bruger salmebogens redaktion af de samme salmer. På dette punkt synes jeg måske alligevel, at man har overspillet det folkelige kort, for min erfaring fra talrige foredrag er, at foredragsdanmark stort set synes, at det er sjov at få lov at kigge med bag facaden, når man viser dem Grundvig classic og ikke lader dem nøjes med den koffeinfrie udgave i salmebøgerne – heller ikke selvom Grundtvig godt kan være stærk kaffe alligevel.

Så altså: Svend Bjerg og Søren Holst har skrevet en yderst samfundsrelevant og brugbar bog, hvis man bedømmer den på, om den har relevans for nogen i samfundet og kan bruges af dem. Jeg tvivler på, at ret mange andre end forlaget Alfa får lejlighed til at udskrive fakturaer i den anledning, men det er vel også en slags erhvervslivssamarbejde, om man vil. Læg mærke til en gang mere, at det at skrive underholdende om alvorlige ting faktisk er et afgørende kriterium for nytteværdi, fordi underholdningsværdien er med til at gøre, at nogen faktisk vil bruge bogen. Skam få den, som tænker ilde herom. It don´t mean a thing if it ain´t got that swing.

Tilbage står så bogens indplacering i forskningen. Her sætter mit amatøragtige forhold til studiet af det gamle testamente sig igennem, og jeg kan kun udtale mig om dens placering i Grundtvigforskningen. Bortset fra, at jeg selvfølgelig kan bemærke, at bogen er med til at kortlægge et åndrigt hjørne af det gamle testamentes virkningshistorie, og at det da ikke så lidt. I forhold til Grundtvigforskningen kan man sagtens komme løbende med en masse indvendinger, hvoraf mange havde at gøre med præcis de samme træk, som gør bogen læselig for en bredere offentlighed, men det er ikke til at nægte, at bogen er med til at beskrive et vigtigt emne i Grundtvigs forfatterskab, idet den ikke alene har at gøre med flere af Grundtvigs centrale salmer, men også behandler hans forhold til én vigtig del af kildematerialet for hans salmedigtning.

Der er en hel masse tilbage at gøre inklusive i det mindste følgende:

• En samlet behandling af alle de salmer, hvor Grundtvig bruger de gammeltestamentlige salmer som fortekster.
• En behandling af forskelle og ligheder imellem salmegenren, som den foreligger i det gamle testamente, og som den bruges som kirkesang i den efterreformatoriske tradition.
• En samlet behandling af det kildemateriale, Grundtvig bruger i sin salmedigtning fra alle de forskellige tidligere menigheder.
• En afdækning af, hvordan Grundtvig rent teknisk indoptager og omformer det materiale, han benytter sig af i sin salmedigtning.
• En afdækning af hele det tekstfelt, der ligger bag Grundtvigs forfatterskab, og hvad han gør ved det.
• En overvejelse af, hvordan Grundtvigs behandling af sine inspirationskilder fremtræder, hvis man anskuer den i lyset af hele den store teoridannelse, der findes inden for studiet af intertertekstualitet, hvad enten man ser dette i et Kristevask, et Genettesk eller et måske mere hermeneutisk perspektiv.

Hvis jeg imidlertid skulle stille mig kritisk an og med lektoral stentorrøst forsøge at bebrejde Svend og Søren, at de ikke har har behandlet disse emner til bunds, ville jeg være lige så fjollet som de ph.d. og disputatsopponenter, man nogle gange hører, som forsøger at gøre gældende, at doktoranden i grunden burde have skrevet en helt anden bog. Dertil er svaret indlysende nok: "Eeeeh --- nu er det faktisk den her bog, jeg har skrevet. Måske skulle vi snakke om den". Så derfor: Hjertelig tillykke til Svend og Søren med, at de har skrevet den her bog.

Men én indvending har jeg dog. Når nu man endelig har chancen for at sætte Indiana Jones på sin bibliografi, hvorfor står der så i selvsamme bibliografi ikke noget imellem Holt, Else Kragelund og Jensen, Johan Fjord. Dét er for dårligt!

Komplekst udsagn

I dag skærpede landsretten dommen over den somalier, som nytårsdag 2010 forsøgte at myrde bladtegneren Kurt Westergaard. Lad mig i den anledning foresøge at fremsætte et komplekst udsagn ud fra den overbevisning, at der er fremsat for mange forsimplede udsagn i anledning af hele Muhammedtegningshistorien. Udsagnet består af følgende tre led:

1) Kurt Westergaards Muhammedtegning var idiotisk.
2) Skærpelsen af straffen over angriberen er fornuftig.
3) Der er ingen modsætning imellem 1) og 2).

Forklaring: Det er fuldt ud muligt at mene, at et udsagn eller et billede er tåbeligt og samtidig fastholde, at det ikke derfor fratager en person hans ret til beskyttelse, hvis han trues, og hans retssikkerhed i bredere forstand. Det er faktisk en af de centrale pointer ved at støtte ytringsfriheden in the first place. I en anden nu verserende sag er det også derfor, man ikke behøver at afgøre, om man synes, Marlene Wind havde ret eller ikke ret, når hun kritiserede den nye grænseaftale, for at fastholde, at det selvsagt ikke skal have konsekvenser for hendes vilkår som ansat på Københavns Universitet - Og det er i øvrigt fuldt tilladeligt at mene, at hun var et fæ, samtidig med at man forsvarer hendes ret til at sige, hvad hun sagde.

Læs mere her (Westergaard) og her (Wind).

University Inc.-tjekliste

Hvis vi i dansk sammenhæng følger det mønster for udviklingen på universitetsområdet, som Jennifer Washburn aftegner i University Inc., er der en række fænomener, der burde forekomme. Skriv ud og kryds selv af til venstre:

___ Undervisningen vil blive nedprioriteret og i stigende grad varetaget af løstansat personale med tvivlsom løn og dårlige arbejdsvilkår.

___ Lederlønningerne vil stige.

___ Mængden af videnskabeligt personale ansat i tidsubegrænsede stillinger vil falde.

___ Erhvervsinteresser vil i stigende grad bestemme også de rent faglige beslutninger.

___ Mængden – og dermed afhængigheden – af ekstern finansiering vil stige.

___ Universiteterne vil i stigende grad ”beskytte” deres nyfrembragte viden bag patenter, der er så eksklusive som muligt. Teknologioverførslen sker altså til en enkelt virksomhed – ikke til samfundet i sin helhed. Dette gælder også viden frembragt for offentlige midler.

___ Der vil være stadig større diskrepans imellem de ressourcer, som er til rådighed for nogle få stjerneprojekter, og de, der er til rådighed for universitetets øvrige aktiviteter – herunder undervisningen og forskning i ikke-kommercielle og ikke-prioriterede områder.

___ Universiteterne vil ikke tjene, men tabe penge på både teknologioverførsel og patentering.

Lækket KU notat!!!

Nedenstående notat lækkede her til eftermiddag fra Københavns Universitets Vicedirektorat for Intern Kritik. Ingen har dog hidtil fundet årsag til at kommentere på det, andre end Jesper Langballe-Skødehund, som siger at det er "ufolkeligt, udansk og noget klynk".

Notat

Fra
Vicedirektør for Intern Kritik Sune Auken

Til
Rektor Ralf Hemmingsen

Kære Ralf

Jeg skriver til dig for at bede dig tage stilling til en grov kompetenceoverskridelse i såvel som uden for universitetsorganisationen.

Det ligger helt klar i ”Regler Vedrørende Kompetencer for Vicedirektoratet for Intern Kritik” (sagsnr. A-235/568/BZ, side 67), at ”det er direktoratets prærogativ at formulere kritik af rektor, direktører og vicedirektører (alle 37½) såvel som af strategiplaner, udviklingskontrakter, pointeløse reklamer og særprægede økonomiske strukturer”. Formålet med dette er, som det turde være bekendt, ”at sikre, at ledelsens kritiske potentiale frigøres til at kunne rettes imod de ansatte og kun de ansatte, samt at hindre anden kritik i at nyde fremme internt i organisationen”. Du vil huske, at rektoratet selv gentagne gange krævede formuleringen skærpet med henblik på ”at holde situationen i ro” (brev af 1. april 2006).

Imidlertid har jeg på det seneste måttet konstatere, at såvel elektroniske som analoge medier er svømmet over af uautoriseret kritik i anledning af, at en eller anden let skeløjet russisk skrulette og elitefusker – eller også var det hjernefusker eller jernfusker, jeg er ikke helt sikkert; meget synes fortsat at være uklart i den sag - ikke har kunnet finde sine rotter, som hun ellers hævder er på loftet af alle andre - OG muligvis har pakket gaver ud for den forkerte. På det seneste har der også været noget med en person ved navn "Helge" og nogle forskningsråd, samt et eller flere overfladiske dødsfald og tilsvarende opstandelse. Jeg ved virkelig ikke, hvad det er med de rotter og skruletter, men jeg vil godt understrege situationens særligt skærpede uholdbarhed. Jeg ser med dyb alvor på det og vil have mindst ét fedt ekstra vederlag, en rød sportsvogn, en sjov køreibilhat samt en munkekutte med strategisk placerede åbninger, hvis jeg skal fortsætte på posten.

Jeg imødeser din respons og min lønforhøjelse snarest.

Med venlig hilsen

Sune

Svigt eller gratis arbejde

Så opstod situationen for Gud ved hvilken gang. En studerende passer mig op på instituttets kaffebar og spørger, om jeg har tid til at komme med en efterkritik på hendes eksamensopgave. Der er intet urimeligt eller påtrængende ved den forespørgsel, alligevel bliver jeg dybt ubehageligt berørt. Hvorfor? Fordi der er to indlysende hensyn i min tilværelse som universitetsansat, der støder sammen. På den ene side det, at det hører med til en rimelig behandling af studerende at de kan få feedback på deres opgaver. På den anden side det, at institutionen ikke kunne drømme om at lønne mig for den aktivitet. Uanset hvor mange timer jeg måtte bruge på at give feedback på opgaver eller løse lignende opgaver, vil mit institut tælle det for 0 timer og fortsat kræve det fulde timetal til undervisning og adminstration af mig.

Så står man der.

Skal man være det dumme svin over for en helt uskyldig studerende og meddele, at man da aldrig kunne drømme om at give feedback, eller skal man arbejde gratis?

En væsentlig og helt central funktion i universiteternes virke, det at give studerende feedback på deres opgaver, så de ikke blot skriver ind i et tomrum, er blevet henlagt til det private initiativ. Hvis ikke læreren vil svigte sin funktion i forhold til den studerende, må han eller hun vælge at bruge sin fritid på sit arbejde.

Tilsvarende situationer opstår, hvis man lader sig passe op, fordi en studerende gerne vil have et fagligt spørgsmål besvaret, vil have ens holdning til et bestemt opgaveprojekt, sidder lidt fast i en specialeproces eller er ved at dø af nervøsitet over en eksamen. Hvis man bevæger sig på de samme gangarealer som sine studerende, kan man komme til at bruge rigtig mange timer på at yde gratis hjælp til studerende, der ikke kan få denne hjælp andre steder.


Måske skulle man oprette en feedback-tjeneste, hvor man mod betaling fra studerende gennemlæste deres opgaver og mente noget om dem. 500 kr for en tisiders opgave eller sådan noget. Så ville man ganske vist være på vej imod privatuniversiteter, men de offentlige universiteter løser deres opgave så dårligt efterhånden, at det næsten kan være lige meget.

Kirsten Refsing og omstruktureringen på DetHumanistiske Fakultet

Nu hagler kritikken igen ned over min dekan Kirsten Refsing, som vist har den tvivlsomme ære, at være den mest udskældte leder i dansk universitetsliv. Som en af dem, der har haft riven langt ude efter hende ved tidligere lejligheder, må det være mig tilladt at sige, at jeg ikke finder denne status rimelig. Jeg kender efterhånden mange historier om mange ledere i den danske universitetsverden, men ingen af dem, jeg kender om Refsing, handler om en leder, der optræder truende og totalitært. Det er selvfølgelig en begrænset ros, at man som leder ikke har undertrykt sine kritikere. Men taget i betragtning, hvilket pres Refsing har været under, hvilke magtmuligheder der står til hendes rådighed, og handlingsmønstrene hos en række andre universitetsledere, viser det alligevel et overbevist demokratisk sindelag hos Refsing og en bred ryg, som man godt kunne ønske at finde hos andre ledere i universitetsverdenen.

Derfor er det også urimeligt, når det bliver sagt, at Refsings planer for en omstrukturering af Det Humanistiske Fakultet er blevet ”lækket”. Papiret var så vidt udbredt, og det var omgivet af så lidt hemmelighedskræmmeri, at ingen kan have forventet, at papiret ikke nåede frem til pressen. Man får den frygtelig mistanke, at Refsing faktisk ikke har forsøgt at holde sine planer hemmeligt – skræmmende for os konspirationsteoretikere.

Betragter man dokumentet og planerne selv, er man nøgternt betragtet også nødt til at indrømme, at der set fra en bestemt synsvinkel er ualmindelig god mening i, hvad Refsing forsøger at gøre. Denne vinkel er en intern betragtning af fakultetet som arbejdsplads og virksomhed. Vi har på set bloddryppende fyringer på andre af KUs fakulteter, og der er noget, som tyder på, at dårlig planlægning har været en væsentlig årsag til fyringerne flere steder. Denne situation forsøger Refsing – for en intern betragtning fornuftigt nok – at undgå ved at udvide der, hvor fakultetet tjener penge og skære ned, hvor det ikke gør. Man kan mene (det har jeg ikke forstand på), at hun økonomisk set skærer de forkerte steder, men logikken i handlingsmønsteret er ubestrideligt. Enhver virksomhedsleder vil genkende mønsteret. Som ansvarlig leder er Refsing nødt til at forsøge at sikre institutionens økonomi. Der er ikke så meget at diskutere der.

Fokus bør derfor rettes imod to andre ting, hvoraf Refsing kun kan siges at være ansvarlig for den ene. For det første er det dybt problematisk, at økonomiske strukturer på universitetsområdet gør det rationelt, måske endda nødvendigt for Det Humanistiske Fakultet at reducere småfag, som er bærere af viden, som er vigtig for samfundet. Nej, finsk er ikke noget stort fag, men Finland er et vigtigt land set fra dansk perspektiv, og set i et samfundsmæssigt perspektiv er der ingen tvivl om, at det er rationelt at opretholde en universitetsuddannelse i finsk, også selvom den ikke er økonomisk sekvbærende. Udgiften er forsvindende lille set i forhold til samfundets samlede budget. Noget helt tilsvarende kan siges om de andre småfag. Den samlede viden, de repræsenterer er af langt større betydning, end den smule underskud de generer. Det er komplet irrationelt ikke at opretholde dem.

Når Refsing derfor sidder på Det Humanistiske Fakultet som samfundets repræsentant, påhviler det hende ikke alene at administrere institutionen efter bedste evne, men også at holde offentligheden informeret om relevante problemstillinger. Derfor mangler vi en tydelig tilkendegivelse fra Refsing om, at reformen nødvendiggøres af den interne økonomiske situation, men at den i et bredere samfundsmæssigt perspektiv har katastrofale konsekvenser, og at hun derfor handler med ført hånd, når hun foretager sin omprioritering, og at ansvaret for konsekvenserne bør afleveres dér, hvor magten til at forandre fakultetets vilkår reelt ligger, i den øverste universitetsledelse og hos politikerne. Ved ikke blot at administrere et vidensmæssigt sammenbrud bedst mulgt, men lede kampen imod det, kunne Refsing ikke bare genvinde sin tabte interne legitimitet, men også tjene samfundet bedst muligt. Det er her, der skal skydes.

Universitetspolitiske gåder I: De værdiløse uddannelser.

To scener:
1)Det meddeles på Rødovre Gymnasium, at man på grund af manglende ressourcer desværre ikke kan undervise eleverne i marts og halvdelen af april. De må blive hjemme og læse. Reaktion: Medierne eksploderer. Offentligheden raser. Ledere og læserbreve om Danmarks fremtid, og hvad vi skylder fremtidens unge, fylder avisernes spalter. Rødovre kommune tvinges til at gribe ind og finde ressourcerne, for vi skal jo kunne klare os på fremtidens arbejdsmarked.
2)Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab meddeler, at man på grund af manglende ressourcer beskærer semestret fra 14 til 12 uger. En nedskæring på danskfaget på lidt over 14%. De studerende må så blive hjemme og læse. Reaktion: ingen.

Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den første af de to scener, der er fiktion? Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den anden af de to scener, der er den alvorligste? Danskfaget er ansvarlig for over 1000 studerendes fremtid – og uddanner dem i øvrigt slet ikke til arbejdsløshed, men til en bred vifte af vigtige funktioner i det danske samfund. Det udgør toppen af fødekæden i forhold til dansk i gymnasiet og i folkeskolen, hvor der lægges uhyre vægt på det. Det står for at varetage vores forhold til dansk litteratur, der fylder selvstændige sektioner i aviserne, og det står for at varetage dansk sprog, der som altid er i rasende udvikling … osv osv osv ...

Gåde: Hvorfor er unge menneskers uddannelse pludselig uinteressant, når de ikke længere går i gymnasiet, men på universitetet?

Falske venner

Man har vel vidst det hele tiden: Som venner af universiteterne betragtet er Dansk Folkeparti ikke meget værd. Deres modstand imod universitetsloven var altid gratis, fordi regeringen havde sit flertal med Socialdemokraterne. Jeg har sagt det højt mange gange, skønt vistnok aldrig skrevet det ned: I det øjeblik DF risikerede at sætte regeringen i mindretal, ville deres universitetspolitik slå om til en fuldtonet støtte til regeringen – evt med lidt flere penge til Dfs hofhistoriker Bent Jensen eller en nedskæring på studiet af arabisk som betaling.

Med ”genopretningsplanen”s voldsomme nedskæringer på universitetsområdet – udover dagpengene er vist intet andet område så hårdt ramt – har DF desværre bevist deres værdi hinsides enhver tvivl. De ydede os al den støtte, rebet yder den hængte. Konsekvenserne af denne beslutning er omfattende:

1) En drastisk reduktion af mulighederne for at få en kvalificeret uddannelse i Danmark. De årgange, der rammer universiteteterne nu, vil møde institutioner, der er så svækkede, at nye studerende står over for at blive en tabt generation. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.

2) Et stort vidensmæssigt sammenbrud på en række områder. Der vil være endnu langt større dele af den internationalt tilgængelige viden, herunder viden der har afgørende medicinsk eller økonomisk betydning, der vil være utilgængelig for os i Danmark, fordi vi mangler den nødvendige ekspertise og den præcise kontakt til de miljøer, hvor denne viden bliver til. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.

3) En forskning, som er totalt afhængig af eksterne midler. Det betyder, at den viden, der er tilgængelig i Danmark, nu i endnu højere grad bestemme af, hvem der sidder på de private forskningskroner. Vores ”vidensproduktion” (smag lige på dét ord!) vil være styret ikke af hensynet til almenheden, men af hvad private investorer ønsker fremmet.. Jeg kan ikke overskue de demokratiske konsekvenser af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.

Den diskrete forhandlingsstrategi har slået fejl i et helt ufatteligt omfang. Måtte Ralf Hemmingsen, Jens Oddershede og de andre universitetsdignitarer råbe katastrofen ud fra tagene og hænge de ansvarlige – inklusive dansk folkeparti – ud til den skam og skændsel, de har fortjent!

Statusupdate med socialdemokrat

Da Helge Sander gik bort mistede jeg samtidig det hidtil vigtigste emne til mine statusupdates på facebook. Jeg har sunget serenader til ham, prist hans ”ubegribelige skønhed” (som Søren Ulrik Thomsen ville have sagt), glædet mig over de mangfoldige guldkorn, der igen og igen forlod hans læber, jaget ham som fabeldyr (”Helgefanter”) og på anden måde bejlet til hans gunst. Da han endelig kom til at falde inden for den mængde, hvad han burde have været hele tiden, nemlig mængden af ”Ikke-forskningsministre”, var det et alvorligt slag for mig. Jeg skrevet forskelligt, men egentlig har jeg været statusudateløs i nogen tid.

Jeg har siden søgt efter en ny statusupdatekæreste. Der er mange gode valg, for den grundlæggende splittelse imellem ord og gerning eller ord og ord findes heldigvis mange steder. Danske Universiteter, der vedblivende bluffer, at den er universiteternes interesseorganisation, imens den blot er topledernes var et oplagt valg.. Men helt ærlig: Hvem kan egentlig huske Jens Oddershede i mere end tre sammenhængende minutter? Så efter længere tids overvejelse. Min nye kierlighed må nødvendigvis være socialdemokraterne. De bærer fuldt medansvar for samtlige de ulykker, vi har oplevet på universitetsområdet de sidste år, men de bliver ved med at tale, som om de danner opposition til regeringen. Newsflash: Man kan ikke både være den afgørende stemmegiver i alle forlig og være i opposition til virkningerne af samme forlig.

Derfor må ambitionen nu være at tydeliggøre, at skal der føres en ny universitetspolitik, må socialdemokraterne besinde sig på alle de ulykker, de har forvoldt. De må komme ud af pindsvinestillingen, og da alle almindelige forsøg på at tale dem ud er blevet til intet, må der nu filosofieres med hammeren. Velkommen på forsiden – af min facebookprofil.

Forskningsfriheden ER død

Lad os konstatere, at det nu officielt er slået fast, at forskningsfriheden er død på de danske universiteter. I forbindelse med fyringen af Jørgen Huggler, Henrik Vase Frandsen og Asger Sørensen fra DPU, kritiserer Ingrid Stage det indgreb, det er i forskningsfriheden, at et område kan sønderbombes med et pennestrøg og kalder det et alvorligt indgreb i forskningsfriheden. Hertil svarer Jørgen Jørgensen, direktør for Aarhus Universitet:

Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere. (her)

Den hellige almindelige ledelsesret går til hver en tid forud for forskningsfriheden. Dermed er den død, for lederen kan altid vælge at fjerne ressourcerne fra den forsker, som ikke retter ind. Forskeren er nu 100% afhængig af sin leders velvilje.

Spørgsmålet står tilbage: Hvad er mest nødvendigt for samfundet: Stærke ledere på universiteterne med hånd- og halsret over deres forskeres arbejde eller adgangen til uafhængig, kvalificeret viden fremsat uden hensyntagen til andet end sagforholdet?

Hvornår slipper vi dog af med den ledelsesfetichisme. Når ”stærk” og ”handlekraftig” ledelse volder langt mere skade end gavn på samfundets vitale og legitime vidensinteresser, burde selv Socialdemokraterne fatte, at universitetssystemet må reformeres grundlæggende, så ledelsensformen kommer i overensstemmelse med samfundets – ikke ledernes – interesser.

Magt og afmagt i universitetsledelsen

På min fanside på Facebook (thi sådan en har jeg, endskønt fanskaren er relativt begrænset) skrev min medadministrator Sofie følgende lange indlæg:

Kære Sune, jeg har et spørgsmål. Jeg bliver nødt til at dele det op. Du skriver "Som det er nu, har ledelsen alt for meget MAGT." (Auken, 2010, p. 64, mine fremhævelser - store bogstaver) "(...) Der gøres for tiden meget ud af, at lederen skal KUNNE træffe "upopulære beslutninger", og det kan være rigtig nok, men det åbner også en pandoraæske af muligheder for, at ledere træffer dårlige, upopulære beslutninger, egenrådige beslutninger, underinformerede beslutninger, beslutninger styret af egoistiske motiver osv."(Auken, 2010, p. 65, mine fremhævelser - store bogstaver) For et par uger siden var jeg til seminar under NSU, hvor Mette Thunø, prodecan for forsking, det humanistiske fakultet, Københavns Universitet holdt et oplæg. Seminarets tema var "Soft Knowledge in Hard Times" om humaniora i samfundet … Mette Thunø havde valgt at bruge hendes tid på at gennemgå det bibliometriske system til fordeling af midler. Hun fortalte, at det drejer sig om 10 % af forskningsmidlerne, der fordeles efter denne regnskabsmetode, og at humaniora efter metoden for ca. samme procentdel af disse 10 procent, nemlig 14%. Mette Thunø var langt fra begejstret for metoden med argumenterede for, at den bliver brugt i andre lande og at den sikkert kommer til at fylde meget mere herhjemme hvorfor det er vigtigt at gå med på den med det samme. Vi talte om, at metoden først og fremmest har en symbolsk værdi, som ændrer forskningens indhold, da vi indretter os efter den.

Så er det jeg ikke kan lade være med at tænke, om ledelsen overhovedet har noget magt. Hvis den symbolske værdi ved det biblioemtriske fordelingssystem ændrer forskningen på en sådan måde, at ledelsen mener det er skidt, kunne ledelsen så ikke benytte sin magt til at tage en drejning, der undertrykker denne indflydelse? Mit spørgsmål er: Har ledelserne magt til at agere pro-aktivt for den danske forsknings styrker, så vi kan sætte dagsordenen, også i udlandet, med den viden vi får fra udlandets erfaringer i en kombination af det, som de danske universiteter i flere hundrede år har oparbejdet og som er meget attraktivt for udlandet?

Sofie har fortjent et ordentligt svar, så det følger herunder:


Kære Sofie

Der ligger en kæmpemæssig strid på humaniora bag deres system til forskningsmåling. Det var faktisk det, som overhovedet satte mig i gang med at diskutere forskningspolitik. Da de gik i gang med bibliometrien var vi mange, som lynhurtigt opfangede, at det ville have skadelig indflydelse på vores publikationsmønstre. Du kan se en meget stor del af debatten gengivet her. Jeg tror grundlæggende, du har ret i, at vores ledere er tæt på at være magtesløse. Det fremgår ret tydeligt af dette lille indlæg, der rammer sagen på et hår. Det er faktisk stort set også, hvad Jørgen Honoré siger i det dobbeltinterview, der lige er blevet publiceret i Universitetsavisen.

Det lyder lidt pænere, men grundlæggende beskriver Honoré ledelsens rolle som dem, der søger at lave damage control på alle politikernes sindssvage ideer. Mettes tanke var og er vistnok (rettelser modtages), at da vi ikke kan slippe for systemet, så kan vi lige så godt se at få indrettet os efter det. Jeg er på dette punkt fundamentalt uenig med både Honoré og Mette, al den stund jeg mener, at lederne skal vise sig som vores ledere ved at forsvare os offentligt og sådan så politikerne hører det, når de handler tåbeligt. Hvorfor det skal være JP, som fortæller politikerne, at taxametersystemet er tåbeligt, er mig en gåde. Det skulle Danske Universiteter stå og råbe ind i hovedet på dem hver mandag, onsdag og fredag.

Så jeg tror, at vore ledere gør sig magtesløse ved ikke konsekvent at sparke opad i systemet. Denne magtesløshed går sørgeligt nok fint i spænd med de alt for udstrakte magtmidler, de har internt i systemet. Vi får ledere, der opadtil i systemet optræder som nulledere: De repræsenterer ikke meningsfuldt og slagkraftigt deres institutioners legitime interesser. Samtidig er de alt for stærke nedadtil, således at forskere, undervisere og studerende hele tiden ikke har andet alternativ end at bøje sig.

Når dertil lægges, at vi har gruopvækkende eksempler på, at magten også misbruges internt i systemet, så har vi det, min gamle kollega Flemming Lundgreen-Nielsen engang kaldte ”et sært belyst psykisk landskab”, der konkretiserer sig i skikkelse af den almægtige, magtesløse leder. Der er et kæmpe ledelsesanalysearbejde et eller andet sted her... Jeg tænker videre.

Charlotte Sahl-Madsen. Et sekunds håb.

Ingen ved, hvad der sker, men jeg vil godt have følgende registreret:

Jeg har netop været i studiet med den nye forskningsminister, og jeg kunne helt banalt godt lide hende. Jeg synes, hun virkede dialogsøgende, lyttende og åben for nye ideer. Jeg har kort sagt håb om, at noget kan blive bedre. Jeg tror, at hun har fanget, at jeg ikke her taler som venstrefløjsmand, men som bekymret og frustreret forsker. Jeg tror hun er klar til at tænke området igennem, og jeg tror hon forstår, at jeg ikke bare er en højtråbende problemskaber, men faktisk taler på vegne af mange, mange mennesker i universitetsverdenen.

Det kan være, jeg bliver frygtelig skuffet, men for første gang i lang, lang tid har jeg et håb om, at noget vil gå fremad. Man er SÅ vant til at forvente det værste, men bare dette ene, lillebitte øjeblik: Måske kan det endnu gå godt.

Helge for en dag. Helgedusseda!

Vi har nu allesammen fået tilbud om at blive videnskabsminister for en dag. Her er mit bud på, hvad dagen skulle rumme. Det fornøjelige ved at være Helge for en dag måtte være, at man kunne gøre noget af alt det, Helge ikke plejer at gøre. Her får du en lille liste over muligheder:

1) Sige "undskyld, det var ikke det, jeg mente."
2) Skrive et brev til Jens Oddershede og forklare ham, at organisationen "Danske Universiteter" bør tilbagedøbes til "Rektorkollegiet", da den ikke med rimelighed kan siges at repræsentere de danske universiteter.
3) Læse en bog.
4) (3 i præciseret form) læse Mogens Ove Madsens "Universitetets død" og Claus Emmeche og Jan Fayes "Hvad er forskning. Normer, videnskab og samfund" for dog at få LIDT forstand på mit område.
5) Stå foran spejlet og øve mig i IKKE at sige "Fra forskning til faktura".
6) Græmme mig i al bred almindelighed.
7) Tale med en forsker.
8) Tale med en studerende.
9) Udstede et burkaforbud for yngre lektorer i mikroøkonomi.
10) Skrive et brev til Ralf Hemmingsen og forklare ham, at forskere og undervisere er DET SIDSTE ikke det første, der skal skæres ned på.
11) Omdøbe "Den bibliometriske forskningsindikator" til "Det tilfældige ressourceomfordelingssytem".
12) Studere genren "svar" med henblik på at forstå dets intime relation til genren "spørgsmål". Herunder ville jeg særligt fokusere på, at et "svar" bør forholde sig til det, spørgsmålet handler om.
13) Tage min afsked (klokken 18.03).


Se også Universitetsavisen

Hjernedød. Errata

Tja vi kan jo lige så godt komme i gang, selvom bogen ikke er udkommet endnu. Videnskabens konstante kritik og selvkritik bør ikke stoppes af genregrænsen mellem den fagvidenskabelig afhandling og en debatbog. En fejl i en debatbog er fortsat en fejl. Det primitive faktum, at bogen ikke er udkommet endnu, er også ganske irrelevant. So: Here goes. Listen opdateres, efterhånden som jeg finder flere fejl. ALT noteres.

35, 13-14: systemet præsterede alligevel > systemet alligevel præsterede

43Ø: Andet afsnit er en del af det foregående citat, hvorfor note 9, angivet ved dets slutning, da også er henvisningen til citatet i dets helhed.

44, 1FN: degenererede > degenererende

54M: Her er en fejl i gengivelsen af den bibliometriske forskningsindikator. Den giver faktisk 1 point for et niveau 1 tidsskrift og 3 (ikke 2) point for et niveau 3 tidsskrift. Det gør spøjst nok situationen endnu mere fjollet.

Formidl (i) din forskning(stid)

Jeg har netop afrapporteret min arbejdsbyrde for efteråret 2009, og det har givet mig svar på et spørgsmål, jeg for længe siden begyndte at spekulere over, nemlig: Hvornår formidler forskeren? Kernen i spørgsmålet er, at der for nylig (hvornår? Jeg ved det ikke) er blevet føjet en ekstra forpligtelse til universiteteternes opgaveportefølje: Hvor vi tidligere skulle forske og undervise, skal vi nu forske, undervise og formidle. Mit spørgsmål i det oprindelige blogindlæg var, hvor den tid egentlig skulle komme fra, al den stund vi som forskere i forvejen var fuldtidsansatte.

Jeg har nu fået svaret. Jeg angav et begrænset tal (50 timer) på min selvangivelse som "formidling". Den søde og dygtige sekretær, der håndterer vores selvangivelser, svarede tilbage "De ting du har angivet under formidling, er kun noget, der godskrives, hvis vi (læs: Instituttet) får penge for det. Ellers er det noget, der tages fra de 45 % af den lønnede arbejdstid, der er sat af til forskning." Det er jo ikke hendes skyld - don´t shoot the messenger - men budskabet er ret chokerende.

Så: forskeren formidler i sin forskningstid, og formidlingsindsatsen tages time for time fra forskningen. Det er da en oplysning værd: Universiteternes formidlingsindsats finansieres direkte fra de ansattes forskningstid, og den ansatte, der bruger tid på formidling, spænder dermed ben for sin egen forskning. Da ens forskningstimer er umålte, kan man formidle herfra og til evigheden og stadig ikke opleve nogen arbejdsreduktion på andre fronter. For sjovt nok er der ingen, der forventer, at universitetets ansatte forsker mindre af den grund.

Konklusionen er, som man kunne frygte: Formidling er ubetalt merarbejde, som forventes af den ansatte, men som blot lægges oven i den øvrige arbejdsbyrde uden kompensation. Så blev vi da dét klogere.

Mig og min fan

Sofie sagde til mig, at jeg skulle have en fanside på Facebook. Det var en god måde at få et budskab ud på osv ... jeg løb rundt om mig selv som en halshugget høne ... det viste sig, at jeg selv skulle oprette den. FUCK!

Jeg er en stor pralhals af natur, men organiseret autopanegyrik har aldrig ligget for mig. Heldigvis skrev Sofie også teksten. Pyha.

Nu er jeg så en, man kan blive fan af på Facebook. Det er næsten ikke til at holde ud - det er faktisk angstprovokerende, og måske sletter jeg siden, inden dagen er omme. Jeg er for h...... hverken nogen stor kunstner eller en specielt dybsindig ånd. Jeg er bare en universitetspolitisk slagsbror og en lille smule af en forsker.

Indtil videre er Sofie også min eneste fan. Egentlig er hun selv den, man burde være fan af for hendes søde væsen og hendes heroiske kamp med Københavns Kommune for at få lov at udføre meningsfuldt arbejde.

Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet - En samfundsthriller

I et misforstået forsøg på at fremme de danske universiteters erhvervsnytte og styre deres præstationer har politikerne forvandlet dem til bureaukratiske skrumler. En absurd topstyring, et tonedøvt ministerium og dynger af rapporter, regler og kontrakter forhindrer universiteterne i at yde deres bedste til gavn for samfundet.

Det borgerlige samfund har ikke kun brug for tanker, der kan omsættes i fakturaer, men er afhængigt af en mangfoldig og dynamisk viden om en bred vifte af emner. Detb orgerlige universitets formål er – til gavn for samfundet og dets borgere – at tilvejebringe, analysere, kritisere og bevare denne viden. Det sker i forskningen,
og det sker i undervisningen.

Derfor må nogen for det borgerlige samfunds skyld træde op til forsvar for det borgerlige universitet.

Udkommer 24. februar. Bogen kan bestilles her.