Opmuntrende værk om trist skæbne

Ulrik Langen: Det sorteste hjerte. Historien om et dybt fald i enevældens København. 284 sider. 300 kr. Politikens Forlag.

Ulrik Langen, nyudnævnt historieprofessor på Københavns Universitet, har med Det sorteste hjerte skrevet en opmuntrende bog. Det skulle man egentlig ikke tro, når man læser den, for den historie, der fortælles,er gysende, skønt virkelig nok.

Den handler om to mænd, som kom på tværs af embedsværket i det sene syttenhundredetal og endte med uden dom at tilbringe årevis i fængsel under ydmygende og sundhedsskadelige forhold, mens en overdrevent nidkær og hadsk repræsentant for kammeradvokaten, forhørte hundredevis af vidner for at finde noget at bruge mod dem.

Den centrale af de to ofre – i det mindste i bogens fremstilling – er Michael Brabrand, en stridbar, selvhøjtidelig og lettere anløben købmand i den højere middelklasse. Han var ikke uden skyld, men fortjente ikke på nogen måde de ulykker, hans uforsigtighed og systemets modvilje drog ned over ham.

Han var en stræber, som fra en ret simpel baggrund ved talent og hårdt arbejde løftede sig ind i købmandsskabet, En god, solid borgerlig karriere. Retssager, svindel og stridigheder var dagens orden i handelsstandens København, og både retssagerne og stridighederne tog Brabrand hele vejen igennem mere end sin del af – både de personlige og de handelsmæssige.

Undervejs fik Brabrand grundigt provokeret mange – også de forkerte mennesker, herunder førnævnte sagfører hos kammeradvokaten, Peter Daniel Bradt. Han og andre begynder at arbejde systematisk imod Brabrand, som lader sig provokere og larmer mere og mere i København til gene for det enevældige forvaltningsapparat. Så da det først ramler for Brabrand, ramler det virkelig. Han arresteres under stor ballade, isoleres i fængsel på jammerlige vilkår og henslæber nu mere end fem år i fængsel, mens undersøgelsen af hans forhold bliver ved i en pinagtig uendelighed. Imens går hans forretning konkurs, hans hus sælges, og hans familie forfalder; hans allerede svagelige kone går fra forstanden og kommer sig aldrig.

Da Brabrand endelig dømmes, er det med enevældens monstrøse logik. Han frikendes for de anklager, der førte til hans arrestation, men dømmes til landsforvisning for sin opførsel ved arrestationen.

Det eneste opbyggelige ved historien er, at Brabrand kommer på fode igen i Lübeck trods et meget ringe udgangspunkt. Langen sammenfatter det med en vis tør humor: ”Brabrands gamle jeg er vendt tilbage. Han er involveret i en række forretninger – og ikke mindst en række stridigheder, sådan som han havde for vane. Brabrand holdt på sin ret. Også selvom han ikke havde ret.” (249).

På det tidspunkt i forløbet er nærværende læser helt parat til at tilgive Brabrand næsten hvad som helst. Det er direkte livgivende, at en person, der er blevet så ilde behandlet, stadig er intakt nok til at være på tværs.

 

Hvordan kan en bog om et så deprimerende emne være opmuntrende? Fordi Ulrik Langen gør noget meget svært, upåagtet og stærkt nødvendigt: forener forskning og formidling.

Det sorteste hjerte er baseret på et gedigent kildearbejde, forsynet med en klar og præcis bibliografi og med tilstrækkeligt med noter til, at Ulrik Langens arbejde vil kunne eftergås af andre fagfolk. Der står med fuldstændig sikkerhed ting i bogen, som ikke har været fremme i historieforskningen før. Og ved at fremdrage dette relativt ukendte materiale sætter bogen mere kendte retsstridigheder, især P.A. Heibergs og Malthe Conrad Bruuns landsforvisninger, i et nyt perspektiv.

Alligevel kan bogen læses med fornøjelse også af en bredere gruppe. Forløbet er farverigt nok til at gøre en god historie, og Ulrik Langen giver historien, hvad den kan trække. Man underholdes og oplyses på samme tid af sceneriet og miljøet, de mange hver for sig farverige personer og det dramatiske og tragiske forløb. Tilsammen danner de et fascinerende tidsbillede, som gør den megen viden i bogen lettilgængelig og levende.

Det er en uhyggeligt svær øvelse at skrive en bog som denne. På mange måder vanskeligere end at skrive alene for fagfolk, og Det sorteste hjerte har også sine svagheder, skønt de er langt færre end bogens dyder. Fravalget af et indledende overblik har dramatisk virkning, men gør det ofte vanskeligt at holde sammen på de mange detaljer og underforløb. Den folkelige skriveform bliver nogle gange for løs, så man irriteres over vagheder, og bestræbelsen på at få så mange læsere som muligt med fører sine steder til gentagelser, man gerne have været foruden.

Desuden er det for fagfolk mildt irriterende ikke at få citater fra de samtidige dokumenter gengivet i originalform og med skarpere henvisningspraksis. Men dette sidste punkt kunne have kostet bogen meget i offentlig appel, så det er et valg mellem to onder.

Tendensen i dansk universitetspolitik og -administration tilsiger, at rigtig forskning foregår i specialiserede, engelsksprogede fagtidsskrifter, hvor diskussionerne udspiller sig i en lukket kreds af fagfolk. Det er på mange fagområder den rigtige idé, men det har også sine omkostninger.

For det første, at de skatteborgere, der betaler regningen, aldrig ser resultaterne med egne øjne – kun i referat. For det andet at forskere, der faktisk kan arbejde fagvidenskabeligt i åbne og mere forståelige former, også tvinges over i lukkede fagmiljøer og sværttilgængelige publikationsformer. Det sidste punkt er særlig katastrofalt for de humanistiske videnskaber, som ofte vinder deres legitimitet ved at kunne skrive for en langt bredere læserkreds.

Derfor skal man huske at sætte pris på det, når en højt kvalificeret specialist som Ulrik Langen arbejder på en måde, som både bidrager til videnskaben og virker oplysende for andre. At den slags forskere stadig findes, og at de både kan opnå professoransættelser og udgive nye bøger som Det sorteste hjerte, er måske det allermest opmuntrende ved den i øvrigt triste i historie om den hårdt plagede Brabrand.

Oprindelig trykt i Kristeligt Dagblad den 29. september 2012 (her)

Komplekst udsagn

I dag skærpede landsretten dommen over den somalier, som nytårsdag 2010 forsøgte at myrde bladtegneren Kurt Westergaard. Lad mig i den anledning foresøge at fremsætte et komplekst udsagn ud fra den overbevisning, at der er fremsat for mange forsimplede udsagn i anledning af hele Muhammedtegningshistorien. Udsagnet består af følgende tre led:

1) Kurt Westergaards Muhammedtegning var idiotisk.
2) Skærpelsen af straffen over angriberen er fornuftig.
3) Der er ingen modsætning imellem 1) og 2).

Forklaring: Det er fuldt ud muligt at mene, at et udsagn eller et billede er tåbeligt og samtidig fastholde, at det ikke derfor fratager en person hans ret til beskyttelse, hvis han trues, og hans retssikkerhed i bredere forstand. Det er faktisk en af de centrale pointer ved at støtte ytringsfriheden in the first place. I en anden nu verserende sag er det også derfor, man ikke behøver at afgøre, om man synes, Marlene Wind havde ret eller ikke ret, når hun kritiserede den nye grænseaftale, for at fastholde, at det selvsagt ikke skal have konsekvenser for hendes vilkår som ansat på Københavns Universitet - Og det er i øvrigt fuldt tilladeligt at mene, at hun var et fæ, samtidig med at man forsvarer hendes ret til at sige, hvad hun sagde.

Læs mere her (Westergaard) og her (Wind).

Kormirakler og korrekturkatastrofer

På denne dag, hvor sagen Milena Penkowa endegyldigt har sikret, at Ralf Hemmingsens dage som rektor på KU er talte, kan man heldigvis også bruge tiden på noget bedre end at grue over sin ærværdige institutions bryderier. Jeg tog ud i – eller rettere: Sarah tog mig med ud i – Husum Kirke, hvor DR VokalEnsemblet gav koncert.

Det er sådan et øjeblik, hvor man elsker både sin topskat og sin kirkeskat. Sådan et ensemble ville være noget af det første, der blev slået ihjel, når topskatten røg, og uden kirkeskatten havde dørene ikke kunnet være åbne, så man bare kunne spadsere ind fra gaden og få en fantastisk oplevelse i et vidunderligt klingende, omend meget rødt rum. Hypertopprofessionel elite fra dengang, man stadig vidste, at eliten faktisk er dem, som er ekstremt dygtige til noget – og gerne til noget andet end at frembringe bilag på hjemmetrykkeriet.

Dette var elite. Vi fik Saint-Saëns, Messiaën, Mahler, (den mig ubekendte) Ulf Långbacka og Ravel, så det lød, som om det var nemt. Totalt kontrolleret klang, et vildt overskud af udtryk, en samstemthed af også individuelt store stemmer. Jeg er ikke nogen stor musikkender, men ALTSÅ!!! Når noget er SÅ godt, kan selv jeg høre det. Programmet var vidunderligt sammensat, så det æteriske hos Saint-Saëns og Messiaën fik lov at glide over til det her mere kontante udtryk hos Maurice Ravel, uden at den klangmæssige enhed nogensinde gik tabt. Ensemblet ejede rummet, og der kunne klappes og udvises begejstring i kirken, uden at det ét sekund var forkert i forhold til den. Bravoråb hele vejen hjem til sangere og dirigent.

Var musikken elite, så var korrekturen på programmet til gengæld ... eeeehm …

”Gustav Mahler (1860-1922)”. Han havde da også fortjent de ekstra 11 år den store mand, havde han ikke?

Gérard Pesson (jeg håber, at det er det, han hedder, jeg har det fra programmet) havde omarbejdet den langsomme sats fra Mahlers 5. symfoni til værket ”Kein deutsches himmel”. Eller var det ”Kein deutscher Himmel”, som der stod andetsteds i programmet, eller muligvis noget helt tredje?

Programmet var på dette punkt i øvrigt helt uinteresseret i musikken, men snakkede til gengæld løs om Viscontis version af Thomas Manns Døden i Venedig. Dejligt folkeoplysende, formoder jeg, men et par ord om musikken var måske på sin plads, når det nu var den, vi skulle høre.

Og så var der præsentationen af ensemblet: ”DR VokalEnsemblet består af 18 professionelle sangere, som debuterede i 2007.” Gad vide, hvorfor alle sangerne lige skulle være debuteret i 2007? Var der ikke gode sangere de andre år?

Men gode var de - class of 2007 ;-). Tak for sangen, og tak for denne ekstra glæde ved korrekturlæsningens fascinerende mysterier. Må jeg anbefale, at ensemblet kunstnerisk bliver ved med at gøre præcis det, det gør, men at dets programansvarlige måske sender programmet til korrektur hos Christel Sunesen, som kan træffes på christel@mail.dk. jaj kan garenterå få resudladed. Ja ha tid sæl brugd henne.