Manden med bombehatten

Efterhånden er hele denne her Kurt Westergaard-ting gået så meget op i en spids, at nogen simpelthen er nødt til at stoppe og tænke en lille smule tvesidet over den. Hvis ikke vi snart får fornuften ind som medspiller i sager som denne her, ender vi med at leve på en krudttønde.

Forestil dig. Du står i en forretning – det må for min skyld gerne være en tosproget grønthandler, men det er egentlig ikke interessant. En eller anden tåbe kommer væltende ind og giver sig til at overfuse indehaveren i sprogets værste gloser. Indehaveren bliver ophidset og slår ham i hovedet med en flaske. Manden bløder, politiet kommer. Hvem slæber de væk? Indehaveren – også selvom det ikke var ham, der startede konflikten. For det var ham, som optrappede den ud over lovens grænser.

Er det en rigtig beslutning fra politiets side? Ja, selvfølgelig. Hvad kunden gjorde var tåbeligt og usympatisk. Det var udtryk for dårlig opdragelse, menneskelig småtskårenhed og alsken andet forfærdeligt. Men at gøre noget usympatisk er ikke det samme som at gøre noget ulovligt, og selv hvis man godt kan forstå forretningsindehaveren, gennemførte han et voldeligt overfald, og han skal selvfølgelig straffes for det.

Gør det, hvad kunden gjorde, bedre? Nej, selvfølgelig ikke. Han har stadig handlet bundusympatisk, men enhver tale om, at det er hans egen skyld, er at legitimere vold.

Jeg synes, at Kurt Westergaards bombetegning var møgusympatisk. Den lå i fin forlængelse af Jyllandspostens utåleligt hadske indstilling til islam. Den var efter min mening en helt unødvendig provokation, hvis mål var en presset og foragtet minoritet i Danmark, som i forvejen er rigeligt lagt for had. Som aktion for ytringsfriheden var den totalt meningsløs. Den demonstrerede ikke andet, end hvad vi godt vidste i forvejen: Nemlig at det er muligt at lukke Gud ved hvad ud om muslimer og islam uden at komme på tværs af retssystemet. Jeg mener stadig, at tegningen var usympatisk, chikanerende og ikke spor heroisk. Bemærk, at dette må jeg godt mene. Det falder inden for ytringsfrihedens vide rammer at sige sådan.

Problemet er bare, at når tegningen nu engang er blevet trykt, så er det i en vis forstand komplet ligegyldigt, om den er usympatiske eller ej. Når stormen en gang er blæst op, og truslerne har ramt Kurt Westergaard og nu også bragt ham i fare for sit liv, så er forsvaret for ham reelt et forsvar for ytringsfriheden – og intet fysisk angreb imod ham kan på nogen måde siges at være retfærdiggjort af, at tegningen var led. Vi har ikke dødsstraf for at sige usympatiske ting i dette samfund. Hvis ikke også dem, som siger ting vi finder modbydelige, har sikkerhed for deres liv, uanset hvad de siger, er vores ytringsfrihed reelt under pres. Ja, der er en rimelighed i at skælde Westergaard huden fuld, og har man lyst til at gøre det, så be my guest, men intet, han har gjort, berettiger, at han skal slås ihjel eller nægtes samfundets beskyttelse.

Men det gør stadig ikke hans tegning mere sympatisk. Jeg foragter ham stadig for den. Men jeg ønsker ham uanset det et fredeligt pensionistliv, og det smerter mig, at han er nødt til at leve under politibeskyttelse. Og jeg ser med tilfredshed mine skattekroner anvendt til forsvar for hans sikkerhed - skønt det er rædselsfuldt, at det er nødvendigt.