Kan nogen forklare mig denne her:
I højlydt mobil-samtale entrer jeg Netto. En dame tysser på mig. Jeg dæmper mig. Alt ok. Da samtalen er ovre to minutter senere, går jeg ganske uironisk hen og siger tak til damen, fordi hun gjorde mig opmærksom på, at jeg talte for højt. Damen tager heraf anledning til at skælde mig huden fuld, fordi jeg talte i telefon. Jeg gør damen opmærksom på, at jeg lige har sagt tak. Hun fortsætter ufortrødent. Jeg meddeler hende i kun marginalt venligere vendinger, at hun kan stikke piben ind og i øvrigt også få et bøjet søm at trutte i.
Gåde:
Når man retter sig efter en henstilling og efterfølgende siger tak for den, hvorfor kan nogen så tage anledning heraf til at skælde en ud?
'Den venlige henstilling' er en truet art i det offentlige rum. Venlighed er ikke en forventet grundindstilling hos fremmede. (Tag dén, Løgstrup!) Man oplever det ikke sjældent i en stillekupé, når der støjes. Efter nogen tid rejser en af de øvrige passagerer sig op og skriger, at NU MÅ DE KRAFTØDME LUKKE ARRET FORHÆLVØD! Det er ikke udtryk for et ønske om pædagogisk at eksplicitere reglerne for støjniveauet i DSBs stillezone, men er et symptom på, at vedkommendes tolerancetærskel kumulativt er overskredet. Nu har han stiltiende fundet sig i at se på unge mennesker smide affald ved siden af affaldskurven, cyklister skrå ind over fodgængerfeltet, bagerjomfruen tage spandaueren med fingrene, og så blev det BARE FORE MEGET med den idiot, der oven i købet støjer i toget. (Det korrekte ville naturligvis i et normalt toneleje at sige: "Undskyld, er du klar over, at du sidder i en stillekupé?") Vi savner ganske enkelt mellemproportionalen i almindelig omgang. Vi er på knus med hvem som helst, og vi skælder ud på hvem som helst. Men det venlige hensyn, som også ligger i henstillingen er os fremmed. Den dame du traf har ganske givet følt din anerkendelse af hendes kritik som en genåbning af ventilen, altså en invitation til at uddybe skideballen, som hun har sparet sammen til længe med mange andre end dig som bidragyder til overtrykket.
SvarSletLidt af det samme oplever jeg i trafikken. Det hænder, når man kører i bil på et meget trafikeret strøg, at man forude kan se folk, der fra højre vil ind på samme vej i ens egen køreretning. Hvis man holder ganske lidt tilbage og dermed skaber et tilstrækkeligt stort hul til forankørende, vil vedkommende kunne smutte ind uden at nogen har mistet noget særligt derved. Ofte hænder det dog, at man for denne venlighed er tvunget til fuld stop, fordi vedkommende ikke forventer denne venlighed. Det ligger simpelthen ikke inden for deres horisont, at nogen skulle udvise det hensyn, så de reagerer først, når det bliver helt tydeligt, hvad der er meningen, og så har de forårsaget en ulejlighed, der ikke gør det umagen værd at udvise hensynet, fordi et fuldt stop er til stor irritation for alle de bagvedkørende.
Vidunderlig analyse. Den rammer helt præcis. Hendes tirader handlede mere om, hvordan alle var uforskammede og onde end de egentlig handlede om mig. Jeg var mere en instantiering end en person. Måske derfor var det også lige meget, at jeg faktisk havde opført mig rimeligt, fordi DET HADE ALLE DEDÆR ANDRE SVEN IKKØ!!!!
SvarSletSpøjst nok betyder det, at "den venlige henstilling" har det svært i det offentlige rum også, at det kan være meget svært at komme fremad med en venlig henstilling fra tid til anden. Måske fordi folk netop er parat til at blive krænket og så har det svært med " tusind gange undskyld, men ...".
SvarSletI stillekupeer har det ofte en helt sær virkning.
Jeg har set sludrevorne ægtepar i tomme togstammer, som i stedet for at flytte sig 25 meter og glade sludre videre tilbragte 2½ time med at stirre olmt ud i luften, fordi det var blevet dem forbudt at tale.
Et af de helt store øjeblikke var en gang to meget selvtilfredse tresårige mænd sad og galede op om deres betydning. Da jeg gjorde dem opmærksom på (igen "undskyld, men ..."), at de var i stillekupé, gik en af dem straks til assertivt modangreb: "Hvor står det?". Det er sjældent, jeg får lov at argumentere rent ostensivt, men denne gang kunne det klares med en simpel fingerhenvisning til de piktogrammer, som var placeret over herrernes plads. Tilføjelsen "men I kan jo gå ind ved siden af, der er vist masser af plads" blev taget som en oplagt krænkelse. Det var unægtelig svært at læse de næste to timer med to sæt hadske øjne boret ind i panden - Men de sagde ikke mere.