Latterens former og Roy Zimmerman. Satire, farce og parodi - en uautoriseret, venstreorienteret lektion.

Nu må man jo ikke være politisk ex-cathedra, så der er en del af mit favoritmateriale, jeg er tilbageholdende med at bruge, fordi det (eller kunstneren) er for aktuelt politisk. Eksempelmaterialet her er den amerikanske singer songwriter Roy Zimmerman, som jeg for tiden har et irriterende tilbedende forhold til.

Men det kan også godt gøre ens liv sværere. Her er en lille analyserende fremstilling af tre begreber, der ofte volder mine studerende vanskeligheder: Satire, parodi og farce. Rigtig mange af de bedste satirer og parodier selvfølgelig er politiske, og at man derfor skærer sig selv af fra et omfattende materiale, når man bliver pæn og ordentlig i klasserummet. Hermed altså en lille, mere politisk inficeret gennemgang – MED eksempler.


Satire

Satire er, siger Gero von Wilpert i sin Sachwörterbuch der Literatur, som ingen vist kan beskylde for at være venstreorienteret,

Spottung und Strafdichtung, lit. Verspottung von Mißständen, Unsitten, Anschauungen, Eregnissen, Personen (Pasquil) Literaturwerken (Literatursatire), usw. Je nach den Zeitumständen allg. Mißbilligende Darstellung und Entlarvung des Kleinlischen, Schlechten, Ungesunden in Menschenleben und Gesellschaft und dessen Preisgabe an Verachtung, Entrüstung und Lächerlichkeit (…)

Han er tysker, så det bliver ved lidt endnu. Altså satirens retning er udad fra værket: Værket bruges til at udstille og gøre grin med laster i menneskeliv og samfund – gerne agressivt og med henblik på nedbrydning eller forandring af det kritiserede. Fordi satiren sigter så direkte udad har den ofte en kort levetid, fordi den forudsætter, at læser/tilhører/beskuer/whatever kender til det fænomen i omverdenen som angribes. En senere tid får hurtigt brug for fodnoter. Her er så Roy Zimmerman, om hvem man til gengæld med rimelighed kan sige, at han er venstreorienteret, i færd med at udføre satiren Chickenhawk. Sangen sigter på det, der i USA kaldes en ”chickenhawk”. Udtrykket sigter på, at så godt som alle de mest offentligt markante tilhængere af Irakkrigen havde meget svage papirer, når det kom til deres egen krigsindsats. De var stort set krøbet i skjul bag deres families magtpositioner. Udtrykket er selvfølgelig sammensat af ”hawk”, altså en person som går ind for en hård linje i konflikter, og en ”chicken” en kujon. Her bruges udtrykket til det yderste.


Farce

Så har vi farcen. Her er von Wilperts definition mindre skarp (for én enkelt gangs skyld), men farcen er altså et værk, som sigter imod at fremkalde latter med stort set ethvert tænkeligt middel, og som derfor er villig til at fjolle langt ind i det absurde. Her er det Roy Zimmerman, som pjatter sig igennem Christmas on Mars. Bemærk, at der elementer af parodi (der gøres grin med ”Christmas song”), og der er et element af satire midt i sangen, hvor amerikansk militarisme lige får et sidehug, men ellers har vi mest, at sangen svælger i absurde ord og vittige sammestillinger og kontraster. Den er der, for at man skal grine af den, og ikke så meget andet.

Parodi

En parodi er noget helt andet. Her er von Wilperts definition for konservativ, men den konservative definition er ikke dårlig blot ikke helt fyldesgørende. Vi lærer vores studenter, at en parodi er et sammestød af høj stil og lavt indhold, mens en travesti modsat er et sammenstød af lav stil og højt indhold. Skematisk sagt: I parodien taler rejekællinger, som om de var gudinder, i travestien taler gudinder, som om de var rejekællinger.

Men i bredere forstand er både parodien og travestien parodiske former. Man må derfor ud i en mere omfattende, post Bakhtin-forståelse. I modsætning til satiren, som sigter udad, sigter parodien altid indad (den kan sigte udad samtidig, men det er i anden række idet parodien virker ”satirisk”) Parodien består i at en taleform eller diskurs går ind i en anden og ved at anvende dens former imod den selv gør grin med den eller på anden måde nedbryder den. Parodien kan være kærlig og altså sigte imod hyldest ved latter eller den kan være aggressiv og sigte imod at nedbryde eller udstille objektet for parodi. Parodien forudsætter selvfølgelig også, at modtageren kan genkende den diskurs, der vrides rundt, og derfor kan der også her blive brug for fodnoter. Her er Roy Zimmerman i en dobbelt parodi: What if The Beatles Were Irish. Skydeskiver er både The Beatles og den irske folkemusik.

Det er virkelig et stilsammenstød af dimensioner. I en vis forstand travesterende i den konservative forstand, idet det høje indhold, Beatlessangene, mødes med den lave stil, den irske folkemusik, hvorfor man kommer til at grine på alle de forkerte steder. Men helt så simpelt er det alligevel ikke, for der gøres næsten mere grin med den irske folkemusik end med The Beatles, fordi også dennes stilmidler bringes i anvendelse imod deres normale intention. Greb, der normalt bruges til seriøst, gøres til grin, idet de bruges til at vrende The Beatles på vrangen. Det bliver en art dobbelt parodi, hvor TO forskellige diskurser gør grin med hinanden.

Blandinger

Som det allerede fremgår af det ovenstående, er formerne ikke rene. Farcen ”Christmas Song” har elementer af satire, mens der er tydeligt parodiske træk i ”Chickenhawk” - og også klare farcetræk i al Zimmermans gokken. Her er to endnu mere markante blandformer. Først er det en Dylanparodi: Sarah Pale in Comparison. Her er der en del stilistisk vrængen både i sangformen og i den måde, Zimmerman spiller guitaren på. Der er derudover citater fra to Dylansange, ”Sarah” og ”Just Like a Woman” (samt et enkelt fra My Fair Lady), men formen er dæmpet og parodien er som parodi slet ikke så pågående som i What if The Beatles Were Irish. Her er den nærmest blevet en udtryksramme for det, som er det egentlige ærinde: det satiriske angreb på Sarah Palin.

En anden variant finder vi her, hvor det er den konservative kommentator Ann Coulter det går ud over (og nej, det er ikke synd for Coulter, google hende og se selv). Her får hun en olfert i sangen My Conservative Girlfriend. Her er formen en parodisk kærlighedssang. Men næsten hele den musikalske sangform er ikke-parodisk. Zimmerman synger den faktisk stort set, som man ville synge en kærlighedssang, men der kommer til gengæld et gedigent stilsammenstød nede i teksten, hvor kærlighedserklæringer fremsættes på en sådan måde, at de undergraver sig selv. Sigtet med parodien er igen satirisk – rettet imod at flå Ann Coulter fra hinanden.

Anderledes igen former det sig i Creation Science 101. Her er der sådan set meget lidt stilparodi i den musikalske form. Den har et pågående beat, som er godt til at bære sangen frem. Til gengæld er teksten og fremførelsen parodisk, fordi den går ind i en række kreationistiske argumenter (læg mærke til: Det er argumenter, som faktisk anvendes) og vender dem på hovedet. Målet er igen satirisk. Men pludselig midt i det hele begynder han at lave abelyde på den mest afsindige måde og anvender dermed farcen i satirisk hensigt.