mandag den 21. september 2015

Nationalromantikeren, der ikke fandtes

Jeg blev for for snart en del år siden bedt om at medvirke i et stort arrangement, som skulle hedde "Nationalromantikeren Grundtvig og kosmopolitten Brandes". Jørgen Knudsen havde Brandes. Jeg havde, nåja, Grundtvig.

Det forekom mig - med al respekt for Brandes - lidt tungt at sige ja, da stund helte- og skurkerollerne var ret oplagt fordelt, inden jeg overhovedet fik lejlighed til at åbne munden. Jeg havde den kedeligt forstenede nationalist, Knudsen den levende, fremtidsrettede kosmopolit ... suuuuk ....

Jeg gjorde nogen modstand til selve arrangementet og nægtede at klemme den gamle ind i den kasse, de havde sat op til ham. Han passede trods alt alle dage dårligt til kasser. Da jeg så efterfølgende blev bedt om en artikel, kom der et spørgsmålstegn på. Spørgsmålstegnet blev dybere og dybere, efterhånden som jeg arbejdede mig ind i det, og ved slutningen var jeg overbevist om, at Grundtvig ikke KUNNE være nationalromantiker, fordi nationalromantikken ikke fandtes.

Anyway, jeg har lige fået lagt artiklen ind på min forskerprofil, så hvis man gerne vil se et burn på  begrebet om nationalromantik og lære noget skævt om Grundtvig, så er chancen her.

onsdag den 3. juni 2015

Hjemmearrestation


BT kan i dag fortælle historien om en fynsk familiefar, som er blevet genstand for en hårdhændet og noget unødvendig konfrontation med politiet, idet en betjent tog fejl af to adresser og derfor tog ham for indbrudstyv - i sit eget hjem.

Til sagens oplysning kan jeg fortælle, at han ikke er alene om oplevelsen, da jeg selv har prøvet det den 18. november 2010. Her den evaluering, jeg dengang sendte til Københavns Vestegns Politi: 

Til Københavns Vestegns Politi

Der udspillede sig en episode på min adresse om formiddagen den 18. november 2010. Den havde et mindre end optimalt forløb, og derfor er der grund til at evaluere det med henblik på, om der kan uddrages noget, som kan forbedre håndteringen en anden gang. Jeg havde ondt i arm og nakke nogle timer efter, men jeg mener ikke, at der er rimeligt grundlag for at tale om, at den konkrete situation blev håndteret på en måde, der bør klages over. Alligevel endte situationen med at jeg, der tilbragte en formiddag i mit eget hus, pludselig stod i en absurd konfrontation, hvor jeg blev taget for indbrudstyv og forsøgt fysisk pacificeret. Det ville jo være rart at undgå en anden gang. Derfor følgende evaluering. Således ser forløbet ud set herfra:

Mit hus er meget langt. Jeg sidder i den ene ende og arbejder ved min computer, da jeg hører nogen råbe i den anden end. Jeg kan ikke høre, hvad der råbes. Da jeg kommer ud i min gang ser jeg en fremmed mand stå med en lille sort dims i hånden (det viser sig senere at være en peberspray, som heldigvis ikke kommer i brug). Han er tydeligvis kommet ind af min bagdør. Jeg er overbevist om, at jeg er genstand for et røveri. Han råber, at han er fra politiet. Jeg beder ham identificere sig. Han holder kort et plasticidentitetskort, han har om halsen, lidt frem, men jeg kan ikke se det fra den afstand og beder om at få det udleveret, så jeg kan se det ordentligt. Et stykke plastic viftet på 3 meters afstand af en civilklædt person, som råber af en, at han er politibetjent, er ikke specielt overbevisende. Særligt når han ikke vil give en adgang til at kigge på det. Ca samme effekt kunne laves på ½ time med en lamineringsmaskine.

Han nægter mig imidlertid adgang til at besigtige identitetskortet nærmere. I situationen forstår jeg det som, at en røver forsøger at bluffe mig til at overgive mig uden modstand. Da jeg ikke umiddelbart giver mig, begynder han fysisk at pacificere mig. Men vi kommer dog Gudskelov fra hinanden igen. Så ankommer der et par folk mere – stadig i civil – og det giver efter lidt tid så megen ro, at det efterhånden går op for alle parter, hvori misforståelsen består. Det tager dog urimelig lang tid, før jeg får lov at identificere mig, ligesom det er vanskeligt for mig at gøre gældende, at jeg faktisk bor i huset, og det er stadigvæk vanskeligt for mig at få lov til at se et politiskilt.

Endelig bliver problemet dog opklaret. Der er blevet meldt om, at et indbrud finder sted i Grambyvej 62. Mit hus ligger på Damhus Boulevard 62, men på hjørnet af boulevarden og Grambyvej. Derfor burde situationen aldrig være opstået. Der er ca 333 meter imellem Grambyvej 62 og Damhus Boulevard 62, og mit hus følger i sagens natur nummereringen på boulevarden og ikke på Grambyvej. Der skulle altså være gode muligheder for at tjekke, om huset var det rigtige, inden man gik ind.
To af tre betjente løber videre til Grambyvej 62 – hvad der sker der, ved I bedre end jeg – og jeg taler en smule med den tredje betjent, som bliver tilbage, og beder ham om at få sin kollega til at komme tilbage, så jeg lige kan trykke ham i hånden som en slags lukning. Det bliver imidlertid en skuffelse, al den stund jeg havde håbet på en undskyldning. Han var trods alt gået ind i det forkerte hus og havde været i lag med at pacificere ejeren, men det var tilsyneladende mere, end han kunne magte i situationen. I hvert fald begyndte han at irettesætte mig, og jeg valgte derfor bare at trykke hans hånd og sende ham videre. Jeg er temmelig rystet over invasionen, øm i kroppen og har smerter i armen.
Jeg har stor forståelse for politiets vanskelige arbejdsvilkår, og der skal være rum til fejltagelser under de omstændigheder. Men når fejltagelsen er så graverende, som det her er tilfældet, bør man overveje en undskyldning, og man bør overveje, hvordan man undgår gentagelser. Jeg håber, at ovenstående kan bidrage til dette.
Med venlig hilsen

Sune Auken

Jeg blev sidenhen ringet op af en venlig, reflekteret og imødekommende herre fra København Vestegns Politi og fik en fornuftig snak med ham og en undskyldning. Så jeg har intet udestående med politietaten i den anledning. Men det er trist nu at se en gentagelse, når det netop var, hvad jeg søgte at modvirke med mit brev. Særligt når forløbet i Årslev på Fyn havde betydeligt voldsommere konsekvenser for den skadelidte.

tirsdag den 7. oktober 2014

Containerkup for viderekomne


Jeg skal lige huske at nikke til min svoger Lars' gennemresearched og uhyre skræmmende erhvervsgyser Det store containerkup, der udkom i går (se her), der fortæller en virkelig historie om bedrag og modbydeligheder, som man ville tro, dansk erhvervsliv trods alt var for uskyldigt til. Men det ser unægtelig ikke sådan ud. Bogen er i vidt omfang et anklageskrift imod forsikringsselskabet Topdanmark og især imod dets mangeårige direktør Michael Pram Rasmussen, der også spiller en central rolle hos erhvervsikonet over dem alle, Mærsk. Min egen hårdt prøvedesamarbejdspartner Christel Sunesen, der har lavet en del af det redaktionelle arbejde, præsenterer bogen på netudgaven.dk (her). Læs præsentationen, og læs så bogen, og gys over, at den slags også kan foregå i Danmark.

I skrivende stund er skandalehistorien ikke blevet samlet op af de store erhvervsredaktioner på Berlingske og Børsen. Man skulle ellers tro, at kombinationen af Lars' vilde historie med Waterfront og DSB samt det skandaløse stof, der fremlægges, skulle borge for nogle gode historier fra erhvervslivets mere artige ende. Så gad vide, hvornår de får bagdelen i gear. For ganske vist flyver sagsanlæggene lavt i historien, men det kan sådan et par store, stærke aviser da ikke for alvor være bange for. Vel?

lørdag den 27. september 2014

Misforstået kritik af Grundtvig Centeret


Der har på det seneste været nogen polemik omkring Grundtvig Centerets udgivelse af Grundtvigs Værker – en enorm filologisk opgave, der nu kritiseres for, at den ikke fører til nok formidling. Allerede selvmodsigelsen i foregående sætning burde advare kritikerne om, at skoene nok er blevet taget omvendt på i dén tilgang. Men lad os alligevel tage spørgsmålet alvorligt og sige lidt om, hvad der er meningen med det arbejde, som udføres med Grundtvigs Værker, og hvornår formidlingen reelt bør komme ind i billedet.
 
Bevillingen til udgivelsen af Grundtvigs Værker er en stor, strategisk forskningsbevilling. En sådan bevilling har ét og kun ét hovedformål: Den skal afgørende forandre forskningen på det berørte område. Der skal på fundamental måde være et videnskabeligt ”før” og ”efter” det finansierede projekt. Det skal danne et vandskel – måske tilmed et paradigmeskifte. Hvis projektet formår dette, viser bevillingen sin berettigelse, hvis ikke, er bevillingen en fiasko.

Kan Grundtvigs Værker leve op til den fordring? Også i den grad! Hvor ved jeg det fra: erfaring. Jeg har levet mange år med fingrene dybt nede i det selvsamme materiale, som centreret nu organiserer. Grundtvigs skrifter (hans værker, papirer, breve etc) danner en fuldstændig uoverskuelig mængde af tekst. Der er en vis sød ironi i, at det menneske i landet, der har sagt mest negativt om det skrevne ord, også er det menneske, som har skrevet mest. Det betyder, at de tekstmængder, man står over for som forsker, er så omfattende, at alene det at etablere et vist begrænset overblik over dem er en livsopgave. Måske har Fleming Lundgreen-Nielsen læst mere end 50% af det grundtvigske korpus. Jeg har i den grad ikke – and not for lack of trying. Grundtvigs Værker sigter kun på de arbejder, Grundtvig selv udgav i sin levetid (se her), men er stadig et tigerspring fremad i forhold til mulighederne for at etablere overblik over forfatterskabet.

Og udgaven løfter også den præcision, hvormed forskningen kan arbejde: Hvis man vil undersøge forhold til et synspunkt, et motiv, en talefigur, en konkret person, et skrift eller lignende, kræver det for nærværende et herkulisk arbejde overhovedet at identificere det relevante materiale, og man vil altid være i fare for at der ligger lige så relevante tekster andre steder i korpusset, som man bare ikke lige har fået hænderne på. Dette er et konstant handicap og en konstant forsinkende faktor for forskningen.

Derfor er det arbejde, der udføres i forbindelse med Grundtvigs Værker, er ikke bare forskning på den måde, jeg og mine kolleger i den ”almindelige” Grundtvigforskning leverer den. Det er forskningsparadigmatisk: Det er et helt klart før og efter. Det overblik, der tilbyder sig med udgaven, har aldrig før kunnet etableres, og den forskning, der kommer til at udfolde sig efter udgaven, arbejder på væsentligt anderledes – og bedre! – vilkår, end vi andre har gjort. Den vil have muligheder, som vi kun kunne drømme om. Vi kan se konturerne af det nu på grundtvigsværker.dk, og det er forskningsmæssigt stærkt opløftende. Efterhånden som siden bliver udvidet, bruger jeg den mere og mere – og får mere og mere ud af det – Lidet overraskende egentlig.

Ja, mere endnu: Digital Humanites er af indlysende grunde et eksploderende forskningsfelt. Ingen, selv ikke eksperterne på området, kender endnu dets rækkevidde. Vi kan simpelthen ikke vide, hvad fremtidige forskere kan frembringe med de nye muligheder. Men for at mulighederne overhovedet skal være der, skal der være udført et kolossalt editionsfilologisk grundarbejde. Det er det, arbejde, der udføres på Grundtvig Centeret.

Derfor er jeg også ved at tabe både næse og mund, når jeg hører Grundtvig Centeret kritiseret for manglende formidling. Man har ansat knivskarpe editionsfilologiske specialister (nogle af landets bedste hoveder på dette område! – de er fx langt bedre end mig). Det har man gjort med henblik på at udvirke et egentligt fagvidenskabeligt paradigmeskifte. Nu mødes de så af en forventning om, at de skal bruge deres tid på noget helt andet end den editionsfilologi, som kan lave gennembruddet. You have got to be pulling my leg!!

Der er en rækkefølge i dette her, som er så banal, at den burde være indlysende. Grundtvig Centeret laver med deres gravende og organiserende arbejde et nyt grundlag for Grundtvigforskningen. Det bliver allerede udnyttet og vil i stigende grad blive udnyttet af forskerne, og på baggrund af forskningen vil det også ændre sig, hvad der formidles. Ingen ville forvente at en database over nyere landvindinger i kræftforskningen skulle læses af faglige lægfolk. At det overhovedet sker med grundtvigsværker.dk er vidunderligt, men det bliver aldrig hovedformålet.
 
Kritikken har én skarp kniv i skuffen af sløve bordknive: Brugergrænsefladen på sitet er sub-standard. Det begrænser brugbarheden. Men brugergrænsefladen er vel heller ikke færdig, og de indlysende begrænsninger (hvoraf den værste er, at man ikke kan klikke sig fra en søgning efter ord ind på det relevante sted i den berørte tekst) vil forbedre sig efterhånden.

Havde man brugt kræfterne på brugergrænsefladen og ikke på teksterne, ville de strenge kritikere straks have sat et gravkammeransigt op og talt om, hvordan det hele var overflade uden indhold. Der kan uddeles prygl, hvis Grundtvig Centeret gør det ene, og prygl, hvis centeret gør det andet. Det er tilvisse nogle gange let at være journalist. Man skal bare finde ud af, hvad folk har gjort, og kræve det modsatte.

Inden jeg slutter to bemærkninger:

Først habilitet: Jeg er ikke knyttet til Grundtvig Centeret med noget formelt bånd. Centeret kan blive lukket i morgen, og mit liv går videre som altid. Jeg har ansøgt og fået penge til en bogudgivelse fra centeret (se her), og jeg regner stærkt med at gøre det igen. Men det er ikke penge, jeg ikke kan finde andre steder, hvis der er behov for det. Jeg har finansieret bøger, før centeret kom, og jeg kan finansiere bøger uden centeret også herefterdags. Jeg er, oversat til almindelig dansk, ikke personligt afhængig af centerets fortsættelse. Min interesse er forskningsmæssig.
 
Derefter kompetence: Det er betimeligheden af en større forskningsbevilling på området der diskuteres. Det implicerer altså (som minimum) forskningstrategi, Grundtvigforskning, forskningspolitik, forskningsimpact og formidling. Jeg er vidende på alle disse områder. Jeg har holdt flere hundrede folkelige foredrag om Grundtvig. Det har jeg gjort på den baggrund, at jeg med rimelighed kan hævde at være blandt landets højest meriterede Grundtvigforskere (hvor ved jeg det fra? Jeg har en fuld doktorgrad i mandens forfatterskab – det er der ikke 10 nulevende mennesker, som har). Jeg har arbejdet omfattende med forskningspolitik, forskningsimpact og forskninstrategi både som debattør, som forsker og som forskningsadministrator. Det er der, så vidt vides, ingen andre i landskabet omkring Grundtvig, der har.

Henvendte Kristeligt Dagblad sig for at få en ekspertudtalelse? Næh. De risikerede jo også at få en. Kritikken er pustet op af avisens journalist, hvis evne til at (op)finde konflikter i det kirkelige landskab synes at overgå hans evne til at belyse dem fornuftigt.

tirsdag den 8. juli 2014

Hvad ved Jes Stein Pedersen om Christian Winther?

Man må jo som Christian Winther-forsker græmmes ved læsning af litteraturredaktør Jes Stein Pedersens klumme ”Hvad ved Christian Winther om vandlåse?”.

Lad gå, at han ikke har styr på, hvor mange humanister, der ansættes i det private. Han skriver, at ”8 ud af 10” ansættes i det offentlige (det rigtige tal er, at ca 40% af vores kandidater går til det private erhvervsliv – og tallet er stigende!).

Lad gå, at det i sig selv er både arrogant og forkert at antage, at der skulle være noget i vejen med at uddanne velkvalificeret arbejdskraft til det offentlige.

Lad gå, at han tydeligvis ikke aner, hvordan arbejdsløshedstallene ser ud, når han tror, at humanisterne udgør et særligt problem. På trods af konstant stigende optag (som vi ikke har bedt om!), er vores arbejdsløshed faldende og har været det længe. Af samme grund er vores beskæftigelsestal ikke bekymrende. DJØF'erne og ingeniørerne har noget nær nøjagtig samme beskæftigelsesmønster, som vi har, og deres arbejdsløshedtal ligger jævnligt højere end vores, men de får aldrig deres ubrugelighed udskreget.
 
Lad gå, at hans billede af, hvordan vi uddanner folk på humaniora, at der er tale om uddannelser, ”hvis indhold er varm luft”, er grotesk sammenlignet med, hvordan vi faktisk uddanner. Føler du dig ikke udfordret? Her: snup lidt tysk grammatik, studer Israel-Palæstinakonflikten eller forsøg at forstå de historisk-politiske forhold i Rusland. Jeg lover dig, at der løber blod ud af ørerne på dig, længe inden du er færdig.

Lad tilmed gå, at der intet forhold er imellem det reelle problem, han påpeger, og den løsning, han foreslår. At mange unge ”ville trives meget bedre i det tekniske gymnasium htx eller på en erhvervsuddannelse” i stedet for på det ”almindelige” gymnasium, står i et non-forhold til, hvor mange humanister der uddannes. De humanistiske fakulteter uddanner maksimalt 5-6% af en ungdomsårgang, og det er meget få af vores studerende, der reelt "hører til" på en håndværksmæsssig uddannelse og derfor burde have valgt anderledes på det gymnasiale niveau. Det store flertal trives, vokser og får job på baggrund af deres uddannelsesvalg. Problemet med manglende søgning til erhvervsuddannelserne må løses for sig ved at give de uddannelser status og gøre dem bedre endnu (jeg tror egentlig, de er ret gode allerede nu).

Alt det må man tilgive et i øvrigt sympatisk og begavet menneske.

Men at han bagtaler Christian Winther!!! Det tilgiver jeg ham f..... ikke.
 
At han af alle forfattere i den danske litteratur skal udhænges for ”selvfedmen i Chr. Winthers elitære kvad” på baggrund af en studentersang, det er altså for dumt. Vi taler om Christian Winther. Indbegrebet af en folkelig digter på sin tid. Det er Winther, hvis debutsamling, Digte (1828) ud over studentersangen også rummer træsnittene, hvis eksplicitte pointe er, at kærlighedsdramaerne, som romantikkens digtere har forskudt til overklassen, lige så vel kan udspille sig blandt landmænd – og håndværkere:

Nei, han (Eros) som vækker stor Allarm
Bag Oberstens Vattering,
Han taaler ingen rolig Barm
Bag en gemeen (almindelig) Mondering.
Han rammer hjertet nok saa vist,
Hvor Pels og Vadmel værne,
Som Brystet under fiin Battist
Hvor Skjoldet er en Stjerne; -
Og ligegodt den fulde Barm
Fordulgt i uldne Trøier,
som den, der svulmer hvid og varm
Bag Tyll og Silketrøier.

Det er ikke realisme i moderne forstand, og slet ikke socialrealisme. men det er minsjæl ikke hovent og elitært taget i sin samtids kontekst. Hvad der foregår uden for de "ophøjede" cirker er brændende, relevant og værd at skrive om.

Dette træk er ikke enkeltstående hos Christian Winther. Det er konstituerende. Winthers persongalleri er et mylder af forskellige mennesker fra forskellige klasser og med forskellige interesser, og han tager sine ”lavere” figurer fuldt så alvorligt som sine ”højere”. Det er i den sammenhæng ikke spor tilfældigt, at det er hans sene hovedværk Hjortens Flugt, som igennem mange år var landets standardkonfirmationsgave. For rigtignok er bogen ikke så opbyggelig, som giverne oftest har troet, men den bevæger sig  rundt i folkelige miljøer, som den behandler med fuld alvor. Også ikke-akademiske læsere har kunnet genkende sig i den og følt sig taget alvorligt.
 
Ja, hvis nu Pedersen bare havde kigget sin studentersang ordentligt efter, så ville han have fundet en strofe, der lyder sådan her:
 
Bonde og Sømand og Kriger med Sværdet,
Roret og Plougen, de staae uforfærdet,
Bygge paa Dannemarks Gjærde og Vold;
Høiskolens Sønner staae ikke tilbage,
Dristig vi Bogen og Pennen vil tage,
Det er de Mærker, vi føre i Skjold.
 
Her er idealet ligeværd mellem stænderne. Sangen hævder, at studenterne er lige så gode som (ikke bedre end!) de andre stænder. Det er kun overraskende, hvis man på forhånd har besluttet, hvad man vil se, og ikke kender Christian Winther. Sangen gælder i øvrigt alle fag. Og i det omfang, den synges, er det ikke kun humanister, som synger den; den bruges som studentersang omfattende alle vores fag - inklusive farmaceuter og dyrlæger.
 
hvis nu Jes Stein Pedersen var begyndt med at læse Christian Winthers tekst ordentligt, så ville han have fået et langt bedre udgangspunkt for sin drøftelse.
 
Anerkendelse er ikke et nulsumsspil. Jeg sætter stor pris på de håndværkere, der ordner mit hjem, de bygningsarbejdere, der bygger vores fantastiske nye campus, de rengøringsfolk, som holder det pænt, de pædagoger, som passer mine og andres børn. Og jeg sætter stor pris på alle mulige andre praktikere, som jeg ikke har så meget kontakt med: de socialrådgivere, som får hjulpet mennesker med vanskeligheder ind på arbejdsmarkedet, renovationsarbejdere og flyttefolk, de portører, der fragter folk omkring på hospitalerne, ... de ... de ... you name it. Og jeg er overbevist om, at vi skal have fundet en fornuftig balance, så tekniske skoler og erhvervsskoler kan blive en attraktiv uddannelsesvej for flere.
 
Men skal jeg ligefrem kravle langs panelerne og sige undskyld for, at jeg kan se, at mit fakultet uddanner dygtige kandidater (der får job!) og udfører vigtig forskning (don´t even get me started ...!!!), for at få lov at sætte pris på andre fags indsats? (se fx her vedr. vores ph.d.-er)
 
Det er faktisk lige præcis den gensidige anerkendelse, som må være udgangspunktet, når vi får de såkaldte mønsterbrydere ind på universiteterne. Dem, der ikke kommer fra en akademisk baggrund. Hvis vi fortæller dem, at alt, hvad de kommer fra, er værdiløst, så sætter vi dem i en umulig situation, men det gør vi så heller ikke. Men vi belærer dem altså heller ikke om, hvor ubrugelige de er.
 
Men det er der andre, der gør: Når man taler med dem fortæller de næsten med én mund, at de mange gange i selskaber siddet ved siden af en eller anden galsindet onkel Otto, der i anledning af deres studievalg har følt sig kaldet til at belære dem om deres uddannelses ubrugelighed uden at vide det ringeste om det faktiske studie - eller dets beskæftigelsesprofil. Det gør ikke vores studerende mindre ivrige eller besluttede i deres studievalg, men det gør dem kede af det og sætter skel imellem dem og deres familie og bekendte. Det er skel, der, hvis man ikke håndterer dem fornuftigt, siden kan udvikles til traumer og til hovenhed - på begge sider.
 
Men altså: Hvis nu litteraturredaktøren begynder med faktisk at læse Christian Winther, så kunne det jo være, at vi med udgangspunkt i ligeværdet mellem mennesker i forskellige fag kunne få en diskussion om, hvordan vi får en fornuftig balance i ungdomsuddannelsessystemet.

torsdag den 3. juli 2014

PUKpoesi

PUK flytter på kostskole
PUK slår sig løs
PUK vover pelsen
PUK på nye eventyr
PUK gi'r sig ikke
PUK kommer til hjælp
PUK i sneen
PUK ta'r chancen
PUK har en nyhed
PUK som filmstjerne
PUK vinder igen
PUK til hest
PUK klarer skærene
PUK får en ny kammerat
PUK har det sjovt
PUK længe leve!
PUK og "Syvstjernen"
PUK til bryllup
PUK og "Høgen"
PUK får en mistanke
PUK og pastoren
PUK ser et spøgelse
PUK på krigsstien
PUK i knibe
PUK bliver bange
PUK på rette spor
PUK i højt humør
PUK på flugt
PUK og det store drama

Oversigten over PUK-bøgerne ligner påfaldende et stykke moderne poesi. Dette være sagt til hæder for såvel PUK-bøger som moderne poesi. Måske blev det moderne poesi ved, at jeg aftrykte det. I givet fald har jeg citeret mig til et lyrisk forfatterskab.

torsdag den 13. marts 2014

Åndelig madkasse med nok til mange dage

Kristeligt Dagblad, torsdag den 13. marts 2014.


For et år siden kunne man have begyndt en anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens Samlede Thomsen med en bemærkning om, at han er den mest berømte digter i Danmark. Det havde ikke været helt forkert, skønt Benny Andersen gjorde ham rangen stridig. Det kan man ikke længere; Danmarks mest berømte digter er, anno domine 2014, Yahya Hassan – og så er den ged i øvrigt barberet.

Hvad Søren Ulrik Thomsen derimod er, er en digter med X-factor. Ikke den jammerlige afglans heraf, som får velkvalificerede kunstneriske håndværkere til at svimle over hæderlige halvamatørers nogenlunde duelige indsatser på en scene, men et egentligt, udefinerbart mere. Noget ingen andre har, og hvis de har det, så har de alligevel noget andet.

Måske er det derfor, Thomsen kan noget, næsten ingen kan: skabe opmærksomhed omkring sig uden synlig anstrengelse. Ja, han kan tilmed få ellers respekterede dagblade til at anmelde sine bøger, selvom de kun rummer tekster, der allerede har været udgivet. Det gjaldt Thomsens første opsamlingsudgave, Skriftlige arbejder (2001), og det gælder nærværende bog, som kun marginalt rummer ny tekst. Hvordan det egentlig foregår, er er gåde.

Det kan man efter behag blive jaloux eller glædes over. Selv glædes jeg, fordi en fyldig og positiv litteraturdækning hjælper alle, der holder af bøger, og fordi de tekster, som herigennem promoveres, er bragende gode.

Hvordan adskiller Samlede Thomsen sig fra Skriftlige arbejder? Det dårlige først: Skriftlige arbejder havde bevaret de enkelte værkers som selvstændige bøger og blot givet dem samme format og samlet dem i en kassette. Det gav en bedre oplevelse af gangen og sammenhængen i forfatterskabet og af den enkelte teksts placering i det. Man gjorde sig altid bevidst, hvilken bog en given tekst stod i, fordi man havde pillet netop denne bog ud af kassetten. De store ”samlede” udgaver er skrumlede, og man kan læse rundt hid og did uden at få en fornemmelse af rammen om og omfanget af det enkelte værk. Oplysningen kan man jo altid få ved at kigge efter. Men fornemmelsen af placering er væk i Samlede Thomsen, som den er det i Samlede Strunge og de andre murstensudgaver. Værst bliver det i nærværende bind, når det sætter de to poetikker, Mit lys brænder (1985) og En dans på gloser (1996), i direkte forlængelse af hinanden og dermed for læseren udjævner den afgrund, der går imellem dem.

Hvad får man til gengæld? Ja, udover en smuk etbindsudgave, hvor bøgerne er samlet, så man kan få lov at bære forfatterskabet rundt i sin skoletaske som en åndelig madkasse, får man især tre ting:

Man får en lavere pris. Ikke uvæsentligt. Skriftlige arbejders fine samling af små bøger koster en andegård (som de siger i Jumbobøgerne). Hvis man med forkærlighed forærer Søren Ulrik Thomsen-bøger til venner og familie, så er den langt lavere pris på denne mere skrabet udstyrede værkudgave en attraktiv mulighed.

Man får også mere tekst. Skriftlige arbejder rummede syv værker, heraf fem digtsamlinger. Samlede Thomsen rummer 10, syv digtsamlinger og tre prosaværker, samt en række andre tekster fra Thomsens hånd: dels hans bidrag til Kritik af den negative opbyggelighed (2005) og hans tekstbidrag til København Con Amore (2006), dels en udvalgt serie af essays. Disse sidste er det en fornøjelse at få med i et samlebind, så man ikke skal hige og søge for at få fingre i dem igen.

Tekstligt får man også noget nyt. Samlede Thomsen ombryder bøgerne, og det betyder først og fremmest, at de langstrakte arabesker fra Det skabtes vaklen (1996) står langt smukkere her end i Skriftlige arbejder, hvor det nedfotograferede format lavede nogle underlige flueben af dem. Derudover er det en særlig glæde at få Det værste og det bedste (2002) i hånden uden Ib Spang Olsens tegninger. Ikke fordi, der var noget i vejen med tegningerne, men fordi det giver en ny læserytme og en ny opfattelse af strømmen fra sekvens til sekvens i digtet, når man får det serveret sådan her.

Og man får essaysne med. Thomsen identificeres oftest som digter og omtaler også gerne sig selv som sådan. Derfor er det fint, at større dele af hans essayistik er blevet samlet, først i Repremiere i mit indre mørke (2009) og nu her, hvor en række spredte essays optages ved bindets afslutning. I normal litteraturformidling sælger man en forfatters lyriske forfatterskab gennem vedkommendes værker inden for andre genrer. Med Thomsen er det anderledes, og man kan håbe, at flere kommer til at kende hans essays, når de køber denne bog for at få adgang til hans digte. Thomsen er nemlig en knivskarp essayist: Huggende, veltalende, næsten fjantet, ude af stand til at gå forbi en anekdote uden at samle den op, ofte personlig grænsende til det private, men med et skarpt blik for det saglige. Nogle af hans essays er skarpt polemiske (og fra tid til anden overskærpede), andre er mere stilfærdigt reflekterende. Læseværdige er de altid.

I forhold til det kirkelige landskab er Samlede Thomsen den stensikre indgang til forfatterskabet; det er den bog, som opsamler flest af Thomsens essays om kirke og tro. Disse essays fortolker troen og kirken ud fra en dæmpet, men insisterende kristen overbevisning. De er blottet for fromladen palaver, lige så flabede som resten af Thomsens essays (heldigvis!) og en fornøjelse både for den kirkevante og for den generelt teologisk interesserede læser.

Jeg er uenig med Thomsen om meget i det kirkeligt-teologisk felt, men jeg har svært ved at komme på en moderne forfatter, hvis overvejelser om kirke, tro og eksistens jeg hellere læser.
Samlede Thomsen er ikke en videnskabelig udgave af Thomsens Samlede Værker, for forfatterskabet er ikke afsluttet, og behandlingen af teksterne er ikke videnskabeligt-filologisk korrekt. De mange noter er forfatterens egne bidrag til forfatterskabet, ikke en forskers bidrag til dets oplysning. Men det er en læsebog, så man kan stikke forfatterskabet om ikke i lommen så dog i tasken. Mennesket lever ikke af brød alene, og her er en åndelig madkasse med nok til mange dage.