Misforstået kritik af Grundtvig Centeret

Der har på det seneste været nogen polemik omkring Grundtvig Centerets udgivelse af Grundtvigs Værker – en enorm filologisk opgave, der nu kritiseres for, at den ikke fører til nok formidling. Allerede selvmodsigelsen i foregående sætning burde advare kritikerne om, at skoene nok er blevet taget omvendt på i dén tilgang. Men lad os alligevel tage spørgsmålet alvorligt og sige lidt om, hvad der er meningen med det arbejde, som udføres med Grundtvigs Værker, og hvornår formidlingen reelt bør komme ind i billedet.

 

Bevillingen til udgivelsen af Grundtvigs Værker er en stor, strategisk forskningsbevilling. En sådan bevilling har ét og kun ét hovedformål: Den skal afgørende forandre forskningen på det berørte område. Der skal på fundamental måde være et videnskabeligt ”før” og ”efter” det finansierede projekt. Det skal danne et vandskel – måske tilmed et paradigmeskifte. Hvis projektet formår dette, viser bevillingen sin berettigelse, hvis ikke, er bevillingen en fiasko.

Kan Grundtvigs Værker leve op til den fordring? Også i den grad! Hvor ved jeg det fra: erfaring. Jeg har levet mange år med fingrene dybt nede i det selvsamme materiale, som centreret nu organiserer. Grundtvigs skrifter (hans værker, papirer, breve etc) danner en fuldstændig uoverskuelig mængde af tekst. Der er en vis sød ironi i, at det menneske i landet, der har sagt mest negativt om det skrevne ord, også er det menneske, som har skrevet mest. Det betyder, at de tekstmængder, man står over for som forsker, er så omfattende, at alene det at etablere et vist begrænset overblik over dem er en livsopgave. Måske har Fleming Lundgreen-Nielsen læst mere end 50% af det grundtvigske korpus. Jeg har i den grad ikke – and not for lack of trying. Grundtvigs Værker sigter kun på de arbejder, Grundtvig selv udgav i sin levetid (se her), men er stadig et tigerspring fremad i forhold til mulighederne for at etablere overblik over forfatterskabet.

Og udgaven løfter også den præcision, hvormed forskningen kan arbejde: Hvis man vil undersøge forhold til et synspunkt, et motiv, en talefigur, en konkret person, et skrift eller lignende, kræver det for nærværende et herkulisk arbejde overhovedet at identificere det relevante materiale, og man vil altid være i fare for at der ligger lige så relevante tekster andre steder i korpusset, som man bare ikke lige har fået hænderne på. Dette er et konstant handicap og en konstant forsinkende faktor for forskningen.

Derfor er det arbejde, der udføres i forbindelse med Grundtvigs Værker, er ikke bare forskning på den måde, jeg og mine kolleger i den ”almindelige” Grundtvigforskning leverer den. Det er forskningsparadigmatisk: Det er et helt klart før og efter. Det overblik, der tilbyder sig med udgaven, har aldrig før kunnet etableres, og den forskning, der kommer til at udfolde sig efter udgaven, arbejder på væsentligt anderledes – og bedre! – vilkår, end vi andre har gjort. Den vil have muligheder, som vi kun kunne drømme om. Vi kan se konturerne af det nu på grundtvigsværker.dk, og det er forskningsmæssigt stærkt opløftende. Efterhånden som siden bliver udvidet, bruger jeg den mere og mere – og får mere og mere ud af det – Lidet overraskende egentlig.

Ja, mere endnu: Digital Humanites er af indlysende grunde et eksploderende forskningsfelt. Ingen, selv ikke eksperterne på området, kender endnu dets rækkevidde. Vi kan simpelthen ikke vide, hvad fremtidige forskere kan frembringe med de nye muligheder. Men for at mulighederne overhovedet skal være der, skal der være udført et kolossalt editionsfilologisk grundarbejde. Det er det, arbejde, der udføres på Grundtvig Centeret.

Derfor er jeg også ved at tabe både næse og mund, når jeg hører Grundtvig Centeret kritiseret for manglende formidling. Man har ansat knivskarpe editionsfilologiske specialister (nogle af landets bedste hoveder på dette område! – de er fx langt bedre end mig). Det har man gjort med henblik på at udvirke et egentligt fagvidenskabeligt paradigmeskifte. Nu mødes de så af en forventning om, at de skal bruge deres tid på noget helt andet end den editionsfilologi, som kan lave gennembruddet. You have got to be pulling my leg!!

Der er en rækkefølge i dette her, som er så banal, at den burde være indlysende. Grundtvig Centeret laver med deres gravende og organiserende arbejde et nyt grundlag for Grundtvigforskningen. Det bliver allerede udnyttet og vil i stigende grad blive udnyttet af forskerne, og på baggrund af forskningen vil det også ændre sig, hvad der formidles. Ingen ville forvente at en database over nyere landvindinger i kræftforskningen skulle læses af faglige lægfolk. At det overhovedet sker med grundtvigsværker.dk er vidunderligt, men det bliver aldrig hovedformålet.

 

Kritikken har én skarp kniv i skuffen af sløve bordknive: Brugergrænsefladen på sitet er sub-standard. Det begrænser brugbarheden. Men brugergrænsefladen er vel heller ikke færdig, og de indlysende begrænsninger (hvoraf den værste er, at man ikke kan klikke sig fra en søgning efter ord ind på det relevante sted i den berørte tekst) vil forbedre sig efterhånden.

Havde man brugt kræfterne på brugergrænsefladen og ikke på teksterne, ville de strenge kritikere straks have sat et gravkammeransigt op og talt om, hvordan det hele var overflade uden indhold. Der kan uddeles prygl, hvis Grundtvig Centeret gør det ene, og prygl, hvis centeret gør det andet. Det er tilvisse nogle gange let at være journalist. Man skal bare finde ud af, hvad folk har gjort, og kræve det modsatte.

Inden jeg slutter to bemærkninger:

Først habilitet: Jeg er ikke knyttet til Grundtvig Centeret med noget formelt bånd. Centeret kan blive lukket i morgen, og mit liv går videre som altid. Jeg har ansøgt og fået penge til en bogudgivelse fra centeret (se her), og jeg regner stærkt med at gøre det igen. Men det er ikke penge, jeg ikke kan finde andre steder, hvis der er behov for det. Jeg har finansieret bøger, før centeret kom, og jeg kan finansiere bøger uden centeret også herefterdags. Jeg er, oversat til almindelig dansk, ikke personligt afhængig af centerets fortsættelse. Min interesse er forskningsmæssig.

 

Derefter kompetence: Det er betimeligheden af en større forskningsbevilling på området der diskuteres. Det implicerer altså (som minimum) forskningstrategi, Grundtvigforskning, forskningspolitik, forskningsimpact og formidling. Jeg er vidende på alle disse områder. Jeg har holdt flere hundrede folkelige foredrag om Grundtvig. Det har jeg gjort på den baggrund, at jeg med rimelighed kan hævde at være blandt landets højest meriterede Grundtvigforskere (hvor ved jeg det fra? Jeg har en fuld doktorgrad i mandens forfatterskab – det er der ikke 10 nulevende mennesker, som har). Jeg har arbejdet omfattende med forskningspolitik, forskningsimpact og forskninstrategi både som debattør, som forsker og som forskningsadministrator. Det er der, så vidt vides, ingen andre i landskabet omkring Grundtvig, der har.

Henvendte Kristeligt Dagblad sig for at få en ekspertudtalelse? Næh. De risikerede jo også at få en. Kritikken er pustet op af avisens journalist, hvis evne til at (op)finde konflikter i det kirkelige landskab synes at overgå hans evne til at belyse dem fornuftigt.

Åndelig madkasse med nok til mange dage

Kristeligt Dagblad, torsdag den 13. marts 2014.


For et år siden kunne man have begyndt en anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens Samlede Thomsen med en bemærkning om, at han er den mest berømte digter i Danmark. Det havde ikke været helt forkert, skønt Benny Andersen gjorde ham rangen stridig. Det kan man ikke længere; Danmarks mest berømte digter er, anno domine 2014, Yahya Hassan – og så er den ged i øvrigt barberet.

Hvad Søren Ulrik Thomsen derimod er, er en digter med X-factor. Ikke den jammerlige afglans heraf, som får velkvalificerede kunstneriske håndværkere til at svimle over hæderlige halvamatørers nogenlunde duelige indsatser på en scene, men et egentligt, udefinerbart mere. Noget ingen andre har, og hvis de har det, så har de alligevel noget andet.

Måske er det derfor, Thomsen kan noget, næsten ingen kan: skabe opmærksomhed omkring sig uden synlig anstrengelse. Ja, han kan tilmed få ellers respekterede dagblade til at anmelde sine bøger, selvom de kun rummer tekster, der allerede har været udgivet. Det gjaldt Thomsens første opsamlingsudgave, Skriftlige arbejder (2001), og det gælder nærværende bog, som kun marginalt rummer ny tekst. Hvordan det egentlig foregår, er er gåde.

Det kan man efter behag blive jaloux eller glædes over. Selv glædes jeg, fordi en fyldig og positiv litteraturdækning hjælper alle, der holder af bøger, og fordi de tekster, som herigennem promoveres, er bragende gode.

Hvordan adskiller Samlede Thomsen sig fra Skriftlige arbejder? Det dårlige først: Skriftlige arbejder havde bevaret de enkelte værkers som selvstændige bøger og blot givet dem samme format og samlet dem i en kassette. Det gav en bedre oplevelse af gangen og sammenhængen i forfatterskabet og af den enkelte teksts placering i det. Man gjorde sig altid bevidst, hvilken bog en given tekst stod i, fordi man havde pillet netop denne bog ud af kassetten. De store ”samlede” udgaver er skrumlede, og man kan læse rundt hid og did uden at få en fornemmelse af rammen om og omfanget af det enkelte værk. Oplysningen kan man jo altid få ved at kigge efter. Men fornemmelsen af placering er væk i Samlede Thomsen, som den er det i Samlede Strunge og de andre murstensudgaver. Værst bliver det i nærværende bind, når det sætter de to poetikker, Mit lys brænder (1985) og En dans på gloser (1996), i direkte forlængelse af hinanden og dermed for læseren udjævner den afgrund, der går imellem dem.

Hvad får man til gengæld? Ja, udover en smuk etbindsudgave, hvor bøgerne er samlet, så man kan få lov at bære forfatterskabet rundt i sin skoletaske som en åndelig madkasse, får man især tre ting:

Man får en lavere pris. Ikke uvæsentligt. Skriftlige arbejders fine samling af små bøger koster en andegård (som de siger i Jumbobøgerne). Hvis man med forkærlighed forærer Søren Ulrik Thomsen-bøger til venner og familie, så er den langt lavere pris på denne mere skrabet udstyrede værkudgave en attraktiv mulighed.

Man får også mere tekst. Skriftlige arbejder rummede syv værker, heraf fem digtsamlinger. Samlede Thomsen rummer 10, syv digtsamlinger og tre prosaværker, samt en række andre tekster fra Thomsens hånd: dels hans bidrag til Kritik af den negative opbyggelighed (2005) og hans tekstbidrag til København Con Amore (2006), dels en udvalgt serie af essays. Disse sidste er det en fornøjelse at få med i et samlebind, så man ikke skal hige og søge for at få fingre i dem igen.

Tekstligt får man også noget nyt. Samlede Thomsen ombryder bøgerne, og det betyder først og fremmest, at de langstrakte arabesker fra Det skabtes vaklen (1996) står langt smukkere her end i Skriftlige arbejder, hvor det nedfotograferede format lavede nogle underlige flueben af dem. Derudover er det en særlig glæde at få Det værste og det bedste (2002) i hånden uden Ib Spang Olsens tegninger. Ikke fordi, der var noget i vejen med tegningerne, men fordi det giver en ny læserytme og en ny opfattelse af strømmen fra sekvens til sekvens i digtet, når man får det serveret sådan her.

Og man får essaysne med. Thomsen identificeres oftest som digter og omtaler også gerne sig selv som sådan. Derfor er det fint, at større dele af hans essayistik er blevet samlet, først i Repremiere i mit indre mørke (2009) og nu her, hvor en række spredte essays optages ved bindets afslutning. I normal litteraturformidling sælger man en forfatters lyriske forfatterskab gennem vedkommendes værker inden for andre genrer. Med Thomsen er det anderledes, og man kan håbe, at flere kommer til at kende hans essays, når de køber denne bog for at få adgang til hans digte. Thomsen er nemlig en knivskarp essayist: Huggende, veltalende, næsten fjantet, ude af stand til at gå forbi en anekdote uden at samle den op, ofte personlig grænsende til det private, men med et skarpt blik for det saglige. Nogle af hans essays er skarpt polemiske (og fra tid til anden overskærpede), andre er mere stilfærdigt reflekterende. Læseværdige er de altid.

I forhold til det kirkelige landskab er Samlede Thomsen den stensikre indgang til forfatterskabet; det er den bog, som opsamler flest af Thomsens essays om kirke og tro. Disse essays fortolker troen og kirken ud fra en dæmpet, men insisterende kristen overbevisning. De er blottet for fromladen palaver, lige så flabede som resten af Thomsens essays (heldigvis!) og en fornøjelse både for den kirkevante og for den generelt teologisk interesserede læser.

Jeg er uenig med Thomsen om meget i det kirkeligt-teologisk felt, men jeg har svært ved at komme på en moderne forfatter, hvis overvejelser om kirke, tro og eksistens jeg hellere læser.

Samlede Thomsen er ikke en videnskabelig udgave af Thomsens Samlede Værker, for forfatterskabet er ikke afsluttet, og behandlingen af teksterne er ikke videnskabeligt-filologisk korrekt. De mange noter er forfatterens egne bidrag til forfatterskabet, ikke en forskers bidrag til dets oplysning. Men det er en læsebog, så man kan stikke forfatterskabet om ikke i lommen så dog i tasken. Mennesket lever ikke af brød alene, og her er en åndelig madkasse med nok til mange dage.

Kirken og medierne i dag

Der findes tilsyneladende journalistiske ”fakta”, som er uafhængige af kendsgerninger.

                      Uanset hvor mange mennesker, der kommer i kirke søndag efter søndag og i ugedagene med, er kirkerne altid tomme. At man i virkelighedens verden skal vide nøjagtig, hvor man skal gå hen (og helst befinde sig på Lolland-Falster), hvis man gerne vil opleve en øde kirke, har ingen indflydelse på dette. Kirker er og forbliver tomme – når medierne taler om dem.
                      Og var det så bare blevet ved det. Præster er per definition modstandere af Darwins udviklingslære, de er seksualforskrækkede og modstandere af homoseksuelle vielser, og kirken er notorisk i tilbagegang, så lukningen af et relativt lille antal kirker i København aldrig bliver sat i perspektiv af den voldsomme stigning af antallet af kirker i Danmark igennem hele det 20. århundrede. Det er den samme historie, der fortælles hver gang: Kirken er en forstenet og forskrækket institution på vej ned.
.                     Kirken er ikke ene om at have denne type problem. Som underviser på et humanistisk fakultet, erfarer jeg det hele tiden: Uanset hvor mange humanistiske kandidater, der kommer i arbejde, og uanset hvor lav arbejdsløshedsprocenten reelt er, fremstilles humanistiske studier altid som brødløse. Det har de været, mindst siden jeg selv begyndte at studere for over 20 år siden. Det journalistiske ”fakta” forbliver uanfægtet af, at hvis humanister skulle have været uden evne til at få job på deres uddannelse, skulle ikke bare alle Nettoer, men samtlige danske supermarkedskæder og motorvejscafeer være bemandet fuldt op med vores kandidater.
                      Det er dog en ringe trøst: Et problem bliver jo ikke mindre generende af, at andre også har det.

Men når kirken er bedre end sit rygte, hvordan opstår rygtet så? Der findes flere forklaringer på miseren, men lad mig fokusere på et bestemt punkt, som i hvert fald har betydning: pressens håndtering af kirkestoffet, og kirkefolkets (manglende) håndtering af pressen.

                      Journalister er under et konstant pres for at levere nye historier, og derfor er de tilbøjelige til at være papegøjer for sig selv og for hinanden. At grave sig frem til en ny vinkel på sin historie er for arbejdskrævende, når deadline er klokken 15 i dag – og igen i morgen. Når en vinkel derfor én gang er lagt fast, er det uhyre svært for kilderne og for dem, historien handler om, at få den ændret igen. Det gælder for den enkelte historie, og det gælder for langvarige vinklinger af stoffet, hvor det igen og igen er den samme historie, der fortælles, blot med en let forskydning i, hvilket stof der bruges til at fortælle den.

Vi bør  ikke stille os tilfredse med denne karikatur af vores tro og vores kirke, og vi bør gøre noget ved det, for tingenes miserable tilstand skader alle uanset kirkelig overbevisning og besværliggør evangeliets udbredelse.

                      Vi har selv et stort ansvar for miseren, for problemet forstærkes af, at mange kirkefolk enten er helt uforberedte på, hvad det vil sige at få et budskab igennem i medierne, eller føler, at den type diskussion er nedværdigende og banaliserende, og derfor undviger den. Men man behøver ikke nødvendigvis poppede logoer og dyre kommunikationsstrategier for at spille en positiv rolle – ofte er den slags bare i vejen. Men man behøver en vis beslutsomhed og en vis evne til at orientere sig i, hvordan man bedst kommunikerer med medier. Tre simple råd: 1) Man skal Elske og Ære sine lokalmedier. De kender området, kender de relevante kirker som andet end et begreb og holder af det stof, man kommer med. Chancen for at få en rimelig dækning stiger stejlt, når det er lokale medier, man kommunikerer med. 2) KISS (Keep It Simple Sister). Medier lever af hurtige, klare historier; hvis man forsøger at give dem en for kompliceret historie, vil de selv skære den til. Det er bedre, at man selv fører kniven på forhånd. Ser det forsimplet ud? Trøst dig: Det er givetvis en rigtigere forsimpling end den, de selv ville have lavet. 3) Reager hver gang. Man kan føle sig fjollet ved at gentage sig selv, men da forvåsede fortolkninger bliver ved med at dukke op, må svarene også være der hver gang. Fortæl historierne om de fyldte kirke, om det flertal af kirkegængere og præster, der glæder sig over menneskelig mangfoldighed og om alle de mennesker, der har brug for og glæde af kirken.
                      Men vigtigst af alt: Kom ind i kampen. Man kan godt være for fin til at håndtere pressen, men så har man også selv bestilt musikken, når journalister konsekvent vinkler deres historier til skade for en.

Først trykt i Ribe domkirkes kirkeblad september-november 2012.

Frydesang efter tårer. Litteraturhistorie i open access

Nu er Dansk litteraturs historie blevet lagt på nettet – open access. Hvordan Gyldendal tjener penge på det, er mig en gåde, men det er jo også deres egen hovedpine, og uanset hvad, er der al mulig grund til at være forlaget taknemmelig for indsatsen. Offentliggørelsen af et værk af dette omfang er ikke uden omkostninger (fx har de skulle betale royalties til forfatterne). Det betyder et kvantespring i den tilgængelige ldækning af dansk litteraturhistorie – og dansk litteratur i det hele taget – på nettet. Det er fabelagtigt, hvis man ikke er hjemme hos sine bøger. Det er fantastisk for alle de gymnasiaster, der skal forsøge at google sig noget viden til. Når de alligevel googler ethvert spørgsmål, kan man jo lige så godt sikre, at der faktisk er noget værdifuldt at finde. Og det er fantastisk for alle os medforfattere, som gerne vil have vores tekster læst og brugt.

Tak tak tak tak tak tak tak.

Mit eget bidrag til bind 2 udgør godt halvdelen af bindet og er muligvis det mest frustrerende stykke tekst, jeg nogensinde har skullet skrive. Litteraturhistorie er en af de sværeste genrer at skrive og en af de letteste at kritisere. Man slider som et bæst, men med meget lidt effekt. Læs en trebindsroman og skriv halvanden side. Læs 80 digte og skriv en enkelt. Samtidig kan man selv vælge, om man vil kaldes dødkedelig og traditionel, eller om man vil bebrejdes for sin alt for firkantede og teseførende tilgang, ”hvor helt vitale oplysninger til forståelse af litteraturen mærkværdigvis af forfatteren er blevet udeladt” (autoforfattet citat fra uskreven anmeldelse). Selv valgte jeg at være kedelig, skønt der faktisk er gemt en hel del knive rundt omkring i manus. Jeg sved og græd, og det kan overhovedet ikke ses noget sted i mit manuskript.

Men når det hele nu er kommet lidt på afstand, så er det uhyre tilfredsstillende at have været med på et så stort projekt, og det er fantastisk, hvor mange der reelt kommer til at læse i sådan en bog. Og det er helt utroligt, at den nu kommer til at ligge offentlig og søgbar. Hele ens faglige liv giver meget bedre mening, når sådan noget sker, og alle ordene, der blev sået med tår, bliver høstet med frydesang.

Og lad så gå med, at enhver snottet gymnasiast, der skal gøre sig klog på et eller andet, nu vil begynde med at fortælle, lige præcis hvor dumt det er, hvad jeg har skrevet. Det skal de såmænd have lov til. Gymnasiastsandheden har jo alle dage været højpandede unge menneskers privilegium.