mandag den 21. september 2015

Nationalromantikeren, der ikke fandtes

Jeg blev for for snart en del år siden bedt om at medvirke i et stort arrangement, som skulle hedde "Nationalromantikeren Grundtvig og kosmopolitten Brandes". Jørgen Knudsen havde Brandes. Jeg havde, nåja, Grundtvig.

Det forekom mig - med al respekt for Brandes - lidt tungt at sige ja, da stund helte- og skurkerollerne var ret oplagt fordelt, inden jeg overhovedet fik lejlighed til at åbne munden. Jeg havde den kedeligt forstenede nationalist, Knudsen den levende, fremtidsrettede kosmopolit ... suuuuk ....

Jeg gjorde nogen modstand til selve arrangementet og nægtede at klemme den gamle ind i den kasse, de havde sat op til ham. Han passede trods alt alle dage dårligt til kasser. Da jeg så efterfølgende blev bedt om en artikel, kom der et spørgsmålstegn på. Spørgsmålstegnet blev dybere og dybere, efterhånden som jeg arbejdede mig ind i det, og ved slutningen var jeg overbevist om, at Grundtvig ikke KUNNE være nationalromantiker, fordi nationalromantikken ikke fandtes.

Anyway, jeg har lige fået lagt artiklen ind på min forskerprofil, så hvis man gerne vil se et burn på  begrebet om nationalromantik og lære noget skævt om Grundtvig, så er chancen her.

onsdag den 3. juni 2015

Hjemmearrestation


BT kan i dag fortælle historien om en fynsk familiefar, som er blevet genstand for en hårdhændet og noget unødvendig konfrontation med politiet, idet en betjent tog fejl af to adresser og derfor tog ham for indbrudstyv - i sit eget hjem.

Til sagens oplysning kan jeg fortælle, at han ikke er alene om oplevelsen, da jeg selv har prøvet det den 18. november 2010. Her den evaluering, jeg dengang sendte til Københavns Vestegns Politi: 

Til Københavns Vestegns Politi

Der udspillede sig en episode på min adresse om formiddagen den 18. november 2010. Den havde et mindre end optimalt forløb, og derfor er der grund til at evaluere det med henblik på, om der kan uddrages noget, som kan forbedre håndteringen en anden gang. Jeg havde ondt i arm og nakke nogle timer efter, men jeg mener ikke, at der er rimeligt grundlag for at tale om, at den konkrete situation blev håndteret på en måde, der bør klages over. Alligevel endte situationen med at jeg, der tilbragte en formiddag i mit eget hus, pludselig stod i en absurd konfrontation, hvor jeg blev taget for indbrudstyv og forsøgt fysisk pacificeret. Det ville jo være rart at undgå en anden gang. Derfor følgende evaluering. Således ser forløbet ud set herfra:

Mit hus er meget langt. Jeg sidder i den ene ende og arbejder ved min computer, da jeg hører nogen råbe i den anden end. Jeg kan ikke høre, hvad der råbes. Da jeg kommer ud i min gang ser jeg en fremmed mand stå med en lille sort dims i hånden (det viser sig senere at være en peberspray, som heldigvis ikke kommer i brug). Han er tydeligvis kommet ind af min bagdør. Jeg er overbevist om, at jeg er genstand for et røveri. Han råber, at han er fra politiet. Jeg beder ham identificere sig. Han holder kort et plasticidentitetskort, han har om halsen, lidt frem, men jeg kan ikke se det fra den afstand og beder om at få det udleveret, så jeg kan se det ordentligt. Et stykke plastic viftet på 3 meters afstand af en civilklædt person, som råber af en, at han er politibetjent, er ikke specielt overbevisende. Særligt når han ikke vil give en adgang til at kigge på det. Ca samme effekt kunne laves på ½ time med en lamineringsmaskine.

Han nægter mig imidlertid adgang til at besigtige identitetskortet nærmere. I situationen forstår jeg det som, at en røver forsøger at bluffe mig til at overgive mig uden modstand. Da jeg ikke umiddelbart giver mig, begynder han fysisk at pacificere mig. Men vi kommer dog Gudskelov fra hinanden igen. Så ankommer der et par folk mere – stadig i civil – og det giver efter lidt tid så megen ro, at det efterhånden går op for alle parter, hvori misforståelsen består. Det tager dog urimelig lang tid, før jeg får lov at identificere mig, ligesom det er vanskeligt for mig at gøre gældende, at jeg faktisk bor i huset, og det er stadigvæk vanskeligt for mig at få lov til at se et politiskilt.

Endelig bliver problemet dog opklaret. Der er blevet meldt om, at et indbrud finder sted i Grambyvej 62. Mit hus ligger på Damhus Boulevard 62, men på hjørnet af boulevarden og Grambyvej. Derfor burde situationen aldrig være opstået. Der er ca 333 meter imellem Grambyvej 62 og Damhus Boulevard 62, og mit hus følger i sagens natur nummereringen på boulevarden og ikke på Grambyvej. Der skulle altså være gode muligheder for at tjekke, om huset var det rigtige, inden man gik ind.
To af tre betjente løber videre til Grambyvej 62 – hvad der sker der, ved I bedre end jeg – og jeg taler en smule med den tredje betjent, som bliver tilbage, og beder ham om at få sin kollega til at komme tilbage, så jeg lige kan trykke ham i hånden som en slags lukning. Det bliver imidlertid en skuffelse, al den stund jeg havde håbet på en undskyldning. Han var trods alt gået ind i det forkerte hus og havde været i lag med at pacificere ejeren, men det var tilsyneladende mere, end han kunne magte i situationen. I hvert fald begyndte han at irettesætte mig, og jeg valgte derfor bare at trykke hans hånd og sende ham videre. Jeg er temmelig rystet over invasionen, øm i kroppen og har smerter i armen.
Jeg har stor forståelse for politiets vanskelige arbejdsvilkår, og der skal være rum til fejltagelser under de omstændigheder. Men når fejltagelsen er så graverende, som det her er tilfældet, bør man overveje en undskyldning, og man bør overveje, hvordan man undgår gentagelser. Jeg håber, at ovenstående kan bidrage til dette.
Med venlig hilsen

Sune Auken

Jeg blev sidenhen ringet op af en venlig, reflekteret og imødekommende herre fra København Vestegns Politi og fik en fornuftig snak med ham og en undskyldning. Så jeg har intet udestående med politietaten i den anledning. Men det er trist nu at se en gentagelse, når det netop var, hvad jeg søgte at modvirke med mit brev. Særligt når forløbet i Årslev på Fyn havde betydeligt voldsommere konsekvenser for den skadelidte.