Anekdotale erindringsglimt fra Kirkeligt Samfunds 100-års jubilæum

I 1998 fyldte Kirkeligt Samfund 100 år, og jeg var med. 

Nu ved du måske ikke, hvad Kirkeligt Samfund er. Men nu om dage hedder de "Grundtvigsk Forum", og de har siden grundlæggelsen været så at sige den kirkelige side af Grundtvigianismen.

Du kan finde deres hjemmeside her, og som du kan se, hvis du trisser lidt rundt på hjemmesiden, så er det kirkelige lidt nedtonet. De udgiver dog stadig det hæderkronede magasin "Dansk Kirketidende", som er en på mange måde udmærket publikation med mangfoldige kirkelige og almenkulturelle emner. Du finder linket til magasinet her. Det redigeres these days af Grundtvigakademiets leder, den fortræffelige Ingrid Ank. Mine anbefalinger. Derudover går Grundtvigsk Forum rundt og gør Grundtvig-agtige ting. Det er i sig selv fortræffeligt. Atter mine anbefalinger. 

Anyway, 1988. Kirkeligt Samfunds 100-års jubilæum. Jeg var 27 år (jeg er født sent på året) og absolut en minor player i dén sammenhæng. Jeg var mest gemt i et hjørne og hørte kun meget delvis til fejringen. Kirkeligt Samfund havde mange kvaliteter, og selvbevidsthed var ikke den mindste. Kirkeligt Samfund var "Den Kirkelige Frihedslinje". Det blev udtalt med glad stolthed og tryk på alle stavelser.

Tilstede ved jubilæumsfejringen var derfor et helt grundtvigiansk landskab af Højskolens og Kirkens ledende skikkelser. De var vant til at synge for, og at Løfte og Bære og at være dem, der fik ting til at ske i Den Grundtviske Friheds-Tankes Frie Ånd I Skole og Kirke. Det hele foregik i Vartov - naturligvis. Det Grundtvigske Helligsted over alle. Jeg elsker Vartov. Her er statuen af Grundtvig i gården.

Der var arrangeret en festforelæsning. Naturligvis. Forelæseren skulle være den samtidige danske kirkehistories store mand Leif Grane. Et indlysende valg. En mand af forbløffende fagligt format og en stor formidler. Du finder hans wikipedia-omtale her. Den er alt for kort og burde udvides. Bare udvid den; du véd, at du har lyst, og Grane har fortjent meget mere. Arrangørerne havde givet ham emnet "De kirkelige bevægelsers rolle i de sidste 100 års danske kirkehistorie". Det var jo ret oplagt, al den stund Kirkeligt Samfund var en kirkelig bevægelse, og bevægelsen fyldte 100. Men det var unægtelig også lidt af en binding at lægge ned over Grane. Måske havde man lidt for meget bestilt en hyldesttale og lidt for lidt en forelæsning. Forelæsningen foregik inde i selve Vartov Kirke. Smukt sted. Fyldt af historie.

Leif Grane gik til opgaven med vanligt overblik. Han inddelte de sidste 100 års kirkehistorie i 4-5 perioder og gik sagligt til opgaven med en gennemgang af Kirkeligt Samfunds og andre især missionske strømningers sam- og modspil. Altsammen strålende og meget interessant gjort. Grane nåede frem til sidste periode, som - indlysende nok - var nutiden.  Den nutid som vi sad med der i Vartovs ÆldTraditionsBelastede Kirke med hele Den Kirkelige Frihedslinje og Alle Menighedens og De Frie Skolers Bærere og Forsangere til stede.

Den periode indledte han med ordene:

"I dag, hvor de kirkelige retninger er døde ..."

- Grane kikkede op fra sit manuskript og ud over sine briller; med en klar tilkendegivelse af, at han morede sig storartet og i øvrigt havde tænkt sig at æde, hvem der kunne finde på at modsige ham, om han så skulle sluge hele Den Kirkelige Frihedslinje med hud og hår  -

"... eller har mistet enhver betydning ... forholder det sig sådan at ...."

Og så gik han i øvrigt videre med sin klare, overblikskabende og ualmindeligt kompetente fremstilling. Præcis som man kunnne ønske det.

Man kunne formelig have skåret i luften i Vartov Kirke med en kniv, hvis man havde haft en. Der sad Den Kirkelige Frihedslinje og havde fået deres fortræffelige fejring sat skakmat af en sidebemærkning og et blik over et par briller. Jeg kunne næppe bare mig for latter. Men fulde point til Kirkeligt Samfunds formand. Han havde a 10 minutter til at finde sine ben, og det gjorde han. Da Grane var færdig, rejste formanden sig, og for at afslutte forelæsningen. Han sagde: 

"Så vil vi gerne takke professor Grane for denne - afbrydelse," 

og gik roligt videre i programmet. En meget præcis genreangivelse for det, vi netop havde overværet, og en smuk, upolemisk angivelse af, at Kirkeligt Samfund nok havde tænkt sig fortsat at eksistere. At de efterfølgende har skiftet navn og måske lagt lidt af deres kirkelige identitet om, skyldes formentlig ikke Granes afbrydelse, men det skyldes muligvis, at det han sagde ikke var helt uden baggrund i virkeligheden.

Efter foredraget gik Den Kirkelige Frihedslinje over i Vartovs ret store store sal. Jeg har ikke rigtig tal på, hvor mange der var med, men Frihedslinjen var bestemt stor nok til at fylde salen grundigt op. Ligesom den havde været stor nok til at fylde kirken. 

Som sig hør og bør til arrangementer i det Grundtvigske, skulle vi synge fællessang. Og det synes jeg godt man kan sige, at vi gjorde. Se det for dig: Hele Den Kirkelige Frihedslinje, alle Menighedens og De Frie Skolers Bærere og Forsangere samlet i én stor sal, og du kan næsten selv regne ud, hvad der skete. Flyglet slog sangen an. Og det var det absolut sidste nogen hørte til det flygel. Alle menighedernes og De Frie Skolers Forsangere satte i, og de sang alle sammen for. 

Alle, der har sunget for, véd, at forsang handler lidet om klang og skønhed og meget om Kraft, Selvtillid og Tonestyrke. Man skal bære hele rummet. Det gjorde de. Allesammen.

Der lød et Hjortebrøl, som jeg aldrig har hørt magen til. Og mens jeg rullede rundt af grin i et hjørne, var lydtrykket stort set ved at trykke vinduerne ud af Vartovs den store sal. Presset i baggrunden var nu Granes afbrydelse, og Den Kirkelige Frihedslinje fik endelig luft til at udtrykke sin Velforståede Egenværdi på en til tidens krav og tarv værdig måde. Og på ægte Grundtvigsk manér.

Og jeg for min del kunne nogenlunde ubemærket komme af med det lattersammenbrud, der havde været trykket sammen i mig, siden Granes ubegribelig præcist placerede sidebemærkning.

Nationalromantikeren, der ikke fandtes

Jeg blev for for snart en del år siden bedt om at medvirke i et stort arrangement, som skulle hedde "Nationalromantikeren Grundtvig og kosmopolitten Brandes". Jørgen Knudsen havde Brandes. Jeg havde, nåja, Grundtvig.

Det forekom mig - med al respekt for Brandes - lidt tungt at sige ja, da stund helte- og skurkerollerne var ret oplagt fordelt, inden jeg overhovedet fik lejlighed til at åbne munden. Jeg havde den kedeligt forstenede nationalist, Knudsen den levende, fremtidsrettede kosmopolit ... suuuuk ....

Jeg gjorde nogen modstand til selve arrangementet og nægtede at klemme den gamle ind i den kasse, de havde sat op til ham. Han passede trods alt alle dage dårligt til kasser. Da jeg så efterfølgende blev bedt om en artikel, kom der et spørgsmålstegn på. Spørgsmålstegnet blev dybere og dybere, efterhånden som jeg arbejdede mig ind i det, og ved slutningen var jeg overbevist om, at Grundtvig ikke KUNNE være nationalromantiker, fordi nationalromantikken ikke fandtes.

Anyway, jeg har lige fået lagt artiklen ind på min forskerprofil, så hvis man gerne vil se et burn på  begrebet om nationalromantik og lære noget skævt om Grundtvig, så er chancen her.

Misforstået kritik af Grundtvig Centeret

Der har på det seneste været nogen polemik omkring Grundtvig Centerets udgivelse af Grundtvigs Værker – en enorm filologisk opgave, der nu kritiseres for, at den ikke fører til nok formidling. Allerede selvmodsigelsen i foregående sætning burde advare kritikerne om, at skoene nok er blevet taget omvendt på i dén tilgang. Men lad os alligevel tage spørgsmålet alvorligt og sige lidt om, hvad der er meningen med det arbejde, som udføres med Grundtvigs Værker, og hvornår formidlingen reelt bør komme ind i billedet.

 

Bevillingen til udgivelsen af Grundtvigs Værker er en stor, strategisk forskningsbevilling. En sådan bevilling har ét og kun ét hovedformål: Den skal afgørende forandre forskningen på det berørte område. Der skal på fundamental måde være et videnskabeligt ”før” og ”efter” det finansierede projekt. Det skal danne et vandskel – måske tilmed et paradigmeskifte. Hvis projektet formår dette, viser bevillingen sin berettigelse, hvis ikke, er bevillingen en fiasko.

Kan Grundtvigs Værker leve op til den fordring? Også i den grad! Hvor ved jeg det fra: erfaring. Jeg har levet mange år med fingrene dybt nede i det selvsamme materiale, som centreret nu organiserer. Grundtvigs skrifter (hans værker, papirer, breve etc) danner en fuldstændig uoverskuelig mængde af tekst. Der er en vis sød ironi i, at det menneske i landet, der har sagt mest negativt om det skrevne ord, også er det menneske, som har skrevet mest. Det betyder, at de tekstmængder, man står over for som forsker, er så omfattende, at alene det at etablere et vist begrænset overblik over dem er en livsopgave. Måske har Fleming Lundgreen-Nielsen læst mere end 50% af det grundtvigske korpus. Jeg har i den grad ikke – and not for lack of trying. Grundtvigs Værker sigter kun på de arbejder, Grundtvig selv udgav i sin levetid (se her), men er stadig et tigerspring fremad i forhold til mulighederne for at etablere overblik over forfatterskabet.

Og udgaven løfter også den præcision, hvormed forskningen kan arbejde: Hvis man vil undersøge forhold til et synspunkt, et motiv, en talefigur, en konkret person, et skrift eller lignende, kræver det for nærværende et herkulisk arbejde overhovedet at identificere det relevante materiale, og man vil altid være i fare for at der ligger lige så relevante tekster andre steder i korpusset, som man bare ikke lige har fået hænderne på. Dette er et konstant handicap og en konstant forsinkende faktor for forskningen.

Derfor er det arbejde, der udføres i forbindelse med Grundtvigs Værker, er ikke bare forskning på den måde, jeg og mine kolleger i den ”almindelige” Grundtvigforskning leverer den. Det er forskningsparadigmatisk: Det er et helt klart før og efter. Det overblik, der tilbyder sig med udgaven, har aldrig før kunnet etableres, og den forskning, der kommer til at udfolde sig efter udgaven, arbejder på væsentligt anderledes – og bedre! – vilkår, end vi andre har gjort. Den vil have muligheder, som vi kun kunne drømme om. Vi kan se konturerne af det nu på grundtvigsværker.dk, og det er forskningsmæssigt stærkt opløftende. Efterhånden som siden bliver udvidet, bruger jeg den mere og mere – og får mere og mere ud af det – Lidet overraskende egentlig.

Ja, mere endnu: Digital Humanites er af indlysende grunde et eksploderende forskningsfelt. Ingen, selv ikke eksperterne på området, kender endnu dets rækkevidde. Vi kan simpelthen ikke vide, hvad fremtidige forskere kan frembringe med de nye muligheder. Men for at mulighederne overhovedet skal være der, skal der være udført et kolossalt editionsfilologisk grundarbejde. Det er det, arbejde, der udføres på Grundtvig Centeret.

Derfor er jeg også ved at tabe både næse og mund, når jeg hører Grundtvig Centeret kritiseret for manglende formidling. Man har ansat knivskarpe editionsfilologiske specialister (nogle af landets bedste hoveder på dette område! – de er fx langt bedre end mig). Det har man gjort med henblik på at udvirke et egentligt fagvidenskabeligt paradigmeskifte. Nu mødes de så af en forventning om, at de skal bruge deres tid på noget helt andet end den editionsfilologi, som kan lave gennembruddet. You have got to be pulling my leg!!

Der er en rækkefølge i dette her, som er så banal, at den burde være indlysende. Grundtvig Centeret laver med deres gravende og organiserende arbejde et nyt grundlag for Grundtvigforskningen. Det bliver allerede udnyttet og vil i stigende grad blive udnyttet af forskerne, og på baggrund af forskningen vil det også ændre sig, hvad der formidles. Ingen ville forvente at en database over nyere landvindinger i kræftforskningen skulle læses af faglige lægfolk. At det overhovedet sker med grundtvigsværker.dk er vidunderligt, men det bliver aldrig hovedformålet.

 

Kritikken har én skarp kniv i skuffen af sløve bordknive: Brugergrænsefladen på sitet er sub-standard. Det begrænser brugbarheden. Men brugergrænsefladen er vel heller ikke færdig, og de indlysende begrænsninger (hvoraf den værste er, at man ikke kan klikke sig fra en søgning efter ord ind på det relevante sted i den berørte tekst) vil forbedre sig efterhånden.

Havde man brugt kræfterne på brugergrænsefladen og ikke på teksterne, ville de strenge kritikere straks have sat et gravkammeransigt op og talt om, hvordan det hele var overflade uden indhold. Der kan uddeles prygl, hvis Grundtvig Centeret gør det ene, og prygl, hvis centeret gør det andet. Det er tilvisse nogle gange let at være journalist. Man skal bare finde ud af, hvad folk har gjort, og kræve det modsatte.

Inden jeg slutter to bemærkninger:

Først habilitet: Jeg er ikke knyttet til Grundtvig Centeret med noget formelt bånd. Centeret kan blive lukket i morgen, og mit liv går videre som altid. Jeg har ansøgt og fået penge til en bogudgivelse fra centeret (se her), og jeg regner stærkt med at gøre det igen. Men det er ikke penge, jeg ikke kan finde andre steder, hvis der er behov for det. Jeg har finansieret bøger, før centeret kom, og jeg kan finansiere bøger uden centeret også herefterdags. Jeg er, oversat til almindelig dansk, ikke personligt afhængig af centerets fortsættelse. Min interesse er forskningsmæssig.

 

Derefter kompetence: Det er betimeligheden af en større forskningsbevilling på området der diskuteres. Det implicerer altså (som minimum) forskningstrategi, Grundtvigforskning, forskningspolitik, forskningsimpact og formidling. Jeg er vidende på alle disse områder. Jeg har holdt flere hundrede folkelige foredrag om Grundtvig. Det har jeg gjort på den baggrund, at jeg med rimelighed kan hævde at være blandt landets højest meriterede Grundtvigforskere (hvor ved jeg det fra? Jeg har en fuld doktorgrad i mandens forfatterskab – det er der ikke 10 nulevende mennesker, som har). Jeg har arbejdet omfattende med forskningspolitik, forskningsimpact og forskninstrategi både som debattør, som forsker og som forskningsadministrator. Det er der, så vidt vides, ingen andre i landskabet omkring Grundtvig, der har.

Henvendte Kristeligt Dagblad sig for at få en ekspertudtalelse? Næh. De risikerede jo også at få en. Kritikken er pustet op af avisens journalist, hvis evne til at (op)finde konflikter i det kirkelige landskab synes at overgå hans evne til at belyse dem fornuftigt.

Da Svend fik en ny søn

Forleden faldt ovenstående lille udklip, jeg for længst havde glemt, ud af en af mine bøger. Det er fra – af alle tryksager i verden – Se og hør. Datoen er den 16.-22. juni 2005 (eller det er i hvert fald, hvad jeg har skrevet på det dengang), altså kort efter mit disputatsforsvar. Billedet forestiller min tante Anne og min onkel Svend i festskrud, og teksten lyder:

Svend Aukens søn, Sune, har netop skrevet doktordisputats om Grundtvig, og Auken senior skulle til bryllup i den pompøse, 49 meter høje kirke opkaldt efter salmedigteren. –Ja, der er meget Grundtvig i mit liv for øjeblikket smilede Auken, som havde kæresten Anne Wivel med til bryllup.

 

Så i dette ene, korte øjeblik var det altså mig, der fik lov at kaste glans over den berømte onkel og ikke (helt) omvendt. Jeg blev tilmed udnævnt til at være hans søn. Nu havde Svend storartede sønner i forvejen, så jeg tror ikke, der var noget forsøg på at erobre mig involveret.

 

Til gengæld er jeg ret sikker på, at han, som blandt sine mange storartede egenskaber ikke havde den at være specielt god til at holde masken, netop i denne sammenhæng havde en lille ræv bag øret. Jeg gætter på, at jeg blev hans ”søn”. ved at sladderbladsjournalisten, hvis stand Svend ikke havde den helt store respekt for, fik spurgt til hans søn, doktoranden, og Svend så bare lod ham forblive i vildfarelsen og svarede let undvigende, så misforståelsen kunne slippe ind i bladet. I hvert fald blev jeg pludselig en fader rigere – også selvom jeg sådan set var forskriftsmæssigt forsynet på det punkt.

 

Jeg har dog ikke efterfølgende mærket noget til den derved vundne berømmelse, og Se og hør kommer stadig ikke, hvis jeg drager til bryllup. Men jeg fik dog fornøjelsen ved at se det gamle udklip kigge frem igen og minde mig om flere forskellige ting.

Grundtvig, den gamle erotiker

Indledningsdigtet til det mest berømte af Grundtvigs skoleskrifter, Skolen for livet og Academiet i Soer (1838), er bedre kendt som højskolesangen "Moders navn er en himmelsk lyd" Sangen er velfungerende skønt stærkt barberet i forhold til originalen og kan uden vanskeligheder anvendes ved morgensang i lilleskolen.

Redationen er nok godt for Grundtvigs rygte i det pænere borgerskab. For tænk, hvis det slap ud, at han i virkeligheden bare skrev viser for at få gang i pigerne.

Se blot her to strofer, der er udeladt i Højskolesangbogen:

Skjalde krandses om Land for Sang,
Men Ingen saa godt som Hjarne,
Mildt som Skjalde i Danevang
Af Piger ved Høi og Arne,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Derfor lægge af Hjertensgrund
Vi Alle, som Aanden lyde,
Tusind Viser i Pigemund,
Som monne den mildt tilbyde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!


(Her citeret fra Grundtvigs skoleverden II. Udg. af K.E. Bugge. København: GAD. 1968. Side 81. Den "Hjarne", som omtales i den første af stroferne, er den skjald, der efter Frode Fredegods død blev kronet som konge, fordi han skrev det bedste dødedigt over kongen)

Stroferne har en for Grundtvig karakteristisk simultant under- og overspillet erotik. På den ene side er den underspillet: Pigerne kranser skjaldene, og derfor inspireres skjaldene, der jo - forholdsvis kysk - lyder ånden, til at digte sange, som de samme piger kan synge. På den anden side er stroferne intenst følelsesfulde og kropslige - især i den anden strofe. Skjaldene digter "af Hjertensgrund", og deres viser er nogle, de kan  "lægge ... i Pigemund", og selvsamme mund er tilmed en, pigerne "mildt tilbyde" for at modtage visen fra skjalden. Kysset - mindst - er ikke bare lige om hjørnet; det er fuldbyrdet i sang. Det skal så ses i lyset af, at det er ønsket om hyldest fra disse piger, der her bestemmes som skjaldens motivation for at digte viser.

Digtet går straks videre til andre materier, men pigerne bliver ved med at dukke op, først viser der sig at være "Tusind Viser om Kys og Klap" (Side 82), som "Døttre", der ganske vist synger "I Dyd og Ære", men også viser sig at være kilden til at få de unge mænd til at interessere sig for viserne. Grundtvig udbryder om viserne: "Kys dem Kiærlig i Piger smaa! / Saa favne dem Ungersvende" (ibid.). Han understreger, at "Skjaldens Vise" skal synges for ham "fra Pigemund". Og endelig genvækkes hele fortiden i følgende udbrud:

Længe leve i Danevang
Smaapigernes Maal det søde!
Op da stande i Pigesang
Hvad Godt der i Danmark døde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Sproget, som digtet handler om, nævnes én gang, pigerne to.

Grundtvig fik mere og mere dametække som tiden gik. Til sidst var han tilsyneladende en veritabel magnet. Man aner en forklaring ...

Hvem sagde "Folkekirke" først?

Jes Fabricius Møller og jeg kom i denne artikel for skade at hævde, at begrebet "Folkekirke" første gang var brugt af Grundtvig. Det udløste en vis aktivitet for at finde ud af, hvor dælen det så var, han sagde det, og om nogen egentlig kom før ham. Bedste bud stammer i dette øjeblik fra Grundtvigforskningens mest effektive hemmelige våben, Kim Arne Pedersen, der udpeger en passage fra Grundtvigs prædiken 2. Pinsdag 1832, hvori følgende står at læse (ja, jeg har slået efter):

Nei, saameget klogere er jeg i det Mindste baade paa mig selv og paa Tidernes Løb, saameget klogere end de Verdens-Kloge, der indbilde sig at have giennemskuet baade mig og Guds skjulte Raad, saameget klogere, at jeg veed, baade i at det i Sytten Aarhundreder ei har været længere fra nogen Præst, at ville være Pave enten i det Store eller i det Smaa, enten i en Folke-Kirke eller i et Huus-Capel, eller selv i Løn-Kammeret blandt sine egne Børn, og at hvad jeg gaaer frugtsommelig med, det skal ikke komme dødfødt men lyslevende til Verden, ikke døe med mig men leve ved Herren, hvad jeg vil i Kirken, det skal lykkes (Grundtvigs Prædikener v. Chr. Thodberg 5, 1832, s. 230. Fremhævelsen er min. sa.)
 

Så bliver spørgsmålet: Kan nogen komme med et citat, der ligger før dette, eller kan vi hævde, at begrebet stammer fra Grundtvig?

Brevbud fra himlen

Fredag og lørdag i sidste uge forsvarede min emeriterede og højt meriterede fader en teologisk doktorafhandling ved Oslos Universitet. Ved den efterfølgende fest genopførtes et gammelt shownummer, idet mine sange fra hans halvfjerdsårsfødselsdag blev afsunget én gang mere (se dem her). De var - af indlysende grunde - ret relevante i sammenhængen, da det var bøgerne Kristendommens retorik og Thomas Kingo, der var grundlag for forsvaret. 

Imidlertid skulle han ikke slippe helt uden fornyet påtale, så til de tre sange var påhæftet et lidet forskrift, som kan aflæses herunder. Strofeformen har den for lejlighedpoeter fabelagtige egenskab, at alle versene i strofen er metrisk identiske, så de vers, man skriver, kan frit flyttes rundt internt i strofen og stroferne imellem. Det gør den krævede behændighed betydeligt mindre. Melodien er knap så kendt i dag, men den kan dog findes her.

For-skrift: Om det himmelske post-væsen

Mel.: Stakkels Hanne

Hvem befordrer himmelbrevet,
Hvis en afdød, nu har skrevet?
Hvem mon sørger for, vi får dem,
Breve sendt med post post mortem?
Koster englebuddet penge?
Og kan brevet ligge længe
Hos en vranten, vinget postmand,
Før det sendes til vort frostland?


Herren har vel gode bude
Der er engle nok derude,
Mika- Rafa- Gabrieller
(samt lidt småkravl, hvis det tæller)
Men forstandig bibellæsen
Kender endnu nok et væsen,
Det er selve himmelduen
Yndigt smuk som himmelbuen.

Just det sendebud fra Eden
Landede hos mig forleden,
Vingen var med postsæk ladet,
Næbbet bar på oliebladet.
Og jeg udbrød "Ih du milde
Er der kommet brev til lille
Mig i jordens dybe dale
fra de høje herresale?"

Brev, oh nej, du lille: breve
Fra Vorherres himmelhave,
Sendt dig post-apokalyptisk
(ja, jeg ved, det lyder kryptisk)
De er ikke fra Sankt Peter
Men fra trende små poeter
- Thi for Herren i det høje
Må selv de som små sig bøje.

Dog til dig, det er de ikke,
Så slå ned de stolte blikke,
De er skrevet til din fader,
Som det danske land forlader
For på norsk at doktoreres,
Så han dér kan promoveres
Og blandt Norges Dovrefjelde
Genbekræftes i sin vælde.

Kingo skrev med sejrskrone
Stråled' som en himmeltrone;
Brorson, noget mere loren,
Sendte også post til jorden;
Grundtvig, rygende af vrede,
Skrev på sorte palmeblade;
Jeg som Talsmand i det lave
Bringer deres himmelbreve.

Og hvis jeg kan klare mosten,
Og tålmodigt bære posten,
Kan du også gå med breve
Fra den himmelske enklave.
Gå til doktor-doktormanden,
Der er lærd som ingen anden!
Med epistlerne til festen,
- Og lad Ånden klare resten."

Anmeldelse af Sagas spejl fra Norsk Teologisk Tidsskrift

Jeg er blevet gjort opmærksom på nedenstående anmeldelse fra Norsk Teologisk Tidsskrift 107, 2. 2006. Side 141f. Da den ikke er almindeligt tilgængelig i Danmark, aftrykkes den her med forfatterens tilladelse.

Sune Auken: Sagas spejl. Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig, 736s, Gyldendal, København 2005.

Våre danske venner har iallfall to 1800-talls-ikoner som stadig hentes fram, studeres, nyfortolkes og diskuteres, nemlig Kierkegaard og Grundtvig. Det er skrevet bindsterke og utallige verk om dem begge, og alt ettersom de teologiske og politiske konjunkturer veksler, skifter fokus fra den ene til den andre. De siste årene har imidlertid ikke Grundtvig stått så høyt i kurs fordi han har blitt sett på som eksponent for dansk, religiøs nasjonalisme, av det sterkt høyreorienterte og fremmedfiendlige slag. Representanter for Dansk Folkeparti med presten Søren Krarup i spissen, har nemlig prøvd å bruke Grundtvig og hans tenkning og diktning i partiets usmakelige anti-islamisme og fremmedfrykt. Når man derfor får en avhandling i hånden som både er voluminøs og spekket med norrøn mytologi, frykter man derfor lett frykte det verste. Men det er det ingen grunn til, for Sune Auken har skrevet en avhandling som vil bli stående som en milestein i Grundtvig-forskningen, og som fokuserer en side ved Grundtvigs forfatterskap som ingen leser kan overse, nemlig hvordan han knytter mytologi, historie og kristendom sammen slik at de gjensidig belyser hverandre, for det er først og fremst forholdet mellom disse tre størrelser som interesserer Auken.

                      Auken er ikke teolog selv om avhandlingen avslører at han kan sin teologi meget godt. Men det er ’den litterære Grundtvigforskningen’ han plasserer seg selv innenfor. Han anklager derfor teologene for i altfor stor grad å ha lagt beslag på Grundtvig og dermed innsnevret hans mangfoldige dikterunivers.

I Grundtvigforskningen har årstall ofte tjent som markører av posisjoner: Hvilket år var det viktigste i Grundtvigs liv med tanke på hans teologiske utvikling? 1825, 1832 eller 1835? Auken streifer innom denne posisjonering ved å hevde at med utgangen av 1815 er sammenhengene i Grundtvigs dikteriske bildebruk og implisitte formforståelse gjenkjennelig fram til hans død (s. 48). Denne anmelder er ikke særlig bevandret i litterære analyser og har derfor ingen grunn til å stille spørsmålstegn ved Aukens tese. Men ’den teologiske Grundtvig’ hadde i 1815 ennå et langt stykke igjen å gå før han nådde en avklaring, og kanskje var den dikteriske Grundtvig ennå langt fra å finne sin form så tidlig som i 1815? For Grundtvig sørget på den tiden fortsatt over tapet av Norge; ja, i "Nyaars-Morgen" (1824) bruker han naturbilder som om Norge stadig var forent med Danmark.

Ved siden av "Nyaars-Morgen" er det de sentrale og kjente Grundtvig-verkene "Nordens Mytologi" (1808), "Et Blad av Jyllands Rimkrønike" (1815), "Nordens Mythologi (1832) og "Christenhedens Syvstjerne" (1854-55), som utgjør kjernen i Aukens litterære analyser. Men selv om han proklamerer at han vil rehabilitere den litterære Grundtvig, er han seg fullt ut bevisst at det ikke er en tilfeldig egenskap ved teologen Grundtvig at han også var dikter (s. 630). Aukens egne analyser viser at Grundtvigs poetiske verker rommer høyt nyanserte teologiske fortolkninger som er avhengige av og ikke lar seg atskille fra deres dikteriske karakter fordi de går i ett med verkenes bildespråk og kunstneriske komposisjon. Derfor forutsetter, ifølge Auken, også den teologiske forståelse av dem at man forholder seg til dem som kunstverker (s. 631).

Grundtvigs sprudlende mangfold og stadig skiftende bildebruk, gjør det umulig å fange ham inn i et system eller utforme han tenkning som en stringent teologi. Grundtvig vrir seg unna både fienders og venners forsøk på å skape orden og klarhet i hans tankeunivers. Det er nettopp det som gjør at det fortsatt kommer nye og spennende avhandlinger om ham, slik som Aukens imponerende og omfangsrike arbeid er et godt eksempel på. Men ikke minst er det fortjenstfullt at Auken (indirekte, men klart) rister Grundtvig ut av Krarups og Dansk Folkepartis klamme omfavnelse. Denne frigjøring er likevel ikke avhandlingens viktigste bidrag til Grundtvig­forskningen. Dette bidrag ligger i framstillingen av den norrøne mytologi som den sentrale premissleverandør til Grundtvigs bildeverden og profetiske prosjekt.

Dag Thorkildsen

Grundtvigleksikon

I lørdags udkom det lille leksikon, som Jes Fabricius Møller og jeg har skrevet i anledning af 140 året for Grundtvigs død. Leksikonnet var så lille, at det kunne stå i Kristeligt Dagblad, og da KD heldigvis ikke lagde det bag password. Så kan jeg linke til det her.

På Facebook bemærkede Jes følgende om det:

I anledning af, at Grundtvig nu har været død i endnu længere tid end hidtil, har min fortræffelige ven, kollega, og ikke mindst facebookven, Sune Auken, og jeg selv begået en alfabetisk ordnet indføring i mandens liv, værk og virkningshistorie.
 

Jeg takker for rosen, men Jes har nu fortjent den mere end mig. Jeg laver gerne noget med ham en anden gang. Så ved du dét, Jes.

 

Grundtvig vs. Kierkegaard i Rungsted Sognehus

Rungsted Sognehus onsdag den 21. marts 2012 kl. 19.30

Sarah Auken
Sognepræst i Kokkedal Kirke og tidligere scholarstipendiat omhandlende Kierkegaards retorik og
Sune Auken
Dr. phil. og lektor på Københavns Universitet. Hans forskningsområder er bla. Grundtvig, nordisk litteratur og genre.


Da Kierkegaard blev født, var Grundtvig omkring tredive, og da Kierkegaard døde, havde Grundtvig stadig næsten tyve år tilbage at leve i. Siden da har vi danskere hele tiden skulle vælge imellem dem. De var kun sjældent sammen og betragtede hinanden med dyb skepsis.
Deres temperamenter var vidt forskellige og deres penne løb i hver sin retning. De var heller ikke alt for gode til at tale pænt om hinanden. Men det skal være løgn, skal det. Snakke sammen, det skal de. Så nu spærrer vi dem endelig inde med hinanden på nogle få kvadratmeter. Det går helt sikkert ikke stille af.

Tilmelding vil hjælpe arrangøren
Rungsted Kirke Kirkekontoret,
telefon 45867879,
rungsted.sogn@km.dk


Rungsted Sognehus onsdag den 21. marts 2012 kl. 19.30

Grundtvigs Værker

Den 1. februar dukkede et nyt website op: http://www.grundtvigsvaerker.dk/. Formålet med det er at danne ramme om en tekstkritisk udgave af – ja, netop – Grundtvigs værker. Det var en ret sparsom mængde tekst, der blev lagt på nettet i første omgang, så i skrivende stund er Arkiv for Dansk Litteraturs Grundtvigsamling stadig et væsentligere arbejdsredskab, men det skal nok ændre sig. Medmindre et eller andet dramatisk sker, kommer tekstmængden til at vokse støt herfra.

Og i modsætning til ADL, er der her tale om nye tekstudgaver, ikke om elektroniske optryk af eksisterende tekster, så der bidrages med nyt materiale – det er ikke blot eksisterende tekster, som gøres elektronisk tilgængelige og - i et vist omfang – søgbare. Som enhver Grundtvigkender ved, er søgbarhed i forfatterskabet et af de øverste punkter på ønskelisten. Er man ikke overmenneskeligt klæbehjernet eller svineheldig, står man med ekspertmulen hængende, når man udsættes for forespørglser af typen, ”Hvor er det nu Grundtvig siger det der med, at man er Herrens medarbejder? Det er vist noget med at han rimer det på "spejder"?" … Og sådanne forespørgsler hører til blandt de lettere. … Oh, salige søgbarhed ….

Min Internet Explorer er ikke blevet helt gode venner med sitet. Der går i skrivende stund et bredt grønt banner hen over midten af brugergrænsefladen, men Google Chrome taler fint med det, og min sjæl lovsynger udgiverteamet.

Det er allerede en mindre revolution i mit begrænsede verdensbillede, at der nu er kommet en ny udgave af Grundtvigs ”Om Oehlenschlägers Baldur hiin Gode” - et topmøde i den danske romantik, der ikke har været tilgængeligt på andet end specialbiblioteker, siden det udkom i 1807. Og jeg har lavet min første rent forskningsfaglige søgning i teksterne og fået i hvert fald en enkelt lille oplysning ud, som jeg kan gå videre med i en fagartikel, jeg er ved at skrive.

Grundtvigs Værker
Man kan i en nys udkommet og meget lærd monografi med den for lægmand intimiderende titel Editionsfilologi læse, at en udgave af en forfatters ”skrifter” vil omfatte alt, hvad vedkommende skrev, enten dette blev trykt eller ikke, mens en udgave af forfatterens ”værker” omfatter de arbejder, forfatteren selv gav i trykken. (side 45)

Da forfatteren til den nævnte monografi er identisk med forskningslederen på tekstudgaven, nemlig min særdeles gode kollega Johnny Kondrup, er det lidet overraskende de arbejder, Grundtvig selv gav i trykken, der nu udgives. Det betyder, at det bliver en mindre komplet udgave, vi får af Grundtvig, end den, man finder i Søren Kierkegaards Skrifter. Men en udgave af Grundtvigs ”skrifter” ville også blive et monstrøst forehavende. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan dælen man skulle håndtere Grundtvigarkivet. Udgaven ville være strandet, endnu inden den kom i gang – om ikke af anden grund, så fordi den ville være blevet grusomt bekostelig. Den planlagte værkudgave bliver garanteret dyr nok i forvejen.

Sådan en afskæring kan man selvfølgelig diskutere. Mest markant er det nok, at Grundtvigs prædikener ikke kommer med (eller rettere: Kun den begrænsede mængde af – stærkt redigerede – prædikener, Grundtvig selv udgav, kommer med). Disse prædikener er en af forfatterskabets vigtigste tekstgrupper og selvfølgelig langt betydeligere end en række af de småskrifter, som nu kommer med i udgaven.

Skal man så være gnaven over det? Nej, selvfølgelig ikke. Dels mister det udgivne jo ikke sin værdi, bare fordi der var andet, man også kunne udgive, dels er det for billigt at brokke sig over, at man ikke får mere, når man får så meget, og dels er en vis grad af konsekvens i det lange løb en kæmpe fordel: Man kender mængden af det udgivne og véd, at hvad der falder inden for denne mængdes grænser, det kommer til at være der. Det er ikke en udgivers subjektive skøn, som skal afgøre om dette eller hint er med. Jeg personligt vil hellere have én samlet udgave af et bestemt, afgrænset korpus, end et ikke-distinkt udvalg af et bredere korpus. Så kan man jo altid fedte for mere på et senere tidspunkt.

Jeg kommer til at bruge det her værk igen og igen. Hver gang vil jeg tænke på Grundtvig-Centeret og på udgiverholdet med stor taknemmelighed. Tak er ikke et fattigere ord, end at man skal huske at sige det på relevante tidspunkter. Så:

TAK

PS: Jeg ved godt, hvor det med Herrens medarbejder står. Men pointen er god nok, og jeg har stadig ikke fundet det sted, hvor Grundtvig angiveligt taler om, at danskeren i det hele taget har sky for svært hovedbrud – eller noget i den dur. Oh, salige søgbarhed … du forskerens elektronisk lystbetonede, men dog sært ærbare fryd ...
PPS: Johnny Kondrups Editionsfilologi (København: Museum Tusculanums Forlag. 2011) er faktisk helt almindeligt læselig. Man skal ikke lade sig skræmme af bindets meget seriøse og let murstensagtige fremtræden. Værket rummer detaljeret viden på et højt niveau, det er godt formidlet, og det er stærkt oplysende. Kondrup mestrer den svære kunst ikke at gøre et svært emne sværere, end det er i forvejen.´Det er rent fag, ingen bullshit.

Min mulige medskyld i en dum detalje i salmebogen. Et forsøgsvis mea culpa

Hver gang jeg præsenteres for den ærger jeg mig. Måske ér det min skyld. Kalamiteten er ét ord i den tekst, som i dagens salmebog hedder ”Det hellige kors, vor Herre selv bar” (DDS 201). Hvorfor Jo, da salmebogskommisionen tilbage i 1997 barslede med en statusrapport, skrev jeg en lille opsats om kommisoriet og den praksis i forvaltningen af, det, der viste sig i statusrapporten (”Gummiparagraf på uriaspost”. Om kommissoriet til den nye salmebogskommision. In Omkring gudstjenesten 2. 1997. 10-13). Om kommisionens foreslåede tekstedaktion på ovennævnte salme skrev jeg følgende:

Det afgørende i forbindelse med den nye salmebog, er derfor ikke kommissoriet, men hvordan kommissionen vælger at udmønte det i praksis. Det mest interessante ved den nu udsendte statusrapport er derfor de konkrete eksempler på kommissionens gennemarbejdninger, statusrapporten giver.

Lad os derfor ganske kort undersøge en enkelt ændring. Den allerførste salme, statusrapporten fremlægger er Det hellige kors, vor Herre selv bar. Den er i sin “oprindelige” form netop en omskrivning i luthersk ånd af en gammel Mariavise. Denne omskrivning har Grundtvig derefter bearbejdet, og endelig har den så også været i hænderne på den foregående salmebogsredaktion, således at kommissionen til sit nuværende arbejde har tre tidligere udgaver at forholde sig til. Af dette har kommissionen så sammentømret sit eget forslag, som sådan set ikke tilføjer noget selv, men alligevel, ved at kombinere elementerne fra de tidligere udgaver, ikke er identisk med nogen af dem.

I forhold til den tidligere udgave har man på to punkter tilbageført salmen til Hegelunds udgave. Hegelunds oprindelige indledning lyder (Citeret efter Anders Malling: Dansk Salmehistorie I, 206):

DEt hellige Kaars vor Herre selff bar/
Met blodige vnder oc dødelige saar/
For oss han plict oc bod fuldgiorde/
At wi skulde oss der til forlade/
Wi worde ey salige i andre maade.
Hvor sidste verselinje så er salmens omkvæd.

Blandt andet på grund af den uregelmæssige middelalderlige versbygning er salmens originaludgave usyngelig i dag, og derfor skriver Grundtvig da også (Sang-Værk 1, nr 269):


Det hellige Kors, vor Herre, Han bar
Hans blodige Saar og Pine svar
Hans bittre Død uden Lak og Lyde
Deraf allene vi Godt skal nyde!

Grundtvigs udgave er en indiskutabel forbedring. Han opsuger omkvædet i strofen, hvor det tankemæssigt hører hjemme (det virker lidt påklistret i de følgende strofer), og udfører Hegelunds forsøg på at fortælle hele lidelseshistorien (kors - sår - død) på en stærkere måde, bl.a. fordi beskrivelsen af korset, pinen og døden får bedre plads hos Grundtvig. Hvad han har udeladt - Hegelunds tungt dogmatiske prædiken af de ny lutherske sandheder - kan med sindsro undværes. Luthers lære om frelsen ved tro alene står med al ønskelig tydelighed i denne og den næste strofe.

Og det er så stort set den form, salmen har fået i Den danske salmebog fra 1953. Men den nye salmebogskommission kombinerer frit de to udgaver til:

Det hellige kors, vor Herre selv bar
hans blodige sår og pine svar
hans bitre død uden lak og lyde
deraf alene vi godt skal nyde.
Vi vorder ej salig på anden måde.

Hvad tilbageførslen i første verselinje angår, så kan den diskuteres. Man kunne hævde, at der var et stykke reel teologi i betoningen af, at det var Jesus selv, der bar korset (og altså ikke nogen anden), men dels var det ikke kun vor Herre selv, som bar korset (Simon af Kyrene skal jo også have båret det), dels giver “selv” en dårligere rytme, og det dræber Grundtvigs eminente bogstavrim (hellige - Herre - han). Jeg personligt ville foretrække Grundtvigs version på dette punkt, men vil ikke anse det for en større bommert, hvis salmebogskommisionen i den endelige version foretrak Hegelunds.


Genindførslen af omkvædet er jeg derimod ikke i tvivl om er en fejl. Den tilfører ikke salmen noget godt, for omkvædet virker stadig lidt klodset efter de tre sidste strofer, og den forårsager en direkte forværring netop i første strofe. Grundtvigs sikre indarbejdelse af Hegelunds omkvæd i strofen har ikke bare gjort det overflødigt, den har umuliggjort det. Som den står i statusrapporten kommer strofen - helt unødvendigt og ganske kluntet - til at sige den samme ting to gange. Og Grundtvigs formulering er så langt den bedste af de to.


En helt anden ting er så, at jeg godt kan se, at det melodimæssigt set er den forbedring i forbindelse med genindførslen af omkvædet, at vi får hele den melodi, Thomissøn har tilskrevet den i sin salmebog fra 1569, og ikke bare den amputerede melodi, Grundtvigs udgave nødvendiggør, men jeg synes, det er en for hård pris at betale.


Det ville altså - efter mit bedste skøn - være en god idé, hvis salmebogskomissionen her accepterede Grundtvigs “moderne” version frem for selv at forsøge en syntese, der her ikke er blevet rigtig vellykket.


Jeg forstår godt lysten til at tilbageføre især nogle af Grundtvigs meget selvstændige gendigtninger, for han kan nu og da slå nogle ordentlige herresving i originalmaterialet, men man skal være overmåde sikker på hånden, når man retter baglæns, ellers går det galt.

 
TIlgiv mig. Thi jeg vidste ikke, hvad jeg (måske) gjorde. Jeg semilegitimerede den første rettelse, men skød den anden ned. I hvert fald ser redaktionen i den ny salmebog sådan her ud:

Det hellige kors, vor Herre selv bar,
hans blodige sår og pine svar,
hans bitre død uden lak og lyde,
deraf alene vi godt skal nyde.

Det betyder, at salmebogskommissionen på siger og skriver ét punkt har ført salmen tilbage fra Grundtvig til Hegelund. Ordet "han" er blevet til "selv". Slutresultatet af redaktionen er derfor, at det, vi har nu, er Grundtvigs salme (nogenlunde skånsomt moderniseret i interpunktion og retskrivning) tilført ét ord fra Hegelund. Dermed er versionen selvsagt ikke mere, men mindre autentisk, end den version, der var i den gamle salmebog - og så savner jeg bogstavrimet mere idag, end jeg gjorde dengang. Jeg indrømmer, at jeg sniger et lille "han" ind, hver gang jeg får salmen stukket ud i kirken. Min barnagtighed, javel.

Så : Mea (måske) culpa. Jeg er muligvis skyld i en dum, lille filologisk inautencitet og irriterende detalje i dagens salmebog. Måtte min syndebyrde blive vasket af i næste udgave. også selvom det ikke gør mig ren i religiøs forstand, thi heller ikke jeg vorder salig på anden måde end via Det hellige kors, vor Herre HAN bar.

Den gyldne harpe

Indlæg ved præsentationen af Svend Bjergs og Søren Holsts bog Den gyldne harpe. Vartov den 31. oktober 2011.


Der er så mange ting at sige i forbindelse med en bog som denne her, at det næsten ikke er til at finde ud af, hvor man skal begynde og hvor man skal slutte. Men da vi nu igennem mange år har lært, at vi universitetsfolk skal være samfundsnyttige, så lad os tage et perspektiv på, hvad nytte sådan en bog gør. Og vi kan jo ved samme lejlighed spørge, hvad dælen vi egentlig skal med et sådant fænomen som universitetsteologer.

Det spørgsmål, man ofte glemmer at stille, når man kigger på humanistisk og teologisk faglighed er, hvorvidt der er nogen, som kunne tænkes at ville bruge det arbejde, som er blevet udført, og hvad de måske kunne finde på at bruge det til. Et meget godt kriterium for, om noget er brugbart, er vel, om nogen kan bruge det.

Bogen er – lidet overraskende – skrevet på dansk, og det betyder, at eventuelle brugere skal findes iblandt mennesker, som kan læse dansk. Dens emne er dels de gammeltestamentlige salmer, dels Grundtvigs salmer, specifikt dem der har et gendigtende forhold til de gammeltestamentlige salmer, dels forholdet imellem de to. Kan nogen mon tænkes at interessere sig for det?

Svaret er grinagtigt åbenlyst ja. Grundtvigs salmer anvendes søndag efter søndag over det ganske land i forbindelse med gudstjenester i den danske folkekirke, og selvom de gammeltestamentlige salmer anvendes lidt sjældnere, er de alligevel meget brugte, de er internationale, og mange ville mene, at de var endnu vigtigere også for danske kristne end Grundtvig salmer.

Så bogen har mulighed for at være gavnlig, hvis den kan fortælle disse mennesker noget, de har interesse i at vide, og hvis den kan gøre det på en sådan måde, at de faktisk giver sig til at interessere sig for det. Det er sikkert derfor, at forlaget har fremhævet, at bogens forfattere er blandt Danmarks mest velskrivende teologer. Og det er formentlig også derfor, forfatterne har skruet lidt ned for litteraturorienteringen og i alt væsentlig holdt sig til dansksproget sekundærlitteratur. Det kan man selvfølgelig godt som fagmand ærgre sig lidt over, men man skal ikke være blind for, hvad det er, der er vundet i den proces, fordi det netop gør bogen læselig også for andre end fagfolk.

Faktisk må jeg jo selv bekende kun at være sådan ca 50% fagmand i det, som er bogens emne. I det mindste ved jeg ikke en pind om de gammeltestamentlige salmer. Eller rettere: Jeg vidste ikke en pind, for skønt one book doth not a fagmand make, så kan jeg bevidne, at man bliver meget meget klogere af at læse Sørens storartede kapitler om de gammeltestamentlige salmer. Det er en dejlig nøgtern teologi, der kommer ud af det, men blandt andet derfor skulle jeg mene, at der var masser af gode pointer at trække ud både til almindelig opbyggelse for sig selv, og hvis man er en prædikant, som har fået lyst til at inddrag, hvad der faktisk siges i en gammeltestamentlig læsning, når vedkommende skal prædike.

Jeg er ikke helt den rigtige til at bedømme den folkelige forståelighed i Svends kapitler om Grundtvig, men jeg véd på den anden side, at en række af de tekster, han behandler, er kendte og elskede salmer, og så vidt jeg kan se, er også behandlingen af dem opmuntrende læsning og vældig informativt for den læge læser. Så mon ikke jeg kan give forfatter og forlag ret i deres disposition.

Et tilsvarende så at sige folkeligt udvælgelseskriterium gør sig gældende i forhold til, hvilke tekster det er, som er taget med i bogen. For det er salmebogens udvalg af Grundtvigs gendigtninger af de gammeltestamentlige salmer, som har været udvælgelseskriteriet. Hvad mere er: Bogen bruger salmebogens redaktion af de samme salmer. På dette punkt synes jeg måske alligevel, at man har overspillet det folkelige kort, for min erfaring fra talrige foredrag er, at foredragsdanmark stort set synes, at det er sjov at få lov at kigge med bag facaden, når man viser dem Grundvig classic og ikke lader dem nøjes med den koffeinfrie udgave i salmebøgerne – heller ikke selvom Grundtvig godt kan være stærk kaffe alligevel.

Så altså: Svend Bjerg og Søren Holst har skrevet en yderst samfundsrelevant og brugbar bog, hvis man bedømmer den på, om den har relevans for nogen i samfundet og kan bruges af dem. Jeg tvivler på, at ret mange andre end forlaget Alfa får lejlighed til at udskrive fakturaer i den anledning, men det er vel også en slags erhvervslivssamarbejde, om man vil. Læg mærke til en gang mere, at det at skrive underholdende om alvorlige ting faktisk er et afgørende kriterium for nytteværdi, fordi underholdningsværdien er med til at gøre, at nogen faktisk vil bruge bogen. Skam få den, som tænker ilde herom. It don´t mean a thing if it ain´t got that swing.

Tilbage står så bogens indplacering i forskningen. Her sætter mit amatøragtige forhold til studiet af det gamle testamente sig igennem, og jeg kan kun udtale mig om dens placering i Grundtvigforskningen. Bortset fra, at jeg selvfølgelig kan bemærke, at bogen er med til at kortlægge et åndrigt hjørne af det gamle testamentes virkningshistorie, og at det da ikke så lidt. I forhold til Grundtvigforskningen kan man sagtens komme løbende med en masse indvendinger, hvoraf mange havde at gøre med præcis de samme træk, som gør bogen læselig for en bredere offentlighed, men det er ikke til at nægte, at bogen er med til at beskrive et vigtigt emne i Grundtvigs forfatterskab, idet den ikke alene har at gøre med flere af Grundtvigs centrale salmer, men også behandler hans forhold til én vigtig del af kildematerialet for hans salmedigtning.

Der er en hel masse tilbage at gøre inklusive i det mindste følgende:

• En samlet behandling af alle de salmer, hvor Grundtvig bruger de gammeltestamentlige salmer som fortekster.
• En behandling af forskelle og ligheder imellem salmegenren, som den foreligger i det gamle testamente, og som den bruges som kirkesang i den efterreformatoriske tradition.
• En samlet behandling af det kildemateriale, Grundtvig bruger i sin salmedigtning fra alle de forskellige tidligere menigheder.
• En afdækning af, hvordan Grundtvig rent teknisk indoptager og omformer det materiale, han benytter sig af i sin salmedigtning.
• En afdækning af hele det tekstfelt, der ligger bag Grundtvigs forfatterskab, og hvad han gør ved det.
• En overvejelse af, hvordan Grundtvigs behandling af sine inspirationskilder fremtræder, hvis man anskuer den i lyset af hele den store teoridannelse, der findes inden for studiet af intertertekstualitet, hvad enten man ser dette i et Kristevask, et Genettesk eller et måske mere hermeneutisk perspektiv.

Hvis jeg imidlertid skulle stille mig kritisk an og med lektoral stentorrøst forsøge at bebrejde Svend og Søren, at de ikke har har behandlet disse emner til bunds, ville jeg være lige så fjollet som de ph.d. og disputatsopponenter, man nogle gange hører, som forsøger at gøre gældende, at doktoranden i grunden burde have skrevet en helt anden bog. Dertil er svaret indlysende nok: "Eeeeh --- nu er det faktisk den her bog, jeg har skrevet. Måske skulle vi snakke om den". Så derfor: Hjertelig tillykke til Svend og Søren med, at de har skrevet den her bog.

Men én indvending har jeg dog. Når nu man endelig har chancen for at sætte Indiana Jones på sin bibliografi, hvorfor står der så i selvsamme bibliografi ikke noget imellem Holt, Else Kragelund og Jensen, Johan Fjord. Dét er for dårligt!

Spiritistisk hyldest til min far

Den 20. maj fyldte min far 70 år. Jeg optrådte ved den lejlighed som medium. Resultatet kan ses nedenfor:



Kristeligt-retoriske Himmelbreve




Til professor emeritus, dr. phil. Erik A. Nielsen i anledning af Halvfjerdsaarsdagen



Fra

Thomas Kingo
Hans Adolph Brorson
og
Nic.Fred.Sev. Grundtvig



Ved Sjæls-Thelepathi og i sønlig Ærbødighed ydmygeligst opnoteret af Sune



Første Brev: Om Glæde ved Bog

Til Vellærde og Velbyrdige Doctor Nielsen Kingobarn i Anledning af det syvende Decennium
Af Thomas Kingo, fordum Superintendent over de fattige udi Odense Hospital og omkringliggende Sogne
Mel.: Far verden, farvel.


Godt ikke kun Poe
Og ikke kun Holberg fik af dig en bog.
Jeg nedrige Tjener for Herren min Gud,
Før Brorsons blev færdig, fik min Bog sendt ud.
Jeg løftes med Nielsenstor autoritet.
Du lærde Profet,
Du lærde Profet

Med Billed-Skønt Sprog
Du skriver om mig i den vældige Bog!
Om Hjerte-Dyb Længsel, om snigende Lyst,
Om hver en Madamme, jeg nogentid Kyst
Hvad er der tilbage, som ej du har set?
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.

Ak, Erik af A.
Jeg læser i Bogen hver eneste Dag,
Som Herren mig skænker i Abrahams Skød,
Hvor Hvilen er liflig, og Læsen er sød,
Selv Evigheds-Glæden forhøjes sgu ve´et!
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.

Min Søe-Gang, mit Mod
Mit Brand-Flam´ed Hjerte, min Strenghed, mit Blod,
Min Ivren, min Taare min mødige Sveed
Og alt hvad jeg kæmped, og alt hvad jeg led,
Det har du beskrevet, helt som det er sket,
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.

Du Magtrige Mand
Du Soel-Konge-Hersker i Aandernes Land,
Hvor andre de snubled´ paa faldende Fod
og dybt gled i Afmagt, med Sejr du stod.
Jeg hilser fra Himmerigs Vaaning og Vraa!
Kh Thomas K,
Kh Thomas K.




Andet Brev: Om Bien paa Bog

Til den fromt honningsøde Hjerte- og Emblemtolker Professor Nielsen i Valby
Fra H.A. Brorson, tidligere følsom Troskunstner og Biskop i Omegnen af Tondern med et lidet Strejf af Misundelse
Mel: Den yndigste rose er funden


Mit Hjerte nu lyster at vanke
I Eriks bedaarende Tanke
Den Bog, han har groet af Rode,
Den summer konstant i mit Ho´de.

Se, Kingo fik plads blandt de Store,
Da Bogen kom hertil fra Jorde,
Jeg selv maa paa nedrige Steder
Blot nøjes med Smaaros til Hæder.

Du yndede Honningprofessor
For lange er Skriveprocesser!
Thi jeg har i aarevis biet,
Imens du saa stædigt har tiet.

Jeg lever i Suk og i Trængsel,
Af Iver har Hjertet mon Længsel
Snart, Erik, vil Værket jo være,
Min Rose, mit Smykke, min Ære.

Ak, bring Bogen til Gyldendalen,
Send Anmelderstanden paa Halen!
Da vil Englechoret sig fryde
Med Jubel mangfoldig udbryde.

Da skal med min JEsum jeg tale
Om mig her i Himmerigs Sale!
”Min BRorson” vil mildt han mig kalde
og rose mig foran dem alle.





Tredje Brev: Om Mangel paa Bog. En Avindssyge-Sang!

Til Pofessor Nielsen, som burde have et guddommeligt L.. i R....!
Fra Nic.Fred.Sev. Grundtvig, tidligere samt nuværende kirkeligt Næse-Horn og paa en vis Maade og over over al Maade ogsaa Biskop for Herrens Aasyn
Mel: I al sin Glands

(red. note: spatieringerne kan med fordel ignoreres)

Og hvem maa nøjes med Pamfletter,
Naar Danne-Markens Aande-Gætter,
Hin Mester Erik Danne-Skjald,
Oplyser Chistendommens Hald
Med Visdom dyb om hver en Krog
Af Christendommens Billed-Bog?

Det maa den arme Billed-Mager,
Der Livet gav paa Danne-Ager
At skrive Danne-Mænd og Møer
En Billed-Bog som aldrig før,
Der trak det store Danne-Læs,
Ja, kortelig: Jeg, N. F. S!

Jeg, som med Flid skrev Kirke-Salmer
om Liv og Lys og Fugle-Palmer,
Som Menighedens Fugle-Chor
Istemmer over Herrens Bord.
Hvorfor alene snydes jeg?
Hvad har jeg Arme gjort mod dig?

Vist kan jeg see, at dine Skrifter
er store Aandedræts-Bedrifter;
Den milde Dag er lys og lang,
Og fuld af Soel og Fugle-Sang,
Og alt var saamænd ganske godt,
Naar blot, naar blot, naar blot, naar blot ...

Se, Billed-Drømme i mit Rige,
Gaar op fra Jord pa Himmel-Stige,
Som Sommer-Lærkens er min Sang,
Og hver min Sti en Kirke-Gang
Der er da nok at Tolke paa,
Det kan dog selv din Søn forstaa!

Saa, Mester Erik uden Lige,
En Penne-Fjer fra Himmerige
Jeg sender til dit Skrive-Bord
Samt Hellig-Aand med Livsens Ord,
Og Herren gør sit Blod til Blæk,
Der skribler alle Skrupler væk!

Kirkens meget lille genmæle imod en ubetydelig påskekronik

Forestillingen om kirkens forældelse har i sig selv høj alder. Derfor er det en lang, ærværdig tradition, som dagens kronikør i Politiken indskriver sig i, når han gerne vil revitalisere sproget i den danske folkekirke. Den type af moderniseringsprojekter er så gammelkendte, at man næsten en dag burde skrive deres historie. Fra 1700-tallets bibelkritik og forsøg på at rense ud i al den overtro, som havde ledt til 30-årskrigen 100 år før, over 1800-tallets plæderen for ”Jesu rene Lære”, liberalteologiens forskellige modifikationer af lærebygningerne og en række kunstnerisk-æstetiske fortolkninger til nutidige formuleringer, hvis klassiske form netop er påskekronikker i Politiken. Jeg husker sikkert forkert, men det forekommer mig, at jeg år efter år har læst et eller andet ca, i den stil op til påske i netop denne avis - og at det vist aldrig har været intellektuelt, endsige teologisk kvalificeret.

I modsætning til de erklærede ateister, som fastholder, at kristendommen er en vildvej, er denne type reformatorer principielt velvilligt indstillede over for kristendommen. Kirken skal bare lige – og så følger der et eller andet krav, som intet fornuftigt menneske da kan være uenig med, mener reformatoren. Dette "lige" viser sig imidlertid altid at rumme lidt mere end en simpel detalje. Som hovedregel er kristendommen gået op i røg, inden reformatoren mener, at nu er den blevet fornuftig. Dagens reformator mener således, at det er sprogføringen i kirken, den er gal med. Hør bare nadverudlægningen:

Det klassiske lutherske synspunkt i folkekirken er, at kagen og saftevandet ikke skifter substans. Jesu legeme og blod er på en uforklarlig måde alligevel er til stede i det uskyldige kagebrød og saftevandet! Det afgørende er måske, at den, der går til alters for at søge syndsforladelse, i sit eget stille sind forestiller sig, at hun/han får sin guds syndsforladelse. Hvilket vel vil sige, at man angrer og tilgiver sig selv!

Den sproglige modernisering beror her på, at altervinen og oblaterne omtales som ” kagen og saftevandet” - den kommunikative originalitet er lysende: Havde vi dog bare kaldt altervin for "saftevand" noget før. Men det reelle ærinde er ikke bare sprogligt, for ændringen i sproget viser sig at følges af en oversættelse, hvor betydningen af nadverritualet bliver rent psykologisk i processen. Det, som for de fleste nadvergæster er det helt centrale, nemlig at syndsforladelsen tilsiges en fra Gud, er forsvundet op i den blå luft - eller ind i det menneskelige sjæleliv.

Læser man videre viser dette sig at være mønsteret punkt for punkt. Den ”sproglige” revision viser sig at følges af at kristendommen skal ”renses” for alt det, der gør den meningsfuld for de kristne. Helligånden ryger i forbifarten, paradiset bliver til "naturen" etc etc. Det kan ethvert fornuftigt menneske da tilslutte sig.

Så altså: Hvis bare kristendommen vil holde op med at være kristendom, så vil dagens kronikør godt tilslutte sig den. Men det er en særpræget form for tilslutning: ”Hvis bare jeg selv må bestemme, hvad du mener, så vil jeg gerne være enig med dig”.

Nu har kirken ikke sindelagskontrol ved indgangen, så kronikøren kan gå ind, hvor han har lyst. Han kan gå til alters og tilgive sig selv, og han kan sidde og nyde fællesskabet helt uden helligånd. Så for så vidt skulle alt være i orden. Men det er ikke nok. Alle andre skal også acceptere at tro på kronikørens måde, som for de fleste af os ikke er kristendom - dårligt nok tro. Derved opstiller han, hvad Grundtvig i en lignende anledning kaldte et luftkastel: En kristen kirke, som ganske vist aldrig har eksisteret, og som ikke tror på det, dem, der i dag kalder sig kristne, bekender, men som alligevel hævder at være den sande kirke. Hvorfor er det så en kristen kirke? Fordi kronikøren finder, at den prædiker fornuftig kristendom. Man spørger sig selv, hvor de nuværende kristne (som der er betydeligt flere af, end den højtærede taler synes at mene) så skal gå hen, når kronikørens psykoterapeutiske skummetmælksevangelium har overtaget kirken. Måske skulle de tage og grundlægge en kirke. Måske tilmed én, som var evangelisk-luthersk.

Det helt sjove ved det er, at nok har denne type forandringsforslag eller krav høj alder, men de konkrete forslag går stort set altid i glemmebogen efter kort tid, mens det, der protesteres imod, på en underligt livskraftig måde bliver ved med at være til og blive troet. Måske fordi hjemmelavede kirker af denne art netop er luftkasteller.

Så kirkens genmæle i denne sammenhæng må vist bare være: Tough luck buller. Det er altså ikke dét, man tror på her. Kig endelig ind; men hvis du kun vil være med i en kirke, du selv kan bestemme, hvad skal mene, så lav du dig din egen kirke. Vi gider ikke løbe efter slige luftigheder.

Grundtvig hin lille

Genredefinition: Prædiken

Nedenstående uskarphed er pt. det bedste jeg har til en Grundtvigartikel, hvor jeg skal sige noget om hans prædikener. Må gerne kritiseres.

Prædikenen lader sig lidt husmandsagtigt definere som ”et led i den gudstjenestelige liturgi, hvor præsten gennem dagens evangelium forkynder evangeliet ind i nutiden”1 . På grund af den institutionelle binding bliver det i det hele taget en relativt stabil genre. Den er meget tydeligt defineret af sin exigence, nemlig behovet (dvs. kirkens og de kristnes behov) for at få evangeliet forkyndt ind i nutiden. At vi har at gøre med et ”liturgisk led” betyder, at det er en rituelt bundet ytring, hvor det er præsupponeret, hvem det påhviler at fremføre prædikenen, og hvilken rolle den skal spille i den gudstjenestelige sammenhæng. Det betyder også, at der er klare grænser for længden af den enkelte prædiken: Den skal kunne fungere i den gudstjenestelige sammenhæng, og skønt også prædikenlængde er et historisk og kulturelt variabelt fænomen, er der stadigvæk ret skarpe grænser for, hvor lang en prædiken kan være.

Definitionen indebærer også, at en prædiken er bunden tale. Præsten taler ikke, fordi han lige har fået lyst til at fremsætte en ytring, men fordi han med præstegerningen har påtaget sig forpligtelsen til at prædike. Det betyder også, at den talende taler qua præst, ikke qua person. Dermed opstår der institutionelt en distinktion i præsten imellem præsten som person og præsten som præst. Præsten qua præst taler i prædikenen, mens præsten qua menneske er mål og tilhører for prædikenen på lige fod med alle andre i kirken, nl.a. deraf kommer det hyppigt anvendte ”vi” i prædikengenren.

Omtalen af både ”evangeliet” og ”dagens evangelium” hviler på en distinktion imellem, hvad der skal forkyndes, og hvad der er udtrykt i ”dagens evangelium”. Ordet ”distinktion” er vigtigt, al den stund der nødig skulle være kontrast. Men det er vigtigt at fastholde distinktionen. ”Evangeliet” er at forstå som ”summen af det glædelige budskab, kristendommen har at give nutidsmennesket” mens ”dagens evangelium” er det tekstsykke, som de kirkelige forordninger tildeler den gudstjeneste, hvori prædikenen holdes. Det er dermed præstens opgave at få ”evangeliet” i bekendt form til at træde frem i dagens evangelietekst.

Endelig er der en central hermeneutisk grundproblematik præsent i udtrykket, at prædikenen skal forkynde evangeliet ind i nutiden, nemlig aktualiseringen af det historiske stof i en nutid sammenhæng eller. Det betyder, at det, som i den firfoldige tekstforståelse hedder det moralske led eller ”applikationen” har en helt central og definerende rolle at spille. Udlægningen af teksten skal sigte imod at besvare et bestemt spørgsmål: ”Hvad betyder dette for os idag?”. Der er dermed en aktualiserende bevægelse i enhver prædiken, som kan være mere eller mindre dominant, men som er et af de mest stabile træk i genren.

Grundtvig om tolerance

Vedholdende rygter hævder, at Grundtvig er en tung prosastilist. Men læs nu følgende diskussion af begrebet "tolerance". Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set det skarpere defineret og afgrænset med større intellektuel præcision. Det stammer i øvrigt spøjst nok fra en litteraturkritisk afhandling "Om Digterne Baggsen og Oehlenschlæger" --- det skønne ved at læse ham er, at det altid kan betale sig at have øjnene med sig. Selv når det er gak, er det gak på et ubegribelig højt niveau, og sådan noget som dette her er i den grad ikke gak.

Det har nemlig længe været, og er fremdeles min faste Overbeviisning, at er Tolerance Taalighed, da er den meget god for os til Hverdagsbrug, og jo bedre vi taale Fornærmelse, Miskjendelse, Haan og Deslige, desbedre for os; men derfor er det lige vist: at Sandhed kan aldrig vise Taalighed, men i det Høieste kun Langmodighed mod Løgnen, og at det kun er Sandheds utroe Tjenere, som see igjennem Fingre med Løgnen og lade den udbrede sig paa Sandheds Bekostning. Er Tolerance Billighed, da er den vist Noget, man altid skal beflitte sig paa, og det er ikke meer end billigt, at lade Enhver staae og falde for sin egen Dommer; men det vilde være høist ubilligt imod Sandheden, enten at billige, hvad den fordømmer, eller ei at misbillige, hvad der anfægter den. Er Tolerance Afskye for at ville overbevise eller knuse Aand med knytte Næver, slaae Tanker med Sværd og kaste Meninger paa Baalet, da er den vist nok noget meget Fornuftigt, eller rettere Frihed for en hæslig Ufornuft, men kan aldrig forbyde, hvad der er aldeles fornuftigt: at bekjæmpe Aand med Aand og Ord med Ord. Er endelig Tolerance, som saa tit i vore og de næstforrige Dage, Intet af alt Dette, men kun Udtryk for en Parisisk Sminke, hvorunder man kan skjule, hvad det skal være, og hvormed man vil blænde Folk, saa hvem der ikke har den, skal synes kulsort, da mener jeg, det var bedst, man forviiste Tolerancen med al anden Sminke til Skuepladsen, hvor den har hjemme. (Udvalgte Skrifter 3, 603f.)

Gammel kærlighed ruster ikke, og nye læsere kan begynde lige her. Jeg personligt er efter flere års fravær så småt på vej tilbage til at arbejde med forfatterskabet og tør allerede nu godt konstatere to ting. For det første er jeg slet slet slet ikke kvalificeret til at kalde mig Grundtvigforsker, for det andet glæder jeg mig til at tilbringe atter nogen tid med at have svært ved at forstå Grundtvig.