Da Svend fik en ny søn

Forleden faldt ovenstående lille udklip, jeg for længst havde glemt, ud af en af mine bøger. Det er fra – af alle tryksager i verden – Se og hør. Datoen er den 16.-22. juni 2005 (eller det er i hvert fald, hvad jeg har skrevet på det dengang), altså kort efter mit disputatsforsvar. Billedet forestiller min tante Anne og min onkel Svend i festskrud, og teksten lyder:

Svend Aukens søn, Sune, har netop skrevet doktordisputats om Grundtvig, og Auken senior skulle til bryllup i den pompøse, 49 meter høje kirke opkaldt efter salmedigteren. –Ja, der er meget Grundtvig i mit liv for øjeblikket smilede Auken, som havde kæresten Anne Wivel med til bryllup.

 

Så i dette ene, korte øjeblik var det altså mig, der fik lov at kaste glans over den berømte onkel og ikke (helt) omvendt. Jeg blev tilmed udnævnt til at være hans søn. Nu havde Svend storartede sønner i forvejen, så jeg tror ikke, der var noget forsøg på at erobre mig involveret.

 

Til gengæld er jeg ret sikker på, at han, som blandt sine mange storartede egenskaber ikke havde den at være specielt god til at holde masken, netop i denne sammenhæng havde en lille ræv bag øret. Jeg gætter på, at jeg blev hans ”søn”. ved at sladderbladsjournalisten, hvis stand Svend ikke havde den helt store respekt for, fik spurgt til hans søn, doktoranden, og Svend så bare lod ham forblive i vildfarelsen og svarede let undvigende, så misforståelsen kunne slippe ind i bladet. I hvert fald blev jeg pludselig en fader rigere – også selvom jeg sådan set var forskriftsmæssigt forsynet på det punkt.

 

Jeg har dog ikke efterfølgende mærket noget til den derved vundne berømmelse, og Se og hør kommer stadig ikke, hvis jeg drager til bryllup. Men jeg fik dog fornøjelsen ved at se det gamle udklip kigge frem igen og minde mig om flere forskellige ting.

At tænke sit

Jeg tænker nogle gange, at det at tænke sit ikke er helt nemt, hvis man samtidig gerne vil tænke noget nogenlunde forstandigt. De mest forstandige ting, jeg har tænkt, har - tænker jeg - kun meget delvis været noget, jeg selv har tænkt. Som hovedregel er det nogle andres tanker, det nogenlunde er lykkedes mig at fatte. På toppen bidrager jeg med en lille mursten eller så i et imponerende tankeslot, som stod der i forvejen - og måske (i rigtig gode år) en enkelt planke i en spinkel hængebro, som med tiden vil forbinde to sådanne slotte.

Ting, jeg sådan selv har tænkt, aaarh ved I nu hvad ...

Om det er noget med kæmper og dværge, ved jeg ikke med sikkerhed. Men hvis det er, så kan jeg ikke med rimelighed hævde faktisk at være nået op på skuldrene af nogen kæmpe - overhovedet whatsoever - men fra tid til anden får jeg lov at sidde lidt oppe hos dem og se vidunderligt meget længere, end jeg ellers ville have kunnet, inden de sætter mig ned i min almindelige, forvirrede hverdag igen.

Det er derfor, det er så umådelig interessant at hive kæmper i kjolesømme eller frakkeskøder og råbe og tigge for, at de skal tage en op. Sikke en lufttur, vi gulvdværge indimellem kan få. Litteraturvidenskabsmanden i mig er ikke, som den kulturelle kliché tilsiger, en mislykket forfatter, der fornæret tager større ånder i skole, men en læser og lytter, som er uopløseligt betaget af, at der findes kæmper, man kan omgås et helt liv og stadig ikke nå op på skuldrene af.

Meget hellere forstå noget fantastisk klogt eller interessant, andre har tænkt, end komme løbende med en eller anden middelmådighed, der er helt ens egen. Og er den nu overhovedet det? Ligegyldigheder er stort set lettere at tænke end genialiteter, og de er derfor formentlig tænkt oftere. Genreteoretikeren i mig har en fæl mistanke om, at selv mine banaliteter har andre tænkt før mig. De er bare sunket ned i glemslen, fordi de var banale, og så har jeg arvet dem som kulturelle kategorier, der sidder fast i knoppen på mig.

Så jeg tænker mig, at jeg meget hellere vil tænke noget andet end mit - så at sige - og det er vel også en slags personlig stillingtagen.

Anmeldelse af Sagas spejl fra Norsk Teologisk Tidsskrift

Jeg er blevet gjort opmærksom på nedenstående anmeldelse fra Norsk Teologisk Tidsskrift 107, 2. 2006. Side 141f. Da den ikke er almindeligt tilgængelig i Danmark, aftrykkes den her med forfatterens tilladelse.

Sune Auken: Sagas spejl. Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig, 736s, Gyldendal, København 2005.

Våre danske venner har iallfall to 1800-talls-ikoner som stadig hentes fram, studeres, nyfortolkes og diskuteres, nemlig Kierkegaard og Grundtvig. Det er skrevet bindsterke og utallige verk om dem begge, og alt ettersom de teologiske og politiske konjunkturer veksler, skifter fokus fra den ene til den andre. De siste årene har imidlertid ikke Grundtvig stått så høyt i kurs fordi han har blitt sett på som eksponent for dansk, religiøs nasjonalisme, av det sterkt høyreorienterte og fremmedfiendlige slag. Representanter for Dansk Folkeparti med presten Søren Krarup i spissen, har nemlig prøvd å bruke Grundtvig og hans tenkning og diktning i partiets usmakelige anti-islamisme og fremmedfrykt. Når man derfor får en avhandling i hånden som både er voluminøs og spekket med norrøn mytologi, frykter man derfor lett frykte det verste. Men det er det ingen grunn til, for Sune Auken har skrevet en avhandling som vil bli stående som en milestein i Grundtvig-forskningen, og som fokuserer en side ved Grundtvigs forfatterskap som ingen leser kan overse, nemlig hvordan han knytter mytologi, historie og kristendom sammen slik at de gjensidig belyser hverandre, for det er først og fremst forholdet mellom disse tre størrelser som interesserer Auken.

                      Auken er ikke teolog selv om avhandlingen avslører at han kan sin teologi meget godt. Men det er ’den litterære Grundtvigforskningen’ han plasserer seg selv innenfor. Han anklager derfor teologene for i altfor stor grad å ha lagt beslag på Grundtvig og dermed innsnevret hans mangfoldige dikterunivers.

I Grundtvigforskningen har årstall ofte tjent som markører av posisjoner: Hvilket år var det viktigste i Grundtvigs liv med tanke på hans teologiske utvikling? 1825, 1832 eller 1835? Auken streifer innom denne posisjonering ved å hevde at med utgangen av 1815 er sammenhengene i Grundtvigs dikteriske bildebruk og implisitte formforståelse gjenkjennelig fram til hans død (s. 48). Denne anmelder er ikke særlig bevandret i litterære analyser og har derfor ingen grunn til å stille spørsmålstegn ved Aukens tese. Men ’den teologiske Grundtvig’ hadde i 1815 ennå et langt stykke igjen å gå før han nådde en avklaring, og kanskje var den dikteriske Grundtvig ennå langt fra å finne sin form så tidlig som i 1815? For Grundtvig sørget på den tiden fortsatt over tapet av Norge; ja, i "Nyaars-Morgen" (1824) bruker han naturbilder som om Norge stadig var forent med Danmark.

Ved siden av "Nyaars-Morgen" er det de sentrale og kjente Grundtvig-verkene "Nordens Mytologi" (1808), "Et Blad av Jyllands Rimkrønike" (1815), "Nordens Mythologi (1832) og "Christenhedens Syvstjerne" (1854-55), som utgjør kjernen i Aukens litterære analyser. Men selv om han proklamerer at han vil rehabilitere den litterære Grundtvig, er han seg fullt ut bevisst at det ikke er en tilfeldig egenskap ved teologen Grundtvig at han også var dikter (s. 630). Aukens egne analyser viser at Grundtvigs poetiske verker rommer høyt nyanserte teologiske fortolkninger som er avhengige av og ikke lar seg atskille fra deres dikteriske karakter fordi de går i ett med verkenes bildespråk og kunstneriske komposisjon. Derfor forutsetter, ifølge Auken, også den teologiske forståelse av dem at man forholder seg til dem som kunstverker (s. 631).

Grundtvigs sprudlende mangfold og stadig skiftende bildebruk, gjør det umulig å fange ham inn i et system eller utforme han tenkning som en stringent teologi. Grundtvig vrir seg unna både fienders og venners forsøk på å skape orden og klarhet i hans tankeunivers. Det er nettopp det som gjør at det fortsatt kommer nye og spennende avhandlinger om ham, slik som Aukens imponerende og omfangsrike arbeid er et godt eksempel på. Men ikke minst er det fortjenstfullt at Auken (indirekte, men klart) rister Grundtvig ut av Krarups og Dansk Folkepartis klamme omfavnelse. Denne frigjøring er likevel ikke avhandlingens viktigste bidrag til Grundtvig­forskningen. Dette bidrag ligger i framstillingen av den norrøne mytologi som den sentrale premissleverandør til Grundtvigs bildeverden og profetiske prosjekt.

Dag Thorkildsen

Blogger bliver tydeligvis lidt syret af at få sin bog om Søren Ulrik Thomsen i hånden

Det er dét de unge vil ha´
men hvad med de der er halvgamle
og sidder på kontorer med matsorte ruder
og lyset flæbende fra en blændet pære i loftet
mens alle de vinde
der kaster sig ud og ind imellem Nordre Frihavsgades
alt for hvide tjørnebuske
ikke stopper eller stander men som et tog
med hånden vinkende langsomt i afsked
pludselig rammes af dit hypnotiske kys?
Dagen i dag er ikke i morgen.

Dét, der forsvinder, tager jeg med

Søren Ulrik Thomsens forfatterskab er på en gang for den litterære elite og for enhver. Efter sit gennembrud med poetikken Mit lys brænder i 1985 har han været regnet for en af landets betydeligste digtere. Hans tilsyneladende smalle udgivelser trækker igen og igen store anmeldelser og opnår høje oplagstal. Hver ny udgivelse fra Thomsens hånd er en litterær begivenhed i Danmark. Og med god grund. Hans digte forener et højt litterært niveau med en umiddelbar appel, patos med humor og knivskarpe punchlines med lange, slyngede sætningskæder. Digtenes billeddannelse rækker fra det magert tilbageholdende til det drømmende og fabulerende, og i deres sprækker kigger en satirisk og utopisk bevidsthed frem. De lader sig gribe med det samme, men selv efter mange gennemlæsninger er man ikke sikker på, at man har fået det hele – eller blot det halve – med.

Dét, der forsvinder, tager jeg med er en vejviser for både den nysgerrige læser og den litterære fagmand. Bogen rummer udfoldede analyser af en række digte, som følger digtene fra de mindste sætningsdele til deres samlede meningshelhed. Disse analyser ledsages af og indsættes i en samlet og nuanceret fortolkning af udviklinger, sammenhænge og spændingsforhold fra værk til værk i Søren Ulrik Thomsens poesi og poetik fra City Slang (1981) til Det værste og det bedste (2002).

Dette er verdens allerførste annonce for min og Svend Skrivers bog Dét, der forsvinder, tager jeg med. Forlaget Spring. 2011. Ca 405 sider. 349 kr. Kan bestilles for dette beløb+porto ved henvendelse til forlaget på michael@forlagetspring.dk

Livets Hjerte-Brød

Til fejring af den vidunderlige forening af Hannah Svinth-Værge og Jonathan Carlsen havde jeg begået et par sange. En af dem var baseret på, at bruden var ivrig amatørbager og præst i Kildevældskirken. Den postes her som en ekstra hyldest til brudeparret og for at drille enkelte moderne psalmedigtere.

Til bagepsalmen var knyttet følgende bibliografiske note:

En fortsættelse af den foregående undersøgelse, der nu retter sig imod hverdagen, imod tilblivelsen af det daglige brød til Vorherres eget Mund-Vand. Som det gør sig gældende for andre af nutidens psalmer er denne gennemført uden videre interesse for sammenhæng i billeddannelse, sprogføring og tankegang. Nødrim og ordvendt omstilling kan forekomme.

§3: Livets Hjerte-Brød
En Moderne bagePsalme over 1. Kor 5, 6-8.
Mel. Livet er en morgenbolle

Gud, du sjælens nye surdej,
rens min gamle surdej ud,
thi min egen surdej dur ej
som et revnet brudeskrud,
dejen rørt af Herrens finger,
giver brødet form og krop,
der hvor englevinger klinger,
og talentet hører op.

Du er mel fra Skærtoft Mølle,
du er livets spelt og salt,
og din kraft er ikke sølle,
du og dej betyder alt.
Du er sindets store møller
maler livets mel til mig,
mens de andre drikker øller,
får jeg hævekraft af dig.

Uden dig forbliver brødet
tørt og trægt og uden kraft,
uden dig er dejen grødet,
og min krumme mangler saft.
Uden disse livs-ftalater
fra Vorherres egen ovn,
bliver brødet til oblater
selv i Kildevældets sogn.

Når jeg bider til din bolle,
og du koldhæver min tro,
kan jeg fromt og lydigt folde
mine bagerhænder to.
Skab af mig udsyret bagværk,
gør min brødes kerne blød,
giv mig et patetisk dagværk
og en hvilen i dit skød.

Du er livets huskekage,
du er kernen i mit korn,
du er Åndens mannaflage,
du er pølsen i mit horn.
Når jeg stikker bageplader,
så min skorpe brænder på,
vær min ovnrens, milde fader,
så jeg kan frimodig gå.

Da er Herrens ord i kroppen
som en surdej i mit sind,
og med en Gustavask hoppen
og en Holger Lissnersk vind
vil jeg ælte frit og håbe,
du gi´r dig til mig som dej,
rund og fyldig som en dråbe,
jeg kan bage som leg.

Overalt, hvor man kan bage,
tænder du min hjerteglød,
her kan jegets flamme smage
på din glædes sukkerbrød.
Herren er min gode hyrde
bager snobrød på mit bål,
Poesien er min byrde,
jeg har mel til overmål.

(ophavsmanden til ovenstående bagværk/makværk blev siden arresteret og sat i åndelig forvaring for forbrødelser imod såvel helligånden som det danske sprog)

Mig og min fan

Sofie sagde til mig, at jeg skulle have en fanside på Facebook. Det var en god måde at få et budskab ud på osv ... jeg løb rundt om mig selv som en halshugget høne ... det viste sig, at jeg selv skulle oprette den. FUCK!

Jeg er en stor pralhals af natur, men organiseret autopanegyrik har aldrig ligget for mig. Heldigvis skrev Sofie også teksten. Pyha.

Nu er jeg så en, man kan blive fan af på Facebook. Det er næsten ikke til at holde ud - det er faktisk angstprovokerende, og måske sletter jeg siden, inden dagen er omme. Jeg er for h...... hverken nogen stor kunstner eller en specielt dybsindig ånd. Jeg er bare en universitetspolitisk slagsbror og en lille smule af en forsker.

Indtil videre er Sofie også min eneste fan. Egentlig er hun selv den, man burde være fan af for hendes søde væsen og hendes heroiske kamp med Københavns Kommune for at få lov at udføre meningsfuldt arbejde.

Hjernedød. Til forsvar for det borgerlige universitet - En samfundsthriller

I et misforstået forsøg på at fremme de danske universiteters erhvervsnytte og styre deres præstationer har politikerne forvandlet dem til bureaukratiske skrumler. En absurd topstyring, et tonedøvt ministerium og dynger af rapporter, regler og kontrakter forhindrer universiteterne i at yde deres bedste til gavn for samfundet.

Det borgerlige samfund har ikke kun brug for tanker, der kan omsættes i fakturaer, men er afhængigt af en mangfoldig og dynamisk viden om en bred vifte af emner. Detb orgerlige universitets formål er – til gavn for samfundet og dets borgere – at tilvejebringe, analysere, kritisere og bevare denne viden. Det sker i forskningen,
og det sker i undervisningen.

Derfor må nogen for det borgerlige samfunds skyld træde op til forsvar for det borgerlige universitet.

Udkommer 24. februar. Bogen kan bestilles her.