Forskningens ulogiske arbejdsformer

Så skete det en gang til. Jeg havde rigtignok haft den fagartikel, jeg arbejder på lige nu, åben, men jeg havde siddet hele dagen på Facebook og afleveret åndsvage – eller om man vil: åndfulde – bemærkninger til Gud og hvermand. Jeg havde ganske vist besvaret lidt mails osv og skrevet et læserbrev eller noget lignende klar, men det kan jeg efterhånden gøre i søvne, så det tæller nærmest ikke, og forskning var det på ingen måde.

Jeg havde, kort sagt, spildt en hel arbejdsdag med at glo på Facebook.

Men og men og atter men. Jeg gik i seng, nussede PB på maven, ringede godnat til Sarah, som var i Århus - og kunne ikke sove. Slet, slet, slet ikke sove. Rasende stod jeg op, åbnede computeren, tilbragte et kvarter på Facebook en gang mere, klikkede over på min artikel og lavede på tre kvarter og halvt bevidstløs af træthed en fuld dags arbejde. Og det ér en fuld dags arbejde. Jeg behøver ikke engang tjekke det efter her til morgen. Jeg ved det.

Hvor ved jeg det fra? Fordi jeg i bogstaveligste forstand har prøvet det 1000 gange før – eller mere. Således skrev jeg ikke disputats, jeg spillede skak imod min computer. Den var tilmed indstillet til at spille elendigt, for jeg kunne af bare frustration dårligt koncentrere mig om det i mere end 5 minutter af gangen, og jeg HADER at tabe. Mine omgivelser måtte ikke kommentere på, at jeg hele tiden så på noget andet end min tekstfil, og jeg følte mig permanent utilstrækkelig. Men det virkede. Jeg aner ikke, hvornår den tekst blev til, men det er svært at benægte fakta: Den har en tendens til at eksistere

Nuvel: Konklusionen er, at hvad der virker, det virker. Det interessant er ikke overspringshandlingerne, men om man kommer fremad. Der er nogen mennesker, som arbejder i klare, tydelige blokke. Godt for dem, jeg kan ikke. Hvis jeg bare sad på min kontorstol det reglementerede antal timer med en velgørende følelse af at udfylde min plads i samfundet, ville min forskning blive at ligne ved en beskeden smørrebrødsfrokost, den friske morgenberlinger og et par ovntørrede sokker. Und nichts weiter. Når jeg ikke er MEGET optaget af noget (og det kan jeg kun være i perioder af op til ca 2 uger, også er jeg bevidstløs et tilsvarende antal uger bagefter), arbejder jeg i overspringshandlinger og pludselige, halvt ubeviste ryk.


I øvrigt er denne blogpost skrevet, imens jeg spiller Zombie Slayer på en fiktiv konto på Facebook og helt sikkert ikke forsker (tror jeg). Den er således direkte arbejde på min forskning.

Statusupdate med socialdemokrat

Da Helge Sander gik bort mistede jeg samtidig det hidtil vigtigste emne til mine statusupdates på facebook. Jeg har sunget serenader til ham, prist hans ”ubegribelige skønhed” (som Søren Ulrik Thomsen ville have sagt), glædet mig over de mangfoldige guldkorn, der igen og igen forlod hans læber, jaget ham som fabeldyr (”Helgefanter”) og på anden måde bejlet til hans gunst. Da han endelig kom til at falde inden for den mængde, hvad han burde have været hele tiden, nemlig mængden af ”Ikke-forskningsministre”, var det et alvorligt slag for mig. Jeg skrevet forskelligt, men egentlig har jeg været statusudateløs i nogen tid.

Jeg har siden søgt efter en ny statusupdatekæreste. Der er mange gode valg, for den grundlæggende splittelse imellem ord og gerning eller ord og ord findes heldigvis mange steder. Danske Universiteter, der vedblivende bluffer, at den er universiteternes interesseorganisation, imens den blot er topledernes var et oplagt valg.. Men helt ærlig: Hvem kan egentlig huske Jens Oddershede i mere end tre sammenhængende minutter? Så efter længere tids overvejelse. Min nye kierlighed må nødvendigvis være socialdemokraterne. De bærer fuldt medansvar for samtlige de ulykker, vi har oplevet på universitetsområdet de sidste år, men de bliver ved med at tale, som om de danner opposition til regeringen. Newsflash: Man kan ikke både være den afgørende stemmegiver i alle forlig og være i opposition til virkningerne af samme forlig.

Derfor må ambitionen nu være at tydeliggøre, at skal der føres en ny universitetspolitik, må socialdemokraterne besinde sig på alle de ulykker, de har forvoldt. De må komme ud af pindsvinestillingen, og da alle almindelige forsøg på at tale dem ud er blevet til intet, må der nu filosofieres med hammeren. Velkommen på forsiden – af min facebookprofil.

Magt og afmagt i universitetsledelsen

På min fanside på Facebook (thi sådan en har jeg, endskønt fanskaren er relativt begrænset) skrev min medadministrator Sofie følgende lange indlæg:

Kære Sune, jeg har et spørgsmål. Jeg bliver nødt til at dele det op. Du skriver "Som det er nu, har ledelsen alt for meget MAGT." (Auken, 2010, p. 64, mine fremhævelser - store bogstaver) "(...) Der gøres for tiden meget ud af, at lederen skal KUNNE træffe "upopulære beslutninger", og det kan være rigtig nok, men det åbner også en pandoraæske af muligheder for, at ledere træffer dårlige, upopulære beslutninger, egenrådige beslutninger, underinformerede beslutninger, beslutninger styret af egoistiske motiver osv."(Auken, 2010, p. 65, mine fremhævelser - store bogstaver) For et par uger siden var jeg til seminar under NSU, hvor Mette Thunø, prodecan for forsking, det humanistiske fakultet, Københavns Universitet holdt et oplæg. Seminarets tema var "Soft Knowledge in Hard Times" om humaniora i samfundet … Mette Thunø havde valgt at bruge hendes tid på at gennemgå det bibliometriske system til fordeling af midler. Hun fortalte, at det drejer sig om 10 % af forskningsmidlerne, der fordeles efter denne regnskabsmetode, og at humaniora efter metoden for ca. samme procentdel af disse 10 procent, nemlig 14%. Mette Thunø var langt fra begejstret for metoden med argumenterede for, at den bliver brugt i andre lande og at den sikkert kommer til at fylde meget mere herhjemme hvorfor det er vigtigt at gå med på den med det samme. Vi talte om, at metoden først og fremmest har en symbolsk værdi, som ændrer forskningens indhold, da vi indretter os efter den.

Så er det jeg ikke kan lade være med at tænke, om ledelsen overhovedet har noget magt. Hvis den symbolske værdi ved det biblioemtriske fordelingssystem ændrer forskningen på en sådan måde, at ledelsen mener det er skidt, kunne ledelsen så ikke benytte sin magt til at tage en drejning, der undertrykker denne indflydelse? Mit spørgsmål er: Har ledelserne magt til at agere pro-aktivt for den danske forsknings styrker, så vi kan sætte dagsordenen, også i udlandet, med den viden vi får fra udlandets erfaringer i en kombination af det, som de danske universiteter i flere hundrede år har oparbejdet og som er meget attraktivt for udlandet?

Sofie har fortjent et ordentligt svar, så det følger herunder:


Kære Sofie

Der ligger en kæmpemæssig strid på humaniora bag deres system til forskningsmåling. Det var faktisk det, som overhovedet satte mig i gang med at diskutere forskningspolitik. Da de gik i gang med bibliometrien var vi mange, som lynhurtigt opfangede, at det ville have skadelig indflydelse på vores publikationsmønstre. Du kan se en meget stor del af debatten gengivet her. Jeg tror grundlæggende, du har ret i, at vores ledere er tæt på at være magtesløse. Det fremgår ret tydeligt af dette lille indlæg, der rammer sagen på et hår. Det er faktisk stort set også, hvad Jørgen Honoré siger i det dobbeltinterview, der lige er blevet publiceret i Universitetsavisen.

Det lyder lidt pænere, men grundlæggende beskriver Honoré ledelsens rolle som dem, der søger at lave damage control på alle politikernes sindssvage ideer. Mettes tanke var og er vistnok (rettelser modtages), at da vi ikke kan slippe for systemet, så kan vi lige så godt se at få indrettet os efter det. Jeg er på dette punkt fundamentalt uenig med både Honoré og Mette, al den stund jeg mener, at lederne skal vise sig som vores ledere ved at forsvare os offentligt og sådan så politikerne hører det, når de handler tåbeligt. Hvorfor det skal være JP, som fortæller politikerne, at taxametersystemet er tåbeligt, er mig en gåde. Det skulle Danske Universiteter stå og råbe ind i hovedet på dem hver mandag, onsdag og fredag.

Så jeg tror, at vore ledere gør sig magtesløse ved ikke konsekvent at sparke opad i systemet. Denne magtesløshed går sørgeligt nok fint i spænd med de alt for udstrakte magtmidler, de har internt i systemet. Vi får ledere, der opadtil i systemet optræder som nulledere: De repræsenterer ikke meningsfuldt og slagkraftigt deres institutioners legitime interesser. Samtidig er de alt for stærke nedadtil, således at forskere, undervisere og studerende hele tiden ikke har andet alternativ end at bøje sig.

Når dertil lægges, at vi har gruopvækkende eksempler på, at magten også misbruges internt i systemet, så har vi det, min gamle kollega Flemming Lundgreen-Nielsen engang kaldte ”et sært belyst psykisk landskab”, der konkretiserer sig i skikkelse af den almægtige, magtesløse leder. Der er et kæmpe ledelsesanalysearbejde et eller andet sted her... Jeg tænker videre.

Mig og min fan

Sofie sagde til mig, at jeg skulle have en fanside på Facebook. Det var en god måde at få et budskab ud på osv ... jeg løb rundt om mig selv som en halshugget høne ... det viste sig, at jeg selv skulle oprette den. FUCK!

Jeg er en stor pralhals af natur, men organiseret autopanegyrik har aldrig ligget for mig. Heldigvis skrev Sofie også teksten. Pyha.

Nu er jeg så en, man kan blive fan af på Facebook. Det er næsten ikke til at holde ud - det er faktisk angstprovokerende, og måske sletter jeg siden, inden dagen er omme. Jeg er for h...... hverken nogen stor kunstner eller en specielt dybsindig ånd. Jeg er bare en universitetspolitisk slagsbror og en lille smule af en forsker.

Indtil videre er Sofie også min eneste fan. Egentlig er hun selv den, man burde være fan af for hendes søde væsen og hendes heroiske kamp med Københavns Kommune for at få lov at udføre meningsfuldt arbejde.