Så skete det en gang til. Jeg havde rigtignok haft den fagartikel, jeg arbejder på lige nu, åben, men jeg havde siddet hele dagen på Facebook og afleveret åndsvage – eller om man vil: åndfulde – bemærkninger til Gud og hvermand. Jeg havde ganske vist besvaret lidt mails osv og skrevet et læserbrev eller noget lignende klar, men det kan jeg efterhånden gøre i søvne, så det tæller nærmest ikke, og forskning var det på ingen måde.
Jeg havde, kort sagt, spildt en hel arbejdsdag med at glo på Facebook.
Men og men og atter men. Jeg gik i seng, nussede PB på maven, ringede godnat til Sarah, som var i Århus - og kunne ikke sove. Slet, slet, slet ikke sove. Rasende stod jeg op, åbnede computeren, tilbragte et kvarter på Facebook en gang mere, klikkede over på min artikel og lavede på tre kvarter og halvt bevidstløs af træthed en fuld dags arbejde. Og det ér en fuld dags arbejde. Jeg behøver ikke engang tjekke det efter her til morgen. Jeg ved det.
Hvor ved jeg det fra? Fordi jeg i bogstaveligste forstand har prøvet det 1000 gange før – eller mere. Således skrev jeg ikke disputats, jeg spillede skak imod min computer. Den var tilmed indstillet til at spille elendigt, for jeg kunne af bare frustration dårligt koncentrere mig om det i mere end 5 minutter af gangen, og jeg HADER at tabe. Mine omgivelser måtte ikke kommentere på, at jeg hele tiden så på noget andet end min tekstfil, og jeg følte mig permanent utilstrækkelig. Men det virkede. Jeg aner ikke, hvornår den tekst blev til, men det er svært at benægte fakta: Den har en tendens til at eksistere
Nuvel: Konklusionen er, at hvad der virker, det virker. Det interessant er ikke overspringshandlingerne, men om man kommer fremad. Der er nogen mennesker, som arbejder i klare, tydelige blokke. Godt for dem, jeg kan ikke. Hvis jeg bare sad på min kontorstol det reglementerede antal timer med en velgørende følelse af at udfylde min plads i samfundet, ville min forskning blive at ligne ved en beskeden smørrebrødsfrokost, den friske morgenberlinger og et par ovntørrede sokker. Und nichts weiter. Når jeg ikke er MEGET optaget af noget (og det kan jeg kun være i perioder af op til ca 2 uger, også er jeg bevidstløs et tilsvarende antal uger bagefter), arbejder jeg i overspringshandlinger og pludselige, halvt ubeviste ryk.
I øvrigt er denne blogpost skrevet, imens jeg spiller Zombie Slayer på en fiktiv konto på Facebook og helt sikkert ikke forsker (tror jeg). Den er således direkte arbejde på min forskning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar