Kristeligt Dagblads hjemmeside rummer en sær historie om et sært kunstværk, hvor tysk skulptør har hængt en frø op på et kors, og den katolske kirke er (eller medlemmer af den) er blevet krænkede i den anledning.
Særest af det hele er nu vinklingen. Journalisten skriver til indledning:
Mens det fem år efter Jyllands-Postens stormomsuste tegninger af profeten Muhammed er blevet kutyme i Vesten at undgå at krænke muslimers religiøse følelser, så synes de samme regler ikke at gælde for kristne.
Lad være, at det er mit indtryk, at vi i Vesten gør os særligt umage for at krænke muslimers religiøse følelse. Det er sådan set ikke så interessant. Det interessante er, hvilke præsuppositioner udsagnet hviler på. Man skal nemlig på samme tid kunne forsvare følgende to grundsætninger: 1) Det er godt at krænke muslimers religiøse følelser, 2) Det er forkasteligt at krænke kristnes religiøse følelser.
Vabba?
Altså: Enten må det være gloriøs frihedskamp at krænke religiøse følelser uanset religionen, eller også må det være forkasteligt uanset religionen. Den dobbeltmoral, journalisten beskyder, demonstrerer hun selv til fulde.
Nu finder jeg det svært overhovedet at regne krænkelser for særligt heroiske. Muligheden for at krænke er en nødvendig konsekvens af ytringsfriheden - ikke dens formål. Krænkeren skal selvsagt beskyttes af loven medmindre vedkommende begår noget ulovligt i sin ytring, og selv hvis der er ulovligheder involveret, skal en given retslig sanktion overholde proportionalitetsprincippet – man mister ikke retten til samfundets beskyttelse af liv og sikkerhed ved at begå injurier eller ytre sig racistisk. Jeg vil have lov til på samme tid at kalde Kurt Westergaards bombehat for idioti, og til at mene, at det at sikre hans liv og sikkerhed er en naturlig og meget nødvendig opgave for samfundet. Jeg mener faktisk, at det er den eneste position, som giver mening.
Men jeg må altså også indrømme, at hele det der krænkelsescirkus er mig lidt fjernt. Jeg blev irriteret af Saramagos Jesusevangeliet, fordi den var jammerlig teologi, jeg blev irriteret af Norman Mailers Evangeliet ifølge Sønnen, fordi den var jammerlig litteratur, jeg blev begejstret over Christoffer Zieglers skæve varianter over opstandelsen (den stribe, Jyllandsposten ikke ville trykke, fordi de fandt den krænkende), fordi den er toporiginal, Thorsen forskellige krænkelsesforsøg var for talentløse til at bide nogen steder overhovedet. Jeg tror ligefrem, at jeg synes, at The Last Temptation of Christ er from – men det er efterhånden for længe siden, at jeg har set den. Jeg elsker Margaret Atwoods forskellige religionskritiske varianter i The Blind Assassin, fordi de er teologisk kompetente og kunstnerisk originale. Og der er da ingen af dem, som ikke skal have lov til det. What´s the big fuzz?
Der findes muslimer, som bliver krænkede, og det skal de have lov til, og da man stort set ikke skal gøre sig umage for at fornærme folk, kan det måske være en idé at dæmpe sig en smule. Men når ytringen er fremsat, er den fremsat, og så er der en ny situation. Hvis en muslim (eller en anden for den sags skyld) har lyst til at overfuse Kurt Westergaard eller Flemming Rose i den anledning, så falder også dette inden for rammerne af den borgerlige ytringsfrihed - selvom heller ikke det nødvendigvis er sympatisk, heroisk eller klogt. Hvis man opfordrer til vold imod Westergaard, Rose, JP eller whoever, er det en anden sag, som hører under straffeloven, og når der planlægges vold imod dem (eller den forsøges udøvet), må de naturligvis nyde godt af samfundets fulde beskyttelse. Det har de ret til, og det er samfundets pligt at beskytte dem.
Alt dette er en borgerlig børnelærdom, som for mange har glemt idag. Det er derfor vigtigt at minde om det.
Men en FRØ??? Hvordan Fanden kan nogen blive krænket af en Frø på et kors? Jeg fatter ikke et kvæk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar