Grundtvig, den gamle erotiker

Indledningsdigtet til det mest berømte af Grundtvigs skoleskrifter, Skolen for livet og Academiet i Soer (1838), er bedre kendt som højskolesangen "Moders navn er en himmelsk lyd" Sangen er velfungerende skønt stærkt barberet i forhold til originalen og kan uden vanskeligheder anvendes ved morgensang i lilleskolen.

Redationen er nok godt for Grundtvigs rygte i det pænere borgerskab. For tænk, hvis det slap ud, at han i virkeligheden bare skrev viser for at få gang i pigerne.

Se blot her to strofer, der er udeladt i Højskolesangbogen:

Skjalde krandses om Land for Sang,
Men Ingen saa godt som Hjarne,
Mildt som Skjalde i Danevang
Af Piger ved Høi og Arne,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Derfor lægge af Hjertensgrund
Vi Alle, som Aanden lyde,
Tusind Viser i Pigemund,
Som monne den mildt tilbyde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!


(Her citeret fra Grundtvigs skoleverden II. Udg. af K.E. Bugge. København: GAD. 1968. Side 81. Den "Hjarne", som omtales i den første af stroferne, er den skjald, der efter Frode Fredegods død blev kronet som konge, fordi han skrev det bedste dødedigt over kongen)

Stroferne har en for Grundtvig karakteristisk simultant under- og overspillet erotik. På den ene side er den underspillet: Pigerne kranser skjaldene, og derfor inspireres skjaldene, der jo - forholdsvis kysk - lyder ånden, til at digte sange, som de samme piger kan synge. På den anden side er stroferne intenst følelsesfulde og kropslige - især i den anden strofe. Skjaldene digter "af Hjertensgrund", og deres viser er nogle, de kan  "lægge ... i Pigemund", og selvsamme mund er tilmed en, pigerne "mildt tilbyde" for at modtage visen fra skjalden. Kysset - mindst - er ikke bare lige om hjørnet; det er fuldbyrdet i sang. Det skal så ses i lyset af, at det er ønsket om hyldest fra disse piger, der her bestemmes som skjaldens motivation for at digte viser.

Digtet går straks videre til andre materier, men pigerne bliver ved med at dukke op, først viser der sig at være "Tusind Viser om Kys og Klap" (Side 82), som "Døttre", der ganske vist synger "I Dyd og Ære", men også viser sig at være kilden til at få de unge mænd til at interessere sig for viserne. Grundtvig udbryder om viserne: "Kys dem Kiærlig i Piger smaa! / Saa favne dem Ungersvende" (ibid.). Han understreger, at "Skjaldens Vise" skal synges for ham "fra Pigemund". Og endelig genvækkes hele fortiden i følgende udbrud:

Længe leve i Danevang
Smaapigernes Maal det søde!
Op da stande i Pigesang
Hvad Godt der i Danmark døde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Sproget, som digtet handler om, nævnes én gang, pigerne to.

Grundtvig fik mere og mere dametække som tiden gik. Til sidst var han tilsyneladende en veritabel magnet. Man aner en forklaring ...

Fiskersalme

Nedenstående lille bidrag til den danske salmeskat er skrevet for nogen tid siden i anledning af min svigerfader, sognepræst Leif Evalds, tresårsdag. Hans kone havde til lejligheden organiseret en lille båd til ham. Det udløst nedenstående poetiske ulykke.

Fiskersalme

En grundtvigsk Ekstravagance
Mel. Der sad en Fisker saa tankefuld
Fremførelse: karskt og fromt og med en Kærlighed til Lovsang – og Fisk


Jeg fik en Baad af min Hjertens-Kjær
Og stander nu glad i Vaade
Med Gummi-Støvler i Morgen-Skær
Paa vej i min Elskovs-Flaade;
Jeg, Sjæle-Fisker paa Herrens Ord,
Vil fange Middag til Lille-Mor
Og drømme med Vod i hænde.

For Herren sopped fra Peders Baad,
Og Noah var glad i Arken,
Saa tryg jeg sejler med Taaen vaad
Paa Havet ved Danne-Marken.
Med Fruer-Snekken jeg stævner ud,
Jeg sætter Seil paa Vor Herrens Bud,
Og ror med Vor Herres Naade.

Naar Præsten griber om Herrens Ror,
Saa ser han sig ej tilbage,
Før fyldt er Spanden, han har ombord,
Af Fisk til hans Ægte-Mage;
Guds Kirke-Smakke og liden Baad,
Er Tegn paa Fangst ved Vor Herres Raad;
Det lyster mig nu at vise.

Nu, alt er skabt ved Vor Faders Ord,
Og alt vil hans Naade røre,
Saa inden Fisken skal paa mit Bord,
Skal Budskabet stort den høre:
”Antonius præked for Fisk engang,
Saa lyt nu, Torsk, til min Morgen-Sang;
Den bliver dig selv til Naade.

Du sure Sild og du Søde Sej
Jeg kommer med Liv og Glæde,
Og ganske vist vil jeg spise dig,
mens Snapsen skal Ganen væde,
men Herren lover os Liv hos sig,
Saa hop nu op i mit Net til mig,
Da vil jeg til Ham dig bringe.

Din Sjæl skal stige til Paradis,
Saafort du i Rasp paneres;
Og synge skal du paa Englevis,
Imens du som mad fortæres;
Slet intet frygter Vorherres Smaa,
Og selv vil herligt jeg stole paa:
Jeg guffer dig ind i Livet.”

Saa fromt jeg sidder ved Mast og Raa
Og drømmer om Fisk og Naade,
Og høste vil jeg af Bølgen Blaa,
Hvad kjærligt Vor Herre saaede;
Og Hjertet drømmer sin Morgen-Drøm,
Naar Baaden vugger pa Troens Strøm,
Der ruller til mig fra Eden.



Spørgsmål:
Hvor mange grundtvigianere skal der til for at skrue en pære i?
Svar:
To: En til at skrue den i og en til at holde foredrag om det.

Spiritistisk hyldest til min far

Den 20. maj fyldte min far 70 år. Jeg optrådte ved den lejlighed som medium. Resultatet kan ses nedenfor:



Kristeligt-retoriske Himmelbreve




Til professor emeritus, dr. phil. Erik A. Nielsen i anledning af Halvfjerdsaarsdagen



Fra

Thomas Kingo
Hans Adolph Brorson
og
Nic.Fred.Sev. Grundtvig



Ved Sjæls-Thelepathi og i sønlig Ærbødighed ydmygeligst opnoteret af Sune



Første Brev: Om Glæde ved Bog

Til Vellærde og Velbyrdige Doctor Nielsen Kingobarn i Anledning af det syvende Decennium
Af Thomas Kingo, fordum Superintendent over de fattige udi Odense Hospital og omkringliggende Sogne
Mel.: Far verden, farvel.


Godt ikke kun Poe
Og ikke kun Holberg fik af dig en bog.
Jeg nedrige Tjener for Herren min Gud,
Før Brorsons blev færdig, fik min Bog sendt ud.
Jeg løftes med Nielsenstor autoritet.
Du lærde Profet,
Du lærde Profet

Med Billed-Skønt Sprog
Du skriver om mig i den vældige Bog!
Om Hjerte-Dyb Længsel, om snigende Lyst,
Om hver en Madamme, jeg nogentid Kyst
Hvad er der tilbage, som ej du har set?
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.

Ak, Erik af A.
Jeg læser i Bogen hver eneste Dag,
Som Herren mig skænker i Abrahams Skød,
Hvor Hvilen er liflig, og Læsen er sød,
Selv Evigheds-Glæden forhøjes sgu ve´et!
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.

Min Søe-Gang, mit Mod
Mit Brand-Flam´ed Hjerte, min Strenghed, mit Blod,
Min Ivren, min Taare min mødige Sveed
Og alt hvad jeg kæmped, og alt hvad jeg led,
Det har du beskrevet, helt som det er sket,
Du lærde Profet,
Du lærde Profet.

Du Magtrige Mand
Du Soel-Konge-Hersker i Aandernes Land,
Hvor andre de snubled´ paa faldende Fod
og dybt gled i Afmagt, med Sejr du stod.
Jeg hilser fra Himmerigs Vaaning og Vraa!
Kh Thomas K,
Kh Thomas K.




Andet Brev: Om Bien paa Bog

Til den fromt honningsøde Hjerte- og Emblemtolker Professor Nielsen i Valby
Fra H.A. Brorson, tidligere følsom Troskunstner og Biskop i Omegnen af Tondern med et lidet Strejf af Misundelse
Mel: Den yndigste rose er funden


Mit Hjerte nu lyster at vanke
I Eriks bedaarende Tanke
Den Bog, han har groet af Rode,
Den summer konstant i mit Ho´de.

Se, Kingo fik plads blandt de Store,
Da Bogen kom hertil fra Jorde,
Jeg selv maa paa nedrige Steder
Blot nøjes med Smaaros til Hæder.

Du yndede Honningprofessor
For lange er Skriveprocesser!
Thi jeg har i aarevis biet,
Imens du saa stædigt har tiet.

Jeg lever i Suk og i Trængsel,
Af Iver har Hjertet mon Længsel
Snart, Erik, vil Værket jo være,
Min Rose, mit Smykke, min Ære.

Ak, bring Bogen til Gyldendalen,
Send Anmelderstanden paa Halen!
Da vil Englechoret sig fryde
Med Jubel mangfoldig udbryde.

Da skal med min JEsum jeg tale
Om mig her i Himmerigs Sale!
”Min BRorson” vil mildt han mig kalde
og rose mig foran dem alle.





Tredje Brev: Om Mangel paa Bog. En Avindssyge-Sang!

Til Pofessor Nielsen, som burde have et guddommeligt L.. i R....!
Fra Nic.Fred.Sev. Grundtvig, tidligere samt nuværende kirkeligt Næse-Horn og paa en vis Maade og over over al Maade ogsaa Biskop for Herrens Aasyn
Mel: I al sin Glands

(red. note: spatieringerne kan med fordel ignoreres)

Og hvem maa nøjes med Pamfletter,
Naar Danne-Markens Aande-Gætter,
Hin Mester Erik Danne-Skjald,
Oplyser Chistendommens Hald
Med Visdom dyb om hver en Krog
Af Christendommens Billed-Bog?

Det maa den arme Billed-Mager,
Der Livet gav paa Danne-Ager
At skrive Danne-Mænd og Møer
En Billed-Bog som aldrig før,
Der trak det store Danne-Læs,
Ja, kortelig: Jeg, N. F. S!

Jeg, som med Flid skrev Kirke-Salmer
om Liv og Lys og Fugle-Palmer,
Som Menighedens Fugle-Chor
Istemmer over Herrens Bord.
Hvorfor alene snydes jeg?
Hvad har jeg Arme gjort mod dig?

Vist kan jeg see, at dine Skrifter
er store Aandedræts-Bedrifter;
Den milde Dag er lys og lang,
Og fuld af Soel og Fugle-Sang,
Og alt var saamænd ganske godt,
Naar blot, naar blot, naar blot, naar blot ...

Se, Billed-Drømme i mit Rige,
Gaar op fra Jord pa Himmel-Stige,
Som Sommer-Lærkens er min Sang,
Og hver min Sti en Kirke-Gang
Der er da nok at Tolke paa,
Det kan dog selv din Søn forstaa!

Saa, Mester Erik uden Lige,
En Penne-Fjer fra Himmerige
Jeg sender til dit Skrive-Bord
Samt Hellig-Aand med Livsens Ord,
Og Herren gør sit Blod til Blæk,
Der skribler alle Skrupler væk!

Juleuglesang

Mel: Vi holder jul i Gammelby

Når det bli´r jul i Ugleby
så tuder uglerne mod sky
og laver stor ballade.
Og ugler flyver vidt omkring
og taler kun om juleting
og taler kun om juleting
og er så stråleglade.

Og sidder der en lille en
alene på en enegren
og er en smule flæbet,
så flyver andre straks derop
på granetræ og enetop
på granetræ og enetop
og aer den på næbbet.

Når uglerne har julesjov
i deres juleugleskov,
hvor sneen dækker dugen,
så bli´r det jul i Ugleby,
der hedder ”Uglejuleby”
der hedder ”Uglejuleby”
i hele juleugen.