Anekdotale erindringsglimt fra Kirkeligt Samfunds 100-års jubilæum

I 1998 fyldte Kirkeligt Samfund 100 år, og jeg var med. 

Nu ved du måske ikke, hvad Kirkeligt Samfund er. Men nu om dage hedder de "Grundtvigsk Forum", og de har siden grundlæggelsen været så at sige den kirkelige side af Grundtvigianismen.

Du kan finde deres hjemmeside her, og som du kan se, hvis du trisser lidt rundt på hjemmesiden, så er det kirkelige lidt nedtonet. De udgiver dog stadig det hæderkronede magasin "Dansk Kirketidende", som er en på mange måde udmærket publikation med mangfoldige kirkelige og almenkulturelle emner. Du finder linket til magasinet her. Det redigeres these days af Grundtvigakademiets leder, den fortræffelige Ingrid Ank. Mine anbefalinger. Derudover går Grundtvigsk Forum rundt og gør Grundtvig-agtige ting. Det er i sig selv fortræffeligt. Atter mine anbefalinger. 

Anyway, 1988. Kirkeligt Samfunds 100-års jubilæum. Jeg var 27 år (jeg er født sent på året) og absolut en minor player i dén sammenhæng. Jeg var mest gemt i et hjørne og hørte kun meget delvis til fejringen. Kirkeligt Samfund havde mange kvaliteter, og selvbevidsthed var ikke den mindste. Kirkeligt Samfund var "Den Kirkelige Frihedslinje". Det blev udtalt med glad stolthed og tryk på alle stavelser.

Tilstede ved jubilæumsfejringen var derfor et helt grundtvigiansk landskab af Højskolens og Kirkens ledende skikkelser. De var vant til at synge for, og at Løfte og Bære og at være dem, der fik ting til at ske i Den Grundtviske Friheds-Tankes Frie Ånd I Skole og Kirke. Det hele foregik i Vartov - naturligvis. Det Grundtvigske Helligsted over alle. Jeg elsker Vartov. Her er statuen af Grundtvig i gården.

Der var arrangeret en festforelæsning. Naturligvis. Forelæseren skulle være den samtidige danske kirkehistories store mand Leif Grane. Et indlysende valg. En mand af forbløffende fagligt format og en stor formidler. Du finder hans wikipedia-omtale her. Den er alt for kort og burde udvides. Bare udvid den; du véd, at du har lyst, og Grane har fortjent meget mere. Arrangørerne havde givet ham emnet "De kirkelige bevægelsers rolle i de sidste 100 års danske kirkehistorie". Det var jo ret oplagt, al den stund Kirkeligt Samfund var en kirkelig bevægelse, og bevægelsen fyldte 100. Men det var unægtelig også lidt af en binding at lægge ned over Grane. Måske havde man lidt for meget bestilt en hyldesttale og lidt for lidt en forelæsning. Forelæsningen foregik inde i selve Vartov Kirke. Smukt sted. Fyldt af historie.

Leif Grane gik til opgaven med vanligt overblik. Han inddelte de sidste 100 års kirkehistorie i 4-5 perioder og gik sagligt til opgaven med en gennemgang af Kirkeligt Samfunds og andre især missionske strømningers sam- og modspil. Altsammen strålende og meget interessant gjort. Grane nåede frem til sidste periode, som - indlysende nok - var nutiden.  Den nutid som vi sad med der i Vartovs ÆldTraditionsBelastede Kirke med hele Den Kirkelige Frihedslinje og Alle Menighedens og De Frie Skolers Bærere og Forsangere til stede.

Den periode indledte han med ordene:

"I dag, hvor de kirkelige retninger er døde ..."

- Grane kikkede op fra sit manuskript og ud over sine briller; med en klar tilkendegivelse af, at han morede sig storartet og i øvrigt havde tænkt sig at æde, hvem der kunne finde på at modsige ham, om han så skulle sluge hele Den Kirkelige Frihedslinje med hud og hår  -

"... eller har mistet enhver betydning ... forholder det sig sådan at ...."

Og så gik han i øvrigt videre med sin klare, overblikskabende og ualmindeligt kompetente fremstilling. Præcis som man kunnne ønske det.

Man kunne formelig have skåret i luften i Vartov Kirke med en kniv, hvis man havde haft en. Der sad Den Kirkelige Frihedslinje og havde fået deres fortræffelige fejring sat skakmat af en sidebemærkning og et blik over et par briller. Jeg kunne næppe bare mig for latter. Men fulde point til Kirkeligt Samfunds formand. Han havde a 10 minutter til at finde sine ben, og det gjorde han. Da Grane var færdig, rejste formanden sig, og for at afslutte forelæsningen. Han sagde: 

"Så vil vi gerne takke professor Grane for denne - afbrydelse," 

og gik roligt videre i programmet. En meget præcis genreangivelse for det, vi netop havde overværet, og en smuk, upolemisk angivelse af, at Kirkeligt Samfund nok havde tænkt sig fortsat at eksistere. At de efterfølgende har skiftet navn og måske lagt lidt af deres kirkelige identitet om, skyldes formentlig ikke Granes afbrydelse, men det skyldes muligvis, at det han sagde ikke var helt uden baggrund i virkeligheden.

Efter foredraget gik Den Kirkelige Frihedslinje over i Vartovs ret store store sal. Jeg har ikke rigtig tal på, hvor mange der var med, men Frihedslinjen var bestemt stor nok til at fylde salen grundigt op. Ligesom den havde været stor nok til at fylde kirken. 

Som sig hør og bør til arrangementer i det Grundtvigske, skulle vi synge fællessang. Og det synes jeg godt man kan sige, at vi gjorde. Se det for dig: Hele Den Kirkelige Frihedslinje, alle Menighedens og De Frie Skolers Bærere og Forsangere samlet i én stor sal, og du kan næsten selv regne ud, hvad der skete. Flyglet slog sangen an. Og det var det absolut sidste nogen hørte til det flygel. Alle menighedernes og De Frie Skolers Forsangere satte i, og de sang alle sammen for. 

Alle, der har sunget for, véd, at forsang handler lidet om klang og skønhed og meget om Kraft, Selvtillid og Tonestyrke. Man skal bære hele rummet. Det gjorde de. Allesammen.

Der lød et Hjortebrøl, som jeg aldrig har hørt magen til. Og mens jeg rullede rundt af grin i et hjørne, var lydtrykket stort set ved at trykke vinduerne ud af Vartovs den store sal. Presset i baggrunden var nu Granes afbrydelse, og Den Kirkelige Frihedslinje fik endelig luft til at udtrykke sin Velforståede Egenværdi på en til tidens krav og tarv værdig måde. Og på ægte Grundtvigsk manér.

Og jeg for min del kunne nogenlunde ubemærket komme af med det lattersammenbrud, der havde været trykket sammen i mig, siden Granes ubegribelig præcist placerede sidebemærkning.