mandag den 31. oktober 2011

Den gyldne harpe

Indlæg ved præsentationen af Svend Bjergs og Søren Holsts bog Den gyldne harpe. Vartov den 31. oktober 2011.


Der er så mange ting at sige i forbindelse med en bog som denne her, at det næsten ikke er til at finde ud af, hvor man skal begynde og hvor man skal slutte. Men da vi nu igennem mange år har lært, at vi universitetsfolk skal være samfundsnyttige, så lad os tage et perspektiv på, hvad nytte sådan en bog gør. Og vi kan jo ved samme lejlighed spørge, hvad dælen vi egentlig skal med et sådant fænomen som universitetsteologer.

Det spørgsmål, man ofte glemmer at stille, når man kigger på humanistisk og teologisk faglighed er, hvorvidt der er nogen, som kunne tænkes at ville bruge det arbejde, som er blevet udført, og hvad de måske kunne finde på at bruge det til. Et meget godt kriterium for, om noget er brugbart, er vel, om nogen kan bruge det.

Bogen er – lidet overraskende – skrevet på dansk, og det betyder, at eventuelle brugere skal findes iblandt mennesker, som kan læse dansk. Dens emne er dels de gammeltestamentlige salmer, dels Grundtvigs salmer, specifikt dem der har et gendigtende forhold til de gammeltestamentlige salmer, dels forholdet imellem de to. Kan nogen mon tænkes at interessere sig for det?

Svaret er grinagtigt åbenlyst ja. Grundtvigs salmer anvendes søndag efter søndag over det ganske land i forbindelse med gudstjenester i den danske folkekirke, og selvom de gammeltestamentlige salmer anvendes lidt sjældnere, er de alligevel meget brugte, de er internationale, og mange ville mene, at de var endnu vigtigere også for danske kristne end Grundtvig salmer.

Så bogen har mulighed for at være gavnlig, hvis den kan fortælle disse mennesker noget, de har interesse i at vide, og hvis den kan gøre det på en sådan måde, at de faktisk giver sig til at interessere sig for det. Det er sikkert derfor, at forlaget har fremhævet, at bogens forfattere er blandt Danmarks mest velskrivende teologer. Og det er formentlig også derfor, forfatterne har skruet lidt ned for litteraturorienteringen og i alt væsentlig holdt sig til dansksproget sekundærlitteratur. Det kan man selvfølgelig godt som fagmand ærgre sig lidt over, men man skal ikke være blind for, hvad det er, der er vundet i den proces, fordi det netop gør bogen læselig også for andre end fagfolk.

Faktisk må jeg jo selv bekende kun at være sådan ca 50% fagmand i det, som er bogens emne. I det mindste ved jeg ikke en pind om de gammeltestamentlige salmer. Eller rettere: Jeg vidste ikke en pind, for skønt one book doth not a fagmand make, så kan jeg bevidne, at man bliver meget meget klogere af at læse Sørens storartede kapitler om de gammeltestamentlige salmer. Det er en dejlig nøgtern teologi, der kommer ud af det, men blandt andet derfor skulle jeg mene, at der var masser af gode pointer at trække ud både til almindelig opbyggelse for sig selv, og hvis man er en prædikant, som har fået lyst til at inddrag, hvad der faktisk siges i en gammeltestamentlig læsning, når vedkommende skal prædike.

Jeg er ikke helt den rigtige til at bedømme den folkelige forståelighed i Svends kapitler om Grundtvig, men jeg véd på den anden side, at en række af de tekster, han behandler, er kendte og elskede salmer, og så vidt jeg kan se, er også behandlingen af dem opmuntrende læsning og vældig informativt for den læge læser. Så mon ikke jeg kan give forfatter og forlag ret i deres disposition.

Et tilsvarende så at sige folkeligt udvælgelseskriterium gør sig gældende i forhold til, hvilke tekster det er, som er taget med i bogen. For det er salmebogens udvalg af Grundtvigs gendigtninger af de gammeltestamentlige salmer, som har været udvælgelseskriteriet. Hvad mere er: Bogen bruger salmebogens redaktion af de samme salmer. På dette punkt synes jeg måske alligevel, at man har overspillet det folkelige kort, for min erfaring fra talrige foredrag er, at foredragsdanmark stort set synes, at det er sjov at få lov at kigge med bag facaden, når man viser dem Grundvig classic og ikke lader dem nøjes med den koffeinfrie udgave i salmebøgerne – heller ikke selvom Grundtvig godt kan være stærk kaffe alligevel.

Så altså: Svend Bjerg og Søren Holst har skrevet en yderst samfundsrelevant og brugbar bog, hvis man bedømmer den på, om den har relevans for nogen i samfundet og kan bruges af dem. Jeg tvivler på, at ret mange andre end forlaget Alfa får lejlighed til at udskrive fakturaer i den anledning, men det er vel også en slags erhvervslivssamarbejde, om man vil. Læg mærke til en gang mere, at det at skrive underholdende om alvorlige ting faktisk er et afgørende kriterium for nytteværdi, fordi underholdningsværdien er med til at gøre, at nogen faktisk vil bruge bogen. Skam få den, som tænker ilde herom. It don´t mean a thing if it ain´t got that swing.

Tilbage står så bogens indplacering i forskningen. Her sætter mit amatøragtige forhold til studiet af det gamle testamente sig igennem, og jeg kan kun udtale mig om dens placering i Grundtvigforskningen. Bortset fra, at jeg selvfølgelig kan bemærke, at bogen er med til at kortlægge et åndrigt hjørne af det gamle testamentes virkningshistorie, og at det da ikke så lidt. I forhold til Grundtvigforskningen kan man sagtens komme løbende med en masse indvendinger, hvoraf mange havde at gøre med præcis de samme træk, som gør bogen læselig for en bredere offentlighed, men det er ikke til at nægte, at bogen er med til at beskrive et vigtigt emne i Grundtvigs forfatterskab, idet den ikke alene har at gøre med flere af Grundtvigs centrale salmer, men også behandler hans forhold til én vigtig del af kildematerialet for hans salmedigtning.

Der er en hel masse tilbage at gøre inklusive i det mindste følgende:

  • En samlet behandling af alle de salmer, hvor Grundtvig bruger de gammeltestamentlige salmer som fortekster.
  • En behandling af forskelle og ligheder imellem salmegenren, som den foreligger i det gamle testamente, og som den bruges som kirkesang i den efterreformatoriske tradition.
  • En samlet behandling af det kildemateriale, Grundtvig bruger i sin salmedigtning fra alle de forskellige tidligere menigheder.
  • En afdækning af, hvordan Grundtvig rent teknisk indoptager og omformer det materiale, han benytter sig af i sin salmedigtning.
  • En afdækning af hele det tekstfelt, der ligger bag Grundtvigs forfatterskab, og hvad han gør ved det.
  • En overvejelse af, hvordan Grundtvigs behandling af sine inspirationskilder fremtræder, hvis man anskuer den i lyset af hele den store teoridannelse, der findes inden for studiet af intertertekstualitet, hvad enten man ser dette i et Kristevask, et Genettesk eller et måske mere hermeneutisk perspektiv.
Hvis jeg imidlertid skulle stille mig kritisk an og med lektoral stentorrøst forsøge at bebrejde Svend og Søren, at de ikke har har behandlet disse emner til bunds, ville jeg være lige så fjollet som de ph.d. og disputatsopponenter, man nogle gange hører, som forsøger at gøre gældende, at doktoranden i grunden burde have skrevet en helt anden bog. Dertil er svaret indlysende nok: "Eeeeh --- nu er det faktisk den her bog, jeg har skrevet. Måske skulle vi snakke om den". Så derfor: Hjertelig tillykke til Svend og Søren med, at de har skrevet den her bog.

Men én indvending har jeg dog. Når nu man endelig har chancen for at sætte Indiana Jones på sin bibliografi, hvorfor står der så i selvsamme bibliografi ikke noget imellem Holt, Else Kragelund og Jensen, Johan Fjord. Dét er for dårligt!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar