Genredefinition: Prædiken

Nedenstående uskarphed er pt. det bedste jeg har til en Grundtvigartikel, hvor jeg skal sige noget om hans prædikener. Må gerne kritiseres.

Prædikenen lader sig lidt husmandsagtigt definere som ”et led i den gudstjenestelige liturgi, hvor præsten gennem dagens evangelium forkynder evangeliet ind i nutiden”1 . På grund af den institutionelle binding bliver det i det hele taget en relativt stabil genre. Den er meget tydeligt defineret af sin exigence, nemlig behovet (dvs. kirkens og de kristnes behov) for at få evangeliet forkyndt ind i nutiden. At vi har at gøre med et ”liturgisk led” betyder, at det er en rituelt bundet ytring, hvor det er præsupponeret, hvem det påhviler at fremføre prædikenen, og hvilken rolle den skal spille i den gudstjenestelige sammenhæng. Det betyder også, at der er klare grænser for længden af den enkelte prædiken: Den skal kunne fungere i den gudstjenestelige sammenhæng, og skønt også prædikenlængde er et historisk og kulturelt variabelt fænomen, er der stadigvæk ret skarpe grænser for, hvor lang en prædiken kan være.

Definitionen indebærer også, at en prædiken er bunden tale. Præsten taler ikke, fordi han lige har fået lyst til at fremsætte en ytring, men fordi han med præstegerningen har påtaget sig forpligtelsen til at prædike. Det betyder også, at den talende taler qua præst, ikke qua person. Dermed opstår der institutionelt en distinktion i præsten imellem præsten som person og præsten som præst. Præsten qua præst taler i prædikenen, mens præsten qua menneske er mål og tilhører for prædikenen på lige fod med alle andre i kirken, nl.a. deraf kommer det hyppigt anvendte ”vi” i prædikengenren.

Omtalen af både ”evangeliet” og ”dagens evangelium” hviler på en distinktion imellem, hvad der skal forkyndes, og hvad der er udtrykt i ”dagens evangelium”. Ordet ”distinktion” er vigtigt, al den stund der nødig skulle være kontrast. Men det er vigtigt at fastholde distinktionen. ”Evangeliet” er at forstå som ”summen af det glædelige budskab, kristendommen har at give nutidsmennesket” mens ”dagens evangelium” er det tekstsykke, som de kirkelige forordninger tildeler den gudstjeneste, hvori prædikenen holdes. Det er dermed præstens opgave at få ”evangeliet” i bekendt form til at træde frem i dagens evangelietekst.

Endelig er der en central hermeneutisk grundproblematik præsent i udtrykket, at prædikenen skal forkynde evangeliet ind i nutiden, nemlig aktualiseringen af det historiske stof i en nutid sammenhæng eller. Det betyder, at det, som i den firfoldige tekstforståelse hedder det moralske led eller ”applikationen” har en helt central og definerende rolle at spille. Udlægningen af teksten skal sigte imod at besvare et bestemt spørgsmål: ”Hvad betyder dette for os idag?”. Der er dermed en aktualiserende bevægelse i enhver prædiken, som kan være mere eller mindre dominant, men som er et af de mest stabile træk i genren.