Anmelder afslører: ”Jeg har læst bogen!"

Zenia Larsen (m.fl.): Rokokoposten. De første 280 år., 400 sider. 199 kr. Forlaget Rosinante & Co.

 

”Fake News” hedder genren. Det er en form for fiktiv journalistik, hvis nyhedshistorier ikke har fundet sted, men heller ikke er løgn, fordi det er meningen, at modtageren skal genkende, at historien er opfundet: fiktion.

                      Men en særlig form for fiktion. For det skal også være nyheder. Så Fake News skal følge, hvad der bevæger sig i det politiske, kulturelle og – især – journalistiske landskab, der omgiver dem, og opfinde historier om samme landskab. Derfor bliver Fake News til satirer over begivenheder og synspunkter i samfundet og parodier på udtryksformer i journalistikken.

                      Internationalt er det mest berømte Fake News-medie overhovedet Jon Stewarts The Daily Show, som kun delvis overholder genrens koder, men til gengæld har vundet enorm popularitet og en forbløffende indflydelse. Mindre udbredt, men stadig betydningsfuld og mere genreren er The Onion, der på nettet dækker nyhedslandskabet med studieindslag, politiske og sociale kommentarer og tekstjounalistiske historier. Præcis som andre store netaviser – blot mere gakket.

                      Så langt er Fake News ikke kommet i Danmark. Men vi har Rokokoposten, der på få år har udviklet sig til at blive en reel, omend fjollet, faktor i det danske medielandskab. Avisen har kun  én historie ud om dagen, men den daglige historie er til gengæld præcist skåret. Det er sjældent rigtig ondt, men til gengæld ofte morsomt. Jeg tror, jeg har læst hver eneste historie de sidste halvandet år.

                      Rokokoposten, der prætenderer at være udgivet første gang i 1732, fejrer nu sin ”280”-årsfødselsdag ved at udgive en bog med 200 historier fra avisens bagkatalog. Dertil er føjet et forord, hvori avisens forhistorie og historie fortælles fra den første forfader, ”Proto-indoeuropæisk Immigranttidende” frem til Rokokoposten selv og videre igennem de 280 år, hvor avisen hævdes at have eksisteret. Det er ægte vås og meget morsomt.

                      Man møder en stor idérigdom i Rokokopostens spalter. Højdepunkter er fx historien om, hvordan en byfest endte i blodigt kaos, fordi Hjemmeværnet ikke var der til at holde orden, eller den skandaløse afsløring af, at visse chefer fortsat diskriminerer og giver højere løn og bedre stillinger til ansatte, der har kvalifikationer.

                      Politisk slår Rokokoposten både til højre og til venstre – gerne ved at forlænge synspunkter ad absurdum. Således får Liberal Alliance under udfoldelse af betydelig frihedspatos lov at kræve frit valg mellem højre- og venstrekørsel i trafikken, mens SF får lov at foreslå forbud imod farlig kemi – i narkotika.

                      Når Rokokopostens fire skribenter er bedst, er de fremragende. I Kristeligt Dagblads sammenhæng har vi lov at notere os, at de rammer nogle af deres toppunkter i kristendomsstoffet. Da Politikens chefredaktør Thøger Seidenfaden døde, blev han nærmest genstand for en helgenkåring i pressen. Rokokoposten tog konsekvensen og lod ham posthumt overtage Sankt Peders ansvar for himmerigets eksterne kommunikation. Også den frustration, mange kender vedrørende den kollektive trafik, fik kristelig tydning, da Rokokoposten lod Job bryde sammen på Nørreport station. Hans lidelser i  trafiksystemet var mere uforståelige, end hvad Gud havde udsat ham for: ”skinnernes veje er uransagelige”. Jeg ved oftest ikke, om det er religionskritik eller teologi, Rokokoposten  præsterer, men jeg vil gerne have mere.

                      Rokokopostens tekstformat holder vel ikke til det stive bind og de mange sider i denne bog, og læser man længere stræk, som det er anmelderens lod, bliver skriveformen lidt monoton. Så det kan diskuteres, om bogen som bog betragtet er vellykket. Døgnets flabetheder gør sig bedst netop i døgnet. Allerede på et par års afstand kan morsomhederne tage sig bedagede ud – lidt som gamle revynumre. Så man skal nok huske kun at tage bogen frem i ny og næ og kun at læse et par sider af gangen.

                      Men så kan man til gengæld også være heldig at ramme samlivsartiklen ”Mand får ret i noget”, der beskriver, hvordan det efter 34 års ægteskab skete, at skovarbejder Keld Olsen fik ret i en diskussion med sin kone, og stadig et døgn efter er ”tydeligt mærket” af begivenheden, men ikke vil gøre noget ved sagen, ”da han ikke forventer, at forteelsen gentager sig”. Og så er hele dagen reddet. Lige som den ofte bliver det, når man om morgenen kan klikke ind på Rokokopostens hjemmeside og få døgnets nye Fake News historie, hvor den hører hjemme: i døgnet.

 

Trykt i Kristeligt Dagblad den 21. november 2012.

49 nye ord lusker om ved sproggrænsen

Snart kan man, hvis der ikke gribes ind, ”krufle”, være ”fantagyrisk eller ”foflet” i Danmark, man kan møde en ”grymfert” på landevejen, gå til en ”sufstraktør” eller lade sig ”forfire” på et regionalt dansk hospital. Mens der har været stort fokus på, at 43 ord i det danske sprog var i fare for at uddø, så ønsker Dansk Sprognævn at henlede opmærksomheden på, at der er en endnu større risiko for, at visse, hidtil fremmede ord nu slipper ind. Sprognævnet har udarbejdet en liste over 49 ord, som vi i nær fremtid risikerer at få på dansk.

Disse ord lusker for tiden skummelt omkring ved ordforrådets yderste udkant, fortæller sprogforsker Jørgen Nørby Jensen fra Dansk Sprognævn, og derfra truer de med at snige sig ind i rigssproget. ”Vi kan jo blive nødt til at optage dem i retsskrivningsordbogen, hvis de viser sig at slippe ind, men endnu er det ikke for sent at forhindre dem”. Man skal bare lade være med at bruge dem, så forsvinder de helt af sig selv: ”Det er lidt ligesom med selvironi”, tilføjer Jens Nørby Jensen, ”bare man ignorerer den længe nok nok, forsvinder den. Således også med disse tvivlsomme nye ord”.

Sprogforskerne indrømmer, at de indtil videre i de mange tilfælde ikke har en anelse om, hvad de nye ord betyder. ”Vi har ved rigssprogets grænse fundet udtryk som ”fitol”, ”anafistisk” og ”Partiet Fokus”, som vi faktisk ikke har den ringeste viden om hvad betyder”, siger Jens Nørby Jensen og fortsætter: ”Vi er forholdsvis sikre på, at ”pafultat” er et substantiv, ”asofonal” et adjektiv og ”afitere” et verbum, men ellers er vi stort set på bar bund” indrømmer Jens Nørby Jensen ”dog er der noget, som tyder på, at der er ”f” i alle disse grænseløbende ord, og det bekymrer os meget, for ”f” er sådan et grimt, sydlandsk udseende bogstav”. Han mener dog ikke, at det er foreneligt med Danmarks medlemskab af Schgenen at opstille sprogkommisærer ved rigssprogets grænse for at holde ordene ude.

Konfronteret med Jens Nørby Jensens valne holdning udtaler EU-parlamentariker Morten Messerschmidt: ”Han er sådan en typisk landsforrædderforsker, et bråddent kar, der straks burde fyres, fordi han politiserer helt vildt og truer dansk identitet, selvstændighed og – især – sprog”. Det har ved redaktionens afslutning endnu ikke været muligt at begribe, hvad dælen Messerschmidt mener med det.

Hvad tror du, de nye ord betyder? Skriv herunder.

Nyt fondschok: Penkowa anvendte forskningspenge til forskning

”Vi glædede os for tidligt!” Fondsbestyrer Søren Birk Olesen fra Søndre Pølsinge Almene Sundhedsfond (SPAS), bror til den kendte kvindesagsforkramper Ole Birk Olesen, ryster tungt på hovedet. Efter den seneste tids skandaler omkring elitefuskeren Milena Penkowa håbede fonden på en rigtig stor, fed skandale at profilere sig på. Fonden bevilligede nemlig i 2007 16.500 kr. til ”Indkøb af et meget lille mikroskop” til brug for Penkowas rotteforsøg, og efter de seneste måneders vedblivende afsløringer af kreativ gik bestyrelsen i SPAS ud fra, at der også var fusket med deres midler. Og derfor iværksatte de en kontrol af, hvordan midlerne var blevet brugt. ”Vi regnede da med, at mindst 60-70 procent af pengene var blevet pøset i den lille røde korvette eller brændt af på champagne og rejser” fortæller Søren Birk Olesen ”og vi havde set frem til at komme på forsiden af BT”.

Derfor mødte Søren Birk Olesen og Københavns Universitet krammeadvokat op på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet for at kontrollere, om pengene var anvendt efter aftalen, og stor var deres skuffelse, da de på laboratoriet fandt det omtalte meget lille mikroskop. ”Det var tilmed en lille sølvplade på, hvor der stod ”Så du kan få øje på min lille ting. Din anonyme Helge”. Vi stod tilbage i chok: Forskningspengene var blevet anvendt til forskning”, fortæller en tydeligt rystet Søren Birk Olesen og slutter: ”Vi havde virkelig håbet at få noget godt ud af vores investering. Det er for dårligt, at man ikke engang længere kan stole på de uhæderlige.”

Ole Birk Olesen får kønsskifteoperation

Efter ganske kort tids overvejelse har den omstridte debattør og folketingskandidat for Liberal Alliance Ole Birk Olesen besluttet at få foretaget en kønsskifteoperation. Det gælder ham begge to både som debattør og som folketingskandidat. Og han har taget beslutningen uafhængigt af hinanden, men i fuldstændig enighed.

”Jeg er bare så træt af ikke at kunne kritisere de protofascistiske kvinder uden at få skudt i skoene, at jeg har kaldt dem protofascister” forklarer Ole Birk Olesen og uddyber ”Anne Sofia Hermansen skriver næsten lige så åndsvage ting som mig om kvinder uden at blive kaldt kvindefjendsk. Det er totalt sexistisk, så nu skifter jeg bare køn. Ja, jeg gør så. På PRIVATHOSPITAL. Og så skal du se noget seriøs og ærlig bitch-slapping bagefter. Kvinde er kvinde værst, men jeg er allerværst. Jeg bliver en mean fatherfucker, kan jeg godt sige dig!”

På privathospitalet Hamln har man ganske vist kun foretaget få kønsskifteoperationer før, men overlæge Peter Mogensen udtaler ”det er et enormt skarpt træk af Ole Birk Olesen, fordi han på den måde forandrer hele det politiske landskab, og vi helt sikkert kommer til at se et fornyet borgerligt flertal efter valget”. Han oplyser, at det endnu ikke er lykkedes Lars Løkke Rasmussen at få omdirigeret tilstrækkeligt med midler til privathospitalet til at dække udgifterne til kønsskifteoperationen, men at Mærsk-koncernen har tilbudt at spæde op, så Ole Birk Olesen hurtigst muligt og helst med god tid til næste valg kan blive til Oda Birk Olesen

Partiformand Anders Samuelsen er begejstret: ”Efter at Malou Aamund og Gitte Seeberg smuttede, har vi ligesom haft lidt svært ved at finde højt profilerede kvinder, vi ikke var i familie med. Oda bliver helt sikkert en flot tøs, når hun er færdig, og vi glæder os til at markedsføre hende. Meget værre end Birthe Rønn Hornbech kan hun umuligt komme til at se ud."


Det har i dag ikke været muligt at slå en kommentar af Ole Birk Olesens kone.

Krigsministeriets historieforfalskning: Løj Mallebrok død i krigen i 1864

Formodet samtidigt maleri af "Mallebrok" Nu afsløret som et falsum

Den afgørende opdagelse var, at personen på billedet bærer briller af en

model, der først blev udformet i det sene 20. århundrede. Ved en efter-

følgende gennemlysning af billedet blev det afsløret, at der er tale om et

behændigt manipuleret fotografi - ikke et maleri.

I mange år har Krigsministeriets spinenhed arbejdet på at overbevise den danske befolkning om, at Mallebrok døde i krigen i 1864. Det er via skjulte budskaber i børnesange infamt blevet indsneget i alle yngre danske generationer, at Mallebrok er død i krigen i 1864.

Det passer imidlertid ikke. Mallebrok er for nylig blevet afsløret som militært kaldenavn (af samme art som mere kendte navn som ”Pingo”, ”Trident” eller ”Knalde Kalle”) for John Churchill, den første hertug af Marlborough, født 1650 og død 1722. og allerede ved årstallet burde alarmklokkerne have ringet, mener Kgl. Hofhystericus Yes Fabricius Møller, som i sin fritid er lektor i det 19. og 20. århundredes historie ved Glaxo Smith-Kline instituttet (tidligere Saxo Instituttet). ”Enhver kan da regne ud, at en person, som har været død siden syttenhundredeoghvidkål, ikke kan falde i en krig 140 år senere.” Tilføjer han.

Han modsiges dog af Royalsociolog og lyvsstilsekspert Emilia von Havelåge, der gør gældende, at ”dronningen i denne tale viser vejen for alle danske familier”, og af Krigsministeriets spinenhed, som oplyser, at ”fili-ong-gong-gong og tinge-linge-ling”. Konfronteret med disse udsagn replicerer Fabricius Møller skarpt:

Påstanden om Mallebroks død i krigen i 1864 er en poetisk-diskursiv
manifestation af de identitetsskabende mønstre, der knytter letgenkendelige narrative figurer til erindringspolitiske brændpunkter. Med hensyn til fili-ong-gong-gong og ikke mindst tinge-linge-ling ligger det uden for rammerne af min forskningskompetence med nogen troværdig præcision at identificere, hvorvidt der er overensstemmelse mellem disse udsagn og et historisk sagforhold.

Krigsministeriet afviser i stærke vendinger alle anklager under henvisning til samtidige vidnesbyrd fra fire hædersmænd, der hævdes at have Mallebrok til graven båret. ”Vi ligger stadig inde med hans Sabel, som den ene bar, mens hans Gevær, som den anden bar, blev afleveret til Tøjhusmuseet efter anden verdenskrig” hævder Generalmajor Hillemænd på vegne af ministeriet - dog uden at forevise selvsamme. På Tøjhusmuseet kan man ikke bekræfte modtagelsen; en anonym kilde forklarer dog at ”arkiverne for perioden 1944-1964 er oversendt til rigsarkivet og der anvendt til rigspapirlamper”.

Erik Skov Petersen indrømmer: Ja, jeg er Milena!

Henriette Kjærs samlever, den tidligere konservative chefstrateg og spindoktor Erik Skov Petersen, indrømmer i dag i Københavns Uret, at han slet ikke findes. Efter at det har vist sig, at han igen og igen har forfalsket sin underskrift, at hans samarbejdspartnere ikke findes, samt at han slet ikke er færdiguddannet økonom, indrømmer han i dag, at han heller ikke selv er til. ”I virkeligheden er jeg Milena Penkowa” sagde han, da han i dag blev fremstillet i krukket grundlovsforhør. ”Jeg har altid fundet det ærgerligt at være en lille lækker medicina med en rød sportsvogn, og derfor besluttede jeg for snart mange år siden i stedet at blive et stort skrummel af en mand uden uddannelse. De dyre vaner har jeg dog hele tiden sørget for at have tilfælles med mig. Man har vel klasse!”

Derimod benægter Petersen-Penkowa at have forfalsket sin mors underskrift. Igennem sin forsvarer oplyser han/hun, at moderen var død – "ganske vist kun midlertidigt død, men død nok til formålet" – i netop den periode, hvor forfalskningerne skulle have fundet sted.

Afsløringen sender bølger af lettelse igennem forskningsverdenen. Hvad man længe har troet var den største forskningsskandale i dansk videnskabshistorie, viser sig nu at være en banal identitetskrise. Dekan Ulla Wæver fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet siger ”vi forstod heller aldrig, hvor alle designermøblerne på Milenas kontor kom, fra, men vi håber, at vi nu kan finde nogle af alle rotterne i fundamentet til den Sjengtoftevilla, Penkowa/Skov Petersen deler med sin samlever/ske."

Denne forklaringen tilfredssstiller dog ikke Skov Petersens forsvar, som forklarer, at rotterne skal findes i Det Konservative Folkeparti, på Weekendavisen og i BTs redaktionslokaler. "Min klient kunne desværre ikke komme til at gennemføre de yderst smertefuldte eksperimenter, han/hun gerne ville, på de ulækre små tingester. Men jeg har dog papir på, at de er nogle rotter. Tilmed et papir, min klient selv har skrevet."

Fra sin familieferie udtaler fhv. Helge Sander igennem en presset medarbejder: ”Begivenhedsrækken bekræfter, at jeg hele tiden har haft ret: Det er virkelig meget nemt og givtigt at gå fra fuskning til faktura. Fx er der på baggrund af et meget omfattende, virksomhedsfinansieret fuskningsprogram flere og flere fakturaer hjemme hos Erik Skov Penkowa.”

Lækket KU notat!!!

Nedenstående notat lækkede her til eftermiddag fra Københavns Universitets Vicedirektorat for Intern Kritik. Ingen har dog hidtil fundet årsag til at kommentere på det, andre end Jesper Langballe-Skødehund, som siger at det er "ufolkeligt, udansk og noget klynk".

Notat

Fra
Vicedirektør for Intern Kritik Sune Auken

Til
Rektor Ralf Hemmingsen

Kære Ralf

Jeg skriver til dig for at bede dig tage stilling til en grov kompetenceoverskridelse i såvel som uden for universitetsorganisationen.

Det ligger helt klar i ”Regler Vedrørende Kompetencer for Vicedirektoratet for Intern Kritik” (sagsnr. A-235/568/BZ, side 67), at ”det er direktoratets prærogativ at formulere kritik af rektor, direktører og vicedirektører (alle 37½) såvel som af strategiplaner, udviklingskontrakter, pointeløse reklamer og særprægede økonomiske strukturer”. Formålet med dette er, som det turde være bekendt, ”at sikre, at ledelsens kritiske potentiale frigøres til at kunne rettes imod de ansatte og kun de ansatte, samt at hindre anden kritik i at nyde fremme internt i organisationen”. Du vil huske, at rektoratet selv gentagne gange krævede formuleringen skærpet med henblik på ”at holde situationen i ro” (brev af 1. april 2006).

Imidlertid har jeg på det seneste måttet konstatere, at såvel elektroniske som analoge medier er svømmet over af uautoriseret kritik i anledning af, at en eller anden let skeløjet russisk skrulette og elitefusker – eller også var det hjernefusker eller jernfusker, jeg er ikke helt sikkert; meget synes fortsat at være uklart i den sag - ikke har kunnet finde sine rotter, som hun ellers hævder er på loftet af alle andre - OG muligvis har pakket gaver ud for den forkerte. På det seneste har der også været noget med en person ved navn "Helge" og nogle forskningsråd, samt et eller flere overfladiske dødsfald og tilsvarende opstandelse. Jeg ved virkelig ikke, hvad det er med de rotter og skruletter, men jeg vil godt understrege situationens særligt skærpede uholdbarhed. Jeg ser med dyb alvor på det og vil have mindst ét fedt ekstra vederlag, en rød sportsvogn, en sjov køreibilhat samt en munkekutte med strategisk placerede åbninger, hvis jeg skal fortsætte på posten.

Jeg imødeser din respons og min lønforhøjelse snarest.

Med venlig hilsen

Sune

Yes, Master Yoda .... eeeh Stewart

Jeg har tidligere diskuteret forholdet mellem satire og parodi. Som vist mere eller mindre alle andre venstreintellektuelle har jeg et forelsket forhold til The Daily Show. Der er meget få, som kan lade de to ting mødes så overlegent. Dette klip kommer til at blive en af Jon Stewarts absolutte klassikere. Stewarts grundlæggende genre "fake news" (se fx her) er på en gang parodisk og satirisk (bemærk, at genrebestemmelserne "parodi" og "satire" her har forskudt sig over i modalitet). Jeg har sjældent set nogen udfolde foreningen så rent. Tilmed får vi elementer af ren farce i de ubegribelige reaktioner fra de udsendte korrespondenter. Samantha Bees fremskrivninger af temperaturstigningen i Australien er en direkte og meget håndgribelig demonstration af den kritik, Finn Collin i denne antologi retter imod Bjørn Lomborgs videnskabsteoretisk særprægede tendensfremskrivninger.

Parodi anvendt i satirisk hensigt af en sand mester. Applaus hele vejen rundt.