Forslag om HHME-måling af kommende folketingsformænd

Folketingets formand skal selvsagt være en ærværdig person, der kan holde balancen i svære situationer. Derfor går det ikke, at vi får sådan nogle hidsigmåse ind og sidde i stolen. Tænk, Mogens Lykketoft har sagt noget negativt om en journalist - en journalist! This will not do; det er helt uhørt. Han beskyldte ham tilmed for at være højreorienteret. Havde han så bare kaldt ham en rød lejesvend (eller var det "legesvend" - jeg bliver usikker her). For det er jo objektivt.

Må jeg derfor fremsætte det ydmyge forslag, at vi herefterdags inden udpegningen måler potentielle folketingsformænd på en HHME(Hvor Hidsig Man Er)-skala. Man bruger et såkaldt Flipudometer, der måler upassende temperament i måleenheden ENH. Hvis det viser sig, at man har mere temperament end ca 1,2 ENH, er man ikke brugbar og i stedet bør et besindigere og mere flegmatisk gemyt vælges. Man kunne for eksempel forestille sig en række ældre børnehavepædagoger, som ville være passende til posten, fordi de har mange års erfaring med at håndtere pludselige og ikke altid lige velbegrundede emotionelle udbrud.

Til etablering af måleskalaen: 1 ENH = lige så temperamentsfuld som Erik Ninn-Hansen.

Problemet med målingen er, at selv 0,8 ENH giver middelstærke udslag på Richterskalaen, så selve det at foretage målingen kan vise sig vanskeligt eller farligt.

Statusupdate med socialdemokrat

Da Helge Sander gik bort mistede jeg samtidig det hidtil vigtigste emne til mine statusupdates på facebook. Jeg har sunget serenader til ham, prist hans ”ubegribelige skønhed” (som Søren Ulrik Thomsen ville have sagt), glædet mig over de mangfoldige guldkorn, der igen og igen forlod hans læber, jaget ham som fabeldyr (”Helgefanter”) og på anden måde bejlet til hans gunst. Da han endelig kom til at falde inden for den mængde, hvad han burde have været hele tiden, nemlig mængden af ”Ikke-forskningsministre”, var det et alvorligt slag for mig. Jeg skrevet forskelligt, men egentlig har jeg været statusudateløs i nogen tid.

Jeg har siden søgt efter en ny statusupdatekæreste. Der er mange gode valg, for den grundlæggende splittelse imellem ord og gerning eller ord og ord findes heldigvis mange steder. Danske Universiteter, der vedblivende bluffer, at den er universiteternes interesseorganisation, imens den blot er topledernes var et oplagt valg.. Men helt ærlig: Hvem kan egentlig huske Jens Oddershede i mere end tre sammenhængende minutter? Så efter længere tids overvejelse. Min nye kierlighed må nødvendigvis være socialdemokraterne. De bærer fuldt medansvar for samtlige de ulykker, vi har oplevet på universitetsområdet de sidste år, men de bliver ved med at tale, som om de danner opposition til regeringen. Newsflash: Man kan ikke både være den afgørende stemmegiver i alle forlig og være i opposition til virkningerne af samme forlig.

Derfor må ambitionen nu være at tydeliggøre, at skal der føres en ny universitetspolitik, må socialdemokraterne besinde sig på alle de ulykker, de har forvoldt. De må komme ud af pindsvinestillingen, og da alle almindelige forsøg på at tale dem ud er blevet til intet, må der nu filosofieres med hammeren. Velkommen på forsiden – af min facebookprofil.