Så skete det en gang til. Jeg havde rigtignok haft den fagartikel, jeg arbejder på lige nu, åben, men jeg havde siddet hele dagen på Facebook og afleveret åndsvage – eller om man vil: åndfulde – bemærkninger til Gud og hvermand. Jeg havde ganske vist besvaret lidt mails osv og skrevet et læserbrev eller noget lignende klar, men det kan jeg efterhånden gøre i søvne, så det tæller nærmest ikke, og forskning var det på ingen måde.
Jeg havde, kort sagt, spildt en hel arbejdsdag med at glo på Facebook.
Men og men og atter men. Jeg gik i seng, nussede PB på maven, ringede godnat til Sarah, som var i Århus - og kunne ikke sove. Slet, slet, slet ikke sove. Rasende stod jeg op, åbnede computeren, tilbragte et kvarter på Facebook en gang mere, klikkede over på min artikel og lavede på tre kvarter og halvt bevidstløs af træthed en fuld dags arbejde. Og det ér en fuld dags arbejde. Jeg behøver ikke engang tjekke det efter her til morgen. Jeg ved det.
Hvor ved jeg det fra? Fordi jeg i bogstaveligste forstand har prøvet det 1000 gange før – eller mere. Således skrev jeg ikke disputats, jeg spillede skak imod min computer. Den var tilmed indstillet til at spille elendigt, for jeg kunne af bare frustration dårligt koncentrere mig om det i mere end 5 minutter af gangen, og jeg HADER at tabe. Mine omgivelser måtte ikke kommentere på, at jeg hele tiden så på noget andet end min tekstfil, og jeg følte mig permanent utilstrækkelig. Men det virkede. Jeg aner ikke, hvornår den tekst blev til, men det er svært at benægte fakta: Den har en tendens til at eksistere
Nuvel: Konklusionen er, at hvad der virker, det virker. Det interessant er ikke overspringshandlingerne, men om man kommer fremad. Der er nogen mennesker, som arbejder i klare, tydelige blokke. Godt for dem, jeg kan ikke. Hvis jeg bare sad på min kontorstol det reglementerede antal timer med en velgørende følelse af at udfylde min plads i samfundet, ville min forskning blive at ligne ved en beskeden smørrebrødsfrokost, den friske morgenberlinger og et par ovntørrede sokker. Und nichts weiter. Når jeg ikke er MEGET optaget af noget (og det kan jeg kun være i perioder af op til ca 2 uger, også er jeg bevidstløs et tilsvarende antal uger bagefter), arbejder jeg i overspringshandlinger og pludselige, halvt ubeviste ryk.
I øvrigt er denne blogpost skrevet, imens jeg spiller Zombie Slayer på en fiktiv konto på Facebook og helt sikkert ikke forsker (tror jeg). Den er således direkte arbejde på min forskning.
Viser opslag med etiketten gåde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gåde. Vis alle opslag
fredag den 8. oktober 2010
fredag den 1. oktober 2010
Hvad kalder man Peter Christensens omgang med vurderingsnormer
Nogen gange kan man bare ikke få tingene til at gå op. Man læser i dag på Jyllandspostens hjemmeside, at Venstres ordfører mener, at der ikke er noget at komme efter i den mere og mere nedsmeltede sag om Lene Espersens særprægede omgang med sin forpligtelse til at tale sandt over for folketinget. Peter Christensen er den samme mand, som mente, at man stadig måtte tage afstand fra Helle Thorning-Schmidt selvom, der ikke var fugls føde på skattesagen. Altså: Helle Thorning lyver ikke for skattevæsnet, og for det skal hun kritiseres skarpt, Lene Espersen lyver for folketinget, og for det skal hun ... nå ja ingenting og nu er det på tide, at vi holder kæft ... Må jeg lige få den én gang til langsomt?
Mit problem er begrebsmæssigt. Hvad kalder man den type optræden? Jeg kan IKKE for min død få dette her til at gå op. Den klassiske retspositivistiske definition af retfærdighed tilsiger, at man "behandler det lige lige og det ulige ulige". Det er faktisk hvad Peter Christensen gør, men han gør det direkte omvendt af hensigten i den retspositivistiske definition. Helle Thorning var bevisligt uskyldig, men bliver fortsat angrebet. Lene Espersen er bevisligt skyldig, men bliver forsvaret. Omvendt retspositivisme?
Man kunne forsøge med "dobbeltmoral", men det giver også underlige resultater. Dobbeltmoral indtræder, når en person vurderer to ens situationer forskelligt, således at der altså gøres én målestok gældende på den ene situation og en anden gældende på den anden situation, skønt de er ens. Men, det er heller ikke tilfældet her, for Helle Thornings situation og Lene Espersens er faktisk forskellige, og de vurderes forskelligt. Den ene har ikke brudt loven og kritiseres trods det, den anden har brudt loven og forsvares alligevel.
Måske kunne man forsøge med neologismen "personmoral". Det ville så betyde, at handlingen vurderes ikke efter, hvad der er blevet gjort, men efter hvem, der har gjort det. Det ville måske give mening. Ikke-skatteunddragelsen er "begået" af Helle Thorning og er derfor forkastelig, mens lovovertrædelsen er begået af Lene Espersen og derfor er hævet over kritik.
Uanset hvad: Det siger lidt om situationen, at man må ud i neologismer for at beskrive den. Det giver unægtelig en lyst til bare at tale om Bullshit i Frankfurtsk forstand.
Mit problem er begrebsmæssigt. Hvad kalder man den type optræden? Jeg kan IKKE for min død få dette her til at gå op. Den klassiske retspositivistiske definition af retfærdighed tilsiger, at man "behandler det lige lige og det ulige ulige". Det er faktisk hvad Peter Christensen gør, men han gør det direkte omvendt af hensigten i den retspositivistiske definition. Helle Thorning var bevisligt uskyldig, men bliver fortsat angrebet. Lene Espersen er bevisligt skyldig, men bliver forsvaret. Omvendt retspositivisme?
Man kunne forsøge med "dobbeltmoral", men det giver også underlige resultater. Dobbeltmoral indtræder, når en person vurderer to ens situationer forskelligt, således at der altså gøres én målestok gældende på den ene situation og en anden gældende på den anden situation, skønt de er ens. Men, det er heller ikke tilfældet her, for Helle Thornings situation og Lene Espersens er faktisk forskellige, og de vurderes forskelligt. Den ene har ikke brudt loven og kritiseres trods det, den anden har brudt loven og forsvares alligevel.
Måske kunne man forsøge med neologismen "personmoral". Det ville så betyde, at handlingen vurderes ikke efter, hvad der er blevet gjort, men efter hvem, der har gjort det. Det ville måske give mening. Ikke-skatteunddragelsen er "begået" af Helle Thorning og er derfor forkastelig, mens lovovertrædelsen er begået af Lene Espersen og derfor er hævet over kritik.
Uanset hvad: Det siger lidt om situationen, at man må ud i neologismer for at beskrive den. Det giver unægtelig en lyst til bare at tale om Bullshit i Frankfurtsk forstand.
onsdag den 28. juli 2010
Universitetspolitiske gåder I: De værdiløse uddannelser.
To scener:
1)Det meddeles på Rødovre Gymnasium, at man på grund af manglende ressourcer desværre ikke kan undervise eleverne i marts og halvdelen af april. De må blive hjemme og læse. Reaktion: Medierne eksploderer. Offentligheden raser. Ledere og læserbreve om Danmarks fremtid, og hvad vi skylder fremtidens unge, fylder avisernes spalter. Rødovre kommune tvinges til at gribe ind og finde ressourcerne, for vi skal jo kunne klare os på fremtidens arbejdsmarked.
2)Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab meddeler, at man på grund af manglende ressourcer beskærer semestret fra 14 til 12 uger. En nedskæring på danskfaget på lidt over 14%. De studerende må så blive hjemme og læse. Reaktion: ingen.
Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den første af de to scener, der er fiktion? Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den anden af de to scener, der er den alvorligste? Danskfaget er ansvarlig for over 1000 studerendes fremtid – og uddanner dem i øvrigt slet ikke til arbejdsløshed, men til en bred vifte af vigtige funktioner i det danske samfund. Det udgør toppen af fødekæden i forhold til dansk i gymnasiet og i folkeskolen, hvor der lægges uhyre vægt på det. Det står for at varetage vores forhold til dansk litteratur, der fylder selvstændige sektioner i aviserne, og det står for at varetage dansk sprog, der som altid er i rasende udvikling … osv osv osv ...
Gåde: Hvorfor er unge menneskers uddannelse pludselig uinteressant, når de ikke længere går i gymnasiet, men på universitetet?
1)Det meddeles på Rødovre Gymnasium, at man på grund af manglende ressourcer desværre ikke kan undervise eleverne i marts og halvdelen af april. De må blive hjemme og læse. Reaktion: Medierne eksploderer. Offentligheden raser. Ledere og læserbreve om Danmarks fremtid, og hvad vi skylder fremtidens unge, fylder avisernes spalter. Rødovre kommune tvinges til at gribe ind og finde ressourcerne, for vi skal jo kunne klare os på fremtidens arbejdsmarked.
2)Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab meddeler, at man på grund af manglende ressourcer beskærer semestret fra 14 til 12 uger. En nedskæring på danskfaget på lidt over 14%. De studerende må så blive hjemme og læse. Reaktion: ingen.
Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den første af de to scener, der er fiktion? Behøver jeg at fortælle nogen, at det er den anden af de to scener, der er den alvorligste? Danskfaget er ansvarlig for over 1000 studerendes fremtid – og uddanner dem i øvrigt slet ikke til arbejdsløshed, men til en bred vifte af vigtige funktioner i det danske samfund. Det udgør toppen af fødekæden i forhold til dansk i gymnasiet og i folkeskolen, hvor der lægges uhyre vægt på det. Det står for at varetage vores forhold til dansk litteratur, der fylder selvstændige sektioner i aviserne, og det står for at varetage dansk sprog, der som altid er i rasende udvikling … osv osv osv ...
Gåde: Hvorfor er unge menneskers uddannelse pludselig uinteressant, når de ikke længere går i gymnasiet, men på universitetet?
torsdag den 13. maj 2010
Teacher Blues!
Jeg kommer for tiden igen og igen til at tænke på en gammel ”fagforeningsblues” (find den her), fra tiden efter Wall Street krakket i 1929, hvis funktion det vist har været at få amerikanske lærere til at organisere sig. En af stroferne lyder:
Unions are for workers but a teacher has prestige,
Unions are for workers but a teacher has prestige,
He can feed his kids on that old noblesse oblige.
Lærerne lærte det. Skønt de stadig bliver skubbet meget omkring, har de stærk og tydelig repræsentation. Vi universitetslærere er sgu det underligste folkefærd i verden. Vi organiserer os rigtignok i magisterforeningen and all that, men vi gør ganske lidt for at få foreningen til at kæmpe for vores sag, så foreningen står næsten alene med sagen. AC trækker stort set i den modsatte retning af vores interesser, men vi mukker bare lidt.
Mærkelig nok føler mange af os isolerede. How come? Vi er sgu et sært folkefærd.
Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg har 1000 timers overarbejde, opbygget på 50% af min stilling over 5 år. Det er sket på trods af, at meget store dele af mit reelle arbejde simpelthen ikke tælles. Vi har ikke noget overhead i vores stilling til ”udefinerede ekstraopgaver”, men vi har masser af ”udefinerede ekstraopgaver”. Alligevel føler jeg mig forpligtet (thi åndsadel forpligter så meget som blodsadel) til at trække videre, og når mit institut er i vanskeligheder (og dét er det), så er det selvsagt mit personlige problem og ansvar at arbejde videre på overtid og glemme de for mange timer, jeg allerede har lagt. Åndsadel forpligter, og vi kan da ikke have …
Men selv nu hvis (eller når, for jeg er blevet en hård mand på mine gamle dage) jeg tager mig sammen til at kræve mine timer udbetalt. Hvad forestiller jeg mig så, at jeg skal bruge min nyvundne og højst bittert betalte frihed til? At drikke øl i Nyhavn?
Næh, jeg vil såmænd bruge den til at gå på arbejde. Jeg vil udføre noget af al den forskning, jeg må efterlade bag mig i hverdagen. Der skal virkelig tryk på, for 1000 timer går hurtigt, når man forsker. Og så vil jeg formidle, skrive populære artikler, deltage i debatarrangementer, holde foredrag. Og jeg vil undervise de studerende, der er begaevde og energiske nok til opsøge mig og vinde min interesse.
Teacher teacher why are you so poor?
Teacher teacher why are you so poor?
When it comes to unions you´re an amateur!
Jeg er virkelig en fagforeningsamatør. Jeg overarbejder af mig selv. Det er kristi himmelfartsdag, mens jeg skriver dette, og jeg har fri. Jeg er træt som en junkie, træt som Methusalem. Alligevel sidder jeg foran computeren og håber på at føre en artikel bare lige ét skridt videre …
Nu kommer så den store gåde: Med sådanne medarbejdere ...Sindsyge amatører, der ikke kræver, at deres arbejdsindsats afspejles i deres timehonorering, der trods den lave timehonorering når frem til at overarbejder af sig selv, som ikke kræver deres overarbejde udbetalt, og som – hvis de endelig gør det – bare arbejder videre i deres fritid på en ny måde … med sådanne medarbejdere, hvordan kan man overhovedet få en institution til at fungere dårligt? Svaret blæser i vinden.
Unions are for workers but a teacher has prestige,
Unions are for workers but a teacher has prestige,
He can feed his kids on that old noblesse oblige.
Lærerne lærte det. Skønt de stadig bliver skubbet meget omkring, har de stærk og tydelig repræsentation. Vi universitetslærere er sgu det underligste folkefærd i verden. Vi organiserer os rigtignok i magisterforeningen and all that, men vi gør ganske lidt for at få foreningen til at kæmpe for vores sag, så foreningen står næsten alene med sagen. AC trækker stort set i den modsatte retning af vores interesser, men vi mukker bare lidt.
Mærkelig nok føler mange af os isolerede. How come? Vi er sgu et sært folkefærd.
Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg har 1000 timers overarbejde, opbygget på 50% af min stilling over 5 år. Det er sket på trods af, at meget store dele af mit reelle arbejde simpelthen ikke tælles. Vi har ikke noget overhead i vores stilling til ”udefinerede ekstraopgaver”, men vi har masser af ”udefinerede ekstraopgaver”. Alligevel føler jeg mig forpligtet (thi åndsadel forpligter så meget som blodsadel) til at trække videre, og når mit institut er i vanskeligheder (og dét er det), så er det selvsagt mit personlige problem og ansvar at arbejde videre på overtid og glemme de for mange timer, jeg allerede har lagt. Åndsadel forpligter, og vi kan da ikke have …
Men selv nu hvis (eller når, for jeg er blevet en hård mand på mine gamle dage) jeg tager mig sammen til at kræve mine timer udbetalt. Hvad forestiller jeg mig så, at jeg skal bruge min nyvundne og højst bittert betalte frihed til? At drikke øl i Nyhavn?
Næh, jeg vil såmænd bruge den til at gå på arbejde. Jeg vil udføre noget af al den forskning, jeg må efterlade bag mig i hverdagen. Der skal virkelig tryk på, for 1000 timer går hurtigt, når man forsker. Og så vil jeg formidle, skrive populære artikler, deltage i debatarrangementer, holde foredrag. Og jeg vil undervise de studerende, der er begaevde og energiske nok til opsøge mig og vinde min interesse.
Teacher teacher why are you so poor?
Teacher teacher why are you so poor?
When it comes to unions you´re an amateur!
Jeg er virkelig en fagforeningsamatør. Jeg overarbejder af mig selv. Det er kristi himmelfartsdag, mens jeg skriver dette, og jeg har fri. Jeg er træt som en junkie, træt som Methusalem. Alligevel sidder jeg foran computeren og håber på at føre en artikel bare lige ét skridt videre …
Nu kommer så den store gåde: Med sådanne medarbejdere ...Sindsyge amatører, der ikke kræver, at deres arbejdsindsats afspejles i deres timehonorering, der trods den lave timehonorering når frem til at overarbejder af sig selv, som ikke kræver deres overarbejde udbetalt, og som – hvis de endelig gør det – bare arbejder videre i deres fritid på en ny måde … med sådanne medarbejdere, hvordan kan man overhovedet få en institution til at fungere dårligt? Svaret blæser i vinden.
tirsdag den 9. februar 2010
Formidl (i) din forskning(stid)
Jeg har netop afrapporteret min arbejdsbyrde for efteråret 2009, og det har givet mig svar på et spørgsmål, jeg for længe siden begyndte at spekulere over, nemlig: Hvornår formidler forskeren? Kernen i spørgsmålet er, at der for nylig (hvornår? Jeg ved det ikke) er blevet føjet en ekstra forpligtelse til universiteteternes opgaveportefølje: Hvor vi tidligere skulle forske og undervise, skal vi nu forske, undervise og formidle. Mit spørgsmål i det oprindelige blogindlæg var, hvor den tid egentlig skulle komme fra, al den stund vi som forskere i forvejen var fuldtidsansatte.
Jeg har nu fået svaret. Jeg angav et begrænset tal (50 timer) på min selvangivelse som "formidling". Den søde og dygtige sekretær, der håndterer vores selvangivelser, svarede tilbage "De ting du har angivet under formidling, er kun noget, der godskrives, hvis vi (læs: Instituttet) får penge for det. Ellers er det noget, der tages fra de 45 % af den lønnede arbejdstid, der er sat af til forskning." Det er jo ikke hendes skyld - don´t shoot the messenger - men budskabet er ret chokerende.
Så: forskeren formidler i sin forskningstid, og formidlingsindsatsen tages time for time fra forskningen. Det er da en oplysning værd: Universiteternes formidlingsindsats finansieres direkte fra de ansattes forskningstid, og den ansatte, der bruger tid på formidling, spænder dermed ben for sin egen forskning. Da ens forskningstimer er umålte, kan man formidle herfra og til evigheden og stadig ikke opleve nogen arbejdsreduktion på andre fronter. For sjovt nok er der ingen, der forventer, at universitetets ansatte forsker mindre af den grund.
Konklusionen er, som man kunne frygte: Formidling er ubetalt merarbejde, som forventes af den ansatte, men som blot lægges oven i den øvrige arbejdsbyrde uden kompensation. Så blev vi da dét klogere.
Jeg har nu fået svaret. Jeg angav et begrænset tal (50 timer) på min selvangivelse som "formidling". Den søde og dygtige sekretær, der håndterer vores selvangivelser, svarede tilbage "De ting du har angivet under formidling, er kun noget, der godskrives, hvis vi (læs: Instituttet) får penge for det. Ellers er det noget, der tages fra de 45 % af den lønnede arbejdstid, der er sat af til forskning." Det er jo ikke hendes skyld - don´t shoot the messenger - men budskabet er ret chokerende.
Så: forskeren formidler i sin forskningstid, og formidlingsindsatsen tages time for time fra forskningen. Det er da en oplysning værd: Universiteternes formidlingsindsats finansieres direkte fra de ansattes forskningstid, og den ansatte, der bruger tid på formidling, spænder dermed ben for sin egen forskning. Da ens forskningstimer er umålte, kan man formidle herfra og til evigheden og stadig ikke opleve nogen arbejdsreduktion på andre fronter. For sjovt nok er der ingen, der forventer, at universitetets ansatte forsker mindre af den grund.
Konklusionen er, som man kunne frygte: Formidling er ubetalt merarbejde, som forventes af den ansatte, men som blot lægges oven i den øvrige arbejdsbyrde uden kompensation. Så blev vi da dét klogere.
fredag den 29. januar 2010
WTF???
Kan nogen forklare mig denne her:
I højlydt mobil-samtale entrer jeg Netto. En dame tysser på mig. Jeg dæmper mig. Alt ok. Da samtalen er ovre to minutter senere, går jeg ganske uironisk hen og siger tak til damen, fordi hun gjorde mig opmærksom på, at jeg talte for højt. Damen tager heraf anledning til at skælde mig huden fuld, fordi jeg talte i telefon. Jeg gør damen opmærksom på, at jeg lige har sagt tak. Hun fortsætter ufortrødent. Jeg meddeler hende i kun marginalt venligere vendinger, at hun kan stikke piben ind og i øvrigt også få et bøjet søm at trutte i.
Gåde:
Når man retter sig efter en henstilling og efterfølgende siger tak for den, hvorfor kan nogen så tage anledning heraf til at skælde en ud?
I højlydt mobil-samtale entrer jeg Netto. En dame tysser på mig. Jeg dæmper mig. Alt ok. Da samtalen er ovre to minutter senere, går jeg ganske uironisk hen og siger tak til damen, fordi hun gjorde mig opmærksom på, at jeg talte for højt. Damen tager heraf anledning til at skælde mig huden fuld, fordi jeg talte i telefon. Jeg gør damen opmærksom på, at jeg lige har sagt tak. Hun fortsætter ufortrødent. Jeg meddeler hende i kun marginalt venligere vendinger, at hun kan stikke piben ind og i øvrigt også få et bøjet søm at trutte i.
Gåde:
Når man retter sig efter en henstilling og efterfølgende siger tak for den, hvorfor kan nogen så tage anledning heraf til at skælde en ud?
Abonner på:
Opslag (Atom)