Hvem skrev teksten til Dichterliebe?

Hendriksholms Kirke, som jeg bor lige ved siden af, er vel ikke nogen stor arkitektonisk åbenbaring, men den har et forbløffende musikliv takket være en aktiv organist og et velvilligt menighedsråd. Således fik jeg her sidst på eftermiddagen lejlighed til at høre Schumanns sangcyklus Dichterliebe, som jeg vist derudover kun har dyrket på cd. Tak til Rasmus Kure Thomsen (baryton) og Neel Teilmann (piano) for en strålende opførsel. Jeg er ikke nogen stor musikkender, men jeg kan godt høre, når noget er godt. Og det var det.

Opførelsen og en kort efterfølgende samtale med musikerne mindede mig om et gammelt spørgsmål: Hvem skrev teksten til Dichterliebe? Det skulle man tro var nemt nok, ford der står på alle versioner af sangcyklusen, at den er med tekst af Heinrich Heine. Og det er for så vidt også sandt nok. For Heine har skrevet hvert eneste ord. Men og men og atter men: Hvem skrev teksten til Dichterliebe? Følger man nemlig teksten baglæns fra Schumann til Heines Buch der Lieder, vil man ganske vist finde alle digtene i sangcyklusen, og man finder dem tilmed samlet i ”Lyrisches Intermezzo”, men de optræder der i en helt anderledes orden end i Schumanns værk – det nærmeste, man kommer, er at de første digte er hentet tidligt i intermezzoet, mens de sene digte er hentet sent i det. De allerførste digte kommer således i Heines rækkefølge, og slutdigtet er også sidste digt i ”Lyrisches Intermezzo”. Men intermezzoet har 65 digte – alt for meget til en sangcyklus (selv Winterreise har kun 24) – og de fortæller ikke nogen fortløbende historie, men organiseres for en dels vedkommende lokalt i mindre sammenhænge. Der er kort sagt ikke nogen digtcyklus hos Heine.

Det betyder, at Schumann gør mere end at sætte en digtcyklus i musik, han skaber et værk i en ny genre, en digtcyklus, idet han sætter digtene sammen og sætter dem i musik i Dichterliebe. Der er ikke en narrativ sammenhæng imellem digtene, før Schumann griber ind. Men etableringen af et narrativ er ikke uskyldig. Som mange forskellige narratologer fra Aristoteles og frem har tydeliggjort, så består en handling af en række begivenheder og en årsagsforbindelse imellem dem. Årsagsforbindelsen mangler hos Heine, og dermed bliver det også spørgsmålet, om de enkelte sange kan siges at være begivenheder i narrativ forstand. Denne forskel betyder, at teksterne betyder noget andet, når de står i Dichterliebe, end da de stod hos Heine. De tidlige tekster peger frem mod de sene. De er begyndelsen på et handlingsforløb og som sådan ufuldendte. De sene genkalder og afrunder de tidlige. Det betyder fx, at digte, der hos Heine er ret uskyldige kærlighedsdigte, hos Schumann bliver første trin i et narrativt forløb, som ender i vrede og sorg. Ordene bringes til at pege fremad. Schumann understreger denne helhed (det var Neel Teilmann, som påpegede dette for mig) ved afslutningsvis at lade musikken gribe tilbage til sangcyklusens indledning. Også andre steder i Dichterliebe fortolker musikken teksten i overensstemmelse med det narrative forløb og tilføjer dermed teksterne en helhedskarakter, de ikke har hos Heine.

Så skønt Heine har skrevet hvert ord, er forfatteren og ikke alene komponisten til den helhed, der hedder Dichterliebe, Schumann selv. Han har i en generisk omformning af Heines tekster skabt en ny narrativ helhed, der ganske vist ikke er gnidningsfri, som tekstgrundlag for sit værk. Han har skabt den digtcyklus, som sangcyklusen er lavet over. Men slutresultatet er selvsagt en sangcyklus, og hvis man førte digtcyklusen ud igen og prøvede at læse den isoleret, ville den, skønt teksterne individuelt betragtet er langt bedre, blive betydeligt mere vaklende end digtcykluserne bagved Schuberts Die schöne Müllerin og Winterreise.