Af en hundefobikers bekendelser

Jeg har det, terapeuterne kalder en "enkeltfobi" for hunde. Den er i rimeligt omfang under kontrol: Jeg kan godt vænne mig - tilmed komme til at holde af - individuelle hunde, og så længe en hund opfører sig rimelig roligt, hænger jeg nowadays ikke oppe i træerne. Men det giver en særligt skærpet opmærksomhed over for bestemte træk i ens omverden. Her to små eksempler:

Jeg boede igennem længere tid i nærheden af en have, hvor der på havelågen var et skilt med et billede af en monsterkøter og teksten "Jeg når hegnet på 8 sekunder. Hvor hurtig er du?" (når dyret var løs i haven, troede man på det). Jeg overvejede at anskaffe mig et tomt patronhylster og vippe det ind i haven med en seddel med påskriften "Jeg når hunden på 0,0008 sekunder. Hvor hurtig er den?" Jeg gjorde det ikke, for det ville have været en voldstrussel - formentlig strafbart og helt sikkert usympatisk, men lysten var der.

Til gengæld gav jeg gentagne gange efter for en anden lyst ...

Der findes en særlig race af små, gamle damer (og nej det er ikke dem, jeg taler om her), som går ture med deres små modebydelige øgler af nogle hunde og gladeligt ser til, imens kræet farer i hovedet på alt, hvad de møder. Inklusive hundefobikere. Da det var sket for mig, Gud ved hvor mange gange, og jeg var blevet lige skræmt hver gang, besluttede jeg mig for, at det var pay back time. Så igennem en længere periode: Hver gang en modbydelig lille øgle følte sig kaldet til at fare efter mig for at true mig med bål, brand og bid, tog jeg mig sammen, bøjede mig ned i hovedet på kræet og brølede BOOOOOOOH med min bedste monsterstemme. Dyret røg selvsagt 1½ meter bagud og gik derefter i vild flugt (jeg vejede trods alt ca 15 gange så meget som den og var ikke så lidt højere). Mærkværdigvis: De små gamle damer, som havde fundet det helt i sin orden, at pelsdyret gøede af mig, blev stærkt forargede over, at jeg gøede af pelsdyret. Sådan er vurderingsnormen så kontekstafhængig.

Ikke nogen meget autoriseret terapiform, men den hjalp nu lidt ...

”Helt uhørt modgang” og ”Klarenberg”

Visse subautoriserede begreber fortjener for deres udtrykskrafts skyld at blive bevaret for eftertiden – om ikke andet så i blogosfærens ualmindeligt midlertidige evighed. Blandt disse udtryk er følgende to arvestykker:



”Helt uhørt modgang”


Begrebet betegner en meget lille forhindring eller et meget lille uheld, der udløser en reaktion, som for en udenforstående kan synes urimeligt voldsom, men som for den reagerende er den eneste adækvate reaktion på, at verdensordenen ÅBENLYST er imod en og forfølger en helt ned i detaljen. Kræftsygdomme, fyringer, kærstesorger, skilsmisser, brækkede lemmer, vold og ødelagte venskaber kvalificerer ikke til at være ”helt uhørt modgang”. Det gør til gengæld sur mælk, tomme kaffedåser, bortkomne nøgler, regnvejr og svigtende strøm på mobiltelefoner, når man ikke ved, om der ér spagetti til aftensmaden og vil ringe hjem og høre. Ingen emotionel reaktion er for voldsom i mødet med "helt uhørt modgang", og skulle nogen formaste sig til at gøre opmærksom på, at man ikke er ramt af en egentlig tragedie, men af ”helt uhørt modgang”, er det i sig selv udtryk for ”helt uhørt modgang” og berettiger dermed til yderligere voldsomme emotionelle reaktioner. Tårer og tud samt højlydt råben er blot enkelte muligheder inden for en bred vifte af acceptable udfoldelser. Til gengæld frarådes det at knuse genstande af mere end nogle få kroners værdi og at udsætte sin familie for egentlig vold.



”Klarenberg”

Begrebet betegner en handling eller en genstand, som på uautoriseret og ikke-indlysende måde løser – eller midlertidigt løser – et praktisk, især håndværksmæssigt problem. Der indgår gerne gafftape eller blot gafler i løsningen. Træ, nødtørftigt sammentømret er en anden favorit, ligesom pinde eller papir, som er sat i klem, spiller en fremtrædende rolle i mangen ”Klarenberg”. Da der er tale om en uautoriseret løsningsmodel, findes der ingen autoriseret form af ”Klarenbergen”, snarere er den genkendelig på, at man ved, det er en ”Klarenberg”, når man ser den. Enhver ”Klarenberg” er derfor arketypisk i sig selv, og er den ikke arketypisk, er den ikke en ”Klarenberg”. Et sådant arketypisk eksempel er affotograferet nedenfor.

Nærværende "Klarenberg" blev i dag brugt til at bekæmpe en prop i et afløbsrør under gulvet i mit badeværelse. Til venstre ses en lampe til at montere på en bærbar computer. Til højre ses en fleksibel (og i øvrigt ganske ubrugelig) forlænger til en skruemaskine. Bitholderen er usynlig, men bemærk den aflange, heksagonale ”dims, som skruemaskinen griber fat i”-ting længst til højre. Endvidere noterer man sig det elegante gaffafinish, hvormed de to dele er om ikke uopløselig, så dog nødtørftigt forbundne. Tilsammen kunne de lige nå proppen i røret og presse den ud, så jeg kunne få mere slam på fingrene – og noget, der lignede afløb i afløbsrøret. Stille vand har den dybeste grund. Ja, muligvis, men gælder det også, når vandet i ens afløb står stille og ens fingre er fulde af snask i forsøget på at opnå bevægelse?

Noget om religiøs krænkelse, sære journalistiske vinkler – og en frø

Kristeligt Dagblads hjemmeside rummer en sær historie om et sært kunstværk, hvor tysk skulptør har hængt en frø op på et kors, og den katolske kirke er (eller medlemmer af den) er blevet krænkede i den anledning.

Særest af det hele er nu vinklingen. Journalisten skriver til indledning:

Mens det fem år efter Jyllands-Postens stormomsuste tegninger af profeten Muhammed er blevet kutyme i Vesten at undgå at krænke muslimers religiøse følelser, så synes de samme regler ikke at gælde for kristne.

Lad være, at det er mit indtryk, at vi i Vesten gør os særligt umage for at krænke muslimers religiøse følelse. Det er sådan set ikke så interessant. Det interessante er, hvilke præsuppositioner udsagnet hviler på. Man skal nemlig på samme tid kunne forsvare følgende to grundsætninger: 1) Det er godt at krænke muslimers religiøse følelser, 2) Det er forkasteligt at krænke kristnes religiøse følelser.

Vabba?
Altså: Enten må det være gloriøs frihedskamp at krænke religiøse følelser uanset religionen, eller også må det være forkasteligt uanset religionen. Den dobbeltmoral, journalisten beskyder, demonstrerer hun selv til fulde.

Nu finder jeg det svært overhovedet at regne krænkelser for særligt heroiske. Muligheden for at krænke er en nødvendig konsekvens af ytringsfriheden - ikke dens formål. Krænkeren skal selvsagt beskyttes af loven medmindre vedkommende begår noget ulovligt i sin ytring, og selv hvis der er ulovligheder involveret, skal en given retslig sanktion overholde proportionalitetsprincippet – man mister ikke retten til samfundets beskyttelse af liv og sikkerhed ved at begå injurier eller ytre sig racistisk. Jeg vil have lov til på samme tid at kalde Kurt Westergaards bombehat for idioti, og til at mene, at det at sikre hans liv og sikkerhed er en naturlig og meget nødvendig opgave for samfundet. Jeg mener faktisk, at det er den eneste position, som giver mening.

Men jeg må altså også indrømme, at hele det der krænkelsescirkus er mig lidt fjernt. Jeg blev irriteret af Saramagos Jesusevangeliet, fordi den var jammerlig teologi, jeg blev irriteret af Norman Mailers Evangeliet ifølge Sønnen, fordi den var jammerlig litteratur, jeg blev begejstret over Christoffer Zieglers skæve varianter over opstandelsen (den stribe, Jyllandsposten ikke ville trykke, fordi de fandt den krænkende), fordi den er toporiginal, Thorsen forskellige krænkelsesforsøg var for talentløse til at bide nogen steder overhovedet. Jeg tror ligefrem, at jeg synes, at The Last Temptation of Christ er from – men det er efterhånden for længe siden, at jeg har set den. Jeg elsker Margaret Atwoods forskellige religionskritiske varianter i The Blind Assassin, fordi de er teologisk kompetente og kunstnerisk originale. Og der er da ingen af dem, som ikke skal have lov til det. What´s the big fuzz?

Der findes muslimer, som bliver krænkede, og det skal de have lov til, og da man stort set ikke skal gøre sig umage for at fornærme folk, kan det måske være en idé at dæmpe sig en smule. Men når ytringen er fremsat, er den fremsat, og så er der en ny situation. Hvis en muslim (eller en anden for den sags skyld) har lyst til at overfuse Kurt Westergaard eller Flemming Rose i den anledning, så falder også dette inden for rammerne af den borgerlige ytringsfrihed - selvom heller ikke det nødvendigvis er sympatisk, heroisk eller klogt. Hvis man opfordrer til vold imod Westergaard, Rose, JP eller whoever, er det en anden sag, som hører under straffeloven, og når der planlægges vold imod dem (eller den forsøges udøvet), må de naturligvis nyde godt af samfundets fulde beskyttelse. Det har de ret til, og det er samfundets pligt at beskytte dem.

Alt dette er en borgerlig børnelærdom, som for mange har glemt idag. Det er derfor vigtigt at minde om det.

Men en FRØ??? Hvordan Fanden kan nogen blive krænket af en Frø på et kors? Jeg fatter ikke et kvæk.