Noget om religiøs krænkelse, sære journalistiske vinkler – og en frø

Kristeligt Dagblads hjemmeside rummer en sær historie om et sært kunstværk, hvor tysk skulptør har hængt en frø op på et kors, og den katolske kirke er (eller medlemmer af den) er blevet krænkede i den anledning.

Særest af det hele er nu vinklingen. Journalisten skriver til indledning:

Mens det fem år efter Jyllands-Postens stormomsuste tegninger af profeten Muhammed er blevet kutyme i Vesten at undgå at krænke muslimers religiøse følelser, så synes de samme regler ikke at gælde for kristne.

Lad være, at det er mit indtryk, at vi i Vesten gør os særligt umage for at krænke muslimers religiøse følelse. Det er sådan set ikke så interessant. Det interessante er, hvilke præsuppositioner udsagnet hviler på. Man skal nemlig på samme tid kunne forsvare følgende to grundsætninger: 1) Det er godt at krænke muslimers religiøse følelser, 2) Det er forkasteligt at krænke kristnes religiøse følelser.

Vabba?
Altså: Enten må det være gloriøs frihedskamp at krænke religiøse følelser uanset religionen, eller også må det være forkasteligt uanset religionen. Den dobbeltmoral, journalisten beskyder, demonstrerer hun selv til fulde.

Nu finder jeg det svært overhovedet at regne krænkelser for særligt heroiske. Muligheden for at krænke er en nødvendig konsekvens af ytringsfriheden - ikke dens formål. Krænkeren skal selvsagt beskyttes af loven medmindre vedkommende begår noget ulovligt i sin ytring, og selv hvis der er ulovligheder involveret, skal en given retslig sanktion overholde proportionalitetsprincippet – man mister ikke retten til samfundets beskyttelse af liv og sikkerhed ved at begå injurier eller ytre sig racistisk. Jeg vil have lov til på samme tid at kalde Kurt Westergaards bombehat for idioti, og til at mene, at det at sikre hans liv og sikkerhed er en naturlig og meget nødvendig opgave for samfundet. Jeg mener faktisk, at det er den eneste position, som giver mening.

Men jeg må altså også indrømme, at hele det der krænkelsescirkus er mig lidt fjernt. Jeg blev irriteret af Saramagos Jesusevangeliet, fordi den var jammerlig teologi, jeg blev irriteret af Norman Mailers Evangeliet ifølge Sønnen, fordi den var jammerlig litteratur, jeg blev begejstret over Christoffer Zieglers skæve varianter over opstandelsen (den stribe, Jyllandsposten ikke ville trykke, fordi de fandt den krænkende), fordi den er toporiginal, Thorsen forskellige krænkelsesforsøg var for talentløse til at bide nogen steder overhovedet. Jeg tror ligefrem, at jeg synes, at The Last Temptation of Christ er from – men det er efterhånden for længe siden, at jeg har set den. Jeg elsker Margaret Atwoods forskellige religionskritiske varianter i The Blind Assassin, fordi de er teologisk kompetente og kunstnerisk originale. Og der er da ingen af dem, som ikke skal have lov til det. What´s the big fuzz?

Der findes muslimer, som bliver krænkede, og det skal de have lov til, og da man stort set ikke skal gøre sig umage for at fornærme folk, kan det måske være en idé at dæmpe sig en smule. Men når ytringen er fremsat, er den fremsat, og så er der en ny situation. Hvis en muslim (eller en anden for den sags skyld) har lyst til at overfuse Kurt Westergaard eller Flemming Rose i den anledning, så falder også dette inden for rammerne af den borgerlige ytringsfrihed - selvom heller ikke det nødvendigvis er sympatisk, heroisk eller klogt. Hvis man opfordrer til vold imod Westergaard, Rose, JP eller whoever, er det en anden sag, som hører under straffeloven, og når der planlægges vold imod dem (eller den forsøges udøvet), må de naturligvis nyde godt af samfundets fulde beskyttelse. Det har de ret til, og det er samfundets pligt at beskytte dem.

Alt dette er en borgerlig børnelærdom, som for mange har glemt idag. Det er derfor vigtigt at minde om det.

Men en FRØ??? Hvordan Fanden kan nogen blive krænket af en Frø på et kors? Jeg fatter ikke et kvæk.

Grundtvig om tolerance

Vedholdende rygter hævder, at Grundtvig er en tung prosastilist. Men læs nu følgende diskussion af begrebet "tolerance". Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set det skarpere defineret og afgrænset med større intellektuel præcision. Det stammer i øvrigt spøjst nok fra en litteraturkritisk afhandling "Om Digterne Baggsen og Oehlenschlæger" --- det skønne ved at læse ham er, at det altid kan betale sig at have øjnene med sig. Selv når det er gak, er det gak på et ubegribelig højt niveau, og sådan noget som dette her er i den grad ikke gak.

Det har nemlig længe været, og er fremdeles min faste Overbeviisning, at er Tolerance Taalighed, da er den meget god for os til Hverdagsbrug, og jo bedre vi taale Fornærmelse, Miskjendelse, Haan og Deslige, desbedre for os; men derfor er det lige vist: at Sandhed kan aldrig vise Taalighed, men i det Høieste kun Langmodighed mod Løgnen, og at det kun er Sandheds utroe Tjenere, som see igjennem Fingre med Løgnen og lade den udbrede sig paa Sandheds Bekostning. Er Tolerance Billighed, da er den vist Noget, man altid skal beflitte sig paa, og det er ikke meer end billigt, at lade Enhver staae og falde for sin egen Dommer; men det vilde være høist ubilligt imod Sandheden, enten at billige, hvad den fordømmer, eller ei at misbillige, hvad der anfægter den. Er Tolerance Afskye for at ville overbevise eller knuse Aand med knytte Næver, slaae Tanker med Sværd og kaste Meninger paa Baalet, da er den vist nok noget meget Fornuftigt, eller rettere Frihed for en hæslig Ufornuft, men kan aldrig forbyde, hvad der er aldeles fornuftigt: at bekjæmpe Aand med Aand og Ord med Ord. Er endelig Tolerance, som saa tit i vore og de næstforrige Dage, Intet af alt Dette, men kun Udtryk for en Parisisk Sminke, hvorunder man kan skjule, hvad det skal være, og hvormed man vil blænde Folk, saa hvem der ikke har den, skal synes kulsort, da mener jeg, det var bedst, man forviiste Tolerancen med al anden Sminke til Skuepladsen, hvor den har hjemme. (Udvalgte Skrifter 3, 603f.)

Gammel kærlighed ruster ikke, og nye læsere kan begynde lige her. Jeg personligt er efter flere års fravær så småt på vej tilbage til at arbejde med forfatterskabet og tør allerede nu godt konstatere to ting. For det første er jeg slet slet slet ikke kvalificeret til at kalde mig Grundtvigforsker, for det andet glæder jeg mig til at tilbringe atter nogen tid med at have svært ved at forstå Grundtvig.