Rungsted Sognehus onsdag den 21. marts 2012 kl. 19.30
Sarah Auken
Sognepræst i Kokkedal Kirke og tidligere scholarstipendiat omhandlende Kierkegaards retorik og
Sune Auken
Dr. phil. og lektor på Københavns Universitet. Hans forskningsområder er bla. Grundtvig, nordisk litteratur og genre.
Da Kierkegaard blev født, var Grundtvig omkring tredive, og da Kierkegaard døde, havde Grundtvig stadig næsten tyve år tilbage at leve i. Siden da har vi danskere hele tiden skulle vælge imellem dem. De var kun sjældent sammen og betragtede hinanden med dyb skepsis.
Deres temperamenter var vidt forskellige og deres penne løb i hver sin retning. De var heller ikke alt for gode til at tale pænt om hinanden. Men det skal være løgn, skal det. Snakke sammen, det skal de. Så nu spærrer vi dem endelig inde med hinanden på nogle få kvadratmeter. Det går helt sikkert ikke stille af.
Tilmelding vil hjælpe arrangøren
Rungsted Kirke Kirkekontoret,
telefon 45867879,
rungsted.sogn@km.dk
Rungsted Sognehus onsdag den 21. marts 2012 kl. 19.30
Viser opslag med etiketten Sarah Thorngreen Auken. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sarah Thorngreen Auken. Vis alle opslag
mandag den 19. marts 2012
fredag den 1. april 2011
Præstekone
Når man både har et rimelig aktivt religiøst liv og en ansættelse på et universitet og ikke på Det teologiske fakultet, kan man nogle gange godt føle sig som en spøjs fugl. Berøringsangsten over for religiøse emner er udpræget, og forestillingen om, at den man diskuterer med, måske kunne tænkes at være troende, kan udløse de mest forbløffende reaktioner.
Et af de mere overraskende øjeblikke af denne art indtraf for nogle år siden. Efter at have undervist medforstående i Gud ved hvilke tekster, Ewald, Christian Winther, Højholt, Johannes V. Jensen, nåede min semesterplan frem til en Grundtvigtekst, som jeg – mine metodiske vaner tro – også underviste medforstående i. Pludselig, midt i det hele, en af mine studerende med vantro og nedladende tonefald: ”Jamen, er du kristen?”, som havde hun spurgt ”blotter du dig for ældre damer i din fritid?”
Så står man der og flabrer med mundvigende. Hvad Satan havde det med noget at gøre. Jeg havde haft dem rundt i seksuelle perversioner, syrede formeksperimenter og alt muligt andet. Første gang der dukker en religiøs tekst op, skal man redegøre for sin tro … suk … Da jeg underviste i ”Elses Bryllup” spurgte de ikke, om jeg var en perverteret sadomasochist med hang til at gennembore unge piger med høtyve. Da jeg underviste i ”Interferens” blev jeg ikke spurgt, om jeg var nihilist. Hvad dælen har mine private overbevisninger med tekstvalget at gøre. Er det, fordi jeg ikke står og er fuld af ironi og nedladenhed over for den kristne tekst.
Nuvel: ”Ja det er jeg” – og videre, som var ingenting hændt.
Men trykket er lettet på det herligste, efter at jeg er begyndt som ”præstekone” – nej, ikke ”præstemand”, det er noget helt andet. Det begyndte allerede, da Sarah første gang fik kjole på, og det er blevet ved. Og nu hun er blevet permapræst, så ser jeg intenst frem til at være permapræstekone. Nu er jeg certificeret vanvittig. Overtroen ligger jo ligesom i jobbeskrivelsen, og dermed bliver mit trosforhold mindre et personligt end et professionelt anliggende. Det er ikke længere en overraskelse, og det er ikke længere pinligt. Alle ved, at jeg er forpligtet på at være kristen, og så er det jo ikke min egen skyld.
Det betyder så mindre, at jeg som person vel hverken er blevet mere eller mindre kristen – jeg tvivler i det hele taget på, at kristendom er en graduerbar størrelse, ”jeg føler mig sådan lidt småkristen her til morgen”, og ganske vist får jeg da i min nye profession en del mere kirkegang op under neglene, men det forandrer ikke mit trosforhold på nogen grundlæggende måde. Højst gør det mit trosliv lidt mere aktivt.
Men nu er det på en måde helt i sin orden. Jeg har konstitutionelt knald i låget, og derfor opstår der ikke nogle pinagtige situationer. Så næste gang en studerende pludselig spørger til min tro midt under en time, svarer jeg bare ”Jeg er præstekone”. Så nikker hele holdet tungt, let medlidende, men også med en vis accept, og så er spørgsmålet ude af verden.
Det er skønt at være præstekone.
Og småkagerne? Ja, dem kan man vel klare sådan her:
Så er det også ligesom lidt maskulint.
Et af de mere overraskende øjeblikke af denne art indtraf for nogle år siden. Efter at have undervist medforstående i Gud ved hvilke tekster, Ewald, Christian Winther, Højholt, Johannes V. Jensen, nåede min semesterplan frem til en Grundtvigtekst, som jeg – mine metodiske vaner tro – også underviste medforstående i. Pludselig, midt i det hele, en af mine studerende med vantro og nedladende tonefald: ”Jamen, er du kristen?”, som havde hun spurgt ”blotter du dig for ældre damer i din fritid?”
Så står man der og flabrer med mundvigende. Hvad Satan havde det med noget at gøre. Jeg havde haft dem rundt i seksuelle perversioner, syrede formeksperimenter og alt muligt andet. Første gang der dukker en religiøs tekst op, skal man redegøre for sin tro … suk … Da jeg underviste i ”Elses Bryllup” spurgte de ikke, om jeg var en perverteret sadomasochist med hang til at gennembore unge piger med høtyve. Da jeg underviste i ”Interferens” blev jeg ikke spurgt, om jeg var nihilist. Hvad dælen har mine private overbevisninger med tekstvalget at gøre. Er det, fordi jeg ikke står og er fuld af ironi og nedladenhed over for den kristne tekst.
Nuvel: ”Ja det er jeg” – og videre, som var ingenting hændt.
Men trykket er lettet på det herligste, efter at jeg er begyndt som ”præstekone” – nej, ikke ”præstemand”, det er noget helt andet. Det begyndte allerede, da Sarah første gang fik kjole på, og det er blevet ved. Og nu hun er blevet permapræst, så ser jeg intenst frem til at være permapræstekone. Nu er jeg certificeret vanvittig. Overtroen ligger jo ligesom i jobbeskrivelsen, og dermed bliver mit trosforhold mindre et personligt end et professionelt anliggende. Det er ikke længere en overraskelse, og det er ikke længere pinligt. Alle ved, at jeg er forpligtet på at være kristen, og så er det jo ikke min egen skyld.
Det betyder så mindre, at jeg som person vel hverken er blevet mere eller mindre kristen – jeg tvivler i det hele taget på, at kristendom er en graduerbar størrelse, ”jeg føler mig sådan lidt småkristen her til morgen”, og ganske vist får jeg da i min nye profession en del mere kirkegang op under neglene, men det forandrer ikke mit trosforhold på nogen grundlæggende måde. Højst gør det mit trosliv lidt mere aktivt.
Men nu er det på en måde helt i sin orden. Jeg har konstitutionelt knald i låget, og derfor opstår der ikke nogle pinagtige situationer. Så næste gang en studerende pludselig spørger til min tro midt under en time, svarer jeg bare ”Jeg er præstekone”. Så nikker hele holdet tungt, let medlidende, men også med en vis accept, og så er spørgsmålet ude af verden.
Det er skønt at være præstekone.
Og småkagerne? Ja, dem kan man vel klare sådan her:
Så er det også ligesom lidt maskulint.
Abonner på:
Opslag (Atom)