Paul Walkers transfiguration

Et af de mest fascinerende træk ved den menneskelige kommunikation er alt det, vi kan fortælle hinanden uden at sige det. Det er også et af de værste problemer, man har, når man underviser eller forsker inden for de æstetiske fag: Hvordan viser og begrunder man det, man mener at kunne opfatte hinsides  enhver tvivl, når det ikke er ekspliciteret i de værker, man arbejder med.

Denne type problemer gennemarbejder man selvsagt i store, lærde værker. Store dele af fx Genettes transtekstualitetsteori retter sig imod den viden, som muliggør og nødvendiggør, at man skal læse litteratur ikke bare som et tekstinternt fænomen, men som litteratur af anden grad, hvor forståelsen af hypotekster, arketekster, paratekster og andet godt oplyser og kontekstualiserer teksten selv. 

Men det skal også kommunikeres i undervisningen til studerende. Her er en - hjemmelavet - scene,  jeg dels genfortæller, dels opfører for mine egne studerende, når jeg skal forklare problemstillingen:

Vi befinder os i en amerikansk krigsfilm om anden verdenskrig. En gruppe soldater er kommet under beskydning fra en maskingeværrede. De ligger trykket bag en lav mur, og situationen er desperat. Da samler sergeant major Paul Walker gruppens sprængstof på sig, trækker splitten, kaster sig over den lave mur og løber frem imod maskingeværreden. Kuglerne flyver ham om ørerne. En kugle strejfer ham i siden, han løber videre. Kugler rammer hans hænder og fødder. Han fortsætter. Med sine sidste kræfter kaster han sprængstoffet ind i maskingeværreden, og mens den eksploderer, falder han selv bagover på ryggen, hans arme falder ud til siden i et kors, og hans venstre knæ kommer til at ligge hen over det højre. Hans hoved falder og lander i en tornebusk.

(Her falder læreren - fortsat talede - for effektens skyld selv om på gulvet og lander i den beskrevne positur)

Hans kammerater løber frem imod ham, frelste. De når frem til ham. Han kigger på dem med døende blik, siger "det er fuldbragt" - og dør.

På dette punkt spørger læreren så sine elever, hvem det er, Paul Walker, forvandles - transfigureres - til i processen. Selv meget tunge elever identificerer ham selvfølgelig umiddelbart som Jesus.

Det interessante er, at skønt alle kan se det, er det ikke på noget tidspunkt blevet sagt, at Paul Walker er en Jesusfigur. Og hvis man forestiller sig en kultur, der havde tabt alle andre referencer til Jesus end netop denne film, ville det være uigenkendeligt, at der finder en sådan transfiguration sted. Det står ikke på linjerne, men det står heller ikke mellem dem. Derimod forudsættes det, at den, der ser filmen, af sig selv vil kunne forbinde - ja, næsten ikke vil være i stand til at undgå at forbinde - Walker og Jesus. Det bliver ikke sagt, men kommunikationen fungerer ubesværet.