Af en fantasiløs konformists bekendelser

Anekdoten er nogle år gammel. Her i dramatisk præsens for at forhøje aktualitet og spænding.


Jeg er på vej over for at undervise i litteraturanalyse. På vejen fra kantinen på Københavns Universitet Amager til de pavilloner, hvor jeg underviser, har nogen hængt en række sedler op. Her gentages - med næsten afgrundsdyb indsigt - budskabet "Analyse er den fantasiløses måde at forstå kunst".

Jeg står som lammet.
Min verden styrter sammen.
Afsløret er tomheden i al min stræben!
Hvad nu?

Jeg reviderer straks mit kunstsyn, mit livssyn og min mission i tilværelsen. Mine arme studerende. Det skal de da ikke udsættes for. Tænk sig: uddannet til fantasiløshed. Jeg gribes af Pink Floyd-dybsindighed: Min undervisning er just another brick in the wall. Noget må gøres. Nu!

Så jeg går med faste skridt tværs over KUA-campus. Med resolut mine skrider jeg ind i undervisningslokalet, citerer plakaterne med min nyvundne visdom og iværksætter straks min fremtidige og mere og fantasifulde tilgang, idet jeg udbyder: "Lad os sætte os med digtet på gulvet, dyppe vore tæer i honning og popkorn, og når en af jer med ét føler en farve, så syng den!"
.....
Dyb tavshed.
.....
Tilsyneladende er mine studerende stadig lige så fantasiløse, som jeg selv var lige før. Den akademiske verdens svøbe har for længst pisket deres selvstændighed ud af dem. Min nyvundne indsigt siver sørgeligt fra mig og tager min kampberedte indstilling med sig.
Jeg gennemfører min undervisning som normalt.
På vej tilbage passerer jeg sedlerne igen. Et eller andet andet fantasiløst gemyt har på en af dem lavet påtegningen "påstande er den uintelligentes måde at argumentere". Det bæst!

Jeg forbliver konform og gentager aldrig eksperimentet. Atter er fantasien sørgeligt blevet undertrykt i det danske uddannelsessystem.