Af en fantasiløs konformists bekendelser

Anekdoten er nogle år gammel. Her i dramatisk præsens for at forhøje aktualitet og spænding.


Jeg er på vej over for at undervise i litteraturanalyse. På vejen fra kantinen på Københavns Universitet Amager til de pavilloner, hvor jeg underviser, har nogen hængt en række sedler op. Her gentages - med næsten afgrundsdyb indsigt - budskabet "Analyse er den fantasiløses måde at forstå kunst".

Jeg står som lammet.
Min verden styrter sammen.
Afsløret er tomheden i al min stræben!
Hvad nu?

Jeg reviderer straks mit kunstsyn, mit livssyn og min mission i tilværelsen. Mine arme studerende. Det skal de da ikke udsættes for. Tænk sig: uddannet til fantasiløshed. Jeg gribes af Pink Floyd-dybsindighed: Min undervisning er just another brick in the wall. Noget må gøres. Nu!

Så jeg går med faste skridt tværs over KUA-campus. Med resolut mine skrider jeg ind i undervisningslokalet, citerer plakaterne med min nyvundne visdom og iværksætter straks min fremtidige og mere og fantasifulde tilgang, idet jeg udbyder: "Lad os sætte os med digtet på gulvet, dyppe vore tæer i honning og popkorn, og når en af jer med ét føler en farve, så syng den!"
.....
Dyb tavshed.
.....
Tilsyneladende er mine studerende stadig lige så fantasiløse, som jeg selv var lige før. Den akademiske verdens svøbe har for længst pisket deres selvstændighed ud af dem. Min nyvundne indsigt siver sørgeligt fra mig og tager min kampberedte indstilling med sig.
Jeg gennemfører min undervisning som normalt.
På vej tilbage passerer jeg sedlerne igen. Et eller andet andet fantasiløst gemyt har på en af dem lavet påtegningen "påstande er den uintelligentes måde at argumentere". Det bæst!

Jeg forbliver konform og gentager aldrig eksperimentet. Atter er fantasien sørgeligt blevet undertrykt i det danske uddannelsessystem.

Dét, der forsvinder, tager jeg med

Søren Ulrik Thomsens forfatterskab er på en gang for den litterære elite og for enhver. Efter sit gennembrud med poetikken Mit lys brænder i 1985 har han været regnet for en af landets betydeligste digtere. Hans tilsyneladende smalle udgivelser trækker igen og igen store anmeldelser og opnår høje oplagstal. Hver ny udgivelse fra Thomsens hånd er en litterær begivenhed i Danmark. Og med god grund. Hans digte forener et højt litterært niveau med en umiddelbar appel, patos med humor og knivskarpe punchlines med lange, slyngede sætningskæder. Digtenes billeddannelse rækker fra det magert tilbageholdende til det drømmende og fabulerende, og i deres sprækker kigger en satirisk og utopisk bevidsthed frem. De lader sig gribe med det samme, men selv efter mange gennemlæsninger er man ikke sikker på, at man har fået det hele – eller blot det halve – med.

Dét, der forsvinder, tager jeg med er en vejviser for både den nysgerrige læser og den litterære fagmand. Bogen rummer udfoldede analyser af en række digte, som følger digtene fra de mindste sætningsdele til deres samlede meningshelhed. Disse analyser ledsages af og indsættes i en samlet og nuanceret fortolkning af udviklinger, sammenhænge og spændingsforhold fra værk til værk i Søren Ulrik Thomsens poesi og poetik fra City Slang (1981) til Det værste og det bedste (2002).

Dette er verdens allerførste annonce for min og Svend Skrivers bog Dét, der forsvinder, tager jeg med. Forlaget Spring. 2011. Ca 405 sider. 349 kr. Kan bestilles for dette beløb+porto ved henvendelse til forlaget på michael@forlagetspring.dk