PUK flytter på kostskole
PUK slår sig løs
PUK vover pelsen
PUK på nye eventyr
PUK gi'r sig ikke
PUK kommer til hjælp
PUK i sneen
PUK ta'r chancen
PUK har en nyhed
PUK som filmstjerne
PUK vinder igen
PUK til hest
PUK klarer skærene
PUK får en ny kammerat
PUK har det sjovt
PUK længe leve!
PUK og "Syvstjernen"
PUK til bryllup
PUK og "Høgen"
PUK får en mistanke
PUK og pastoren
PUK ser et spøgelse
PUK på krigsstien
PUK i knibe
PUK bliver bange
PUK på rette spor
PUK i højt humør
PUK på flugt
PUK og det store drama
Oversigten over PUK-bøgerne ligner påfaldende et stykke moderne poesi. Dette være sagt til hæder for såvel PUK-bøger som moderne poesi. Måske blev det moderne poesi ved, at jeg aftrykte det. I givet fald har jeg citeret mig til et lyrisk forfatterskab.
Viser opslag med etiketten digte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten digte. Vis alle opslag
torsdag den 3. juli 2014
onsdag den 19. september 2012
Brevbud fra himlen
Fredag og lørdag i sidste uge forsvarede min emeriterede og højt meriterede fader en teologisk doktorafhandling ved Oslos Universitet. Ved den efterfølgende fest genopførtes et gammelt shownummer, idet mine sange fra hans halvfjerdsårsfødselsdag blev afsunget én gang mere (se dem her). De var - af indlysende grunde - ret relevante i sammenhængen, da det var bøgerne Kristendommens retorik og Thomas Kingo, der var grundlag for forsvaret.
Imidlertid skulle han ikke slippe helt uden fornyet påtale, så til de tre sange var påhæftet et lidet forskrift, som kan aflæses herunder. Strofeformen har den for lejlighedpoeter fabelagtige egenskab, at alle versene i strofen er metrisk identiske, så de vers, man skriver, kan frit flyttes rundt internt i strofen og stroferne imellem. Det gør den krævede behændighed betydeligt mindre. Melodien er knap så kendt i dag, men den kan dog findes her.
For-skrift:
Om det himmelske post-væsen
Mel.: Stakkels Hanne
Hvem befordrer himmelbrevet,
Hvis en afdød, nu har skrevet?
Hvem mon sørger for, vi får dem,
Breve sendt med post post mortem?
Koster englebuddet penge?
Og kan brevet ligge længe
Hos en vranten, vinget postmand,
Før det sendes til vort frostland?
Herren har vel gode bude
Der er engle nok derude,
Mika- Rafa- Gabrieller
(samt lidt småkravl, hvis det tæller)
Men forstandig bibellæsen
Kender endnu nok et væsen,
Det er selve himmelduen
Yndigt smuk som himmelbuen.
Just det sendebud fra Eden
Landede hos mig forleden,
Vingen var med postsæk ladet,
Næbbet bar på oliebladet.
Og jeg udbrød "Ih du milde
Er der kommet brev til lille
Mig i jordens dybe dale
fra de høje herresale?"
Brev, oh nej, du lille: breve
Fra Vorherres himmelhave,
Sendt dig post-apokalyptisk
(ja, jeg ved, det lyder kryptisk)
De er ikke fra Sankt Peter
Men fra trende små poeter
- Thi for Herren i det høje
Må selv de som små sig bøje.
Dog til dig, det er de ikke,
Så slå ned de stolte blikke,
De er skrevet til din fader,
Som det danske land forlader
For på norsk at doktoreres,
Så han dér kan promoveres
Og blandt Norges Dovrefjelde
Genbekræftes i sin vælde.
Kingo skrev med sejrskrone
Stråled' som en himmeltrone;
Brorson, noget mere loren,
Sendte også post til jorden;
Grundtvig, rygende af vrede,
Skrev på sorte palmeblade;
Jeg som Talsmand i det lave
Bringer deres himmelbreve.
Og hvis jeg kan klare mosten,
Og tålmodigt bære posten,
Kan du også gå med breve
Fra den himmelske enklave.
Gå til doktor-doktormanden,
Der er lærd som ingen anden!
Med epistlerne til festen,
- Og lad Ånden klare resten."
tirsdag den 18. januar 2011
Dét, der forsvinder, tager jeg med
Søren Ulrik Thomsens forfatterskab er på en gang for den litterære elite og for enhver. Efter sit gennembrud med poetikken Mit lys brænder i 1985 har han været regnet for en af landets betydeligste digtere. Hans tilsyneladende smalle udgivelser trækker igen og igen store anmeldelser og opnår høje oplagstal. Hver ny udgivelse fra Thomsens hånd er en litterær begivenhed i Danmark. Og med god grund. Hans digte forener et højt litterært niveau med en umiddelbar appel, patos med humor og knivskarpe punchlines med lange, slyngede sætningskæder. Digtenes billeddannelse rækker fra det magert tilbageholdende til det drømmende og fabulerende, og i deres sprækker kigger en satirisk og utopisk bevidsthed frem. De lader sig gribe med det samme, men selv efter mange gennemlæsninger er man ikke sikker på, at man har fået det hele – eller blot det halve – med.
Dét, der forsvinder, tager jeg med er en vejviser for både den nysgerrige læser og den litterære fagmand. Bogen rummer udfoldede analyser af en række digte, som følger digtene fra de mindste sætningsdele til deres samlede meningshelhed. Disse analyser ledsages af og indsættes i en samlet og nuanceret fortolkning af udviklinger, sammenhænge og spændingsforhold fra værk til værk i Søren Ulrik Thomsens poesi og poetik fra City Slang (1981) til Det værste og det bedste (2002).
Dette er verdens allerførste annonce for min og Svend Skrivers bog Dét, der forsvinder, tager jeg med. Forlaget Spring. 2011. Ca 405 sider. 349 kr. Kan bestilles for dette beløb+porto ved henvendelse til forlaget på michael@forlagetspring.dk
mandag den 15. november 2010
Sungne ord
(Åbningsindlæg i Litteraturhaus den 14/11-2010 som indledning til en oplæsningskoncert med Morten Søndergaard, Fribytterne, Spillemændene og Søren Ulrik Thomsen. Som aftenes vært takker jeg hermed de medvirkende for en god aften)
”At skrive om musik er som at danse om arkitektur”. Det er noget mærkeligt noget med litteratur og musik. Ingen kunstart er så svær at beskrive i ord som musikken. Hvorfor opleves dette eller hint som ”dramatisk”, ”inderligt”, ”romantisk”, ”inciterende”, eller hvad det nu er, man mener at opleve. Hvorfor kan den samme tone i det samme stykke musik efterlade en helt kold i hænderne på en musiker, men henrevet i hænderne på en anden. Det er næsten ikke til at beskrive. Samtidig med at det grundlæggende regelværk bag musikken sådan set er lettere at beskrive, eller i det mindste kan beskrives i langt flere detaljer end så mange andre kunstarter, så er det derfra uhyre svært beskriveligt.
Over for dette har poesien i al sin mangfoldighed den faste diagnose, at den slet ikke kan komme væk fra betydningen. Ord er og forbliver bærere af betydning, og selv når poesien, som man fx ser det hos den tidlige Per Højholt, demonstrativt prøver at slippe af med betydningen, så bliver den ved med at vælte ind fra alle sider. Betydningen er så stærk, at poesien ofte skal kæmpe en brav kamp for at gøre gældende, at den faktisk også har andre og lige så vigtige træk som den at danne betydning.
Kunstarterne virker altså, som om de er meget langt fra hinanden, og alligevel har de to kunstarter konsekvent grebet ind i hinanden. Man kan med meget stor sikkerhed sige, at der ikke er nogen anden krydsudveksling, som foretages oftere end den mellem ord og musik. Langt de fleste af os nynner jævnligt en eller anden sangstump, vi skal gøre os umage, når vi åbner radioen, hvis vi ikke vil løbe ind i sungne ord. Hvad mere er: Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om nogen kultur, der ikke har haft sang i en eller anden form som et væsentligt udtryk. Måske kan en antropolog hjælpe mig med at nævne et par stykker, men ret mange kan det ikke dreje sig om. Derudover er det ikke usædvanligt at forbinde sang med magt. Sangen synes i mange sammenhæng – og særligt når vi kommer i nærheden af folkekulturelle sammenhænge – at have magisk kraft. Helt frem til nutiden, hvor man tilsyneladende kan komme til at falde i armene på den forkerte og blame it on the boogie. Poesi og musik er en slagkraftig og ikke altid ufarlig cocktail.
Lige så lidt som poesien kan skille sig af med sin betydning, lige så lidt kan den skille sig af med sin lydside. Men det er en ofte gjort erfaring, at den side af poesien ikke opfattes som lige så vigtig som betydningssiden. Poesien bliver ofte bare læst for betydningens skyld. Man vil gerne blive et klogt og dannet menneske, og derfor ved man, at man skal læse sig en vis mængde af de store digtere, fordi de var så kloge og havde alt muligt livsklogt at sige, så man kan blive klogere af det. Og man læser og læser, og vi håber da, at man bliver klogere, men man kan læse herfra og til evigheden og stadig ikke have læst en linje poesi, fordi man er kommet til at læse små essays eller afhandlinger snarere end digte, hvorfor? Fordi man har glemt at høre efter. Og it don´t mean a thing if it ain´t got that swing.
Derfor er digtere og digtafficionados nogen gange gået i den modsatte grøft og har forsøgt at fremføre, at det kun er lyden eller formsiden, der er interessant i forbindelse med poesien, og at resten stort set er uden betydning. Det er for så vidt lige så trist, for poesi er jo ord, og ord bærer betydning, så spørgsmålet, hvis man gerne vil opfatte, hvad det er poesien har at byde på, må altid være, hvordan lyd og betydning taler med hinanden. De er begge to et mere i forhold til hinanden. Lyden tilfører betydning til betydningen, og betydningen lader lyden og fortolker den.
Måske er det derfor, musik og ord kan så godt med hinanden. Ordene giver betydning til musikken og musikken hjælper poesien med at pege på, at den er ord med klang og rytme. Lad os se, hvad aftenen bringer? Jeg har i aften den helt særlige fornøjelse at præsentere et smukt miks af erfaring og ungdommelig energi. Her er to digtere med hver sin helt særlige klangfarve, to digtere med syngende poesi, og så to bands med talende musik.
”At skrive om musik er som at danse om arkitektur”. Det er noget mærkeligt noget med litteratur og musik. Ingen kunstart er så svær at beskrive i ord som musikken. Hvorfor opleves dette eller hint som ”dramatisk”, ”inderligt”, ”romantisk”, ”inciterende”, eller hvad det nu er, man mener at opleve. Hvorfor kan den samme tone i det samme stykke musik efterlade en helt kold i hænderne på en musiker, men henrevet i hænderne på en anden. Det er næsten ikke til at beskrive. Samtidig med at det grundlæggende regelværk bag musikken sådan set er lettere at beskrive, eller i det mindste kan beskrives i langt flere detaljer end så mange andre kunstarter, så er det derfra uhyre svært beskriveligt.
Over for dette har poesien i al sin mangfoldighed den faste diagnose, at den slet ikke kan komme væk fra betydningen. Ord er og forbliver bærere af betydning, og selv når poesien, som man fx ser det hos den tidlige Per Højholt, demonstrativt prøver at slippe af med betydningen, så bliver den ved med at vælte ind fra alle sider. Betydningen er så stærk, at poesien ofte skal kæmpe en brav kamp for at gøre gældende, at den faktisk også har andre og lige så vigtige træk som den at danne betydning.
Kunstarterne virker altså, som om de er meget langt fra hinanden, og alligevel har de to kunstarter konsekvent grebet ind i hinanden. Man kan med meget stor sikkerhed sige, at der ikke er nogen anden krydsudveksling, som foretages oftere end den mellem ord og musik. Langt de fleste af os nynner jævnligt en eller anden sangstump, vi skal gøre os umage, når vi åbner radioen, hvis vi ikke vil løbe ind i sungne ord. Hvad mere er: Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om nogen kultur, der ikke har haft sang i en eller anden form som et væsentligt udtryk. Måske kan en antropolog hjælpe mig med at nævne et par stykker, men ret mange kan det ikke dreje sig om. Derudover er det ikke usædvanligt at forbinde sang med magt. Sangen synes i mange sammenhæng – og særligt når vi kommer i nærheden af folkekulturelle sammenhænge – at have magisk kraft. Helt frem til nutiden, hvor man tilsyneladende kan komme til at falde i armene på den forkerte og blame it on the boogie. Poesi og musik er en slagkraftig og ikke altid ufarlig cocktail.
Lige så lidt som poesien kan skille sig af med sin betydning, lige så lidt kan den skille sig af med sin lydside. Men det er en ofte gjort erfaring, at den side af poesien ikke opfattes som lige så vigtig som betydningssiden. Poesien bliver ofte bare læst for betydningens skyld. Man vil gerne blive et klogt og dannet menneske, og derfor ved man, at man skal læse sig en vis mængde af de store digtere, fordi de var så kloge og havde alt muligt livsklogt at sige, så man kan blive klogere af det. Og man læser og læser, og vi håber da, at man bliver klogere, men man kan læse herfra og til evigheden og stadig ikke have læst en linje poesi, fordi man er kommet til at læse små essays eller afhandlinger snarere end digte, hvorfor? Fordi man har glemt at høre efter. Og it don´t mean a thing if it ain´t got that swing.
Derfor er digtere og digtafficionados nogen gange gået i den modsatte grøft og har forsøgt at fremføre, at det kun er lyden eller formsiden, der er interessant i forbindelse med poesien, og at resten stort set er uden betydning. Det er for så vidt lige så trist, for poesi er jo ord, og ord bærer betydning, så spørgsmålet, hvis man gerne vil opfatte, hvad det er poesien har at byde på, må altid være, hvordan lyd og betydning taler med hinanden. De er begge to et mere i forhold til hinanden. Lyden tilfører betydning til betydningen, og betydningen lader lyden og fortolker den.
Måske er det derfor, musik og ord kan så godt med hinanden. Ordene giver betydning til musikken og musikken hjælper poesien med at pege på, at den er ord med klang og rytme. Lad os se, hvad aftenen bringer? Jeg har i aften den helt særlige fornøjelse at præsentere et smukt miks af erfaring og ungdommelig energi. Her er to digtere med hver sin helt særlige klangfarve, to digtere med syngende poesi, og så to bands med talende musik.
Abonner på:
Opslag (Atom)