Åndelig madkasse med nok til mange dage

Kristeligt Dagblad, torsdag den 13. marts 2014.


For et år siden kunne man have begyndt en anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens Samlede Thomsen med en bemærkning om, at han er den mest berømte digter i Danmark. Det havde ikke været helt forkert, skønt Benny Andersen gjorde ham rangen stridig. Det kan man ikke længere; Danmarks mest berømte digter er, anno domine 2014, Yahya Hassan – og så er den ged i øvrigt barberet.

Hvad Søren Ulrik Thomsen derimod er, er en digter med X-factor. Ikke den jammerlige afglans heraf, som får velkvalificerede kunstneriske håndværkere til at svimle over hæderlige halvamatørers nogenlunde duelige indsatser på en scene, men et egentligt, udefinerbart mere. Noget ingen andre har, og hvis de har det, så har de alligevel noget andet.

Måske er det derfor, Thomsen kan noget, næsten ingen kan: skabe opmærksomhed omkring sig uden synlig anstrengelse. Ja, han kan tilmed få ellers respekterede dagblade til at anmelde sine bøger, selvom de kun rummer tekster, der allerede har været udgivet. Det gjaldt Thomsens første opsamlingsudgave, Skriftlige arbejder (2001), og det gælder nærværende bog, som kun marginalt rummer ny tekst. Hvordan det egentlig foregår, er er gåde.

Det kan man efter behag blive jaloux eller glædes over. Selv glædes jeg, fordi en fyldig og positiv litteraturdækning hjælper alle, der holder af bøger, og fordi de tekster, som herigennem promoveres, er bragende gode.

Hvordan adskiller Samlede Thomsen sig fra Skriftlige arbejder? Det dårlige først: Skriftlige arbejder havde bevaret de enkelte værkers som selvstændige bøger og blot givet dem samme format og samlet dem i en kassette. Det gav en bedre oplevelse af gangen og sammenhængen i forfatterskabet og af den enkelte teksts placering i det. Man gjorde sig altid bevidst, hvilken bog en given tekst stod i, fordi man havde pillet netop denne bog ud af kassetten. De store ”samlede” udgaver er skrumlede, og man kan læse rundt hid og did uden at få en fornemmelse af rammen om og omfanget af det enkelte værk. Oplysningen kan man jo altid få ved at kigge efter. Men fornemmelsen af placering er væk i Samlede Thomsen, som den er det i Samlede Strunge og de andre murstensudgaver. Værst bliver det i nærværende bind, når det sætter de to poetikker, Mit lys brænder (1985) og En dans på gloser (1996), i direkte forlængelse af hinanden og dermed for læseren udjævner den afgrund, der går imellem dem.

Hvad får man til gengæld? Ja, udover en smuk etbindsudgave, hvor bøgerne er samlet, så man kan få lov at bære forfatterskabet rundt i sin skoletaske som en åndelig madkasse, får man især tre ting:

Man får en lavere pris. Ikke uvæsentligt. Skriftlige arbejders fine samling af små bøger koster en andegård (som de siger i Jumbobøgerne). Hvis man med forkærlighed forærer Søren Ulrik Thomsen-bøger til venner og familie, så er den langt lavere pris på denne mere skrabet udstyrede værkudgave en attraktiv mulighed.

Man får også mere tekst. Skriftlige arbejder rummede syv værker, heraf fem digtsamlinger. Samlede Thomsen rummer 10, syv digtsamlinger og tre prosaværker, samt en række andre tekster fra Thomsens hånd: dels hans bidrag til Kritik af den negative opbyggelighed (2005) og hans tekstbidrag til København Con Amore (2006), dels en udvalgt serie af essays. Disse sidste er det en fornøjelse at få med i et samlebind, så man ikke skal hige og søge for at få fingre i dem igen.

Tekstligt får man også noget nyt. Samlede Thomsen ombryder bøgerne, og det betyder først og fremmest, at de langstrakte arabesker fra Det skabtes vaklen (1996) står langt smukkere her end i Skriftlige arbejder, hvor det nedfotograferede format lavede nogle underlige flueben af dem. Derudover er det en særlig glæde at få Det værste og det bedste (2002) i hånden uden Ib Spang Olsens tegninger. Ikke fordi, der var noget i vejen med tegningerne, men fordi det giver en ny læserytme og en ny opfattelse af strømmen fra sekvens til sekvens i digtet, når man får det serveret sådan her.

Og man får essaysne med. Thomsen identificeres oftest som digter og omtaler også gerne sig selv som sådan. Derfor er det fint, at større dele af hans essayistik er blevet samlet, først i Repremiere i mit indre mørke (2009) og nu her, hvor en række spredte essays optages ved bindets afslutning. I normal litteraturformidling sælger man en forfatters lyriske forfatterskab gennem vedkommendes værker inden for andre genrer. Med Thomsen er det anderledes, og man kan håbe, at flere kommer til at kende hans essays, når de køber denne bog for at få adgang til hans digte. Thomsen er nemlig en knivskarp essayist: Huggende, veltalende, næsten fjantet, ude af stand til at gå forbi en anekdote uden at samle den op, ofte personlig grænsende til det private, men med et skarpt blik for det saglige. Nogle af hans essays er skarpt polemiske (og fra tid til anden overskærpede), andre er mere stilfærdigt reflekterende. Læseværdige er de altid.

I forhold til det kirkelige landskab er Samlede Thomsen den stensikre indgang til forfatterskabet; det er den bog, som opsamler flest af Thomsens essays om kirke og tro. Disse essays fortolker troen og kirken ud fra en dæmpet, men insisterende kristen overbevisning. De er blottet for fromladen palaver, lige så flabede som resten af Thomsens essays (heldigvis!) og en fornøjelse både for den kirkevante og for den generelt teologisk interesserede læser.

Jeg er uenig med Thomsen om meget i det kirkeligt-teologisk felt, men jeg har svært ved at komme på en moderne forfatter, hvis overvejelser om kirke, tro og eksistens jeg hellere læser.

Samlede Thomsen er ikke en videnskabelig udgave af Thomsens Samlede Værker, for forfatterskabet er ikke afsluttet, og behandlingen af teksterne er ikke videnskabeligt-filologisk korrekt. De mange noter er forfatterens egne bidrag til forfatterskabet, ikke en forskers bidrag til dets oplysning. Men det er en læsebog, så man kan stikke forfatterskabet om ikke i lommen så dog i tasken. Mennesket lever ikke af brød alene, og her er en åndelig madkasse med nok til mange dage.

Blogger bliver tydeligvis lidt syret af at få sin bog om Søren Ulrik Thomsen i hånden

Det er dét de unge vil ha´
men hvad med de der er halvgamle
og sidder på kontorer med matsorte ruder
og lyset flæbende fra en blændet pære i loftet
mens alle de vinde
der kaster sig ud og ind imellem Nordre Frihavsgades
alt for hvide tjørnebuske
ikke stopper eller stander men som et tog
med hånden vinkende langsomt i afsked
pludselig rammes af dit hypnotiske kys?
Dagen i dag er ikke i morgen.

At få en ny bog i hånden

I går fik jeg for første gang Svend Skrivers og min nye bog om Søren Ulrik Thomsen i hånden. Så skrev jeg en lang og selvfed blogpost, som jeg måtte slette igen, da jeg fattede, hvor selvfed den egentlig var. Men: Det må indrømmes, at jeg blev lidt (for) glad for mig selv, da jeg pludselig stod med en bog i hånden, som jeg og Svend begyndte på i 1997. Andre må jo bedømme, om den så også er vellykket. Jeg ved kun, at vi har gjort os umage, og at den er blevet så god, som vi på nogen måde kunne gøre den. Der er og vil altid være forskellige stilarkæologiske lag i en bog med så lang en tilblivelsestid, og hvis vi begyndte at skrive den i dag, ville den sikkert falde anderledes ud – men den ville også først udkomme om 14 år.

Wie dem auch sei: Det mest befriende ved at stå med sådan en bog i hånden er, at den genvækker ubegribeligt mange døde timer i ens liv. Eller sagt på en anden måde: For overhovedet at skrive en bog som denne her, skal man på et meget tidligt tidspunkt begynde at pøse sine arbejdstimer ned i et projekt, som man ingen sikkerhed har for, bliver færdigt. Jeg ved ikke, hvor mange årsværks arbejde, der ligger i en bog af denne her karakter: aftener, weekender, tidlige morgener – alt muligt. Når man har været i gang i nogle år, står man uden noget, der bare ligner et færdigt resultat, men med uendelige mængder af timer investeret i projektet, og spørgsmålet er så, om man har spildt alle de timer, om man burde have lavet noget andet, og om man nogensinde får kræfterne til at indløse alle de timer, man allerede har lagt i arbejdet.

Men når bogen så alligevel er der, så ved man, at det ville den aldrig have været, hvis ikke man for 14 år siden var begyndt at hælde timer i projektet.

Da jeg skulle finde noget til omslaget, tog jeg ind til Dorte Dahlin, som også havde lagt billede til forsiden af min disputats. Da jeg fandt det rigtige billede i hendes kataloger, fik jeg et chok. Bogen hedder Dét, der forsvinder, tager jeg med. Det billede, som var helt rigtigt til omslaget, hed I Forgot to Remember to Forget - på baggrund af af alle ting i verden titlen på en Elvissang. Hvor Thomsensk kan det lige blive? Men: det var malet i 1988 - 10 år før vi gik i gang med bogen. Altså, hvis man ikke lige var religiøs i forvejen, så blev man det altså dér. Bogen er så smuk. Michael Kamp ude på Forlaget Spring har lavet et vidunderligt omslag ud af Dorte billede, og satsen er smuk og alt er blevet vidunderligt, fordi fondene nærmest stod i kø for at hælde penge i bogen (mirabile dictu!), så gode mennesker kunne lave deres arbejde godt.

Waouw!!!!

En af mine facebookvenner, Claus Askholm, hørte om min mislykkede selvfede blogpost og gav som reaktion følgende version af den:

"Undskyld mig lige mens jeg svælger mig i selvfedme, men.. Kære blog. Jeg ved godt at jeg normalt er rimelig selvfed, men i dag tog det virkelig overhånd. Jeg stod nemlig med min nye bog i hånden, og jeg blev seriøst våd i trussen. Først kikkede jeg på forfatterbilledet i flere timer, og jeg siger jer: Narcissus var det rene vand i forhold til migselv. Efter at have svælget i selvfedme i et par timer besluttede jeg mig ofr at få professionel hjælp - og ringede til min mor. Hun fandt straks mine babybilleder frem og fortalte mig at hun allerede da jeg sad på potten første gang vidste at jeg ville lave noget stort en dag. Jeg besluttede derefter at overraske min smukke ægtehustru. I ved, hende med den fantastiske gode smag i ægtemænd. Hun kastede et blik på mig og kaldte mig ved min rette titel, da hun sagde "Åh Gud, hvad har du nu lavet...?"

Jeg ville ønske, at dette var en overdrivelse. Men det er ca. sådan, det føles. En parodi er det dårligt nok.

Dét, der forsvinder, tager jeg med

Søren Ulrik Thomsens forfatterskab er på en gang for den litterære elite og for enhver. Efter sit gennembrud med poetikken Mit lys brænder i 1985 har han været regnet for en af landets betydeligste digtere. Hans tilsyneladende smalle udgivelser trækker igen og igen store anmeldelser og opnår høje oplagstal. Hver ny udgivelse fra Thomsens hånd er en litterær begivenhed i Danmark. Og med god grund. Hans digte forener et højt litterært niveau med en umiddelbar appel, patos med humor og knivskarpe punchlines med lange, slyngede sætningskæder. Digtenes billeddannelse rækker fra det magert tilbageholdende til det drømmende og fabulerende, og i deres sprækker kigger en satirisk og utopisk bevidsthed frem. De lader sig gribe med det samme, men selv efter mange gennemlæsninger er man ikke sikker på, at man har fået det hele – eller blot det halve – med.

Dét, der forsvinder, tager jeg med er en vejviser for både den nysgerrige læser og den litterære fagmand. Bogen rummer udfoldede analyser af en række digte, som følger digtene fra de mindste sætningsdele til deres samlede meningshelhed. Disse analyser ledsages af og indsættes i en samlet og nuanceret fortolkning af udviklinger, sammenhænge og spændingsforhold fra værk til værk i Søren Ulrik Thomsens poesi og poetik fra City Slang (1981) til Det værste og det bedste (2002).

Dette er verdens allerførste annonce for min og Svend Skrivers bog Dét, der forsvinder, tager jeg med. Forlaget Spring. 2011. Ca 405 sider. 349 kr. Kan bestilles for dette beløb+porto ved henvendelse til forlaget på michael@forlagetspring.dk

Sungne ord

(Åbningsindlæg i Litteraturhaus den 14/11-2010 som indledning til en oplæsningskoncert med Morten Søndergaard, Fribytterne, Spillemændene og Søren Ulrik Thomsen. Som aftenes vært takker jeg hermed de medvirkende for en god aften)

”At skrive om musik er som at danse om arkitektur”. Det er noget mærkeligt noget med litteratur og musik. Ingen kunstart er så svær at beskrive i ord som musikken. Hvorfor opleves dette eller hint som ”dramatisk”, ”inderligt”, ”romantisk”, ”inciterende”, eller hvad det nu er, man mener at opleve. Hvorfor kan den samme tone i det samme stykke musik efterlade en helt kold i hænderne på en musiker, men henrevet i hænderne på en anden. Det er næsten ikke til at beskrive. Samtidig med at det grundlæggende regelværk bag musikken sådan set er lettere at beskrive, eller i det mindste kan beskrives i langt flere detaljer end så mange andre kunstarter, så er det derfra uhyre svært beskriveligt.

Over for dette har poesien i al sin mangfoldighed den faste diagnose, at den slet ikke kan komme væk fra betydningen. Ord er og forbliver bærere af betydning, og selv når poesien, som man fx ser det hos den tidlige Per Højholt, demonstrativt prøver at slippe af med betydningen, så bliver den ved med at vælte ind fra alle sider. Betydningen er så stærk, at poesien ofte skal kæmpe en brav kamp for at gøre gældende, at den faktisk også har andre og lige så vigtige træk som den at danne betydning.

Kunstarterne virker altså, som om de er meget langt fra hinanden, og alligevel har de to kunstarter konsekvent grebet ind i hinanden. Man kan med meget stor sikkerhed sige, at der ikke er nogen anden krydsudveksling, som foretages oftere end den mellem ord og musik. Langt de fleste af os nynner jævnligt en eller anden sangstump, vi skal gøre os umage, når vi åbner radioen, hvis vi ikke vil løbe ind i sungne ord. Hvad mere er: Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om nogen kultur, der ikke har haft sang i en eller anden form som et væsentligt udtryk. Måske kan en antropolog hjælpe mig med at nævne et par stykker, men ret mange kan det ikke dreje sig om. Derudover er det ikke usædvanligt at forbinde sang med magt. Sangen synes i mange sammenhæng – og særligt når vi kommer i nærheden af folkekulturelle sammenhænge – at have magisk kraft. Helt frem til nutiden, hvor man tilsyneladende kan komme til at falde i armene på den forkerte og blame it on the boogie. Poesi og musik er en slagkraftig og ikke altid ufarlig cocktail.

Lige så lidt som poesien kan skille sig af med sin betydning, lige så lidt kan den skille sig af med sin lydside. Men det er en ofte gjort erfaring, at den side af poesien ikke opfattes som lige så vigtig som betydningssiden. Poesien bliver ofte bare læst for betydningens skyld. Man vil gerne blive et klogt og dannet menneske, og derfor ved man, at man skal læse sig en vis mængde af de store digtere, fordi de var så kloge og havde alt muligt livsklogt at sige, så man kan blive klogere af det. Og man læser og læser, og vi håber da, at man bliver klogere, men man kan læse herfra og til evigheden og stadig ikke have læst en linje poesi, fordi man er kommet til at læse små essays eller afhandlinger snarere end digte, hvorfor? Fordi man har glemt at høre efter. Og it don´t mean a thing if it ain´t got that swing.

Derfor er digtere og digtafficionados nogen gange gået i den modsatte grøft og har forsøgt at fremføre, at det kun er lyden eller formsiden, der er interessant i forbindelse med poesien, og at resten stort set er uden betydning. Det er for så vidt lige så trist, for poesi er jo ord, og ord bærer betydning, så spørgsmålet, hvis man gerne vil opfatte, hvad det er poesien har at byde på, må altid være, hvordan lyd og betydning taler med hinanden. De er begge to et mere i forhold til hinanden. Lyden tilfører betydning til betydningen, og betydningen lader lyden og fortolker den.

Måske er det derfor, musik og ord kan så godt med hinanden. Ordene giver betydning til musikken og musikken hjælper poesien med at pege på, at den er ord med klang og rytme. Lad os se, hvad aftenen bringer? Jeg har i aften den helt særlige fornøjelse at præsentere et smukt miks af erfaring og ungdommelig energi. Her er to digtere med hver sin helt særlige klangfarve, to digtere med syngende poesi, og så to bands med talende musik.