At få en ny bog i hånden

I går fik jeg for første gang Svend Skrivers og min nye bog om Søren Ulrik Thomsen i hånden. Så skrev jeg en lang og selvfed blogpost, som jeg måtte slette igen, da jeg fattede, hvor selvfed den egentlig var. Men: Det må indrømmes, at jeg blev lidt (for) glad for mig selv, da jeg pludselig stod med en bog i hånden, som jeg og Svend begyndte på i 1997. Andre må jo bedømme, om den så også er vellykket. Jeg ved kun, at vi har gjort os umage, og at den er blevet så god, som vi på nogen måde kunne gøre den. Der er og vil altid være forskellige stilarkæologiske lag i en bog med så lang en tilblivelsestid, og hvis vi begyndte at skrive den i dag, ville den sikkert falde anderledes ud – men den ville også først udkomme om 14 år.

Wie dem auch sei: Det mest befriende ved at stå med sådan en bog i hånden er, at den genvækker ubegribeligt mange døde timer i ens liv. Eller sagt på en anden måde: For overhovedet at skrive en bog som denne her, skal man på et meget tidligt tidspunkt begynde at pøse sine arbejdstimer ned i et projekt, som man ingen sikkerhed har for, bliver færdigt. Jeg ved ikke, hvor mange årsværks arbejde, der ligger i en bog af denne her karakter: aftener, weekender, tidlige morgener – alt muligt. Når man har været i gang i nogle år, står man uden noget, der bare ligner et færdigt resultat, men med uendelige mængder af timer investeret i projektet, og spørgsmålet er så, om man har spildt alle de timer, om man burde have lavet noget andet, og om man nogensinde får kræfterne til at indløse alle de timer, man allerede har lagt i arbejdet.

Men når bogen så alligevel er der, så ved man, at det ville den aldrig have været, hvis ikke man for 14 år siden var begyndt at hælde timer i projektet.

Da jeg skulle finde noget til omslaget, tog jeg ind til Dorte Dahlin, som også havde lagt billede til forsiden af min disputats. Da jeg fandt det rigtige billede i hendes kataloger, fik jeg et chok. Bogen hedder Dét, der forsvinder, tager jeg med. Det billede, som var helt rigtigt til omslaget, hed I Forgot to Remember to Forget - på baggrund af af alle ting i verden titlen på en Elvissang. Hvor Thomsensk kan det lige blive? Men: det var malet i 1988 - 10 år før vi gik i gang med bogen. Altså, hvis man ikke lige var religiøs i forvejen, så blev man det altså dér. Bogen er så smuk. Michael Kamp ude på Forlaget Spring har lavet et vidunderligt omslag ud af Dorte billede, og satsen er smuk og alt er blevet vidunderligt, fordi fondene nærmest stod i kø for at hælde penge i bogen (mirabile dictu!), så gode mennesker kunne lave deres arbejde godt.

Waouw!!!!

En af mine facebookvenner, Claus Askholm, hørte om min mislykkede selvfede blogpost og gav som reaktion følgende version af den:

"Undskyld mig lige mens jeg svælger mig i selvfedme, men.. Kære blog. Jeg ved godt at jeg normalt er rimelig selvfed, men i dag tog det virkelig overhånd. Jeg stod nemlig med min nye bog i hånden, og jeg blev seriøst våd i trussen. Først kikkede jeg på forfatterbilledet i flere timer, og jeg siger jer: Narcissus var det rene vand i forhold til migselv. Efter at have svælget i selvfedme i et par timer besluttede jeg mig ofr at få professionel hjælp - og ringede til min mor. Hun fandt straks mine babybilleder frem og fortalte mig at hun allerede da jeg sad på potten første gang vidste at jeg ville lave noget stort en dag. Jeg besluttede derefter at overraske min smukke ægtehustru. I ved, hende med den fantastiske gode smag i ægtemænd. Hun kastede et blik på mig og kaldte mig ved min rette titel, da hun sagde "Åh Gud, hvad har du nu lavet...?"

Jeg ville ønske, at dette var en overdrivelse. Men det er ca. sådan, det føles. En parodi er det dårligt nok.