Brevbud fra himlen

Fredag og lørdag i sidste uge forsvarede min emeriterede og højt meriterede fader en teologisk doktorafhandling ved Oslos Universitet. Ved den efterfølgende fest genopførtes et gammelt shownummer, idet mine sange fra hans halvfjerdsårsfødselsdag blev afsunget én gang mere (se dem her). De var - af indlysende grunde - ret relevante i sammenhængen, da det var bøgerne Kristendommens retorik og Thomas Kingo, der var grundlag for forsvaret. 

Imidlertid skulle han ikke slippe helt uden fornyet påtale, så til de tre sange var påhæftet et lidet forskrift, som kan aflæses herunder. Strofeformen har den for lejlighedpoeter fabelagtige egenskab, at alle versene i strofen er metrisk identiske, så de vers, man skriver, kan frit flyttes rundt internt i strofen og stroferne imellem. Det gør den krævede behændighed betydeligt mindre. Melodien er knap så kendt i dag, men den kan dog findes her.

For-skrift: Om det himmelske post-væsen

Mel.: Stakkels Hanne

Hvem befordrer himmelbrevet,
Hvis en afdød, nu har skrevet?
Hvem mon sørger for, vi får dem,
Breve sendt med post post mortem?
Koster englebuddet penge?
Og kan brevet ligge længe
Hos en vranten, vinget postmand,
Før det sendes til vort frostland?


Herren har vel gode bude
Der er engle nok derude,
Mika- Rafa- Gabrieller
(samt lidt småkravl, hvis det tæller)
Men forstandig bibellæsen
Kender endnu nok et væsen,
Det er selve himmelduen
Yndigt smuk som himmelbuen.

Just det sendebud fra Eden
Landede hos mig forleden,
Vingen var med postsæk ladet,
Næbbet bar på oliebladet.
Og jeg udbrød "Ih du milde
Er der kommet brev til lille
Mig i jordens dybe dale
fra de høje herresale?"

Brev, oh nej, du lille: breve
Fra Vorherres himmelhave,
Sendt dig post-apokalyptisk
(ja, jeg ved, det lyder kryptisk)
De er ikke fra Sankt Peter
Men fra trende små poeter
- Thi for Herren i det høje
Må selv de som små sig bøje.

Dog til dig, det er de ikke,
Så slå ned de stolte blikke,
De er skrevet til din fader,
Som det danske land forlader
For på norsk at doktoreres,
Så han dér kan promoveres
Og blandt Norges Dovrefjelde
Genbekræftes i sin vælde.

Kingo skrev med sejrskrone
Stråled' som en himmeltrone;
Brorson, noget mere loren,
Sendte også post til jorden;
Grundtvig, rygende af vrede,
Skrev på sorte palmeblade;
Jeg som Talsmand i det lave
Bringer deres himmelbreve.

Og hvis jeg kan klare mosten,
Og tålmodigt bære posten,
Kan du også gå med breve
Fra den himmelske enklave.
Gå til doktor-doktormanden,
Der er lærd som ingen anden!
Med epistlerne til festen,
- Og lad Ånden klare resten."

Kirkens meget lille genmæle imod en ubetydelig påskekronik

Forestillingen om kirkens forældelse har i sig selv høj alder. Derfor er det en lang, ærværdig tradition, som dagens kronikør i Politiken indskriver sig i, når han gerne vil revitalisere sproget i den danske folkekirke. Den type af moderniseringsprojekter er så gammelkendte, at man næsten en dag burde skrive deres historie. Fra 1700-tallets bibelkritik og forsøg på at rense ud i al den overtro, som havde ledt til 30-årskrigen 100 år før, over 1800-tallets plæderen for ”Jesu rene Lære”, liberalteologiens forskellige modifikationer af lærebygningerne og en række kunstnerisk-æstetiske fortolkninger til nutidige formuleringer, hvis klassiske form netop er påskekronikker i Politiken. Jeg husker sikkert forkert, men det forekommer mig, at jeg år efter år har læst et eller andet ca, i den stil op til påske i netop denne avis - og at det vist aldrig har været intellektuelt, endsige teologisk kvalificeret.

I modsætning til de erklærede ateister, som fastholder, at kristendommen er en vildvej, er denne type reformatorer principielt velvilligt indstillede over for kristendommen. Kirken skal bare lige – og så følger der et eller andet krav, som intet fornuftigt menneske da kan være uenig med, mener reformatoren. Dette "lige" viser sig imidlertid altid at rumme lidt mere end en simpel detalje. Som hovedregel er kristendommen gået op i røg, inden reformatoren mener, at nu er den blevet fornuftig. Dagens reformator mener således, at det er sprogføringen i kirken, den er gal med. Hør bare nadverudlægningen:

Det klassiske lutherske synspunkt i folkekirken er, at kagen og saftevandet ikke skifter substans. Jesu legeme og blod er på en uforklarlig måde alligevel er til stede i det uskyldige kagebrød og saftevandet! Det afgørende er måske, at den, der går til alters for at søge syndsforladelse, i sit eget stille sind forestiller sig, at hun/han får sin guds syndsforladelse. Hvilket vel vil sige, at man angrer og tilgiver sig selv!

Den sproglige modernisering beror her på, at altervinen og oblaterne omtales som ” kagen og saftevandet” - den kommunikative originalitet er lysende: Havde vi dog bare kaldt altervin for "saftevand" noget før. Men det reelle ærinde er ikke bare sprogligt, for ændringen i sproget viser sig at følges af en oversættelse, hvor betydningen af nadverritualet bliver rent psykologisk i processen. Det, som for de fleste nadvergæster er det helt centrale, nemlig at syndsforladelsen tilsiges en fra Gud, er forsvundet op i den blå luft - eller ind i det menneskelige sjæleliv.

Læser man videre viser dette sig at være mønsteret punkt for punkt. Den ”sproglige” revision viser sig at følges af at kristendommen skal ”renses” for alt det, der gør den meningsfuld for de kristne. Helligånden ryger i forbifarten, paradiset bliver til "naturen" etc etc. Det kan ethvert fornuftigt menneske da tilslutte sig.

Så altså: Hvis bare kristendommen vil holde op med at være kristendom, så vil dagens kronikør godt tilslutte sig den. Men det er en særpræget form for tilslutning: ”Hvis bare jeg selv må bestemme, hvad du mener, så vil jeg gerne være enig med dig”.

Nu har kirken ikke sindelagskontrol ved indgangen, så kronikøren kan gå ind, hvor han har lyst. Han kan gå til alters og tilgive sig selv, og han kan sidde og nyde fællesskabet helt uden helligånd. Så for så vidt skulle alt være i orden. Men det er ikke nok. Alle andre skal også acceptere at tro på kronikørens måde, som for de fleste af os ikke er kristendom - dårligt nok tro. Derved opstiller han, hvad Grundtvig i en lignende anledning kaldte et luftkastel: En kristen kirke, som ganske vist aldrig har eksisteret, og som ikke tror på det, dem, der i dag kalder sig kristne, bekender, men som alligevel hævder at være den sande kirke. Hvorfor er det så en kristen kirke? Fordi kronikøren finder, at den prædiker fornuftig kristendom. Man spørger sig selv, hvor de nuværende kristne (som der er betydeligt flere af, end den højtærede taler synes at mene) så skal gå hen, når kronikørens psykoterapeutiske skummetmælksevangelium har overtaget kirken. Måske skulle de tage og grundlægge en kirke. Måske tilmed én, som var evangelisk-luthersk.

Det helt sjove ved det er, at nok har denne type forandringsforslag eller krav høj alder, men de konkrete forslag går stort set altid i glemmebogen efter kort tid, mens det, der protesteres imod, på en underligt livskraftig måde bliver ved med at være til og blive troet. Måske fordi hjemmelavede kirker af denne art netop er luftkasteller.

Så kirkens genmæle i denne sammenhæng må vist bare være: Tough luck buller. Det er altså ikke dét, man tror på her. Kig endelig ind; men hvis du kun vil være med i en kirke, du selv kan bestemme, hvad skal mene, så lav du dig din egen kirke. Vi gider ikke løbe efter slige luftigheder.

Grundtvig hin lille